Kvartalsregnskabet – 2. kvartal 2014 (2:2)

   


I anden del af vores kvartalsregnskab er det rocken, der regerer – bl.a. med Jack White, Hamilton Leithauser, Strand Of Oaks på favoritlisterne. Men Lana Del Rey, Chromeo og Joe Henry har også sat sig spor hos blogholdet, der lister deres favoritter fra årets andet kvartal her: 

Læs også kvartalsregnskabet for første kvartal her, og første del af kvartalsregnskabet for andet kvartal her.

Janus Køster-Rasmussen

Chromeo ’White Women’ (album)
Indrømmet, det er ikke særlig originalt. Og det kan godt være, at Chromeo er både ironiske, tongue-in-cheek og alt muligt andet 90’er-agtigt. Men det er altså ikke så nemt at lave faux-disco, der cykler af sted i så uimodsigeligt snorlige linjer som Chromeos – der skal vi vel have fat i Daft Punk og Les Rhytmes Digitales, før sammenligningsgrundlaget er fair. Hofteskåle lyver som bekendt aldrig, og det kunne have været så godt, så rigtigt på Roskilde. Men skidt, vi holder bare den samme fest med det indieband, de har hevet ind som erstatning. Eller …

Joe Henry ’Our Song’ (sang, live, Koncerthusets Studie 2)

Mens Copenhell rasede af sted på Refshaleøen, og Lana Del Rey kastede glans over Café Jordens sommerfest, var vi en lille, grånende flok, der mødtes omkring en samling fortvivlende, hvide gospelsange om den knuste amerikanske drøm – for guitar og sopransax. Det var Joe Henry, der var i byen, kun lejlighedsvist sekunderet af en nørdet saxofonist, og det hele udkrystalliserede sig for ham i perlen ‘Our Song’, hvor et magisk-realistisk møde med Willie Mays, der kigger på fjedre til carportdøren i den lokale Silvan, udarter sig til en ram civilisationskritik ”It started badly and it’s ending wrong” – af et land, der alligevel på sine værste dage “still somehow make me a better man”. Read it and weep.

Savage Rose, Vega (koncert)
Jeg troede, jeg skulle ind og høre et levn fra en anden tid. Og så stod Annisette der, omgivet af et hold foretagsomme fyre og friske piger. Sammen lossede de bandets legendariske sange ind i fremtiden og helt ned på bagerste hentehårsrække. Det var simpelthen én stor love-in. Gode sange, uovertruffen frontfigur, stærkt band (Rune Kjeldsen, Palle Hjort m.fl.) og karma galore. Sikke en fest det også ku’ ha været på Roskilde. Heldigvis for Northside-folket havde de kvikke bookere derovre luret den, og der kommer også en chance for os øboer på Vanguard.

Nikolaj Steen Møller

Hamilton Leithauser ’Black Hours’ (album)
Der gik ikke lang tid, fra The Walkmen meldte ud, at de var på ’extreme hiatus’, til solopladerne begyndte at komme væltende. Altmuligmanden Walter Martin lavede en børneplade – lad være med at købe den – og guitaristen Peter Matthew Bauer udgav en trippet plade om vor tids new age’ere – giv den et lyt. Vinderen var dog, naturligt nok, manden med den gyldne stemme, sanger Leithauser. På mange måder går han direkte videre fra The Walkmens helt skønne sidste album, ’Heaven’, hvor hans band til allersidst smed deres eneste rigtig dårlige vane fra sig: Ikke at have nok gode sange til et helt album. Han løber videre med The Walkmens dogmelyd, og man kan høre, at der er gamle kolleger og venner med. Men nu dukker der flere xylofoner og strygere op rundt omkring, og Leithauser taler om at være helt inspireret af Sinatra og hans nede-i-kulkælderen-albums fra 50’erne. Det klæder ham så meget desto mere.

Strand of Oaks ’JM’ (sang)
Det her var en wtf-oplevelse af de større. ’JM’ – en hyldest til Jason Molina, der døde i fjor – er en af de sange, man ikke rigtig bemærker med det samme, men som pludselig tatoverer sig på éns hjerne, når man lægger mærke til, hvad det er, den gør. Og det, den gør, er at tale nænsomt om Molinas ”sweet tunes”, der er en trøst, når alt er lort, for så at vælte den mest fantastiske Crazy Horse-guitar og sub-bas ud over det hele. Den dukkede op på NPR’s udmærkede podcast All Songs Considered, og det er den slags, der gør, at det er værd at lytte til nok så meget landfill indie bare i håbet om at få sådan en sang foræret.

Lana del Rey ’Ultraviolence’ (album)
Jeg har tryg viden om, at mindst én blogbroder har skrevet om den anden strålende, kvindelige plade om dysfunktionelle forhold, Sharon van Ettens ’Are We There?’. Så i stedet for New York-udgaven tager jeg Hollywood-versionen. Et album fuld af historier om mænd, der er dumme svin, og kvinder, der har bekymrende hang til disse. Man skal være i humør til det, for på overfladen har det nogenlunde samme nihilistiske indhold som f.eks. ’Californication’, men det er bare så forførende. Dan Auerbach fra The Black Keys har produceret ’Ultraviolence’ ret fantastisk, og taget alle de David Lynch-agtige effekter i brug, der gjorde ’Blue Jeans’ og ’Video Games’ så fristende i første omgang.

