Kvartalsregnskabet – 2. kvartal 2014 (1:2)

   


Bloggers By Choice har igen gjort status, talt inventaret op, vurderet og analyseret og er nu klar til at aflægge kvartalsregnskab for årets andet kvartal.

Jo, den er god nok. Roisin Murphy er med blandt blogholdets favoritter fra årets andet kvartal.

Jo, den er god nok. Roisin Murphy er med på blogholdets favoritter fra årets andet kvartal.

Blogholdet lister dets yndlingssange og favoritalbums fra de forgangne tre måneder og kommer omkring både Italien, Sverige og Sydafrika, foruden de naturlige engelske, amerikanske og danske indslag. Anden del af dette kvartalsregnskab følger i morgen – og i mellemtiden kan man også fornøje sig med kvartalsregnskabet for første kvartal her.

Danni Travn

Damon Albarn ’Everyday Robots’ (album)
Oprigtigheden er kun kommet drypvis fra Damon Albarn. I Blur-kataloget finder man den stærkest på de seneste plader, som i ’No Distance Left to Run’ fra ’13’ og ’Sweet Song’ fra ’Think Thank’. Ellers har han oftest indtaget en tilbagetrukket position som art schoolet iagttager og satiriker. Javist, han har været en af de bedste af slagsen, men hvor er det befriende, at han på karrierens første egentlige soloalbum giver nogle lunser af sig selv efter lallede tilløb som ’Mali Music’ og ’Dr Dee’. ’Everyday Robots’ er et nænsomt og nært album blottet for tegneseriefigurer. Et album med små distinkte lyduniverser og en hovedperson, som tager os helt tæt på det konkrete: ’It’s hard to be a lover when the tv’s on’.

Strand of Oaks ’Heal’ (album)
Det her er et galmandsværk. Bag navnet Strand of Oaks gemmer sig sangskriveren Tim Showalter, og han var sur på kærligheden, sur på sit forrige album og sur på livet i almindelighed. Alt det har han hældt ned i albummet ’Heal’, som på en gang er en pyt af selvhad og 42 minutters katarsis. Showalter gemmer sig ikke bag kløgtige metaforer eller krøllede sange. Han farer direkte frem med ufiltrerede konstateringer og en rå, men omskiftelig rocklyd – blandt andet med hjælp fra den eksplosive guitarist J Mascis. Her er spor efter Neil Young and Crazy Horse, Bruce Springsteen, Eels, Human League (no shit)  og – hold på hat og briller – Coldplay. Lyder det som alt, alt for meget? Måske. Men her er tale om en kunstner, som bare skal have det ud. Koste, hvad det koste vil, og det er meget svært ikke at sidde lidt omtumlet tilbage. Hør bare nummeret ’Shut In’.

Sharon Van Etten ’Afraid of Nothing’ (sang)
Jeg undrede mig, da jeg havde hørt åbningsnummeret på det seneste Sharon Van Etten-album. Det kunne simpelthen ikke passe, at ingen havde skrevet det før, tænkte jeg. Joni Mitchell eller Carole King. Eller Cat Power for den sags skyld. Som ’Afraid of Nothing’ stiger til vejrs fra enkle klaverakkorder, synes det spundet af samme stof som evergreens. Eneste minus er faktisk, at det daler igen efter fire minutter i stedet for at holde fast i sit knugende mantra: ’I need you/To be afraid of nothing’. Lige her er Van Etten både musikeren i komplet kontrol og mennesket, der usikkert rækker sine hænder ud. Og det er et spændingsfelt, jeg kunne svælge i i timevis.

Søren McGuire

Sturgill Simpson ’Metamodern Sounds in Country Music’ (album)
Der er sgu en smuk ironi i, at de countrymusikere, der i dag betragtes som genrens outsidere, er de eneste, der efterhånden spiller country af den slags, vores fædre sad og tudede til ude på pløjemarken. Og med ”rigtig” mener jeg country, som det lød, før Nashville blev invaderet af liderlige brølaber i bootcut-jeans. Country, som det lød, da alle stjernerne enten var grimme, gamle eller begge dele. Men hvor det kan virke særdeles fristende at blive ved med at brokke sig over forvoksede teen-idoler som Florida Georgia Line, Brantley Gilbert og Tennessees egen øretæveindbydende anti-kristus, Luke Bryan, er det nu en gang som at drikke gift og håbe på, at det er dem, der stiller cowboystøvlene. Til gengæld er det langt mere befriende bare at glæde sig over, at der trods alt findes folk som Sturgill Simpson. Han er langt fra den eneste af vor tids traditionalister, der lyder som snydt ud af næsen på Waylon Jennings, men i stedet for blot at kopiere outlaw-legendens mavedybe brummen, Telecaster-lyd og evige romantisering af svigefulde kvindfolk, har Sturgill Simpson på sit andet album skabt en slags moderne countryopera, der – så vidt jeg lige kan sjusse mig frem til – blandt andet handler om galaktiske skildpadder og den slags. Long story short, så er det her moderne nyklassisk honkytonk med rødderne i orden. Især balladerne er, for at blive i albummets konceptuelle galakse-kontekst, ”ude af denne verden.”

Dierks Bentley ’Riser’ (album)
Apropos Nashvilles identitetskrise, så er Dierks Bentley et lysende eksempel på, at man ikke altid skal skue hunden på det balsambløde hår. Dierks Bentley står med et ben i begge lejre, til tider fjoget, til tider fantastisk, lige lovlig pæn, og så alligevel med et talent, selv ikke hans nuttede fremtoning kan overskygge. For et par år siden lavede Dierks Bentley bluegrass-albummet ’Up on the Ridge’ – et album, der viste, at han kan sin musikalske baggrund til fingerspidserne og ikke er bange for at tage en tur i den musikalske grøft, om end han befinder sig bedst på midten af den musikalske landevej. På ’Riser’ er det småt med banjoerne, men til gengæld er halvdelen af pladen vanvittigt stærk, mens den anden halvdel er vanvittigt åndssvag. Titelnummeret handler om at forsøge at finde en mening med galskaben, når man mister sin far den ene dag og selv bliver far den næste, men bliver fulgt af ’Drunk on a Plane’, der er så helt igennem idiotisk, at man sgu næsten håber, at flyet styrter ned, så vi slipper for at høre mere på den vederstyggelige ligegyldighed. ’Sounds of Summer’ er endnu mere af den slags ørelort, Dierks Bentley burde holde sig for fin til og i stedet lade Luke Bryan tage sig af, mens ’I Hold On’ er så skarpt skåret, at man ligefrem tilgiver Dierks Bentleys lige lovligt åbenlyse tyveri af Guy Clarks ’Stuff that Works’. Det korte af det lange er, at Dierks Bentley er en Nashvilles egen Anakin Skywalker. Kraften er stærk i ham, når han tager sig selv seriøst. Til gengæld bevæger han sig faretruende tæt på den mørke side, når han begynder at synge sange om at drikke sig stiv i en flyvemaskine.

Old Crow Medicine Show ’Remedy’ (album)
Old Crow Medicine Show fik deres gennembrud for 10 år siden med sangen ’Wagon Wheel’ – en opdatering af en gammel, ufærdig Bob Dylan-sang, der senere har lidt den uheldige skæbne at blive besudlet af forsangeren fra Hootie & The Blowfish. Mindre oplyste mennesker vil sikkert kalde Old Crow Medicine Show for USA’s eget svar på Mumford & Sons (og i så fald burde disse mennesker sætte sig ned igen i en hulens fart), men sandt er det, at Old Crow Medicine Show, på trods af, at de langt fra er hverken de første eller eneste mountain music-revitalister, har skabt en fornyet interesse for denne del af den amerikanske folkemusik. Old Crow Medicine Show lyder som soundtracket til ’O Brother Where Art Thou’ skruet helt op på 11, som Avett Brothers, bare uden alle de irriterende elementer. Det er old-time, folk, bluegrass, newgrass og honky tonk i én stor herlig omgang, og hvor de forrige plader har været en tand for tro mod idéen om, at Old Crow Medicine Show død og pine skulle lyde unge og uregerlige, er der lidt mere ro på ’Remedy’ samtidig med, at den svinger mere end nogen anden af deres plader. Og tag bare en sang som ’Dearly Departed Friend’ – du er sgu en kold stodder, hvis den ikke går lige i pelvis på dig.

Niels Fez Pedersen

Coldplay ’Midnight’ (Giorgio Moroder-remix) (single)
Daft Punk fiksede sidste år et comeback til Giorgio Moroder. Den tyske discoproducer, synthpioner mv. har aldrig været helt væk som inspirationskilde blandt dansende keyboardfans, men de franske robotters knæfald skubbede ham helt frem i lyset igen. 74 år gammel er han nu begyndt at optræde som dj, og hans remix af Coldplays ’Midnight’ er helt efter grundbogen, som han skrev den i München i 1970’erne. Giorgio Moroder holder fast i den autotunede vokal og fyrer godt op for beatet. Bedst er, at han midtvejs i sangen mikser sig selv ind (!), fjerner den sidste rest af Chris Martin og tilføjer et klassisk eurotouch med tungt piano. Det er ren Pet Shop Boys!

Roisin Murphy ’Mi Senti’ (minialbum)
Det her er på en måde også Pet Shop Boys-agtigt. Italodisco og den kølige synthpop fra Italien har altid været en stor favorit hos Chris Lowe, og PSB-sange som ’Paninero’ er skrevet ud af den tradition. Roisin Murphy – med en fortid i Moloko – deler fascinationen og har indspillet et skønt minialbum med covernumre og en enkelt original. På italiensk. Hendes kølige læsninger af Minas ’Ancora, Ancora, Ancora’ og Patty Pravos ’Pensiero Stupendo’ er elegante, men toppoint går til ’Ancora Tu’, der var et kolossalt hit i 1976 for Lucio Battisti. Originalen holder stadig med et roligt, boblende discobeat (http://www.youtube.com/watch?v=19RTURqa2QQ&feature=kp), men Roisin Murphy er skarp, dedikeret og cool i sin versionering.

Die Antwoord ’Pitbull Terrier’ (single/musikvideo)
Blod, vold og rasende hunde. Ninja og Yo-Landi Vi$$er er igen på jagt efter chokeffekter. Det lykkes ret godt i ’Pitbull Terrier’, der dog kan mere end at skræmme sarte sjæle og andre folk på de sociale medier. Die Antwoord er som udgangspunkt et rapkollektiv fra Sydafrika, men med brug af elementer fra goth, Electronic Body Music og industrial kradser de i samme sår, som f.eks. The Prodigy og senest Gesaffelstein før har fået til at flamme op. Der er desuden humor i galskaben, når Yo-Landi danser og passiviserer den bidske køter. ’Pitbull Terrier’ er en af årets foreløbig bedste totaludgivelser.

Jesper Nykjær

The Minds Of 99 ’The Minds Of 99’ (album)
Med mindre der sker noget helt ekstraordinært til efteråret, bliver det her årets danske album for mig. Allerede singleforløberen, radiohittet ’Det Er Knud Som Er Død’, stak ud, både med sin kvalitet og sin karakter. Her var Tom Kristensens kanoniserede nekrologdigt til polarforskeren Knud Rasmussen sat til højintens og hypermedrivende elektronisk rock, der sendte hilsner til Kliché. Et brag af en entré fra de seks tidligere skolekammerater, der vandt DR’s Karrierekanonen sidste år. Og det mest fantastiske er, at hele debutalbummet holder samme imponerende høje niveau. Frontmand Niels Brandts egne tekster brillerer med masser af poetisk kraft, mens musikken er en forrygende opdatering af new-wave og post-punk – med lige dele kølige keyboards, glødende guitarer og tempofyldte trommespor. Det er ganske enkelt fabelagtigt, og jeg kan ikke huske, hvornår et dansk rockband sidst er debuteret med et album af dette format.

Lykke Li ’No Rest for the Wicked’ (Joris Voorn Remix) (single)
Hun lyder mere og mere ulykkelig på hvert album. Men det bliver musikken bestemt ikke mindre lytteværdig af, og på sit nye album, ’I Never Learn’, omsætter Lykke Li igen sine kærlighedskvaler til stærke, moderne popsange. Men hun har også held med at lade sine numre remixe. Belgiske Magicians remix af ’I Follow Rivers’ fra 2011 er hendes største hit til dato, og det nye albums førstesingle, ’No Rest for the Wicked’, har også fået en tur gennem fremmede mixerpulte. Jeg er særlig vild med hollandske Joris Voorns remix, som sender en af mine yndlingssvenskere en tur på dansegulvet. En kølig tech house-produktion, som er elegant underspillet, men stadig går lige i kroppen.

Jamie XX ’Girl/Sleep Sound’ (single)
For nylig afslørede Jamie XX til BBC, at han arbejder på et soloalbum. Det må han gerne se at blive færdig med, for de par singler, han har udgivet i løbet af foråret, gør ikke noget godt for ens tålmodighed. Især den dobbelte A-side ’Girl/Sleep Sound’ er forrygende og viser London-producerens sans for både kreativt og stemningsfuldt lyddesign. ’Girl’ er bygget op omkring et housebeat i slowmotion og en snedigt manipuleret vokalsampling fra Freeez’s 1983’er-hit ’I.O.U.’, og ’Sleep Sound’ er ren øreguf med sine slørede vokalstumper, elastiske breakbeats og blidt ringlende synths. Indsmigrende og kantet på samme tid. Og meget, meget vanedannende.

Kvartalsregnskabet for første kvartal ifølge Bloggers By Choice kan læses her.

OPDATERING: Anden del af kvartalsregnskabet for andet kvartal kan læses her.

Alle numrene fra 2. kvartal kan også høres i denne Spotify-playliste:

 

Kommentér indlægget