Kvartalsregnskabet – 1. kvartal 2015

   


2015’s første kvartal er afsluttet, og bloggerne har optalt det musikalske inventar og gjort status over de seneste tre måneders højdepunkter. Tom Hanks spiller en rolle, det samme gør sundhed.dk, et konceptalbum om forældre, et andet om kritisk kærlighed, en modelsmuk hipster, en kridhvid stemme, dynamitstænger og Kendrick.

Jesper Nykjær:

Jamie XX – ‘Loud Places’ (single)
Den britiske lydvirtuos fortsætter den strøm af mesterklasse-singler, der længe har gjort hans albumdebut, ‘In Colours’, til en af årets mest imødesete udgivelser.  Vi skal lige holde den gående to måneder endnu, men dem fylder den fabelagtige nye single ‘Loud Places’ ud med lige dele intim elektronik og majestætisk soulfornemmelse. Ført an af The XX-sangerinden Romy Madley Croft, der er ved at gøre sig til en ny generations Tracey Thorn med sit kridhvide, evigt overskyede vidunder af en stemme. “I go to loud places, to search for someone to be quiet with”, synger hun på denne stille storm af en sang, der kommer til at blæse Roskilde Festival omkuld til sommer. På sin egen rolige facon.

Father John Misty – ‘I Love You, Honeybear’ (album)
Han kunne givetvis gøre karriere som model med sine dybblå øjne og sit perfekte, fuldskæggede hipsterlook. Og lytter man overfladisk til musikken på ‘I Love You, Honeybear’, er det smægtende arrangementer, håndvarme instrumenteringer og smukke melodier, der kommer ud af højttaleren. Men den tidligere Fleet Foxes-trommeslager er en sammensat størrelse, og hans vildtvoksende tekstlinjer blomstrer med besk samfundssatire og skånselsløs selvudlevering. Det er en kontrast, man kan dykke dybt og længe ned i, og den gør ‘I Love You, Honeybear’ til et forrygende album, der kommer til at præge musikmediernes årslister, når den tid kommer.

Major Lazer feat. MØ & DJ Snake – ‘Lean On’ (single)
Karen Marie Ørsted fortsætter med at infiltrere Planet Pop på sin egen uforstilte måde. På ‘Lean On’ har hun endnu engang fundet sammen med den amerikanske DJ og producer Diplo, og hans dancehall-inficerede elektroniske beats vugger uimodståeligt under hendes skarpe stemme, som oven i købet har en giftigt smittende melodi at læne sig opad. ‘Lean On’ er simpelthen et herligt lille stykke pop-perfektion, der har sat sig uhjælpeligt fast i mit baghoved, og jeg har slet ikke travlt med at få den ud igen. Den er i øvrigt singleforløber for det tredje album fra Diplos Major Lazer-projekt, der lander 29. maj.

Danni Travn:

Sufjan Stevens – ’Carrie & Lowell’ (album)
Tilgiv mig et øjebliks højstemt tale: Sufjan Stevens minder mig om, hvorfor jeg blev interesseret i musik. For du milde, hvor han får sangen, denne ældgamle kommunikationsform, til at lyde som den direkte vej til sjælelivet. Han kan orkestrere en indiesymfoni som ’Illinois’ eller en lede intergalaktisk ekspedition som ’Age of the Adz’ og alligevel gennemsyre alle ord og toner af en enkel menneskelighed. ’Carrie & Lowell’ skriver sig ind i det katalog, som hans mindst avancererede og mest hjerteskærende. Her behandler Stevens sin opvæksts fortrædeligheder – hans forældre hed Carrie og Lowell – i 11 afmålte folk-sange, hvis billeder nok ætser, men hvis grundtone læner sig væk fra bitterheden og over mod tilgivelsen. Det er en tyst kraftpræstation og et oplagt sted at stige på Sufjan Stevens for de, der hidtil har kviet sig ved foden af hans massive koncepter.

Sleater-Kinney – ’No Cities to Love’ (album)
“It always seemed dark and insular, like we were assembling explosive devices and then wondering how and where they’ll detonate, and how big the explosion will be,” sagde Sleater-Kinneys Carrie Brownstein, da New York Times besøgte punktrioen i dets øvelokale sidste år. Den gode nyhed har sidenhen været, at Sleater-Kinneys første album i 10 år, ‘No Cities to Love’, vitterligt giver fornemmelsen af at have proppet dynamitstænger i højtalerne. Om det er de to guitarers konstante slagudvekslinger, vokalernes nærvær eller teksternes glødende nødvendighed er Sleater-Kinney skarpe, sjove og smittende. Og de er godt nok savnet på danske festivalplakater.

Courtney Barnett – ’Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit’ (album)
Cool som Lou Reed, kløgtig som Jens Lekman og smaddermelodisk som Nirvana har Courtney Barnett givet et tidligt bud på årets bedste debutalbum. Sammenligningerne tjener ikke til formål at trække Barnett over i et retrohjørne. Tværtimod synes hun at være en evolution fra de ’quirky girls’, som har brugt variationer over lo-fi eller kistch-distance som afsæt for krøllede tanker om tilværelsen efter årtusindskiftet – det være sig navne som Zooey Deschanel eller Waxahatchee. I sig selv charmerende nok, men hos Barnett er filteret væk. Hun tør rocke igennem, hun tør synge igennem, og hun tør tegne reelle portrætter af sine omgivelser og sig selv. Hun snubler ikke bevidst med et sødt smil rettet beskueren for være charmeklodset. Hun snubler, fordi hun er klodset. Barnett er både forfriskende og befriende og indehaver af et talent, som kun lige er kommet i gang.