Anders K. Sørensen

Joe Henry, Koncerthuset (koncert)
Andet kvartals største koncertoplevelse for denne musikblogger har så afgjort været mødet med den amerikanske singer/songwriter og producer Joe Henry. Han gik på scenen i Koncerthusets Studie 2 den 11. juni og spillede fra første tone intenst og hjerteskærende på en meget tør, maskulin – og amerikansk – måde. En fantastisk aften. Søren McGuire skrev i forbindelse med koncerten dette hæderskrift til Madonnas svoger.

Joe Henry

Joe Henry med strutrøv og klarinet.

Hamilton Leithauser ’Black Hours’ (album)

Den dårlige nyhed om amerikanske The Walkmens pause på ubestemt tid blev hurtigt fulgt af positive forlydender om spændende soloprojekter fra de enkelte bandmedlemmer. Walter Martin kom først – med en plade om alle dyrene i ZOO – og ikke længe efter fulgte forsanger Hamilton Leithausers solodebut, ’Black Hours’. Her er der tale om en noget mere urban og natlig musik, der kombinerer The Walkmens skæve, metalliske sound med en legende, lys og til tider jazzet musikalsk form, der klæder Hamiltons højstemte vokal.

Todd Terje & Bryan Ferry ’Johnny & Mary’ (sang)
Da det første gang forlød, at den norske producer Todd Tejres debutalbum ville indeholde en coverversion af Robert Palmers frysetørrede parforholdshymne ’Johhny and Mary’ fra 1980, var jeg meget skeptisk. Og det hjalp ikke stort, at Bryan Ferry skulle lægge vokal til. Det er efterhånden længe side, at art rock-crooneren over dem alle har kunnet fylde sine læderbukser ud. Men jeg må erkende, at den nye, afdæmpede, næsten anæstesiske version har en fascinerende, dulmende effekt, der matcher originalens kuldslåede koncentrat af melodi, rytme og en mere end mellemfornøjet hverdagsfortælling.

Peter Elsnab

Lana Del Rey ’West Coast’ (sang)
Det havde jeg sgu ikke forventet af Lana Del Rey. Men i mine ører er dette nummer en ren genistreg. Videoen alene skaber dette filmiske noir-univers, der til sidst går op i flammer, og den utilnærmelige diva synger iskoldt om at være forelsket. Der sker en hel masse i nummeret omkring de dybe svingninger, og stemningen skifter fra ren lykke til noget foruroligende, da hun efter 75 sekunder første gang går ned i halvt tempo. Og så vil jeg nok til stadighed undre mig over, hvorfor West Coast skal udtales Wesh Coash …

Dream Syndicate, Loppen 3. maj (koncert)
Jeg havde på forhånd indgået væddemål om, at der kun vil være mænd mellem 40 og 50 år blandt gæsterne til Dream Syndicate-koncerten på Loppen. Jeg tabte naturligvis, men heldigvis skulle jeg ikke en øl per person, der ramte udenfor den kategori, men det var nu en gang en koncert for os i den kategori. Og hvilken én. På forhånd var det annonceret som en 30 års jubilæumskoncert for ‘Medicine Show’-albummet, men det var nu svært at se, for Steve Wynn og co. blandede alle deres største numre ind i et elektrisk mix, hvor deres californiske Paisley Underground-mix af punket new wave, psych og støjende rock med glasklare guitarfigurer, der hvirvler sig ind i hinanden, tændte godt op under de midaldrende herrer i det sveddryppende varme spillested. Det var efter sigende første koncert i Danmark siden Roskilde Festival 1987, og det var første gang, jeg så dem. Jeg var lykkelig!

Jack White ‘Lazaretto’ (LP)
Det er heldigt, at det er en god plade, men for ellers giver det tilbageslag at lave så mange gimmicks, som Jack White gør på sit seneste album. Men ‘Lazaretto’ er spækket med gode sange fra countryballader til hård riffrock, og albummet vokser for hver gennemlytning. Og selvom Jack White denne gang går nærmest prog med et nummer på mere end fire minutter (har han gjort før), hvor hele 11 musikere (gisp! det har han ikke gjort før) bidrager, virker det hele stadig skarpt og garageblueset. Som både Jack White-samler og vinylentusiast er dette en herlig udgivelse, og den Nashville-bosiddende ex-White Stripes-mand er god til hele tiden at skabe udfordringer for sig selv og på den måde holde sig på tæerne. Som da han live på forrige turné spillede med både et mandeband (i Falconer) og et kvindeband (på Roskilde), men på den igangværende turne spiller han med et mixet band.

Og tilbage til hans gimmicks. Han udgiver konstant alskens sjove plader med spøjse detaljer på sit pladeselskab Third Man Records, og denne LP er ingen undtagelse. Faktisk har jeg aldrig set en plade med flere legesyge detaljer. Og der er tale om den vinyl, der er i helt almindeligt salg. Den kaldes Ultra LP og kan bl.a. byde på et hologram af en engel og skjulte numre under labelen, hvoraf det ene skal afspilles på 78 omdrejninger. Den ene side skal afspilles fra midten og ud, og der er to forskellige introer på den ene side, alt efter hvor man sætter nålen ned i vinylen. Og der er flere detaljer, som man alle sammen kan få demonstreret i denne video af manden selv og hans direktør for pladeselskabet, musikeren Ben Blackwell, der ligesom Jack White er vinylfreak og i øvrigt spillede trommer i Dirtbombs.

Læs også kvartalsregnskabet for første kvartal her, og første del af kvartalsregnskabet for andet kvartal her.

Alle numrene fra 2. kvartal kan også høres i denne Spotify-playliste:

 

Kommentér indlægget