Den røde sild: Når første single er et vildspor

   


‘La Belle Epoque’ blev genindledt natten til onsdag. Det var Kents nye single, det var længe ventet, og det var … sådan nogenlunde.

For ærlig talt: Det er ikke meget af en sang. Slet ikke efter Kents egen høje målestok. Og det er så meget mere overraskende, fordi de trods alt er temmelig gammeldags i den dér kendte og velprøvede vers-omkvæd-vers-omkvæd-retning.

Til gengæld er den noget af en State of the Union-tale. Titlen er jo formentlig nok sarkastisk – bare et gæt, men det er baseret på, at Joakim Berg remser nogenlunde alle de ting op, der er med til at give os et mistænksomt og egoistisk samfund, hvor det er “en for en” og (mere kryptisk) “alle for alle”.

La Belle Epoque

Og kendsgerningen er da også, at det langt fra er første gang, at et album er blevet præsenteret på fremragende vis af en single, der heller ikke var meget af en sang, som ikke lød som resten af pladen, og som sommetider ikke lød som noget som helst andet. Vaskeægte red herrings. En del af disse er endda plader, som jeg vil vædde på at de fire-fem fyre fra Kent har spillet, til de er blevet slidt op hjemme i drengeværelset. Som f.eks. …

U2: Achtung Baby, 1991
‘The Fly’

“The sound of four men chopping down a Joshua tree”, som Bono mindeværdigt beskrev sangen. I øvrigt til stor begejstring for undertegnede, der slet ikke kunne holde hans Prattle & Strum-periode med hat og lædervest ud. Siden da er det igen blevet meget let at håne ham og hans tre venner, og Herren skal vide at jeg ikke selv holder mig tilbage, men dengang var der virkelig håb: Da U2 kom tilbage med Achtung Baby var det ikke meget mindre end et glimt af håb for den menneskelige natur. Jesuskomplekset var væk, det samme var fedtskindsvesten, og Bono var pludselig en knivskarp og selvironisk stemme af sin samtid.

‘The Fly’ er en listesang, præcis som ‘La Belle Epoque’ (og måske sange, der udgør lister, kan bære en artikel i sig selv? – den her kommer på). Ikke nok med det, det er også en liste over tanker lige fra sangerens id, en selvudstillende melding fra hans forvrængede og betændte under-jeg. ‘The Fly’ var et forsøg på at vende alt på hovedet, og var man i tvivl, fik man en ekstra portion i form af første sang på albummet, ‘Zoo Station’, der var endnu mere metallisk og umelodisk. Hvilket var et solidt vildspor, for resten af albummet er smukt, og det hele er én stor triumf. Bono kan gøre hvad han vil; han får mig ikke til at elske Achtung Baby mindre. Selv om han godt nok prøver.

R.E.M.: Automatic for the People, 1992
‘Drive’

På samme måde var det svært at regne ud, hvilken skønhed R.E.M. stod klar til at udgive, da de havde ‘Drive’ klar i efteråret 1992. Den var hverken shiny eller happy, men derimod mørk og rugende, og nåede aldrig rigtig nogensinde et egentligt klimaks; og teksten var en gåde: Hvorfor opfordre The Kids til at rocknrolle, når det sker på sådan en fordækt måde? Hvad var det om “Bush-whacked” – det måtte have noget med præsidentvalget at gøre.  Og det var rette spor – men at titlen havde at gøre med en lov om at folk med et kørekort var stemmeberettigede, det fandt jeg først ud af på Wikipedia for ti minutter siden.

Selv om Clinton vandt, er det ikke ligefrem sikkert, at det er denne ikke-sang, der gav ham den afgørende fordel. Til gengæld er den i al sin stilstand en perfekt indledning til det bedårende Automatic for the People-album.

Elvis Costello & the Attractions: Blood & Chocolate, 1986
‘Tokyo Storm Warning’

Dette er det andet fine album, Elvis udgav i 1986, og det er det sidste han kom til at lave i otte år med Attractions, hans band gennem et årti. De havde slidt hinanden godt og grundigt op, og albummet er da også en ret bitter pille, først og fremmest den stadig helt centrale ‘I Want You’, der er kandidat som den bedste sang nogensinde om jalousi.

Det havde været dog stadig været nemt at lægge ud med  med den elskelige ‘Blue Chair’ som første single, med sit monster af et c-stykke, eller måske den sarkastiske powerpop i ‘Next Time Round’, men hvorfor det, når man kan præsentere albummet med den seks et halvt minut lange, kværnende og kryptiske ‘Tokyo Storm Warning’, der mildt sagt ikke ødsler med akkorderne? Her er den i en liveudgave, der ikke gør den fremragende energiudladning meget mere raffineret og poleret.

New Order: Technique, 1989
‘Fine Time’

Technique kom i begyndelsen af 1989, hvor menuen i New Orders eget diskotek, The Haçienda, havde stået på et mix af indiepop og acid house i et stykke tid. På den baggrund var det ikke sært, at albummet var den samme blanding. Men jo længere man kommer ind i det, jo mere vemodige bliver de rasende melodiske sange; jo mere comedown-stemning er der over det, indtil vi ender under solopgangen i den smukke ‘Dream Attack’ til sidst.

Hvilket formentlig har overrasket en del, der ikke kendte New Order godt. For første single, ‘Fine Time’, var det mest rablende de havde udgivet, et  kradsbørstigt angreb på dansegulvet, med bassist Peter Hook der gav en fin Barry White-efterligning: Det er ham, der står og growler om at han aldrig før har mødt en pige, der havde alle sine egne tænder. Et får bræger til sidst. Det er vist fair nok at kalde det vildledende.

My Bloody Valentine: Loveless, 1991
‘To Here Knows When’

Ok, det er lidt snyd at tage den her med. Den var, som del af EP’en Tremolo, faktisk den anden single fra det legendariske album Loveless, for den meget mere danseglade og letfordøjelige ‘Soon’ var udkommet et års tid inden. Men prøv lige at lytte! Hvordan er det her en single? Hvordan er det overhovedet en sang? Resten af albummet lyder nærmest stokkonservativt ved siden af.

Men sandheden er, at der er en sang – som bare er begravet dybt nede under så flippede effekter, at de stadig lyder temmelig radikale i dag. En sexet lille sang, endda. Noget om “kiss” og “your dress” og “move on top” – det er egentlig ikke til at høre, men den er helt åbenlyst om gettin’ it on. Heldigvis står teksten på nettet nu.

 

 

Kommentér indlægget