De ti sørgeligste sange nogensinde – del 2

Er du også deprimeret over manglen på deprimerede hvide mænd på årets Roskilde Festival plakat? Har du været oppe at skændes med en sløvsindet, uduelige 17-årig postmedarbejder nede på det lokale posthus? Er konen stadig sur, uden at du aner hvorfor?  Så synk endnu længere ned i selvmedlidenheden med del to af McGuires guide til de ti sørgeligste sange nogensinde. Komplet med selvmord, skilsmisse, fordrukne poeter og pensionister med ondt i sjælen.

1. Brad Paisley & Alison Krauss – Whiskey Lullaby

Whiskey Lullaby er de tragiske countryballaders svar på Lost – det starter godt, men ender helt og aldeles åndssvagt. Soldaten vender hjem efter flere år i krig, for at finde ud af, at lillemor har haft mere end en smule svært ved at holde trusserne på i hans fravær. Og således har vi balladen. Whiskey Lullaby er skrevet af countrymusikeren Jon Randall, der efter en skilsmisse, en kuldsejlet karriere og et venskabeligt råd fra en bekymret ven om at sætte whiskeyflasken til tindingen og “pull the trigger”, satte sig ned i whiskey-tågerne og skrev det, der muligvis er den mest tragiske countrysang siden Hanks I’m So Lonesome I Could Cry. Whiskey Lullaby er lidt ligesom regnvejr, hundelorte og socialdemokrater – den kan ødelægge selv det bedste humør.

2. John Prine – Hello In There

Ud over min mormor, som desværre døde, da jeg var 10, samt et efterhånden vagt minde om min for længst afdøde farmor, der tilbragte de sidste år af sit liv i en lille lejlighed klods op ad Stanford Bridge, har jeg aldrig kendt mine bedsteforældre. Jeg ved ikke, hvad det egentlig vil sige at blive gammel, og jeg ved derfor heller ikke, om tanken om at blive gammel egentlig skræmmer mig. Jeg har i forvejen svært ved at ramme toiletkummen, på trods af, at jeg efterhånden er oppe og øve mig tre-fire gange på en god nat, og mindst halvdelen af min pladesamling består af mænd og kvinder, der for længst har overskredet pensionsalderen. Så noget større kulturchok bliver det vel heller ikke, når garnet en dag bliver gråt, ungerne kun ringer, når de skal låne penge, og det igen begynder at svie, når man tisser. Og så alligevel. For tænk nu, hvis de sidste tyve år af ens liv bare er én lang, langsom march mod døden, hensunket under slumretæppet til lyden af den fordummende tikken fra bornholmeruret og konen, der kæmper med plastikemballagen på den daglige pakke Blomme i Madeira? Hvordan føles det at blive en del af “ældrebyrden”, en befolkningsgruppe, den ene uduelige politiker efter den anden omtaler som var det en omgang svært smitsom fnat? Det er den frygt, John Prine har så godt fat i på Hello In There. Hvor man bare sidder ved vinduet og ser hele livet fade ud, og hvor den mest perfekte linje nogensinde skrevet, viser, at svarene ikke altid kommer med alderen:  We lost Davy in the Korean war / And I still don’t know what for / don’t matter anymore. I lang tid troede jeg, at John Prines sørgeligste sang var Sam Stone, om Vietnam-soldaten, der vender hjem til et heroinmisbrug og en søn, der ikke forstår hvad der er sket med farmand. Men jeg tog fejl. Livet bliver først for alvor svært. når ungerne holder op med at ringe, og vennerne ikke længere har så meget nyt at sige.    

