Kvartalsregnskabet – 1. kvartal 2014

   


Tre måneder af 2014 er gået, og som ethvert andet seriøst foretagende gør Bloggers By Choice status. Hvad har været årets hidtil største musikmomenter? Bloggerne giver hver deres favoritter, og der er både voksenpop fra New Zealand, ekkoer af Springsteen, spæde solkys, noget svensk, naturligvis, et møde mellem London og Nigeria, gulnede familieportrætter og en helt særlig country special.

Anders K. Sørensen:

Neil Finn ‘Better Than TV’ (Album)
Newzealandske sangskriver Neil Finn er en syrlig og halvbitter eksistens. Bare følg hans tweets (@neilmullanefinn) og lyt til hans nye soloalbum Dizzy Heights, der kombinerer kontrær voksenpop med sjælesøgende, semi-psykedeliske arrangementer. Men Finn er ingen Tom Waits eller Wayne Coyne, og hans kælderkompositioner går sjældent rent hjem. En undtagelse er titelsangen og singlen ’Flying In The Face of Love’, hvis blåøjede soulformat har været igennem det soniske Instagram-filter og fået lagt lidt skygger og irgrønne misfarvninger, som i den grad klæder det fine, melodiske tema.

Nina Persson ‘Animal Heart’ (Album)
Nina Perssons første soloalbum præget af hendes nylige sygdomsforløb. Det er dystert, kynisk og forknyt. Men efter albummet har dannet lydspor til mit spirende forår, har sangene også foldet sig ud som små blomsterknopper i det spæde sollys. ’Clip Your Wings’ vokser med sit metronome pulsslag ud af sin snærende puppe, mens ’Dreaming of House’ tager det store svæv over de fremtidsdrømme, som Nina Persson nu tør bygge igen. Det er voksen popmusik, der ikke lefler for nogen, men som beviser, at en stærk melodi og en sangerinde, der måske ikke har den største stemme, men som til gengæld mener hvert et ord, er fremragende selskab her i de første, upålidelige måneder af året.

The War on Drugs ‘Lost in The Dream’ (Album)
Det tredje album fra Philadelphias The War On Drugs har været en af første kvartals åbenbaringer. Sangenes ”du og jeg mod verden”-univers og rastløse drive klinger som et ekko af Springsteen anno Darkness On The Edge Of Town – men uden patos og med et metronomisk beat af kold tyskermaskine fremfor en motorvarm Chevy.

Jesper Nykjær Knudsen:

Beck ‘Morning Phase’ (Album)
Det er, skræmmende nok, tyve år siden, en ung Beck udgav singlen ‘Loser’, der gjorde ham til ansigtet på 90’ernes “slackers” og ironiske Generation X’ere. I dag er han en moden mand i 40’erne og lader til at lave sin bedste musik, når han har ondt i hjertet. Hans nye album, ‘Morning Phase’, lyder som en kunstnerisk fætter til breakup-mesterværket ‘Sea Change’ fra 2002 med sin enkle sangskrivning, akustiske instrumentering og følelsesmæssige nøgenhed. Og det er en helt igennem vidunderlig plade. Med morgenduggede stemninger og en 70’er-varm lyd, der sender tankerne i retning af både Neil Young og Nick Drake. Og de håndspillede strenge og tangenter smyger sig omkring Becks sårede tekstlinjer. “These are the words we use to say goodbye”, synger han undervejs. Og sat til disse sange lyder de faktisk sært opløftende.

Future Islands ‘Seasons (Waiting on You)’ (Live på David Letterman Show)
Et tre minutters vindue til verden er en sjælden mulighed, der skal gribes med begge hænder. Og det gjorde Samuel T. Herring så sandelig, da hans band, Future Islands, optrådte i David Lettermans talkshow i begyndelsen af marts. Med hårgrænsen på tilbagetog, t-shirten stoppet godt ned i bukserne og en dans der mindede om den berusede onkel til familiefesten brændte han igennem tv-skærmen med en optræden, der var alt andet end cool, men til gengæld glødede af sjæl og nerve. Versionen af bandets aktuelle single, ‘Seasons (Waiting on You)’, blev delt flittigt på de sociale medier og gav bandet masser af presse. Og den blev både mit og mange andres første bekendtskab med bandet, der ellers allerede er fire albums inde i karrieren. Men bedre sent end aldrig – det seneste hedder ‘Singles’, er netop udkommet, og byder på strålende, 80’er-påvirket elektronisk pop. Tak til Letterman for at give dem vinduet.