Niels Fez:

Pede B – ’Ens Død’ (track fra albummet ‘Byggesten’)
Jeg reagerede på stedet, da jeg hørte ’Ens Død’ første gang. Jeg klikkede ind på sundhed.dk og fik mig registreret som organdonor. Jeg kan ikke huske, hvornår en sang sidst har fået mig til at udføre en handling af den type, men Pede Bs intense fortælling om en fætter med nyresvigt, som får nyt liv, da en nyre dukker op, fik mig til tasterne. De må tage det hele, når jeg dør. Den lyriske finte i ’Ens Død’ er, at Pede overvejer, om han skal opsøge familien til donoren. Men hvad siger man i den situation? Donoren er sikkert omkommet i en ulykke, og nogle mennesker lider. Til gengæld overlevede fætteren, og hvis du gør som mig, er der flere, der kan hjælpes.

Action Bronson, feat Chance The Rapper – ‘Baby Blue’ (single)
New York er en væsentlig del af Action Bronsons liv og musik. Det er ikke tilfældigt, at Mr. Wonderful åbner med en Billy Joel-sampling. Joel er Kongen af New York, og selvfølgelig bor hans sange (i dette tilfælde ’Zanzibar’) i underbevidstheden hos den tunge rapper. Længere inde på albummet sidder ’Baby Blue’ og præcis så svampet og tosset, som den slags hymner skal være. Stemningen bliver ikke dårligere, når sangen forløses visuelt med en musikvideo, som du hurtigt genkender som en albansk hommage til Eddie Murphy-filmen ‘Coming To America’.


Kendrick Lamar: ’King Kunta’ (single)
Da George Clinton og Parliament i 1975 sang om at male Det Hvide Hus sort og indsætte Clintons alter ego Dr. Funkenstein som præsident i Chocolate City, var det en provokation og en hævet knytnæve mod det amerikanske samfund. Funkguruen kunne ikke få øje på den lighed mellem hudfarver, som var blevet lovet. Når Kendrick Lamar i dag på omslaget til To Pimp A Butterfly lader en stak unge sorte mænd ligge foran Det Hvide Hus, bor der faktisk en sort mand derinde. Men det er stadig til at få øje på uligheder i Amerika. Lamars album er rodbevidst og nutidigt på samme tid. Han væver begivenhederne i Ferguson sammen med tidligere generationers kampe, og selv om det er et ordrigt værk, man kan blive helt forpustet af, så er det også rigt på funk og grooves. Free Your Ass And The Rest Will Follow, som Dr. Funkenstein prædikede.

Smølle:

Carly Rae Jepsen – ‘I Really Like You’ (single)
Josh Baskin var en knægt på 12, der pludselig fandt sig selv inde i en 30-årigs krop. Det lyder voldsomt, men vi behøver ikke have ondt af ham. Han fik et topjob i et legetøjsfirma og en fed lejlighed i SoHo i New York. Desuden var han fiktiv, og blev spillet af Tom Hanks i ‘Big’.

Netop Tom Hanks – der åbenbart har overtaget Joshs downtown-lejlighed – er derfor det perfekte valg til hovedrollen i Carly Rae Jepsens video, for hun er om nogen poppens svar på Josh Baskin. En 12-årig fanget i en (næsten) 30-årig, der trods sin alder får Tiffanys ‘I Think We’re Alone Now’ til at lyde som Marianne Faithfull. Det er sukkersødt og totalt phony-uskyldigt, og jeg kan virkelig, virkelig, virkelig, virkelig godt lide det.

Susanne Sundfør – ‘Ten Love Songs’ (album)
Spøjst nok udkom Susanne Sundførs nye plade nogenlunde samtidig med Björks, der også er fyldt med sange om kritisk kærlighed. Og jeg skal ikke bruge en lovprisning af Sundfør til at hakke på Björk, og ‘Vulnicura’ er fin nok, men hvor kunne jeg dog ønske at Björk igen kunne skrive en så brillant sang som ‘Delirious’.

Det, der sætter de her ‘Ten Love Songs’ i særklasse er måden, de manøvrerer inden for poppen på, mens de smider overraskelser over det hele. Sundfør skriver strålende sange, men kunne slippe meget lettere om det ved bare at lave ti udgaver af førstesinglen ‘Fade Away’. Hun er meget mere ambitiøs end det. Arrig electro, stift firserbeat, Leonard Cohen-esque folkesange og midt i det hele en lang og smuk tur ud i klassisk musik.

 

Father John Misty – ‘I Love You, Honeybear’ (album)
Jeg ved, at jeg er ikke den eneste af os, der er blevet charmeret af Josh Tillmans alter ego, og det selv om han i virkeligheden er forhåndsindstillet til at være dybt ucharmerende. Kynikeren, der hader kærligheden og al dens klæge væsen, og primært er blevet forelsket i sin nye kone fordi hun er hamrende lækker, og i øvrigt hader de samme ting som ham.

Hvilket ikke forhindrer ham i at vise al sin selvmedlidende jalousi og sin smålighed ved den ene lejlighed efter den anden. Det er smukt croonede kærlighedssange direkte fra id’et, underjeget, det er sød chokolade med en bitter kerne og en syrlig eftersmag, og det gør det hele så meget mere interessant.

Kommentér indlægget