En ny single med Gangway. Hvem skulle troet det?? Men det er ikke desto mindre virkeligheden denne fredag. Den første nye sang i 20 år, den første nye sang, siden de sang ‘Goodbye’ i 1998.
De annoncerede ved efterårets få comeback-koncerter, at de såmænd var i gang med nye sange, og de holdt ord. De drager også på en lille turné igen i efteråret, så folk, der holder af et af 80’ernes og 90’ernes helt store danske, engelsklydende poporkestre, igen kan få tilfredsstillet deres anglofili. Som størstedelen af Bloggers By Choice.
For en enkelt gang imellem kommer der et dansk orkester, der kan lidt mere end så mange andre. De har efterladt et lille bjerg af gode sange, så vi har iført os vores bedste rullekravetrøjer, stukket piben i munden, forsøgt at se kløgtige ud og skruet tiden tilbage, for hvis man én gang er blevet bidt af Gangway, så er man ikke genert ved at dele glæden med andre.
I anledning af den nye single har vi således lyttet til de gamle singler igennem og rangeret alle 17 af slagsen. Men før vi når så langt, er der en ting, der er obligatorisk i Gangway-universet, og det er at se nedenstående … film:
Af med tyrolerbukserne igen, og så er vi næsten klar til den store gennemgang – men først skal vi også lige runde den nye single. Niels Fez har hørt ‘Colourful Combinations’ mange gange allerede og vurderer den således:
’Colourful Combinations’ (2018)
Det siger ”Pop!”, og så er Gangway mere end en revivalturné. ’Colourful Combinations’ lyder af sommer og en hel del af euro- og synthpop, når Henrik Balling og Torben Johansen tænder maskinparken med assistance fra Janus Nevel (Spleen United) og René Thalund (Shanks.dk/Nephew).
Allan Jensens troskyldige vokal får det hele til at give mening og er umiddelbart det mest hørbare bånd tilbage til det historiske Gangway.
Gruppens første nye sang i 20 år er pirrende og plirrende. Nutidig nostalgi – som en opdateret ’Big In Japan’ eller bare en mere smidig udgave af de takter, Gangway gerne ville have kunnet slå an omkring 1990, hvis teknologien dengang havde været bedre.
Fez
Og med det anslag – her er de øvrige 17 Gangway-singler rangeret efter blogdemokrati:
17. Goodbye (1998)
Den sidste lyd fra den oprindelige periode var afslutningssangen på opsamlingen med den Pet Shop Boys-agtige titel ’Compendium’, der udkom i januar 1998.
Allan Jensen synger som en engel, trommerne er lovligt livligt programmerede, og teksten handler faktisk om at snige sig afsted uden at sige ordentligt farvel.
Det er en bagatel, der er overstået, før den for alvor sætter spor. Modsat Gangway.
Fez
16. Sycamore Sundays (1994)
På mange måder en ganske fin breakup-sang, og tekstmæssigt meget Ballingsk. Få andre danskere kan det samme med det engelske sprog, som Henrik Balling.
Hvem ellers ville bruge sycamore Sundays som et billede på ensomheden. En søndag ved ahorntræet derhjemme. Vi er nærmest ovre i Neil Tennant-territorium her.
Men sangen bliver også ret flad og uforløst, og vi er også ude i territoriet for albumtracks og ikke nogen stor single. En filler, ikke en killer.
Snab
15. Why Do I Miss You (1997)
Gangway var reduceret til en trio, og Kasper Winding sad i producerstolen, da ’That’s Life’ blev indspillet. Det betød mere fokus på vokal og melodi – og mere luft i arrangementerne. Det var især tydeligt på denne lille mid-tempo-lækkerbisken.
Versene gør ikke megen væsen af sig, nærmest bare lidt trommeprogrammering og synths. Men så bygges der op til et langt omkvæd på seks linjer, næsten som et helt vers, der holder sig smukt svævende i rummet og gør sangen til noget helt særligt i en jævn periode af bandets liv.
Anders
14. Once in a While (1993)
Der var vel ret beset ikke behov for fire singler fra albummet ’Happy Ever After’, og ’Once in a While’ lyder også mere som et albumtrack end som en single. Men singler og radiotid er jo med til at holde et albumsalg, der i Gangways tilfælde var pænt efter succesen med ’Mountain Song’ i live.