The War On Drugs ‘Lost in the Dream’ (Album)
Ingen har som Bruce Springsteen ramt følelsen af at sidde i en slidt Chevrolet på vej ud ad Amerikas endeløse highways i jagten på den amerikanske drøm. Men Adam Granduciel begynder at nærme sig, om end han gør det på mindre bombastisk og mere psykedelisk vis. Hans passionerede og sværmeriske sange i The War On Drugs drives frem af motorisk pulserende trommer, og de får gerne 6-7 minutter til at folde sig ud i drømmende forløb med lag af både ringlende og slørede guitarer. Bandets seneste album, ‘Lost in the Dream’, er et helt brillant udspil, præcis som dens to år ældre forgænger, ‘Slave Ambient’,var det. Og det kan i den grad anbefales, også hvis det fortrinsvis er en cykelsadel, du transporterer dig på.

Nikolaj Steen Møller:

Timber Timbre ‘Hot Dreams’ (Album)
Det er Angelo Badalamentis og Lee Hazlewoods ånder, der hænger over vandene (eller snarere lurer ude i skovene) hos Timber Timbre. De er fra Canada, hvilket muligvis forklarer det pjattede navn. Musikken er derimod alt andet end pjattet; den er mættet af den noget-så-retro 3am-stemning, som jeg er fuldstændig ude af stand til at modstå. Sangene her på det fjerde album er ét langt bud på at skrive en nationalsang for Twin Peaks. Overstyrede saxofoner og skummel feedback sørger for de nødvendige truende twists over den langsomme, blå bund, og Kirk Taylors mørke stemme lyder som Richard Hawley i sit sentimentale hjørne. Og det er en God Ting.

The Hold Steady ‘Teeth Dreams’ (Album)

Hold SteadyDet må være lidt hårdt at udgive en plade som The Hold Steadys seneste, ‘Heaven Is Whenever’. Da den kom, var der ret stor tendens til at kalde den et vellykket og modent værk. Ganske kort tid senere var der snarere konsensus om, at den var røvsyg. Der er gået fire år siden da, og se lige den nye guitarist Steve Selvidge. Han ER rock. Og ‘Teeth Dreams’ er muskuløs og selvsikker, og beder om at blive spillet live, hvilket nok desværre er noget, vi igen bliver snydt for på disse kanter. Men bedst af alt er Craig Finn tilbage til at skrive sine små noveller om lyssky eksistenser, der kunne være faldet ud af et ‘Breaking Bad’-manuskript. En ny yndlingsplade fra et yndlingsband – mere om dem følger.

Marissa Nadler ‘July’ (Album)
Det kunne være fristende at tage The War on Drugs’ ‘Lost in the Dream’ med her. Bare for at få total synergi i titlerne. Nå ja, og fordi den er fremragende. Men for at holde fast i den temmelig spinkle sammenhæng, er der også drøm over dette album fra den pivflittige Marissa Nadler.  Den er som en af de der lange drømme man har, der varer hele morgenen og foregår over en lang rejse, hvor meningen med den overordnede handling aldrig er helt klar, men hvor nogle levende detaljer er lige til at huske, når man vågner, og man ikke rigtig er sikker på, om dette faktisk er sket eller ej. Nadler har en smuk stemme, der kunne være noget så kedelig – i stedet er der nogle mørke gotiske hjørner i hendes musik, der bare er spændende at vende tilbage til.

Niels Fez Pedersen:

Kwabs ‘Wrong Or Right’ (Single)
London har sin egen lyd. Den er ikke konstant, men byen rumler altid på en bund af soul, noget funky og så det miks af kulturer, som har sat sit præg på det etniske kludetæppe af en storstad, siden indvandringen fra Caribien og Afrika tog til efter imperiets fald. Kwabs er et nyt skud på den stamme. En forgrening på den musikåre, der tæller dubstep, piratradio, Soul II Soul og reggae. Byen er synlig som baggrund i musikvideoen til ’Wrong or Right’ – en drømmende, lidt forstyrret billedstrøm i slowmotion, der matcher sangens elektroniske puls. Kwabs’ stemme er derimod old school. En sjælfuld, mørk og insisterende modsætning til den drilske hi-hat og den kølige maskinpark. Massiv sang fra en cool ep, delvist produceret af SOHN.

Kiesza ‘Hideaway’ (Single)
Det urbane spiller også en rolle hos Kiesza. New York og New Jersey har sin egen klubsound, engang kaldte man den garage efter klubben Paradise Garage, og selv om man I dag nok bare taler om house, er det den tradition, ’Hideaway’ spiller sig ind i. Det er en banger, som ville have pakket gulvet på Sound Factory, da Junior Vasquez regerede, og mon ikke Larry Levan ville have været i gang med at lave sit eget remix med spolebåndoptager og barberblad, hvis han havde været i live? Kald det bare retro, men i et år, hvor Clean Bandit og Disclosure har toppet hitlisten, er Kiesza lige så meget en sejr for dansepop med vokaler og en bas, der gerne vil føre ordet.

