Kold krig og Kouros: 12″erens guldalder

   


remix

1970’erne havde Puch Maxien, og 80’erne fik maxisinglen. Læs en personlig kærlighedserklæring til 12”-erens guldalder – og et bud på alle tiders bedste maxisingle.

For 30 år siden lancerede Radio Roskilde en særlig hitliste for maxisingler – baseret på salget i pladeforretningen Mariann i Ringstedgade. Listen blev fra sensommeren 1984 sendt hver onsdag kl. 15, og i en forstad til Roskilde sad jeg klar til at få listen serveret og lytte til de udvidede, remixede versioner af tidens største hits. Jeg kunne lige nå at høre de fem lange numre på listen, inden jeg skulle cykle til fodboldtræning, hvor jeg skulle være kl. 16.

Der var ikke meget udskiftning på maxihitlisten fra uge til uge – måske fordi salget af 12”-singler trods alt var begrænset i den søvnige domkirkeby? Når jeg tænker tilbage på de onsdagseftermiddage for tre årtier siden, mindes jeg faktisk primært at have hørt remixede udgaver af Fridas (brunetten fra ABBA) helt igennem forfærdelige 1984-single ’Shine’ og en lige så skrækkelig coverversion af ’Stairway To Heaven’ med et “band” ved navn Far Corporation. Og så var der lige én hitlistetopper, der skilte sig ud; et sublimt bud på, hvad det udvidede 12″-singleformat kunne: Frankie Goes To Hollywood med ’Two Tribes’.

Frankie Goes To Hollywood var i høj grad producer og konceptmager Trevor Horns projekt, bygget op omkring forsanger Holly Johnson og danser/sanger Paul Rutherford. Her fik Trevor Horn lov til at køre sit musikalske projekt helt ud – med en produktion, der var pompøs, syntetisk, sexet og provokerende. Et perfekt act til Horns nye pladeselskab ZTT.

Maxisingle-udgaven af ’Two Tribes’ – som fik undertitlen Annihilation – var et mesterværk inden for remix-genren. Trevor Horns dramatiske, skræmmende produktion kombinerede et hårdt pumpet, hi-energy beat med pompøse, symfoniske samples. De mere end 9 minutters spilletid indledes med lyden af ildevarslende luftalarm, og nummeret er broderet med speakede indslag af komikeren Chris Barrie, der karikerer Ronald Reagan-citater samt ikke mindst skuespilleren Patrick Allen, der læser op fra oplysningsfilmen ’Casualties’ med instrukser om, hvordan befolkningen skulle forholde sig under en atomkrig og i tiden efter et kernevåbenangreb.

Især én af disse instruktive sætninger fra ’Two Tribes’ maxien satte sig fast i bevidstheden:

”If your grandmother or any member of the family should die whilst in the shelter, put them outside, but remember to tag them first for identification purposes”.

Sangen buldrer som frenetiske krigstrommer. Den varsler død og undergang, samtidig med at den flækker i et flabet grin og ryster sin stramme, læderbeklædte røv lige op i hovedet på supermagterne. Et stykke politisk pop, der både tegner et præcist tidsbillede og samtidig rummer stærke tidløse kvaliteter, der gør, at nummeret stadig er vibrerende og vedkommende i dag, hvor der mobiliseres til endnu en krig i Mellemøsten, og ekkoet fra den kolde krig gjalder i Ukraine.

’Two Tribes’ annihilation remix er et fantastisk eksempel på, hvordan en maxiudgave af et kendt hit ikke bare kunne være mere dansabel end originalen – men reelt manifestere et stærkere udtryk end den oprindelige 7”-single. Siden fulgte yderligere remixes af ‘Two Tribes’, Carnage og Hibakusha.

’Two Tribes’ annihilation remix er den bedste 12” nogensinde. Uenig? Så giv din stemme til kende nedenfor.

Maxisinglen er som så meget andet i musikhistorien vokset ud af en sort kultur. Formatet er kendt helt tilbage fra 50’ernes klubmiljø på Jamaica, hvor dj’en, the selector, ofte fik en særlig skæring af et potentielt hit skåret på en større vinylplade for at understøtte et mere dynamisk lydbillede og især en dybere, mere markant bas.

En mere kommerciel udnyttelse af 12”-formatet kom dog først med diskogenren i 70’erne – hvor det bl.a. er en kendt myte, at Donna Summers ’Love To Love You’ blev udgivet i extended remix, fordi pladeselskabsboss Neil Bogart fra Casablanca skulle bruge en længere version til at holde festen gående. Andre kilder hævder, at den lange udgave skulle bruges til at holde Lille Bogart oppe – og lagengymnastikken kørende.