Sangen er som sådan fin nok, ikke decideret overraskende lidt Beatles- eller Prefab Sprout-agtig – og det er jo aldrig skidt. Teksten om tvivl kan også noget, men alligevel flytter sangen sig ikke voldsomt, og det er heller ikke Allan Jensens største øjeblik i Gangway. Et albumtrack!
Snab
13. Mountain Song (1992)
Er det den sang, der kommer til at stå tilbage som sangEN i Gangway-kataloget? Det er den sang, der åbner opsamlingen ’Compendium’ fra 1998, og det er den sang, der har flest afspilninger på Spotify. Et hit. Gangways andet hit …
Men det er også en sang, der skiller både vande og bloggere. Frygtelig eller fremragende? Svaret er vel, at det er en velskåret, catchy, pisseirriterende popsang, hvor man godt kan finde inspirationskilder i klassisk musik.
Men det er forhåbentlig ikke den sang, der kommer til at stå tilbage som Gangways store sang i det smukke, smukke sangkatalog …
Snab
12. Here’s My House (1988)
Da det store internationale gennembrud skulle sikres, var det med genindspillede højdepunkter fra de første par albums. Pudsigt nok blev fantastiske sange som ’Boys in the River’ eller ’Once Bitten Twice Shy’ dog ikke taget med i studiet. I stedet indspillede de et nyt nummer, ’Here’s My House’, om at have foruroligende naboer. Den er meget sød, men ikke mere end en bagatel, og tiden har ikke været specielt venlig mod firserlyden.
Smølle
11. Come Back as a Dog (1996)
Kasper Winding sagde i 90’erne, at Gangway var det eneste danske band, han for alvor kunne lide. Han var et varmt producernavn i 1996 med Caroline Henderson på hitlisten, og matchet mellem hans visioner og Gangways melodiske evner lykkedes flere gange på de to album, de indspillede sammen.
’Come Back As a Dog’ er fjollet, men gospel-løftet midtvejs er rørende, og ved comeback-koncerterne i 2017 var det øjeblikket, der fik stemningen til at lette.
Fez
10. Everything Seems to Go My Way (1994)
Der kom også beats på i de sene Gangway-dage, hvor det nye, unge håb Lasse Illinton kom ind i producerstolen, og her er vi i disco-departementet. Hvis Gangway har sådan et.
Det er herligt upbeat, og teksten er optimistisk. Med den underliggende pessimisme lurende. Om heldet kan holde bare indtil midnat … “Everything seems to go my way /Everything seems to be alright / Maybe this is my lucky day / Hope it will last until tonight”.
Og så er det – som ‘Mountain Song’ – en sang, der deler blogholdet her ret skarpt, om man kan lide den eller ej. Jeg kan li’ den!
Snab
9. Steady Income (1994)
Det var vist Kasper Windings favorit, og da han mente, at udgaven på ’Optimism’ ikke var god nok, indspillede Gangway en version mere til ’That’s Life’ to år senere.
Den første udgave er nu bedst, mere luftig og med god plads til den skønne tekst om kulturparret, der nyder byens muligheder. De har brug for en fast indtægt, så de f.eks. kan gå i teatret.
”We don’t like Alan Ayckbourne but that French guy, what’s his name”, lyder det med en subtil henvisning til dramatikeren, der især skrev om knirkende ægteskaber i den britiske middelklasse. Henrik Ballings greb om det engelske sprog er bare bedre end de fleste andre danskeres.
Fez
8. Never Say Goodbye (1993)
Tredie single fra ’Happy Ever After’ var hverken rigtig fremragende eller rigtig sløj, hvilket præcis havde været tilfældet for henholdsvis den første og den anden. Den havde fået svært ved at klemme sig ind på ‘The Quiet Boy …’ fra året inden. Men er skam en køn lille sang, der løber tør for krudt mod slutningen, og jeg bilder mig ind at det er det, der lige gives et nik til i vidoens sidste minut …
Smølle
7. My Girl and Me (1988)
Den genindspillede version fra ’Sitting in the Park Again’-albummet, der skulle sælge bandet i England. Produceren David Motion lagde en tungere bund under sangen og gjorde lyden mere radiofyldig end på den to år ældre original.
Men en del af charmen gik tabt i processen, og den ringlende, The Smith’ske popelegance er presset ud af et muskuløst basspor og et sært malplaceret, syntetisk horntema.