Ibibo Sound Machine ‘Let’s Dance (Yak Inek Unek)’ (Single)
Jeg begyndte spontant at danse, da Gilles Peterson spillede ‘Let’s Dance’ i sit radioshow på BBC 6 Music. Det var en helt almindelig lørdag eftermiddag, og beatet virkede med det samme. Det samme gjorde den hektiske energi og den lidt skæve vokal, som bankede endorfin i den gryderet, jeg var i gang med. Ibibo Sound Machine er et møde mellem London og Nigeria. Sangerinden hedder Eno Williams, og omkring hende roder Max Grunhard, Leon Brichard og Benji Bouton med musik og produktion. Der er et element af afrobeat i mikset, men også den London-cool, man ikke kan tænke sig til. Gruppens debutalbum er netop udkommet og anbefales også.

Danni Travn:

Sun Kil Moon ‘Benji’ (Album)
Familieportrætterne drysser ud af Sun Kil Moons ’Benji’ som gulnede polaroider fra et fotoalbum. Og hvert portræt er foreviget med en klarhed, som næsten forekommer naiv. Forsanger og sangskriver Mark Kozelek begynder med halvkusinen Carissa, som han kun har truffet enkelte gange i livet, men hvis triste skæbne stadig rumsterer i hovedet på ham. Der er selvfølgelig også hilsner til moren – hvis kærlighed han allerede frygter at skulle leve foruden – og faren – som på sin egen småbrutale blue collar-facon lærte ham ydmyghed. Det er sange med helt konkrete afsæt, men med universelle relationer som resultat. Den dynamik understreger Sun Kil Moon klogt ved at lade tekst og melodi tale for sig selv i ydmyg singer/songwriter-arrangementer. Rørende og rørende enkelt.

Future Islands ‘Seasons (Waiting on You)’ (Live i David Letterman)
Med sin sorte t-shirt trukket stramt over de kantede skuldrede og sit tyndende sorte hår ligner han mest en statist fra ’Sopranos’. En af de her New Jersey-figurer, der henslæber livet på førersædet af en lastbil. Men billedet krakelerer, da bandet sætter ind med dets melankolske synthpop, og han bøjer knæene og svinger ben og hofter i lange rappe bevægelser. Endnu mere forstyrret billedet, da han begynder at sende publikum blikke så higende, at man næsten bliver flov på hans vegne. Og fandeme om han ikke banker sig overteatralsk i brystet, da hans Elton John’ske croon når linjen: ’People change even though some people never do’. 3. marts katapulterede Future Islands’ Samuel T Herring sit lidet kendte orkester ud til millioner af seere med en uafrystelig tv-optræden i Late Show With David Lettermann. Og nok er Future Islands’ nye album ’Singles’ deres stærkeste hidtil, men fordi de tre minutters tv-tid var så mættede af modsatrettede impulser, kommer de til at stå som et af de mest mindeværdige momenter i 2014.

Angel Olsen ‘Burn Your Fire for No Witness’ (Album)
Angel Olsens stemme har direkte adgang til de inderste hjertekamre. På ’Burn Your Fire for No Witness’ bøjer hun den mod både gruset melankoli og grunget vrede, så det uvægerligt trækker tankerne mod en ung PJ Harvey. Men i ånden rumsterer også salig Hank Williams og salig Lou Reed i de forkullede kompositioner. De får yderlige glød, kompositionerne af Olsens lille backingband, der med stor fingerspidsfornemmelse betoner de ekspressive, men elegante variationer albummet igennem. Så Angel Olsen adskiller sig fra andre i afdelingen for det råt intime ved at kunne og ville mere end entydig sårbarhed. Og derfor bliver ikke sådan lige færdig med ’Burn Your Fire For No Witness’.

