2013 blev et godt år for bands. For Arctic Monkeys blev året et decideret vendepunkt, fordi de inden ’AM’ havde kurs direkte mod overflødigheden efter jævnt faldende kvalitet siden debuten. Iført skarpt jakkesæt og skinnende sideskilning greb Alex Turner igen faklen som Storbritanniens mest koncise sangskriver med et forsumpet og nattemørkt rock ’n’-soulalbum.
Andre bands vristede sig fri af truende stagnering. Vampire Weekend brød med positionen som charmerende studentikos gimmick og rakte ud efter de helt store inden for klangrig sangskrivning såsom Paul Simon og Brian Wilson. The Flaming Lips tog endelig et konsekvent valg ved at søge helt ud i solsystemets mest utilnærmelige afkrog, hvilket førte dem tilbage til jorden med et besværligt og desillusioneret album – men alligevel deres bedste album siden ’Yoshimi Battles the Pink Robots’. Efter et par udmærkede udspil, som hverken gjorde fra eller til, udgav Sigur Rós deres første album som trio. Og blytunge og mørkt ulmende ’Kveikur’ tog straks sin egen plads som et distinkt album i islændingenes respektaftvingende diskografi.
Blandt debutanterne struttede Savages af begær og mentalt og musikalsk frisind, Parquet Courts viderebragte arven fra Lou Reed med stram og fabulerende asfaltrock, og Hookworms byggede et støjsyreværk med næsten symmetrisk balance mellem det ekstroverte og introverte.
I afdelingen for det løse ramte Iceage på ’You’re Nothing’ den internationale klasse deres højtbesungne – men også overvurderede – debut blev påklistret af overivrige sjæle. The National udvidede repertoiret med løsere kompositioner og højere stemmeleje til forsanger Matt Berninger uden at slippe taget i de smittende neuroser. Arcade Fire overvurderede sig selv med for meget markedsføringsgøgl op til udgivelsen og for mange sange på albummet, men kreerede stadig et slidstærkt værk ført an af et mesterligt titelnummer.
At Nick Cave and the Bad Seeds tårner over alle andre i 2013, skyldes i høj grad også bandet. For første gang stod The Bad Seeds uden dets hidtil eneste gennemgående medlem Mick Harvey, og med Blixa Bargelds exit stadig frisk i hukommelsen kunne det på papiret ligne et orkester uden tidligere tiders tyngde. Men med ’Push the Sky Away’ skabte orkestret, ført an af Warren Ellis, den spændstigste ramme, Nick Caves sange nogensinde har optrådt i. Albummet bevæger sig som en kæde af duvende sanseindtryk uden nogensinde at udmønte sig i deciderede for- eller udløsninger.
I den ramme træder Cave frem som lige præcis det, han er: En midaldrende mand som fra sit hus på den sydengelske kyst lader syner og betragtninger strømme igennem sig. Han har langt fra lynet op for liderligheden, ej heller er biblen smækket i eller det moralske kompas lagt på hylden. Men i stedet for enten at fare aggressivt frem eller læne sig ind i salmen har han fundet en rolig puls, som åbner refleksionerne op som de små gaver af tilgængelig visdom, de ofte er. Eller som han selv opsummerer det på albummets titel- og afslutningsnummer: And some people say it’s just rock ‘n’ roll/Aw, but it gets you right down to your soul.
Årets 20 bedste album
1 – Nick Cave & the Bad Seeds – Push the Sky Away
2 – Phosphorescent – Muchacho
3 – Savages – Silence Yourself
4 – Hookworms – Pearl Mystic
5 – The National – Trouble Will Find Me
6 – Vampire Weekend – Modern Vampires of the City
7 – Arctic Monkeys – AM
8 – Sigur Rós – Kveikur
9 – Parquet Courts – Light Up Gold
10 – Janelle Monáe – The Electric Lady
11 – Arcade Fire – Reflektor
12 – DARKSIDE – Psychic
13 – The Flaming Lips – The Terror
14 – Laura Marling – Once I Was an Eagle
15 – Rhye – Woman
16 – Iceage – You’re Nothing
17 – James Blake – Overgrown
18 – Laura Mvula – Sing to the Moon
19 – Waxahatchee – Cerulean Salt
20 – King Krule – 6 Feet Beneath the Moon
Årets 20 bedste sange
1 – Song for Zula – Phosphorescent
2 – Reflektor – Arcade Fire
3 – Step – Vampire Weekend
4 – Mermaids – Nick Cave and the Bad Seeds
5 – Pink Rabbits – The National
6 – Retrograde – James Blake
7 – Den brända jorden – Jonathan Johansson
8 – Open – Rhye
9 – San Francisco – Foxygen
10 – Q.U.E.E.N. – Janelle Monáe feat. Erykah Badu
11 – Why’d You Only Call Me When You’re High? – Arctic Monkeys
12 – The Mother We Share – CHVRCHES
13 – Royals – Lorde
14 – Joy to You Baby – Josh Ritter
15 – Away / Towards – Hookworms
16 – Stoned & Starving – Parquet Courts
17 – Husbands – Savages
18 – Ijaki – Sigur Rós
19 – She – Laura Mvula
20 – Master Hunter – Laura Marling