If it ain’t broke, don’t fix it, og selvom denne version ikke er dårlig – det er selve sangen simpelthen for god til – er den overflødig.
Nykjær
6. Once Bitten, Twice Shy (1985)
En 24-karats evergreen fra æraen for de blege unge mænd med de høje rullekraver. Go-Betweens, Orange Juice, The Smiths – og ikke mindst Lloyd Cole, hvis Commotions havde lidt af den samme aura. Guitarerne ringede, og sangeren fortalte livstrætte historier.
Der var tilsyneladende ikke økonomi i at udsende singler fra debuten ’The Twist’, der tragisk nok slet ikke dukker op på denne liste, men her var formlen forfinet. Henrik Ballings ord har en skønt makaber humor i sig, om den smukke drøm om døden, som kan slutte forholdet til den irriterende kæreste af på en fin, smertefri måde, og bondeangeren da sangeren vågner igen. Det var det Balling kunne så godt, endda på engelsk, som pæredansker. Med en uforgængelig melodi. Det er så godt som noget fra sin tid, hjemmefra eller udenlandsk. Og så havde de endda en endnu bedre single i ærmet …
Smølle
5. Didn’t I Make You Laugh (1992)
Det var den første single fra Gangways bedst sælgende album nogensinde, ‘Happy Ever After’ fra 1992. Næste singleudspil var den megahittende ’Mountain Song’ – men i min bog er ’Didn’t I Make You Laugh’ længder bedre.
Den groovy intro med Cai Bojsen-Møllers acid-jazzede beat og Ballings hvide guitarlicks etablerer sammen med Allan Jensen vanligt cruisende popvokal afsættet for et af de bedste omkvæd, Balling nogensinde har komponeret – og naturligvis ikke mindst den karakteristiske halvandet minuts outtro: ”I hope to God / that no-one will / be late on 21st of May”.
Senere lavede producer Illinton et endnu mere støvet og meget vellykket jazz-remix af ’Didn’t I Make You Laugh’ til den japanske albumudgivelse.
Anders
4. Biology (1991)
Det var her, min ven Ulrich stod af. At Gangway, som vi begge havde dyrket intenst på deres første to album, nu pludselig hamrede et maskinelt dancebeat af henover et overstyret orgel – det var sgu mere, end min gymnasiekammerat gad stå model til. Det var som musikalsk forræderi at sammenligne med dengang i 1965, da Dylan satte strøm til guitaren.
Jeg selv var mere overbærende, faktisk begejstret. Her i foråret 1991 var jeg så småt begyndt at lytte til dansabel rock fra England. Jesus Jones, The Charlatans og ikke mindst Happy Mondays havde åbnet døren til nye musikalske erkendelser og gjort de groovy trommemaskiner til nærværende, men stadig eksotiske og lidt farlige bekendtskaber. Lidt ligesom pigerne fra den sproglige parallelklasse.
Min studentersommer lå foran mig, og ’Biology’ – kun udsendt som promo – blev sammen med ’Going Away’ fra årets Gangway-album, ’The Quiet Boy Ate the Whole Cake’, en vigtig del af festlighedernes soundtrack: Det kraftfulde beat, det udsyrede orgel og Allan Jensens upåvirkede stemme, der prædikede en vrøvlefilosoferende tekst om et parforhold i opløsning: ”You say we shouldn’t start / we’ll just tear each other apart / I say we disagree / and maybe therefore we are”.
Det var det perfekte lydspor til sommerens endeløse række af morgener efter endnu en studenterfest, hvor det forrige døgns indtryk skulle fordøjes – og der skulle samles energi til den kommende nats udladninger af ren biologi.
Anders
3. Out on the Rebound from Love (1985)
Den allerførste single fra Gangway – og jeg var 100 procent forelsket ved første lyt! Akustisk, bortset fra et stemningsfuldt Hammond-orgel, og uden trommer, bortset fra en næsten upassende kæk tamburin. Det er uptempo tristesse og velgørende melankoli med liflige Johnny Marr-anslag på guitaren. Modsætningen mellem den uimodståeligt solbeskinnede melodi og de blå akkorder giver indspilningen et helt særligt udtryk – der naturligvis minder om The Smiths, men også er entydigt Gangway i sit modsætningsfyldte udtryk. Og det hele blev krydret af Ballings fine fingerspil i C-stykket og det klassiske Grand Prix-trick med at hæve tonelejet i sidste omkvæd. Ren popperfektion!
