Arcade Fire finder den hvide funk. Yeah!

Arcade Fire melder sig tilbage med en ny single, der er blottet for dulcimer, kirkeorgel og drejelire.

Fransk sang, bas og saxofon er kernen på “Reflektor”, hvor det canadiske kollektiv finder ind til en funky puls. En funky hvid puls, skulle man nærmere sige, da sangen synes undfanget for enden af den lange tradition for muteret funk og storbyenergi, der i generationer har været en del af New Yorks hvide rocklyd.

Det er et fantastisk nummer og ikke et sekund for langt.

Efter de første fire minutter er sangen fuldt etableret og kunne fades ud, men så tager funken over. Funk bliver bedre og bedre, jo længere den spilles. Funk er gentagelser og monotoni med små nuancer, og hele den lange udtoning med saxofoner, et selvkørende groove og en sær afrikansk guitarfigur (+ David Bowie på kor!) er noget at det bedste, jeg har hørt i lang tid.

Men hvordan er dette velovervejede og mine ører ellers ret kølige rockband havnet i en sump af organisk kropsmusik?

Her er nogle bud på, hvordan Arcade Fire fandt the mutant funk, og en kort musikalsk historie, der knytter “Reflektor” sammen med 40 års legesyge bas-angreb fra New York og omegn.

“Reflektor” er produceret af James Murphy. Den musiktossede dj og indehaver af pladeselskabet DFA har personligt givet den hvide funk kunstig åndedræt i de seneste år og vækket den til live sammen med LCD Soundsystem.

“Losing My Edge” er musiknørdens slagsang og en genial udlevering af den fims, der kan være over blogindlæg som dette, hvor en klog skribent prøver at vise, hvor meget han ved om musik. Pakket ind som venlig forbrugervejledning. (Og ja, jeg var der, da …)

Arcade Fire er ikke alene om at lege med rockdisco i 2013. !!! (chk chk chk) har danset på det gulv i flere sæsoner og udgav tidligere i år det fine album “Thr!!!er”. “Slyd” groover stenhårdt i den klassiske tradition fra f.eks. Talking Heads.

https://www.youtube.com/watch?v=obAtn6I5rbY

Stadig et af de bedste forsøg på at blande punk, funk, disco, afro, artrock og en masse andet. Talking Heads fanget live i filmen “Stop Making Sense”, hvor rytmerne fik ekstra god plads, og de vilde keyboardlyde  i sig selv fortalte en historie.

Det kan godt være, at Talking Heads brød igennem på CBGB’s og spillede side om side med rockbands som The Ramones og Blondie, men de havde the funk.

Funken i Talking Heads skyldtes i høj grad rytmegruppen, Tina Weymouth og Chris Frantz aka Tom Tom Club.

De brugte desuden Bernie Worrell som ekstra keyboardspiller. Han legede i mange år med George Clintons gakkede bands, Parliament og Funkadelic, der udgør et væsentligt grundstof, når det handler om flippet punkfunk.

https://www.youtube.com/watch?v=rUxUEVh5OOc

Hele ideen om at mikse alternativ rock med funk, som Arcade Fire og James Murphy arbejder med i dag, peger tilbage til New York i slutningen af 1970’erne.

I kølvandet på punk gik mange bands den vej og brugte punkens energi til at åbne funken. De gik ikke så meget op i, om musikken swingede som hos James Brown, men anvendte det kantede miks til at bryde nye grænser med. Punkfunk blev et begreb.

James White var en af de centrale figurer på scenen. Både som solist og med The Contortions, der kan høres som et klart forbillede for ikke mindst LCD Soundsystem.

Nogle af de samme ideer legede flere bands samtidig med i London og Bristol.

Mest markant høres punkfunken hos Rip Rig & Panic med en purung Neneh Cherry i front. Hun begyndte senere at blande rap ind i mikset og fik de urbane stilretninger til at hænge sammen.

https://www.youtube.com/watch?v=IL45YOtbuy0

I 1983 var der stadig få rapplader, men i New York var der en stærk krydsbefrugtning mellem den spæde rapscene og punkfunkerne. “Cavern” med Liquid Liquid blev hurtigt opsnappet af Grandmaster Flash & Melle Mel, der genbrugte basgangen til “White Lines”.

Mange af periodens eksperimenter med punk og funk foregik omkring pladeselskabet Ze Records.

Her fandt man bands som James Chance (aka James White), Suicide, Material, Kid Creole & The Coconuts og Was (Not Was). Sidstnævnte fik senere en stribe pophits, men i 1982 var Don og David Was og deres hær af soulsangere et undergrundsfænomen på jagt efter den skæve funk.

Jeg ved ikke, om Arcade Fire har brugt tiden efter “The Suburbs” på at lytte til Was (Not Was) – næppe – men det er den vej, jeg bliver båret, når jeg hører “Reflektor” og lader funken tage over.

OPDATERING, fra BBC-interview med frontmand Win Butler:

“Butler ultimately described the sound as a “mash up of Studio 54 and Haitian voodoo.” He commented on the increasing prevalence of genre-less taste today. “To me the joy of making music in 2013 is you’re allowed to like Sex Pistols and ABBA and that’s fine,” he said. “It’s such an explosion, anything that’s good rises to the top, and we want music that respects that.”

Bandet har haft fokus på den hvide side af funken og på New York.

Derfor må denne korte rundtur til miksede genrer og muterede grooves slutte på et dansegulv i New York for lidt mere end 30 år siden.

Det kræver et åbent sind at danse til Yoko Ono. Der skete vist ikke så ofte på Studio 54, men det gjorde man på bl.a. Paradise Garage, når dj-legenden Larry Levan spillede sen disco, pre-house, funk og punk i et personligt miks, der handlede mere om puls end om afsender.

Og lur mig, om ikke Arcade Fire har spillet denne her, inden de besluttede sig for at opsøge James Murphy og jagte den hvide funk.

 Aracde Fires nye album hedder også “Reflektor” og udkommer 28. oktober.