Der er få ting, vi her på Bloggers By Choice er rørende enige om, når vi diskuterer musik: At campingstole bør forbydes ved musikalske arrangementer, at flere medlemmer af den danske musikanmelderstand bør sættes fra bestallingen øjeblikkeligt, og at ingen helt kan skrive en sang som Jason Isbell.
Fascinationen af den 36-årige mand fra Alabama brød ud i lys lue på Roskilde Festival sidste år, da størstedelen af os en sen fredag eftermiddag på Pavillion desperat forsøgte at tørre tårerne ud af øjenkrogen, under påskud af, at urinstøvsskyen var særligt heftig lige netop den dag. Men sandheden? Den er mere simpel:
Hans sange var uafrystelige, både for de af os, der havde fulgt manden, siden hans sange første gang tonede frem på Drive-by Truckers-pladerne i 2003, over hovedværket ‘Southeastern’, der overbeviste redaktionens sidste skeptikere for to år siden, til koncerten på Roskilde, hvor det stod klart, at en voksen mand med flere dæmoner i bagagen end en gammeltestamentelig Johnny Cash-sang nu kunne samle et ellers genremæssigt segmenteret bloghold i en kollektiv tudetur.
I dag blev billetterne til Jason Isbells koncert på Lille Vega den 9. januar sat til salg, ovenikøbet samtidig med, at hans femte album, ‘Something More Than Free’, udkom. Reaktionen på sidstnævnte må vente lidt endnu, men det skal på ingen måde forhindre os i at hylde den mand, der kan prale af at have fået Smølle til at tude til country og McGuire til at parkere stationcaren og bede ungerne om at holde kæft, indtil sangen var færdig.
Her følger derfor en stribe af blogbrødrenes hyldesttekster til deres personlige favoritsange af Jason Isbell. Alle sangene er samlet i en Spotify-liste nederst på siden.
‘Decoration Day’ – fra Drive-by Truckers-albummet ‘Decoration Day’ (2003)
Fædre, mand. Om de er der eller ej, om de er hårde eller bløde, sætter de uudslettelige spor i deres sønner. Og fader/søn-fortællingen er – som vi tidligere har beskæftiget os med her på frekvensen – et giftigt, men givende sangskriverbrændstof. Det er den rene gift, Isbell har suget til sig i ’Decoration Day’, som var det første nummer, han skrev til Drive-By Truckers, og som efterfølgende også blev titlen på bandets 2003-album. Så havde han ligesom meldt sin ankomst.
Men det er også en helt uafrystelig sang. Synsvinklen ligger hos en sydstatssøn, der stillet over for en familiefejde er lige dele ængstelig ved tanken om at føre fejden videre, lige dele opsat på at hævne sin far. Ja, det er hele ’Godfather’-trilogien og ’Cats in the Cradle’ i én og samme sang. De uundgåelige mønstergentagelser, den tyngende sociale arv. Alt det vraggods, som kan skylle ind over en i alskens former.
I al sin universalisme rummer ’Decoration Day’ samtidig den dimension at være ’based on a true story’, nemlig det blodige opgør mellem familierne Hill og Lawson. Med titlen ‘Decoration Day’ – dagen, da man i sydstaterne hylder sine faldne i borgerkrigen – lykkes det også Isbell at gøre sangen til et portræt af sin hjemegns voldelige arv. En arv, der også ender i favnen på unge følsomme mænd. Og i alle de sammensmeltende dimensioner ligger kernen i Isbells talent som sangskriver: Han kan kondensere de mest besværlige og svævende emner til helt konkrete historier – den dødsmærkede ’Elephant’ er et andet eksempel (Se Smølles bidrag).
Endelig er ’Decoration Day’ et nummer, som kun er blevet kønnere med alderen. I sin oprindelige version fra 2003 kan den grungy guitarrundgang godt virke en anelse overmarkeret. I sin senere version med Jason Isbell and the 400 Unit lyder den renere og rammer således, om muligt, endnu renere. Og heldigvis er ’Decoration Day’ stadig en flittig gæst på Isbells setlister. (Danni)
‘Danko/Manuel’ – fra Drive-by Truckers-albummet ’The Dirty South’ (2004)
Det her er bare en helt igennem brillant sang. Danko og Manuel hed henholdsvis Rick og Richard, og de var i The Band – stjerner i et af verdens største bands. Gyldne stemmer, som Isbell nævner i sangen her. Og så, da Robbie Robertson valgte at opløse gruppen, var de alene og snotforvirrede, og afhængige af alt muligt. Manuel hængte sig i 1986. Danko var udtjent og døde, mens han sov i 1999.