På coveret havde Peter Ravn skabt Gangways fine logotype, der på én gang signalerede modernisme og gode gamle dage, storbyliv og søndagsmatiné! Det monokrome coverfoto af tre ældre herrer i jakkesæt med briller og pibe i hånden, dannede desuden skole for bandets første look, der senere blev dyrket i musikvideoer og kultfilmen ’Gangway i Tyrol’ – og som i lang tid (for)-fulgte orkestret, hvor fans mødte op i koncerter iført tweed jakkesæt og rullekraver. Lige indtil det ikke var sjovt længere.
’Out on the Rebound from Love’ blev i 1988 genindspillet i en skrækkeligt åndløs og maskinel version til UK-albummet ’Sitting in the Park Again’, produceret af David Motion. Han fortjener et hestebid og en olfert for den misgerning! Desværre er det kun den version, der er at finde på streamingtjenesterne. Youtube har dog originalen.
Anders
2. Going Away (1991)
En ren åbenbaring. En mesterlig sang, og den første man for alvor hørte fra comebacket i 1991, ’The Quiet Boy Ate the Whole Cake’. Den kan du i øvrigt læse en hyldest til her, hvis du da har lyst. Dér prøver jeg at koge det ned, hvorfor albummet var en åbenbaring, og pixi-udgaven er her: Dette var ikke bare en flirt med den elektroniske pop, som på den genudsendte ’Sitting in the Park’, der lyder lidt forældet og stivbenet i dag. Det var et fuldbyrdet samleje. Og et meget vellykket af slagsen.
‘Going Away’ lægger ud med stemme og klaver, og så kommer anklagen pludselig ind fra højre: ”You’ve ruined my life …”, lægger det store omkvæd ud, mens et helt unødigt hårdt (og derfor ekstra effektivt) beat kommer stampende ind med store støvler på. Det lyder som grundindstillingen på et keyboard der er solgt som legetøj til børn under navnet ”Min Første Hiphop-produktion” … og det lyder frisk som en brise den dag i dag. En decideret triumf, som det ikke var sikkert at danskerne var helt klar til. De er godt tossede.
Smølle
1. My Girl and Me (1986)
Det er på sin vis den kvintessentielle Gangway-sang. En lidt skæv historie om kæresteparret, der drikker sig i hegnet på hjembyens barer og altid ender med at skændes så det brager. Men fortalt over en raffineret og stilfuld popmelodi med Allan Jensens karakteristiske, tilbageholdte stemme.
At lade det spøjse og det elegante clashe på den måde er meget Gangwaysk. Der løber en strøm af melankoli gennem de fleste af bandets sange, som hele tiden afspores af en sydende ironisk humor og en lys og let popfornemmelse. Det er ’My Girl and Me’ et skoleeksempel på, og det lå måske ikke umiddelbart i kortene, at den skulle blive et radiohit dengang i 1986. Men det blev den, og sangen banede vejen for albummet ’Sitting in the Park’, der blev bandets gennembrud. Selv Jørgen Mylius havde Gangway i studiet til sit musikprogram ’Stardust’ på DR TV, som sendte sangen ud i alle monopoldagenes licensbetalende dagligstuer.
Man kan da også med god ret kalde ’My Girl and Me’ for en af 80’ernes store, danske popsingler. Også selvom den er meget britisk – ikke kun i sit vid, men også i sin lyd, der lægger sig et sted mellem The Smiths og Madness. Datidens engelske indierock var en tydelig inspiration hos bandet på det tidspunkt, og sangen blev også udgivet i England, hvor Gangway året efter fik en international pladekontrakt. Men selvom Henrik Balling dybest set var en bedre sangskriver end mange af sine engelske kolleger, skulle det vise sig svært at sælge briterne en musik, de havde rigeligt af i forvejen. Selv med en så catchy og spidsfindig sang som ’My Girl and Me’ på hånden.
Herhjemme er den til gengæld en uomgængelig klassiker. En atypisk drukhymne, en galgenhumoristisk parforholdsskildring, men først og fremmest – ganske enkelt – en mesterlig popsang.
Nykjær
Velkommen tilbage, Gangway. I har været savnet!
Og her er en playliste med alle 18 singler – hvor det dog skal bemærkes, at det ikke er singleversionen af ‘Out on the Rebound of Love’:
