BBC-året 2013: Tak for et stort popår

Jeg kan ikke huske et år, hvor jeg har hørt så mange popsange som i 2013.

Jeg hørte masser af pop i 1979 og i 1984, for ikke at tale om 1990 eller 2003, men 2013 slår alle tidligere popår.

(P)opsvinget skyldes på den ene side den teknologiske udvikling, der sikrer, at jeg ikke skal hen i Holm Radio i Slagelse og købe pop på single, og heller ikke behøver nøjes med de få popsange, jeg engang skulle klemme ud af P3 eller NDR2 og gemme på et kassettebånd.

Med Spotify ved hånden kan jeg bade i pop. Og jeg har gjort det i 2013. Jeg har ikke været den eneste. Spotify, Youtube og de andre konstante strømme af input har sikret, at poppen er nemmere tilgængelig end nogensinde før, og det gør det let at forholde sig til tidens pop, tale om den og i visse tilfælde fordømme den. Bare genlæs debatterne om Miley Cyrus og Robin Thicke, og det står klart, at poppen er tilbage som en faktor på populærkulturens midtbane.

Det hører med til historien om mit popår, at 2013-sangene ikke kun har været kontroversielle. Det er ikke alle popsangere, der har optrådt afklædt i musikvideoer, og der har heller ikke været brug for at trække feminisme-, nazi-, indvandrer-, sexist- eller machokortet, hver gang nogen har trykket play på en ny sang.

For det meste har man fået omkvæd, melodier og beats, der gik i hjertet og gemte sig bag popøret – i hvert fald  hvis man hørte de sange, jeg voldspillede i 2013. Det har været hit på hit, og nogle meget forskellige af slagsen.

Vemodige svenske kvinder, indierockbands på dansegulvet, gamle mænd med nye venner, udspekulerede popkunstnere, endda politiske aktivister spiller sig ind på min årsliste, hvor fingernemme producere, teenageidoler og soulveteraner danser tæt med tacky dance, dancehallfester og sange på spansk og fransk (for den fulde liste: se Spotify-link længere nede).

Måske synes du, at min definition på pop er for bred, men jeg forholder mig til musikken, som Bob Stanley gør i en af årets bedste musikbøger ‘Yeah Yeah Yeah – The Story of Modern Pop’: Hvis musikken sendes ind i populærkulturen, spilles i radioen og ved koncerter, så er den en del af poppen.

På den måde kan pop være det bedste fra alle genrer, hvis altså nogen gider lytte efter og give musikken liv.

“Pop har brug for et publikum”, skriver Bob Stanley, der som en tredjedel af popgruppen Saint Etienne ved, hvad han taler om.

Her er de sange, jeg med stor fornøjelse var publikum for i 2013.

SINGLER:

1. Robin Thicke, feat. Pharrell og T.I.: Blurred Lines
2. Lady Gaga & R. Kelly: Do What U Want
3. Zero 7: Don’t Call It Love
4. Justin Timberlake: Mirrors
5. Melissa Horn: Om Du Vill Vara Med Mig
6. Tegan & Sara: I Was A Fool
7. Matthew E. White: Brazos
8. Steve Mason: Fight Them Back
9. Vampire Weekend: Step
10. James Blake: Retrograde
11. Disclosure feat. AlunaGeorge: White Noise
12. Arcade Fire: Reflektor
13. Quadron: Hey Love
14. Drake: Hold On, We’re Going Home
15. Janelle Monáe: Dance Apocalyptic
16. Pet Shop Boys: Vocal
17. Gesaffelstein: Pursuit
18. David Bowie: Love Is Love (Hello Steve Reich Mix by James Murphy)
19. Miley Cyrus: We Can’t Stop
20. Foxygen: San Francisco
21. Daft Punk feat. Pharrell & Nile Rodgers: Get Lucky
22. A$ap Rocky: Fashion Killa

Album

1. Booker T. Jones: Sound The Alarm
2. Pet Shop Boys: Electric
3. Matthew E. White: Big Inner
4. Kanye West: Yeezus
5. Vampire Weekend: Modern Vampires of The City
6. Justin Timberlake: 20/20 Experience, part 1 & 2.
7. Prefab Sprout: Crimson/Red
8. John Grant: Pale Green Ghosts
9. Tegan & Sara: Heartthrob
10. Mavis Staples: One True Vine
11. Beyoncé Knowles: Beyoncé
12. Blood Orange: Cupid Deluxe
13. Quadron: Avalanche
14. Allan Olsen: Jøwt
15. Janelle Monáe: The Electric Lady
16. Ponyblod: Ponyblod
17. Maya Jane Coles: Comfort
18. Mayer Hawthorne: Where Does This Door Go?
19. Valerie June: Pushin’ Against A Stone
20. Agnetha Fältskog: A

Og så den lange: Popåret 2013 – 192 tracks, der gjorde en forskel for mig.