Her er 5 gode grunde til at tage til Jason Isbell koncert på lørdag

På lørdag spiller Jason Isbell på Voxhall i Århus. Her er fem af hans bedste sange

Udgivelsesstrømmen dør altid ud hen mod slutningen af november. Med undtagelse af et par bokse – otte cd’er, der pløjer sig igennem enhver tænkelig demo-udgave af sangene fra The Waterboys’ fantastiske Fisherman’s Blues,  samt en ordentlig satan med John Mellemcamps komplette og (forhåbentligt) uundværlige værker – er der efterhånden ikke så hulens meget tilbage at glæde sig til i år på releaseplanerne. Og så er det jo her, man som regel begynder at rode rundt i bunken af plader, der har defineret det år, der snart kulminerer i musikmagasinernes evigt forudsigelige årslister. Som aldrig ligner mine…

Helt frem til slutningen af juni var jeg allerede fast besluttet på, at intet ville kunne overgå Holly Williams The Highway, når året skulle gøres op. De 11 sange på det berømte barnebarns tredje album vil uden tvivl få de fleste af jer til at rynke på næsen ad deres sentimentalt sjaskede melankoli, kuldsejlede kærlighed og sange om døde spædbørn (sunget i selskab med ingen ringere end Jackson Browne), for Holly Williams er med andre ord omtrent så musikalsk konservativ, som hendes far – Hank Jr – er politisk progressiv. Men hendes plade lossede mig hårdt i både hoved, hjerte og skridt, og fik mig igennem vinterkulden og en flere måneder lang mental skyttegravskrig mod min tidligere chef. Men en dag i slutningen af juni, på motorvejen halvvejs mellem Høje Taastrup og Fløng, røg Holly ned på andenpladsen. Og dernede er hun blevet.

Jason Isbell er en af de eneste musikere, hvor jeg helt præcist husker hvor jeg var, da jeg hørte hans sange. Første gang, jeg hørte Sirens of the ditch i min bil, og bed mærke i den kraftfulde stemme, der hidtil kun var dukket op et par gange her og der på den Drive By Truckers plade, vi aldrig måtte høre, når der var kunder i Badstue Rock, alene fordi chefen mente, at ingen gad høre Lynyrd Skynyrd Jam. Eller Lynyrd Skynyrd for den sags skyld. Eller da jeg i noget nær stegende hede gav fanden i Danmarks Smukkeste Festival og gik hele vejen fra den ulidelige, forvoksede festivaludgave af Blå Mandag, mod stationen i Skanderborg med Cigarettes & Wine blæsende ind i ørerne, en monumental countrysoul-sang om at fare vild i tilværelsen og forelske sig i en kæderygende bartender. Og ikke mindst den perfekte modsætning til Bøgeskovens musikalske overfladiskhed. Jeg kan placere dem alle, sangene. Fra musikbutikker i East Village til grusstier på Amager Fælled. De er som de første kys. Og knuste hjerte.

Southeastern er den bedste plade, jeg har hørt i år. Måske er det endda den bedste plade, jeg har hørt de seneste fem år. Det er den eneste plade, hvor jeg har parkeret bilen på en rasteplads på vej til Jylland, alene for at kunne lukke øjnene og høre de første ti linjer af The songs that she sang in the shower, som – og jeg har skrevet det før – er den mest hårrejsende rammende beskrivelse af et brud, jeg nogensinde har hørt (og der er sgu mange break-ups i min pladesamling), eller guitaren i midten af sangen om den incestramte Yvette. Jeg har mange yndlingsplader, men ingen af dem har i den grad taget mig med bootcut-bukserne så langt nede om anklerne som Southeastern. Så er det bare med at vente de 30 år indtil boks-versionen udkommer…

5. Decoration Day

4. Go It Alone

3. Elephant

http://youtu.be/WKnoKSDwY3A

2. Cigarettes & Wine

1. The Songs That She Sang In The Shower

http://youtu.be/ZSAJU1hJ9gw

…