Her følger anden og sidste del af vores lille påskeføljeton, hvor bloggerne har præsenterer musikalske favoritter med religiøs budskaber. I dag er det Søren McGuire og Janus Køster-Rasmussen, der er på prædikestolen med gode bud på, hvordan Helligånden lyder, når han har sneget sig ind i hiphop og country.
-|-
Af Broder Køster
Kanye West: Jesus Walks
Da Kanye West kom frem som solist, og vi endnu ikke kendte til alle hans lamme sider, var The College Dropout i almindelighed og ’Jesus Walks’ i særdeleshed en øjenåbner af format. Her var en mand, der ikke var en specielt virtuos rapper, men det lod han arbejde til sin fordel ved i stedet at snakke om nære og vedkommende ting i en række saftspændte produktioner, der midt i 50 Cents storhedstid huskede os på, hvad rapmusik egentlig drejer sig om.
I ’Jesus Walks’ kæmper Kanye med sin tro, ”I want to talk to God but I’m afraid ’cause we ain’t spoke in so long”, mens rapverdenens fristelser fløjter forbi ørerne på ham. Det er egentlig ikke så meget at det lige er Gud og Jesus, Kanye tror på, men mere den gennemtrængende følelse, understreget af produktionens vovede strygere og marchtrommer, af at han tror på noget. En sang, det er umuligt at gå upåvirket fra, troende eller ej.
Johnny Cash: Spiritual
Det kan være svært at forestille sig i dag, men da Johnny Cash i 90erne kom ridende tilbage ind i det populærmusikalske zenit på en krikke ved navn Rick Rubin, var det vitterligt fra en position som cheesy, gammel has-been. Det var ’Spiritual’ en af de sange, der lavede om på. Cash synger sit cover af Josh Hadens begravelseshymne med en røst så dyb og resonerende, at den lyder som om den kommer fra bunden af en hul træstamme. Tom Petty & bandet spiller indædt, som med én krop. Og sangen: En mand ligger på dødslejet, svigtet af alle (ikke mindst sig selv) og har nu blot ét tilbage at ønske: ”Jesus, I don’t wanna die alone”. Vi ved, at han har syndet (for det synger han), men hvad er der sket? Og hvordan er han kommet dertil, hvor han ligger nu? Vi kan kun gætte, men Johnny Cash gør det endelige knæfald troværdigt as hell.
Insane Clown Posse: Miracles
Med fare for at trække de to andre sange ned, så er der noget fantastisk skørt over Insane Clown Posses ’Miracles’. Den notorisk voldsfikserede rapduo fra Detroit afslørede efter årtiers forførelse af den amerikanske ungdom i 2007 at de i virkeligheden var – kristne! De har siden afsløringen sagt ting som at de måtte tale ungdommens sprog for at nå ind til den, men de må da sidde med en lidt underlig smag i munden efter at deres vanvittigt misogynistiske og blodige tekster har ansporet op til flere voldsforbrydelser i USA. Altså, det der kristendom, er det ikke meningen at det skal… gøre godt? Anyway, her i ’Miracles’ priser de Guds mange mirakler, fra tåge (?) over regnbuer og giraffer til ”fucking magnets – how do they work?”. Det er klart at der må være en gud, når de der sataner kan sidde fast på køleskabet – biartch!
-|-
Af Broder McGuire
Justin Rutledge: Lay Me Down Sweet Jesus
Jeg er, som de fleste andre gode socialdemokrater, vokset op på et solidt fundament af kristne værdier om næstekærlighed, tilgivelse og omsorg for samfundets svageste. Jeg kan min Fadervor, mine børn er alle døbt, og jeg forsøger at holde det der med at begære min nabos hustru på et nogenlunde minimum. Jeg betaler hjertens gerne min kirkeskat, ikke fordi jeg selv er nogen hyppig gæst i Vorherres hus, men fordi jeg godt kan li’ tanken om den trøst og omsorg, mange mennesker finder i troen.
Det er dog en indsigt der først kommet med alderen, for jeg husker tydeligt, hvor svært det var at forene min egen selvdistancerede firhjuls-kristne baggrund med den altid gudsfrygtige country, hvor kun de færreste plader ikke på et eller andet tidspunkt peger blikket mod skyerne (eller den anden vej). Jeg har været nødt til at ”lære” at nyde salmer, hymner og gammeltestamentelige trusler om død og undergang tilsat banjo og ¾-takt, på samme måde, som jeg har været nødt til at acceptere (og måske endda omfavne), at noget nær halvdelen af min pladesamling består af kunstnere, for hvem homoseksuelle, våbenkontrol og trækprocenter er Fandens eget værk.