3. Blaze Foley – Clay Pigeons

På trods af sit nære venskab med Townes Van Zandt og det faktum, at både Merle Haggard (If I Could Only Fly), Lyle Lovett (Election Day) og John Prine (Clay Pigeons) har indspillet hans sange, tilbragte Blaze Foley det meste af sit liv som fordrukken, forgældet og forarmet sut. Han var, som mange andre af 70’ermes texanske outlaws, overbevist om, at udsigten til et helt almindeligt 9-16 job ville forpurre hans kunstneriske vision og sende ham direkte i graven, og derfor sov han ofte sine branderter ud under poolbordene på de texanske barer og spillesteder, han bogstaveligt talt betragtede som sine hjem. Blaze Foley var en af den slags musikere, hvis sange, alle beundrede, men hvis liv ingen havde lyst til at leve. Når det endelig lykkedes ham at finde pengene til at indspille sine sange, gik det som regel i vasken af den ene eller anden årsag, og da han endelig fik sin royalty-check fra Merle Haggards hit med If I Could Only Fly, blæste Blaze Foley de fleste af pengene af på gaffatape. For Blaze Foley var besat af gaffa-tape. Han brugte det til alt. Sine støvler, sin hat, sin guitar (når han altså ikke havde pantsat den). Blaze lavede endda et helt jakkesæt af gaffatape, og kaldte sig for The Duct Tape Messiah. Da han omsider blev lagt i jorden, 39 år gammel efter et barslagsmål gone wrong i 1989, var hans kiste selvfølgelig også dækket af gaffatape, og Blaze havde – i følge rygterne – stadig kvitteringen for sin pantsatte guitar i lommen. I dag taler musikere fra Texas om Blaze Foley på samme måde, som de taler om Townes Van Zandt og Hank Williams – som en hjemsøgt, tortureret og forpint sjæl, et menneske, hvor skønheden lå gemt dybt under en utiltalende ydre skal af druk, snavs, snask og evigt tiltalende sindssyge. Men i hans sange kan man høre skrøbeligheden, sørgmodigheden og håbet om en dag at kunne skride fra det hele. Sætte sig på den bagerste række af Greyhound-bussen og bare forsvinde før det er for sent. Hvilket det altid er. En af de sange, selv ikke Townes kunne have skrevet bedre.

4. Brandy Clark – What’ll Keep Me Out Of Heaven

Det er, som jeg også tidligere har skrevet,  småt med sange om utroskab i den moderne countrymusik for tiden. I og med, at genren markedsføres aggressivt til hvide, kernefamilieramte husmødre og deres teenagedøtre, kniber det sgu lidt med efterspørgslen på sange, der minder dem om, at deres fædre og ægtemænd nu engang er nogle løgnagtige, liderlige svin, der ville sælge deres mødre for et hurtigt knald med sekretæren. Således ville Hank Williams Your Cheatin’ Heart i dag være en dødssejler allerede inden den nåede countryradioernes målgruppe-fokuserede musikchefer, der jo så nødigt vil ødelægge lytternes gode humør. Men de dukker alligevel op med jævne mellemrum, og få nyere cheatin’ songs er bedre end Brandy Clarks What’ll Keep Me Out Of Heaven. Vi møder kvinden – sikkert en helt almindelig husmor, der bare har fortalt sin mand og børn, at hun skal til yoga – i hotellobbyen, mens hun står og glor på elevatoren, der lige om lidt skal føre hende direkte op på det hotelværelse, hvor hendes affære venter. Man skal givetvis være i forholdsvis god kontakt med sine feminine sider for at lade en sang om en amerikanske husmor, der knalder uden om med en eller anden familiefar, hun har mødt på den lokale Starbucks, gå lige i mellemgulvet. Især fordi vi aldrig får at vide, om hun rent faktisk tager elevatoren, eller bare køber en spand chokoladeis og sætter sig hjem i sofaen. Og det er måske derfor, sangen er så sørgelig. Fordi mange af os ikke selv ved, hvad vi ville gøre, når vi gik ind i elevatoren.

http://youtu.be/J-KTkq-Ahjk

5. Bruce Robison – Angry All The Time

Problemet med at begynde at høre country, når du er i starten af 20’erne, er, at du lige pludselig bliver eksponeret for nogle problemer, som egentlig slet ikke hører sig til i den alder. På det punkt synes rocken og poppens omgang med livet at være langt mere alderssvarende og overkommeligt end tilfældet er i denne genre, hvor du dårligt har været igennem din første urinrørs-podning ude på Bispebjerg før det går op fra dig, at hende pigen, du gør det for, sandsynligvis ender som den skidesure mor til dine børn tyve år down the road. Det er i sig selv fandens imponerende, at Bruce Robison (som også skrev Travellin’ Soldier fra del 1 af denne liste) efter countryens godt 80 år med uforglemmelige heartbreak-historier, finder den perfekte måde at beskrive en skilsmisse på; med erkendelsen af, at du og lillemor slet og ret bare ikke bryder jer synderligt meget om hinanden længere, nu hvor ungerne ikke længere tager al jeres tid og energi. Der har ellers været rigeligt med skilsmisser i genren gennem årene – Tammy Wynettes D.I.V.O.R.C.E, George Jones’ He Stopped Loving Her Today, Willie Nelsons Phases & Stages album og så videre, men ingen har beskrevet det med helt samme sans for de skinbarlige hverdags-realiteter som Angry All The Time. Poetisk perfektion, der burde skræmme livet af alle os i fast parforhold.

http://youtu.be/1hCdI6TwUIc

…