De var helt centrale for The Band, og da det endte, mistede de retningen – og Isbell, der var i starten af tyverne, gjorde det her til mere end bare en hyldest til de to. Der er også en hel del skræk i sangen over, hvad hans egen fremtid kommer til at rumme. Nervøsitet over sin egen skrøbelighed. “They say Danko would have sounded just like me / ‘Is that the man you want to be?’” Det var ikke helt uden grund. Isbell drak for meget i Drive-by Truckers, og han drak for meget, da han forlod dem/blev smidt ud og var solo.
Men man behøver ikke kende hele denne forhistorie for at elske sangen her. Det vigtigste er, at den er vidunderlig. Helt forskellig fra, hvad Truckers ellers havde lavet – de lød som en trafikulykke bare fire-fem år inden. Musik til en lang, varm nat med et mysterium, der ruller sig langsomt ud. Endnu en moderne amerikansk saga. Med smukke blæsere. (Smølle)
‘Goddamn Lonely Love’ – fra Drive-by Truckers-albummet ’The Dirty South’ (2004)
”Jeg troede ikke, at man lavede den slags sange længere”, skrev en af mine venner i et svar, da jeg havde sendt ham et link til en live-udgave af ’Goddamn Lonely Love’ med Jason Isbell and the 400 Unit.
Den urovækkede undergangssang med sit senede, rockende drive rammer så rent og maskulint i sin fremstilling af en mand og et parforhold i opløsning, at den hver gang trækker blanke øjne. Ikke mindst på det sted, hvor alkoholikeren endnu en gang forsøger at hive sig selv op i sin røde nakke – og trækker musikken med i et nyt håbefuldt crescendo: ”I could find another dream, one that keeps me warm and clean / But I ain’t dreamin’ anymore, girl I’m wakin’ up”. Denne gang mener jeg det, skat. Det lover jeg. Yeah, right!
Sangen er en lang, smertelig historie om fornægtelse og svig. En fortælling om en mand, der langsomt drukner sine sorger uden at ænse, hvor langt ud, han er kommet: ”Well I ain’t really drowning, ’cause I see the beach from here”.
’Goddamn Lonely Love’ er fra ’The Dirty South’ (2004). Isbell skrev den til sin daværende kone, Shonna Tucker, på et tidspunkt, da han selv alt for godt kendte både flasken og pilleglasset indefra. Som han senere har udtalt: ”Ensomhed kan druknes, hvis man holder den under længe nok, men det tager bare så mange andre ting med sig”.
Jeg hørte første gang ’Goddamn Lonely Love’ ved Jason Isbells koncert på Roskilde Festival 2014. Vi var stort set hele blogholdet trukket ned til Pavillion for at se denne pluskæbede midaldrende mand fra Alabama levere sine regelrette country/rocksange – og vi gik derfra med en musikalsk og menneskelig oplevelse, der havde sat sig i marven. Ikke mindst på grund af ’Goddamn Lonely Love’, der rummer så meget muskuløs dynamik, så megen indre kamp. Og så indeholder den en af de bedste refrænlinjer om desperation og forlist kærlighed, der nogensinde er skrevet:
So I’ll take two what you’re havin’ and I’ll take all of what you got
To kill this goddamn lonely, goddamn lonely love
(Anders)
‘Never Gonna Change’ – fra Drive-by Truckers-albummet ’The Dirty South’ (2004)
‘The Dirty South’ er et vaskeægte mesterværk, og det er samtidig en total udlevering af sydstaterne, på godt og ondt. Warts and all. Og ingen har flere vorter end ham, der synger de ord her, som Isbell har skrevet – en knarvorn mand fra Alabama, der er vokset op med en skydegal og stålsat far, og som i dag handler med stoffer, selv om regeringen prøver at stikke en kæp i hjulet på ham. Men “They didn’t take it from me”.
Triumfen i Isbells sang er, at den ikke har fået flået tænderne ud, selv om den fremstiller den hér redneck og hele hans familie som 100 % assholes, der lever efter bedste evne på at intimidere og skræmme alt og alle. Den lader ham tale sin egen sag med masser af trods – “We ain’t never gonna change, we ain’t doin’ nothin’ wrong” – præcis som alle de andre bedste Drive-by Truckers-sange. Det er ikke et kønt billede, de maler af Syden, men det er så til gengæld heldigvis et meget mere komplekst portræt af de lokale hillbillies end det meget let kunne have været. Det er The duality of the Southern thing.
En anden sag er så, at ‘Never Gonna Change’ er den skarpeste, tungeste, mest truende sang, Crazy Horse ikke har lavet i årevis. Pænt mange plader ender lunkent; ‘The Dirty South’ ender med denne, med den endnu mere krasbørstige ‘Lookout Mountain’, og til sidst med endnu en Isbell-perle – ‘Goddamn Lonely Love’. Den tager Anders sig af. (Smølle)
‘Cigarettes & Wine’ – fra ‘Jason Isbell & the 400 Unit’ (2009)
Det er sgu noget nær umuligt at finde, hvis du ikke lige ved, hvor det ligger. Gemt godt væk bag en skov af auto repair shops og fastfoodrestauranter – og tilsyneladende uden for GPS’ens rækkevidde – ligger et af den amerikanske musiktraditions vigtigste studier, om end den gule bygning med det markante brune tag ikke gør meget væsen af sig set fra parkeringspladsen foran.
Fez kan sikkert fortælle meget mere om FAME-studiets indiskutable betydning for soul-, r’n’b- og rockhistorien, men for mig havde afstikkeren til den lille flække Muscle Shoals i det nordvestlige Alabama, et stenkast fra statsgrænserne til Mississippi og Tennessee, et meget mere personligt formål – jeg ville se, opleve, mærke og føle det rum, hvor Jason Isbell fem år tidligere havde indspillet en af de mest overrumplende sange, jeg nogensinde har hørt.
Enhver, der har besøgt FAME-studierne vil sikkert have bemærket, hvor mørk og trang bygningen føles, når man træder ind i den lille entré. Luften, der møder dig, er tung, sødlig, næsten kvælende, nøjagtig som luften udenfor på denne formiddag i september sidste år. De mørkegule gulvtæpper og brune træpaneler holder sikkert godt på sydstatssolens umenneskelige hede, og det samme gør den smalle gang mellem hovedstudiet og kontorerne. Men lige der, til venstre for indgangen, hvor studiets grundlægger Rick Hall engang har taget imod ikoner som Wilson Pickett, The Rolling Stones, Aretha Franklin og BB King, sidder der et par yngre, sorte fyre, som med et spørgende blik i øjnene gør mig opmærksom på, at dagens første rundvisning altså først begynder klokken 14. Og i øvrigt er udsolgt.
“I know,” lyver jeg. “Jeg ville også bare lige kigge, se det studie, hvor Jason Isbell har indspillet sine plader,” fortæller jeg og peger på bunken af Jason Isbell plader på den lille merchandise-hylde ved siden af døren.
“Oh? Yeah?,” siger den ene af de unge mænd, muligvis komplet uvidende om, at nogle af de bedste hvide soulsange siden Dan Penn og Spooner Oldham frekventerede lokalerne, er indspillet lige bag ham, i øvrigt af en ung mand, der faktisk havde haft sin mere eller mindre daglige gang i studiet, dengang bare en ung sangskriver, der fik lov til at spille sammen med Muscle Shoals-legenden David Hood, far til Patterson, som Jason senere skulle spille med i Drive-by Truckers. Jeg må have set tilpas skuffet ud, for den unge mand forbarmer sig og spørger, om jeg ikke lynhurtigt vil se studiet, nu jeg alligevel er “kørt hele vejen fra Danmark,” som han siger.
Små 15 minutter senere sidder jeg på en Pizza Hut lige på den anden side af vejen. 15 minutter i FAME-studioerne var nok. Jeg havde fået, hvad jeg var kommet efter. Mit kendskab til studiets betydning for musikhistorien begrænser sig til en dybfølt erkendelse af, at den er så legendarisk, som den er uvurderlig, men hvor andre besøgende sikkert vil dvæle ved begejstringen over at stå i selvsamme lokale, som Wilson Pickett indspillede ‘Land of 1000 Dances’, og Aretha Franklin sang ‘I Never Loved a Man the Way I Loved You’ i, var det følelsen af at være nået et skridt nærmere mod en af mine største musikalske helte.
Der er sange på ‘Jason Isbell & the 400 Unit’, Isbells andet album og første med bandet The 400 Unit, der lyder mere af Muscle Shoals og FAME end ‘Cigarettes & Wine’. ‘The Blue’ og ‘No Choice in the Matter’ er klokkeklare eksempler på Isbells tonstunge Muscle Shoals-arv. Men ‘Cigarettes & Wine’ var den første sang, der mindede mig om, hvorfor det altid havde været hans sange, jeg var blevet draget mod på de tre Drive-By Truckers-plader, han nåede at medvirke på, inden han skred. Eller blev smidt ud.
Fra det første anslag på guitaren lyder, til det sidste modløse “and the last of my youth” klinger ud, når vores fortæller så langt nede i sølet, at kvinden bag bardisken synes at være den eneste redning fra den kulsorte afgrund, han langsomt traver hen mod. Hvis ‘Here We Rest’ var første skridt på Isbells 12-trins kur, og ‘Southeastern’ det sidste, er ‘Cigarettes & Wine’ hans møde med bunden. Det er en sang om at turde tro og håbe på selv den mindste flig af kærlighed, når den kommer til syne gennem cigaretrøgen, alkoholtågerne og den altædende ensomhed. Og om at give slip på den i sidste øjeblik. Den lykkelige afslutning, der aldrig kom.
På det glimrende livealbum ‘Live from Alabama’ præsenterer Isbell selv sangen som en “country song – sort of”. Det kan godt være. Men i mine ører er ‘Cigarettes & Wine’ først og fremmest en soulsang, skrevet og sunget af en mand, der desperat forsøger at hænge fast i håbet i et lille, indelukket lokale bag en Pizza Hut-restaurant i det nordlige Alabama. (McGuire)
‘Cover Me Up’ – fra ‘Southeastern’ (2013)
Det er muligvis det lette valg, for det er vel også Isbells mest kendte sang, men den får mig simpelthen hver gang.
Det er 1147 kærlighedsfilm om den plagede mand, der finder kærligheden og sin udkårne, komprimeret til fem minutters formidabel sang og snedig indpakning.
Man kan forestille sig alle mulige ting, hovedpersonen er gået igennem, før han finder sin elskede i det rum, han ikke har lyst til at forlade igen.
Helt konkret handler det om Isbell selv, der er blevet alkoholens dæmoner kvit og skal giftes med violinisten Amanda Shires. Og Isbell leverer passioneret og troværdigt. Rørende er et mildt ord at bruge om ‘Cover Me Up’. (Snab)
‘Elephant’ – fra ‘Southeastern’ (2013)
I’d sing her classic country songs
and she’d get high and sing along
She don’t have much voice to sing with now
Den sang her kan knække hvem som helst, der ikke har et hjerte af ren marmor. Elefanten ovre i hjørnet af baren er den kræft, der for længst har vundet over den navnløse kvinde, sangen handler om. Kemoen virker ikke længere, så det er kun et spørgsmål om dage.
Ok, på det her sted er det fair nok at være skeptisk. Følelsesmanipulerende countrysange er der nok af. Men der er ingen manipulation her. Ingen klam sentimentalitet. Bare resignation – og lettelse over at de to i det mindste stadig er i The Friend Zone, for ellers havde det hele været så meget mere akavet. Det er allerede svært nok i sig selv at tale om døden, selv om den står lige for døren. (Smølle)
‘Songs that She Sang in the Shower’ – fra ‘Southeastern’ (2013)
Jeg har et næsten religiøst forhold til cd-afspilleren i min gamle Citroén. Det er her, musikken for alvor gør indtryk, når ungerne er kørt i skole, når jeg har afleveret dem til fodboldtræning, når konen sender mig i Bilka, eller jeg slet og ret bare har brug for at komme ud af huset. Bare mig, musikken, og en gammel, udslidt 1,6 liters dieselmotor, der pruster ud ad Amagers villaveje i et nogenlunde adstadigt tempo. Unger, der træder på cd’erne på gulvet foran passagersædet, og konen, der sætter dem i de forkerte covers, har med årene givet flere skænderier, end godt er.
Lige netop et skænderi i en bil sætter tonen i ‘Songs that She Sang in the Shower’. De har vel været på bar, noget er gået galt, manden har provokeret en anden, som til gengæld kvitterede med en solid øretæve:
On a lark, on a whim
I said “There’s two kinds of men in this world and you’re neither of them”
And his fist cut the smoke
I had an eighth of a second to wonder if he got the joke
Og så kommer det. Bruddet. Det poetiske brændstof, der har holdt motoren gående i tusindvis af sange, men sjældent beskrevet mere rammende og levende end lige her:
In the car headed home
She asked if I had considered the prospect of living alone
With a steak held to my eye
I had to summon the confidence needed to hear her goodbye
And another brief chapter without any answers blew by
Det er fandme stærkt. Som ind i helvede. Det er som Willie Nelsons legendariske skilsmissealbum ‘Phases & Stages’ kogt ned til ni kolde, kontante linjer. En i forvejen nedbrudt mand, der igen må bukke under for sin svaghed, eller hvad det nu end er, der har bragt ham i denne ulykkelige situation. Og det bliver ikke just bedre herfra, for det er sket før.