Men Jesus ER og vil altid være i countrymusikken. Man mærker ham i bluegrass-hymnernes håb på en bedre og mere barmhjertig verden hinsides, og man hører det i selv den mest fordrukne rendesten-cowboys tryglen om alfaderlig tilgivelse i sine sidste minutter.
En af de sange, der har givet mig den største forståelse for kristendommens musikalske og poetiske værdi for countrysangere, er Justin Rutledges ”Lay Me Down Sweet Jesus” fra hans ti år gamle debutalbum No Never Alone.
I og for sig er sangen jo så smuk, at den kunne handle om at købe skruer i Silvan og stadig give mig en klump i halsen, men den minder mig først og fremmest om, at selv om al videnskab og rationel fornuft taler imod, så er der en trøst i at tro – eller måske endda vide – at nogen venter på os på den anden side.
Johnny Cash: God’s Gonna Cut You Down
Det er oktober 1967, og Johnny Cash har besluttet sig for at dø. Hans karriere er gået i stå, amfetaminen, kokainen og pillerne er godt i gang med at tage livet af ham, og de mange hits fra årene i Sun-studierne og de første plader for Columbia Records er erstattet af besynderlige konceptplader.
Det er med andre ord i ren fortvivlelse, at den udmagrede og hensygnende Cash kører ud til Nickajack-grotten i det sydlige Tennessee. Det er et ældgammelt og indviklet tunnelsystem, der tidligere har været hjem for lokale indianerstammer og skjulested for soldater under den amerikanske borgerkrig, og det er her, Cash vil ende sine dage. Hernede, i det altopslugende mørke, dybt nede under Tennessee, lægger Cash sig ned på det kolde, våde stengulv og begynder at vente på at dø.
Men som han ligger der i mørket, sker der noget. Som et pludseligt klarsyn, en åbenbaring fra den Gud, Cash har opgivet sin ellers granittunge tro på, beslutter han sig for, at han ikke er klar til at dø endnu. Men hans lommelygte er løbet tør for batterier, tunnelsystemet er som en labyrint, der strækker sig som grene langt ind under nabostaten Alabama, og Cash er desorienteret. Pludselig mærker han et vindpust i ryggen. Han beslutter sig for at følge i den svage vinds retning, og kort efter er han ude i mørket, vendt tilbage til livet. Med fornyet tro på både sin musik og sin Gud.
Resten af sit liv og karriere dedikerer han til sin skaber. For selv om stofferne hjemsøger ham hele vejen til graven, og karrieren går i stå igen, slipper Johnny Cash aldrig sin tro igen. Han synger opløftende hymner og gammeltestamentlige trusler om dommedag, og hvilken slags, du bedst kan li’, afhænger jo nok af graden af din egen tro.
Eric Church: Country Music Jesus
Mange vil nok mene, at den moderne country har taget lidt af et sekulært sving de seneste år. Hvor belønningen for den simple amerikaners lange, hårde liv i bomuldsmarkerne eller kulminerne før i tiden var evig frelse, når den tid kom, synes belønningen i dag nærmere at være en sixpack og et par lange dameben i denim hotpants på pickup-truckens bagsmæk efter fyraften.
Ikke desto mindre har Jesus også sneget sig ind i de seneste års country, nogle gange med mere finesse end andre. Der er masser af gode, smukke og fornuftige eksempler på moderne countrysange om Jesus – fx Brad Paisleys ’When I Get Where I’m Going’, Carrie Underwoods ’Jesus, Take The Wheel’, Dierks Bentleys ’The Heaven I’m Headed To’ og Holly Williams’ ’Without Jesus Here With Me’ – og der er masser af åndssvage sange om Jesus. Som for eksempels Eric Churchs mystiske signatursang, ’Country Music Jesus’.
Selv om melodien som sådan ikke fejler det store, har jeg stadig ikke haft held med at finde ud af, hvad hulen sangen egentlig handler om. Det lyder lidt som en bøn til himlen. Countrymusikken er kørt om sporet, folk er holdt op med at lyde som Hank, og det eneste, der kan rette op på det, er tilsyneladende the second coming of Christ. I hvert fald ifølge Eric Church, der gerne så denne ”langhårede hippie” kurere de historieløse, syngende lazaroner i Nashville ved at læse op fra ”the book of Johnny Cash”, hvad fanden det end betyder.
Og sådan fortsætter det ellers herfra og til dommedag. Ren christian rock for folk med bootcut-bukser og hang til dårlig country, og selv om der ikke skal herske nogen tvivl om, at jeg gerne så Nashvilles fjogede Antichrist, Luke Bryan, dingle over Skærsildens evige ild, gør denne sang Jesus – med eller uden Stetson-glorie – omtrent lige så meget ære som de Jehovas Vidner-tosser, min mor plejede at jagte hele vejen ud af indkørslen.