Peter Elsnab:

Kiesza ’Hideaway’ (Single)
Jeg elsker sangen, og jeg elsker videoen. Alle videoer med dansere på gaden i Brooklyn/New York er per (min) definition gode, og det her nummer topper de fleste. Det er det nummer, jeg suverænt har spillet mest de seneste to måneder. Det er melodisk, dansant, iørefaldende og velkomponeret old school-garage. Fame og 80’erne er ikke langt væk, og så er der den lille danske vinkel, at en af de skønne dansere er dansk, nemlig Marie Paldrup. Desuden er det værd at notere sig, at Kiesza selv danser rundt med et brækket ribben i videoen … Og så er remixet med ligeledes fremragende Gorgon City også godt:

Neneh Cherry ’Blank Project’ (Album)
At svenske Neneh Cherry stadig har masser af musik i sig, har hun bevist de seneste to år. Først med ’The Cherry Thing’ for to år siden og nu med ’Blank Project’, der er skrevet sammen med manden Cameron McVey og indspillet med den elektroniske troldmand Four Tet. Det er sparsomme arrangementer og med en god del sorgbearbejdelse i teksterne, men uha, hvor er det levende. Trods et par måneders tunglytning – i øvrigt blandt uhyrligt mange gode 2014-album allerede – dukker der stadig nye detaljer op på ’Blank Project’, og så er det sjældent en decideret dårlig ide at få hjælp af Robyn – selvom hun her overstråles af Neneh Cherry:

John Grant (Koncert i Vega 13. marts)
’Pale Green Ghosts’ var sidste års bedste album for mig – men jeg hører så også til dem, der er blevet fuldstændig forelsket i alt, hvad han laver efter ’Queen of Denmark’-albummet fra 2010 og den betagende Roskilde-koncert i 2011. Der er uendeligt meget på spil hos John Grant, og amerikaneren krænger det hele ud både på plade og live – som han gjorde denne torsdag aften i et på ubegribelig vis ikke udsolgt Store Vega, hvor han kom hele registret rundt fra softrock over hårdtpumpet elektronica til støjrock og funk. Og var der både singalong, grin, kuldegysninger og tårer? Jeps. Det var smukt.

Søren McGuire:

1. Gamle mænd på nye plader
Egentlig burde jeg jo bruge denne plads på at skrive noget om udgivelsen af Johnny Cashs ‘Out Among the Stars’, men det meste er allerede skrevet – at den er indspillet som et desperat forsøg på at få Cash ud af karrierens dødvande i starten af 80’erne, og at det vel egentlig ku’ ha været godt det samme, hvis pladeselskabet rent faktisk havde husket at udgivet albummet.

Derudover er der heller ikke så hulens meget at sige om pladen. ‘Out Among the Stars’ er en nydelse, men ikke nogen nødvendighed – sjovere end egentlig god, en kuriøsitet, der trods dens gode sange og høje humør aldrig vil komme i nærheden af at opnå samme klassikerstatus som ‘American’-pladerne. Desuden fortjener den evigt oversete Don Williams alligevel også det meste af opmærksomheden i denne omgang.

Don Williams-albummet 'Reflections'.

Han er ganske vist endnu ikke død, hvilket godt kan være et problematisk karrierevalg i denne del af genren, og modsat andre af genrens store country-croonere som Charlie Pride, Bobby Bare eller Waylon Jennings har ”Country’s Gentle Giant” aldrig været hverken kontroversiel, succesfuld eller skæv nok til at kunne skrive sig ind i historiebøgerne. Og han har solgt for mange plader til at kunne kalde sig selv for en velbevaret hemmelighed (eller ”sangskrivernes sangskriver”, som vi kalder det i countrymusikken).

Don Williams er med andre ord en slags legendarisk mellemvare, for pæn til at gøre en forskel, og alligevel for kendt til at være kult. Men det er hans sange ikke. Den 74-årige texaner er en af den slags sangere, der kan synge sig gennem Nettos tilbudsavis og alligevel få det til at lyde som den mest sørgmodige countryballade på denne side af Kitty Wells. Man skal eddermaneme have ben i både næsen og solidt plantet i det texanske støv, hvis man skal have en sang som Townes Van Zandts ‘I’ll Be Here in the Morning’ til at lyde som sin egen, og Merle Haggards ‘Sing Me Back Home’ bliver blot endnu mere sørgmodig i Don Williams’ hænder.

Men Don Williams er først og fremmest en fortolker, både af andres sange og af sit eget eftermæle, hvis det giver nogen mening. Ethvert album indspillet af en musiker på 74 år kan meget vel ende med at være det sidste, men ‘Reflections’ er ikke lyden af en mand, der sørger over at stå med det ene ben i graven, men derimod lyden af en mand, der gør sit for at udfylde den del af scenen, countrymusikken trods alt har efterladt ham.

Tre andre plader med gamle mænd, du også skal høre: Porter Wagoner ‘Wagonmaster’, Merle Haggard ‘I Am What I Am’ og Bobby Bare ‘The Moon Was Blue’.

2. Mere country end dig!
I slutningen af februar lykkedes det mig at overtale min redaktør på Go’ morgen Danmark, hvor jeg på det tidspunkt stadig arbejdede som journalist, til, at vi skulle lave et indslag om countrymusikkens nyfundne popularitet i USA – med mig som ekspert (Thomas Treo var bortrejst) og musikeren CS Nielsen (tidligere kendt som Country Stig Nielsen) som case. Sidste år blev der lavet en undersøgelse, der viste, at hver fjerde amerikaner nu betragter sig selv som countryfan, hvilket er en udvikling, der blandt andet har resulteret i, at Rolling Stone i løbet af i år vil åbne dets første redaktion i Nashville.

Country er med andre ord her, der og allevegne i USA; i rockmusikken (Dave Grohl har produceret for Zac Brown Band, og Sheryl Crow er gone country), i popmusikken (den omvandrende svenske basarm Avicii som det bedste eksempel), og sågar i hiphop’en (Nelly, der tager på turne med Florida Georgia Line, og Billy Ray Cyrus, der indspiller en i øvrigt bundrådden opdatering af ‘Achy Breaky Heart’).

Herhjemme går det imidlertid stadig helt ad helvede til, og det var den del, vi skulle vinkle på – hvorfor country stadig har det svært i Danmark. Efter flere år, hvor danske indiebands hverken kunne lade fuldskægget gro eller holde skovmandsskjorten krøllet uden at blive stemplet som country af diverse mere eller mindre kompetente anmeldere, synes der ikke længere at være så meget buzz i ordet country. Ingen af landets store sangskrivere virker til at have mod på give sig i kast med genren – heller ikke engang på et poppet Taylor Swift-niveau – og dermed var diskussionen i Go’ morgen Danmark-indslaget lige til at gå til; countryen vil aldrig få sit store gennembrud herhjemme, hvis ikke nye, unge sangskrivere og musikere begynder at tage genren til sig. Men jyderne var ikke enige.

Hos dem havde countrymusikken det ganske glimrende, for de har både countryfestivaler, countryklubber, linedance-foreninger, pakkerejser til Nashville og alverdens andre arrangementer. Så med andre ord – hvad fanden bildte jeg mig ind at sidde og kloge mig i fjernsynet for deres licenspenge, og tilmed på noget, jeg med al tydelighed ikke anede en hujende fis om. Fordi jeg “endnu ikke har besøgt et af deres velbesøgte line-dance arrangementer”, som en af dem skrev. Hvis der var nogen her i landet, der gjorde noget for countrymusikkens fremme, så var det sgu dem. Ikke mig og mine smarte musikanmelder-holdninger. Fandme nej. Men here’s the deal: I har aldrig gjort noget for genren. Tværtimod.

Der kommer ikke flere countryfans af, at I booker et eller andet C-navn med tårnhøj Stetson til at spille på det lokale transportcenter, eller ved at arrangere rejser til Nashville for det samme publikum om og om igen. Hvis countryen skal have en ærlig chance for at løsrive sig fra dansktoppens klamme greb herhjemme, så kræver det, at folk som Remee, Chief One og hvad fanden de end hedder, tør lede efter den danske Taylor Swift, Luke Bryan eller Kacey Musgraves. Det er her, revolutionen starter, røvhuller. Ikke til Tirsdags Linedance i den lokale badmintonhal …

Tre sange om at være country: Robbie Fulks ‘Countrier Than Thou’, Shooter Jennings ‘Outlaw You’ og Jason Eady ‘AM Country Heaven’.

3. Og så til listerne

De tre første måneders fem bedste plader
1. Don Williams ‘Reflections’
2. Jason Eady ‘Daylight & Dark’
3. Chris Mills ‘Alexandria’
4. Parker Millsap ‘Parker Millsap’
5. Rosanne Cash ‘The River & the Thread’

De tre første måneders bedste genudgivelser
1. Uncle Tupelo ‘No Depression’ (Legacy Edition)
2. Johnny Cash ‘American I-V’ (På vinyl!)
3. Townes Van Zandt-genudgivelser på vinyl!
4. Johnny Cash ‘Out Among the Stars’
5. Forskellige kunstnere ‘The Big E – A Salute to Steel Guitarist Buddy Emmons’

… og tre ting, du skal glæde dig til de næste tre måneder
1. Rodney Crowells nye plade, ‘Tarpaper Sky’, der udkommer 14. april
2. Joe Henry i Studie 2 den 11. juni
3. Sturgill Simpsons nye plade, ‘Metamodern Sounds in Country Music’, der udkommer 12. maj

Kommentér indlægget