I de tidlige 80’ere fik maxinglen så for alvor fik en kommerciel opblomstring og blev taget til sig af den almindelige pladekøber. Det var her, at man oplevede nogle af de første ambitiøse remix, der ville mere end blot indsætte et instrumentalstykke og et par takter med isolerede beats midt i det kendte pophit – og dermed sælge nogle enheder mere.

Den store maxisingle passede fint til en del af musikscenens more-is-more tilgang og kærligheden til dramatiske arrangementer, som fx Frankie Goes To Hollywood og Trevor Horn. Ikke mindst den store, hvide mainstream popscene tog formatet til sig som en effektiv promoveringskanal overfor dj’s og som et ekstra salgsobjekt overfor fans.

Med udgangen af 80’erne mistede maxisinglen sin brede popularitet. Pladekøberne skiftede vinylen ud med cd’er – et format som selv den klassiske single måtte kæmpe med – og 12″eren blev i 90’erne i høj grad igen et redskab for dj’s, ikke mindst inden for house, hiphop og techno.

Som nævnt er ’Two Tribes’ annihilation remix denne bloggers all-time 12”-favorit, men tillad mig slutteligt at fuldende min Top 5 med fire andre store udgivelser fra maxisinglens guldalder i midt-80’erne. Indrømmet, der er en stærk overvægt af hvid, britisk pop – men kommentarfeltet er åbent nedenfor og på Facebook.

Endnu flere 12”-remix fra 1981-89 kan findes i Spotify-listen nedenfor.

Duran Duran: ’Girls On Film’ (1981)

Duran Duran var tidligt ude med at producere remixes, som de kaldte ’night versions’, af deres singler. Og der var ikke bare tale om, at en eller anden producer fik studiesporene og til opgave at lave en forlænget, dansevenlig udgave af hittet. De gik selv i studiet og indspillede en ny mørk, muskuløs og kokainpudret version med tanke på deres faste publikum på den lokale Birmingham-natklub Rum Runner.

Det måske stærkeste eksempel på dette er maxiudgaven af ’Girls On Film’, som fik et ekstra vers, en udvidet bass solo fra John Taylor og perkussions i fuldt udbrud.

ABC: Poison Arrow (US Jazz Mix) (1982)

Ligesom med Frankie Goes To Hollywood, så var Trevor Horn en helt afgørende faktor i britiske ABC’s gennembrud. Han producerede det mesterlige album, ’The Lexicon of Love’, der kombinerede dekadent art pop og melodisk new romantic med en jazzet, næsten funky robusthed.

Og Horn trak den endnu længere ud på sine remixes, der i begyndelsen kun var tilgængelige som US-imports. Ikke mindst den flot udfoldede version af ’Poison Arrow’ imponerede med sine jazzede klavermellemspil og den svulstige intro med xylofon og fløjte, der duftede sødt og selvbevidst af YSL’s Kouros. Helt tilbagelænet blev det på B-siden af 12″eren, hvor ’Poison Arrow’ var indspillet i halvt tempo og et rustikt, ”lukket-natklub”-agtigt arrangement med titlen ’Theme from Mantrap’.

New Order: Blue Monday (1983)

New Orders 1983-hit er den bedst sælgende maxisingle nogensinde – hvilket delvist skyldes, at nummeret oprindelig kun blev udgivet som 12”er. Først i 1985 blev ’Blue Monday’ udsendt som traditionel 7”er-single.

Nummeret blev efter sigende skabt som et eksperiment; et instrumentalt track, bandet kunne afspille som ”ekstranummer” ved deres koncerter. Der blev skruet på knapper og programmeret beats, og idéen var at producere et hit ved at bruge baslinjen fra Sylvesters diskoklassiker ’You Make Me Feel (Mighty Real)’ og trommebeatet fra Donna Summers ’Our Love’ kombineret med en maskinel kølighed fra Kraftwerk. Resultatet blev en effektiv neutronbombe af en danseklassiker. Som Bernard Sumner for nylig sagde i en dokumentar på DR/SVT: “Jeg opfatter den ikke så meget som en sang, men mere som en maskine, der får folk til at danse”.

The The: Sweet Bird of Truth 12” remix (1987)

Sangens narrativ – en amerikansk jagerpilot på mission over en arabisk stat – er lige så aktuel i dag som dengang, singlen blev udsendt. Faktisk faldt singlens planlagte releasedato sammen med USA bombetogter i Libyen, hvorfor udgivelsen blev mere eller mindre hemmeligholdt og aldrig promoveret.

På 12”er-udgaven står nummerets cinematiske udtryk endnu skarpere med et renere fokus på pilotsamtalerne, bombebragene, de smældende perkussions og ikke mindst et intermezzo af arabisk klagesang. En stærk komposition, der fik fornyet styrket på den næsten dobbelt så lange maxiudgave.

Og her; en udvidet 12”-er-spilleliste fra maxisinglens guldalder …

 

Kommentér indlægget