And experience robs me of hope that she’ll make it back home
So I’m stuck on my own
Afskeden sender Isbell ud i mørket, hvor han konstant må minde sig selv om ikke at forfalde til flasken, stofferne og savnet igen. Helvedes skræmmende, taget i betragtning, at størstedelen af ‘Southeastern’ er skabt af lige netop dét – kampen for at holde sig clean og ædru oven på flere års misbrug.
I adskillige måneder hørte jeg ikke andet end den plade, når jeg kørte til og fra arbejde, og for hver gang, jeg hørte den, stod ordene blot endnu skarpere. ‘Songs that She Sang in the Shower’ er stadig den eneste sang, der nogensinde har fået mig til at dreje ind til siden, sætte advarselsblinket til, bede ungerne om at holde mund, indtil de sørgeligste tre minutter og 57 sekunder i nyere tids sangskrivning var ovre. (McGuire)
‘Tecumseh Valley’ – fra ‘Tecumseh Valley/Pancho & Lefty’, indspillet sammen med Elizabeth Cook (2013)
At forsøge at begrænse sig til kun at vælge et par enkelte af Jason Isbells sange har været en noget nær umenneskelig opgave. Jeg ville gerne skrevet om ‘Dress Blues’ fra solodebuten, om ‘Outfit’ fra BBC-favoritten ‘Decoration Day’, om ‘Go It Alone’ med det effektive, intensive åbningsriff, om ‘Codeine’ og ‘Alabama Pines’, der nok er det nærmeste, Isbell indtil videre har været på en countrysang, og om, well, alle sangene på ‘Southeastern’ (med undtagelse af ‘Super 8 Motel’ – det var en misser på et ellers perfekt album), og ikke mindst de sange fra det nye album, der allerede har gjort et kæmpe indtryk (‘Flagship’, ‘Hudson Commodore’ og især ‘Childen of Children’).
Gode sange er der nok af, men jeg hverken kan eller bør udelade den fortolkning af Townes Van Zandts ‘Tecumseh Valley’, som Isbell for et par år siden indspillede sammen med den kriminelt undervurderede Elizabeth Cook. ‘Pancho & Lefty’, der udgør B-siden på singlen, er ikke bare Townes’ bedste sang, men en af de bedste sange i det hele taget, men det er på ‘Tecumseh Valley’, at skønheden for alvor giver mellemgulvet en solid tur i vridemaskinen.
At fortolke en Townes-sang – og især en så ikonisk en af slagsen som ‘Tecumseh Valley’, der var et lysende eksempel på Townes’ evne til at se det smukke i selv de grimmeste skæbner – er en særdeles risikofyldt vej at begive sig ud på. Mange har prøvet, men kun få har formået at ramme noget, der var bare nogenlunde i nærheden af at kunne måle sig med de originalversioner, der med årene har gjort Townes til den ledestjerne, andre sangskrivere – og især Jason Isbell – navigerer efter.
Men hvis nogle skulle kunne gøre det, så skulle det sgu også være Isbell. Tro mig, hans coverversioner sidder ikke altid lige i skabet. Tidligere på året udsendte han sammen med sin bedre halvdel, Amanda Shires, en besynderlig udgave af Lykke Lis ‘I Follow Rivers’, og deres version af ‘Born in the USA’ fra ‘Dead Man’s Town’, hyldestalbummet til klassikeren af samme navn, var heller ikke just prangende. Men her, på “Tecumseh Valley”, rammer han tonen.
Måske, fordi Isbell, under overfladen, i virkeligheden gemmer på samme galskab som Townes. Et hjemsøgt sind, en forpint sjæl, der er mere styret af sine lyster og laster, end godt i virkeligheden er. Caroline, der rejser til Tecumseh Valley i håbet om at finde et bedre liv, bukker i sidste ende under. Det samme gjorde Townes selv. Tilbage er kun at håbe, at det ikke går samme vej for Jason Isbell … (McGuire)
Og her er hele Bloggers By Choices Jason Isbell-spilleliste:
