All the singles, so many singles – hvad er Blurs bedste?

Gennem deres 25 år har Blur aldrig været kedelige. Hvis de ikke har været i clinch med andre bands (såsom Oasis) eller andre strømninger (såsom grunge) har de været i clinch med sig selv, menneskeligt,  musikalsk eller begge dele på én gang. Derfor hang de aldrig fast i hverken britpop eller andet hængedynd, men derfor måtte de også lige trække vejret en stund.

Nu er Blur tilbage med deres første album i 12 år, ‘The Magic Whip’, som udkommer på mandag. Og i den anledning har Bloggers By Choice genbesøgt alle gruppens 30 officielle singler. Fra ‘She’s So High’ fra 1990 til dette års ‘Go Out’. Fra generations-anthems til obskure outtakes. Vi har været gennem klatøjet shoegaze, identitetskriser, britpopkrige, rodebutikker, elektroniske eksperimenter, break-ups, heroinmisbrug, lyriske perler, Afrika-udflugter, London-klassikere og slagsange. Og dystopiske mesterstykker og forfaldsballader.

Det har været præcis så omtumlet og opløftende, som vi drømte om.

Du kan selv høre samtlige singler – med undtagelse af ‘Fool’s Day’ og ‘Don’t Bomb When You’re the Bomb’ – på playlisten her.

Om afstemningen:
– Alle singler er blevet givet en karakter mellem 1 til 10.
– Ved stemmelighed i det samlede regnskab vinder singlen med den højeste individuelle stemme.
– Syv ud af Blurs otte studiealbum er repræsenteret i top 10.
– Den nyeste sang i top 10 er fra 2012.
– Med fem points forskel fra højeste til laveste karakter er ‘Beetlebum’ det nummer, der har spredt bloggerne mest.

– Danni

Og således endte det:

30. DON’T BOMB WHEN YOU’RE THE BOMB
(2002)
2,3

The Mother of All . En fuldstændig intetsigende triphop-ting, der blev udsendt på 7”-single i 1000 eksemplarer som en kryptisk protest mod Irakkrigen i 2002. Og en fortjent nr. sidst i vores afstemning.
Det eneste bemærkelsesværdige ved singlen er, at efter sigende findes halvdelen af de i forvejen få eksemplarer ikke længere. De var blevet efterladt i en stor papkasse på stationen i Brighton, og der stod ‘BOMB’ på kassen. Som en ret naturlig konsekvens blev de – wait for it – sprængt i luften af bombeholdet.
– smølle

29. CRAZY BEAT
(2003, fra ‘Think Tank’)
2,7

Singlen med de forvrængede stemmer, fjollede råb, huggende guitarer og et stort beat, der er mere stift end skørt, har kun haft få venner siden udgivelsen. Man kan sikkert give produceren Norman Cook (Fatboy Slim) æren for rodebutikken. Han har aldrig dyrket koncepter som ‘god smag’. ’Crazy Beat’ føles endnu mere løjerlig, når den åbenbarer sig på ’Think Tank’ og leverer et af de mest hjernerystende øjeblikke på et Blur-album.
– Fez

28. BANG
(1991, fra ‘Leisure’)
3,3

Et debutalbum kan nemt blive en temmelig skizofren størrelse. Et bands tidligste, ofte ret strittende, forsøg på at finde deres kunstneriske retning skinner igennem i materialet, og det er Blurs første album, ‘Leisure’, et klassisk eksempel på.
Bare ti minutter inden den slørede og subtile shoegaze-genistreg ‘Sing’, har bandet hoppet rundt på udslidte gummisåler til tredjesinglen ‘Bang’, der rider med på Madchester-bølgens blanding af klatøjede indie-vokaler og funky breakbeats. En jævnt charmerende lille party-cracker, man kan slippe af sted med at lave, når man er i starten af tyverne. Men så heller ikke mere.
– Jesper Nykjær Knudsen

27. MUSIC IS MY RADAR
(2000, fra ‘The Best of’)
4,8

Afrika trækker i Damon Albarn, efterhånden som Blur falder fra hinanden. ’Music Is My Radar’ har sin puls fra Vestafrika. “Tony Allen got me dancing”, synger Albarn med hilsen til afrobeatets nigerianske trommemester, som han senere kom til at spille med i The Good, The Bad and The Queen. Det er puls frem for riffs, og et af de mest funky hjørner i Blur-kataloget.
– Fez

26. M.O.R.
(1997, fra ‘Blur’)
5,0

At David Bowies evne til at tænke sange som små koncepter har været et pejlemærke for Blur, er der ingen tvivl om. Og med ’M.O.R.’ gik de all in og viderefortolkede Bowie-nummeret ’Boys Keep Swinging’ fra berlineralbummet ‘Lodger’. ‘Boys Keep Swinging’ er i sig selv en slags viderefortolkning af samme albums åbningsnummer ’Fantastic Voyage’, som har samme akkordgang. Nuvel, den hyldest og det eksperiment er der ikke kommet katalogets stærkeste single ud af. Har man imidlertid – som jeg – noget for helt primitive virkemidler som tilbageholdt energi og forløsende omkvæd, er det svært ikke at holde af ‘M.O.R.’. Mest af alt elsker jeg call and response-vokalerne, der kører nummeret igennem. ’M.O.R.’ er en scream-a-long-powerpop for tonedøve, endda med melodi og eufori i bordbombestørrelse. Og den slags er der lige så meget brug for, som der er brug for ’De små synger’.
– Danni Travn

25. STEREOTYPES
(1996, fra ‘The Great Escape’)
5,2

Den sangtitel rammer simpelthen Albarn som en boomerang. På ’This Is a Low’ fra ’Parklife’ behøvede han bare at synge en vejrudsigt for skildre den engelske sindstilstand. På ’Stereotypes’ griber bandet overivrigt til et klovnet groove, og Albarn skriver en bogstavelig tø-hø tekst om sex og partnerbytte i suburbia. ’Ooooooh, the stereotypes’. Seriøst mate, take a step back, du behøver ikke tvære det i fjæset på os. Vi fatter det. Du synes, de er nogle tumper. Så ironisk nok bliver ’Stereotypes’ i sig selv et stereotypisk billede på, hvorfor hele ‘The Great Escape’ blev en tegneserie sammenlignet med sin forgænger: Elegancen bliver fortrængt af karikaturer.
Heldigvis lukker breakene og omkvædets anden del – der hvor Albarn synger – ’All your life you’re dreaming …’ poetisk luft ind. Angiveligt var ’Stereotypes’ det oprindelige bud på en førstesingle, men blev overhalet af ’Country House’, efter sangene var blevet testet live. Skæbnen for ’Stereotypes’ blev i stedet, at den endte med at være den eneste single fra ’The Great Escape’, som blev udeladt på ’The Best of’ fra 2000.
– Danni Travn

24. NO DISTANCE LEFT TO RUN
(1999, fra ’13’)
5,3

Så skred hun. Da Justin Frischmann og Damon Albarn gik fra hinanden, skrev Blur-frontmanden denne hjerteskærende, simple ballade med de sløve, flænsende guitarakkorder, der torturerer protagonisten, mens han krakelerende messer ”It’s over / You don’t need to tell me / I hope you’re with someone who makes you feel safe in your sleeping tonight”. Musikvideoen er instrueret af vores egen Thomas Vinterberg, der filmede de fire bandmedlemmer med et night-vision kamera, mens de sov. Bassist Alex James har senere fortalt, at han faldt i en dyb søvn og drømte, at han befandt sig i en karaoke bar i Tyskland – delvist i skikkelse af en leopard.
– Anders K. Sørensen

23. CHEMICAL WORLD
(1993, fra ‘Modern Life Is Rubbish’)
5,8

Historien fortæller, at ‘Chemical World’ – den anden single fra et album, der var med til totalt at relancere britisk guitarpops identitet i 90’erne – blev skrevet i et forsøg på at lokke amerikanske lyttere til. Det hænger slet ikke sammen. Den eneste forklaring på det må være, at trommerne er rimelig massive.
For det er næppe Albarns og Coxons ord, der skulle lokke ungerne i Cleveland med om bord. For det første lyder de to som Ray Davies, der synger duet med Syd Barrett; mere engelsk bliver det knap. Og for det andet ville Billy Bob og Shawna næppe få det helt store ud af at høre om pigen der var “just getting comfy”, og Peeping Thomas der har brug for lidt “sugary tea”. Man knækker ikke USA ved at synge “It’s been a hell of a do”, men herovre var det en udmærket single, om ikke en af de allerbedste.
– smølle

22. SHE’S SO HIGH
(1990, fra ’Leisure’)
6,0

Blurs allerførste single er slet ikke en begyndelse. Den er snarere en afslutning. For det første, fordi nummerets småpsykedeliske tendenser læner sig mod den nærmeste fortid, helt konkret mod Madchester-mestrene i Stone Roses, der var all that, da singlen kom i 1990. Den blev endda indspillet i Battery Studios, hvor Stone Roses indspillede ’Fool’s Gold’. For det andet, fordi ’She’s So High’ blev skabt, da Blur endnu ikke hed Blur, men Seymour.
Begyndelsen meldte sig til gengæld som resultat af ’She’s So High’. Morrissey-produceren Stephen Street hørte singlen, kontaktede bandet og fik lov til at producere såvel næste single, den prototypiske britpopbanger ’There’s No Other Way’, som det meste af debutalbummet ’Leisure’ og sidenhen de fleste Blur-plader – inklusiv dette års comeback, ’The Magic Whip’. Men selv om ’She’s So High’ hurtigt lød som fortid, blev det hængende. Ikke som et hovedværk, men som et dokument over, at de her fire art school lads tidligt viste sans for at føde små forkvaklede øreorme – i tilfældet ’She’s So High’ er det sumpede vers og det lille tryk fra vokalharmonierne i omkvædet svære at ryste af sig. Derfor har singlen også været med på bandets setlister til og med gendannelsesturnéen i 2009. Afslutningsvis, når vi nu er i singleland, skal det bemærkes, at ’She’s So High’ faktisk blev udgivet som dobbelt a-side med ’I Know’. Men ’I Know’ er siden gledet ud i glemslen – sangen kom ikke med på UK-udgaven af ’Leisure’, men fandtes på US-udgaven – og ’She’s So High’ regnes i dag som singlens reelle a-side.
– Danni Travn

21. GO OUT
(2015, fra ‘The Magic Whip’)
6,2

Indrømmet: Ved første lyt tænkte jeg, ‘Go Out’ lød som en b-side-gimmick, der var blevet skrabet op fra bunden af demokassen. Så hørte jeg den igen, og nogle nuancer og noget dynamik begyndte at trænge igennem. Det gentog sig: Nye småfarver og krøller. Senest har jeg hørt den i sammenhæng på ’The Magic Whip’, og det er ved at gå op for mig, at ’Go Out’ er en stædig lille flab, som man uvægerligt forelsker sig i. Og det er frækt at gå med noget så monotont som førstesingle. Men det er også single, som illustrerer, at Blur er et band og ikke bare endnu et Albarn-projekt. Rowntree lægger et alfaderligt beat, James’ bas stønner dybt og varmt og Coxon distorter, det bedste han har lært. ’Go Out’ spænder i virkeligheden en bue fra en skarp konceptuel single som ’Parklife’, over døsigheden på ’Beetlebum’ til detaljerigdommen i ’Out of Time’. Med det afsæt besøger Albarn igen den britishness, han ellers havde trukket Blur væk fra, efter britpoppen imploderede. Slut med at famle rundt inde i hans hoved; nu er vi fandeme bare på vej ned på ’the lo-o-o-o-cal!’ – med en fornemmelse af, at pubberne dækker over noget andet og mere. Og tænk, det virker ikke som en desperat higen efter fordums succes. Det virker ubesværet og fremadrettet. Så et ydmygt profeti herfra: Når vi laver en ny singleafstemning om 20 år, får ’Go Out’ en højere score.
– Danni Travn

20. CHARMLESS MAN
(1996, fra ‘The Great Escape’)
6,2

Den fjerde single fra ‘The Great Escape’ er ikke dårlig. Den er bare lidt samspilsramt. For det første var det den sidste fra albummet, og udkom som single langt ind i 1996, hvor den store britpop-duel mod Oasis (og bevægelsen generelt) hang alt og alle langt ud af halsen. For det andet var det den seneste af Albarns mange Ray Davies-agtige treminutters-biografier – vi havde allerede hørt om Colin Zeal, Tracy Jacks, Mr. Robinson og endda Dan Abnormal. Ikke én til, vel?
Og så giver den bare, stadig den dag i dag, en følelse af at det her var blevet for nemt, og sat for meget på formel. Fængende, legende let … og forudsigeligt. La-la-la’erne i ‘For Tomorrow’ ligger kun et par år inden Na-na-na’erne i ‘Charmless Man’, men de to sange viser nådesløst tydeligt forskellen på hvor frisk en æra kan være, når den begynder – og hvor småtræt den kan lyde få år efter.
– smølle

19. COUNTRY HOUSE
(1995, fra ‘The Great Escape’)
6,3

Nummer 1 på den britiske hitliste den 20. august 1995. ’Country House’ slog ’Roll With It’ med Oasis og vandt slaget om britpoppen. Den solgte stort og spillede tit i radioen, men det var en svær single. Den var trættende med sit music hall-arrangement, og selv om ironien var tyk, lød Blur her som en musikalsk pendant til Benny Hill. Hørt med 20 års afstand er det stadig en løjerlig, distanceret sang, der har sine pint-skvulpende Madness-agtige momenter, men aldrig bliver mere end en karikatur.
– Fez

18. ON YOUR OWN
(1997, fra ‘Blur’)
6,5

Den tredie single fra ‘Blur’ – og den lyder ikke det mindste som Nirvana. Til gengæld var Blur her tilbage ved punktet hvor de lagde ud, den baggy Manchesterlyd, der på dette tidspunkt allerede føltes årtier gammel. Men i stedet for at efterabe The Charlatans tager de her fat i, og opdaterer, den mest skurrende hooligan-funk fra Happy Mondays. Det siger en del om albummet, at det stadig er en af de mest kommercielle ting. Men det er en rigtig fin single – og den lyder forbløffende godt i dag.
Måske fordi vi sidenhen har vænnet os til Damon Albarns småfilosoferen over sin egen mentale tilstand – dengang var det helt nyt, at han ikke formulerede sig i bittesmå nøgleromaner om personer han kendte, og i stedet gik i krig med en art impressionistiske, abstrakte brudstykker fra eget liv. I dag er det lige efter bogen.
– smølle

17. SUNDAY SUNDAY
(1993, fra ’Modern Life Is Rubbish’)
6,5

Det er en klassisk britisk popdisciplin af besynge de nationale familiekonventioner, som fx den traditionelle søndagsmiddag med familien og gå-turen i parken. Blur gjorde det bl.a. med denne kraftfulde pop-slager, der fjoller lidt rigeligt rundt med sine gakkede temposkift og varité-citerende blæserarrangementer. I dag lyder ’Sunday Sunday’ mest af alt som en pastiche på den tidlige britpop-æras kejtede omfavnelse af alt, hvad der lugtede af autentisk britisk arbejderkultur. Undertegnede brugte i midt-90’erne ofte introen med Dave Rowntrees powertrommer som kick-off-signatur til fredag-nattens dj-sæt på rockcaféen Gimle i Roskilde. Måske mest til glæde for dj’en selv.
– Anders K. Sørensen

16. POPSCENE
(1992)
6,5

Blur var ikke et lykkeligt sted at være, efter at de havde været verden rundt med det første album. Ikke nok med at de selv var i identitetskrise efter at have solgt sig som halvt baggy-efternølere og halvt showgazer-medløbere, når de i virkeligheden ikke var nogen af delene. Men samtidig var de floppet i USA, havde drukket for meget undervejs, og var kommet hjem til en indie-scene i England der var i ekstrem kreativ krise. Det var tid at lange ud. ‘Popscene’ var bitter, aggressiv, snerrende og kynisk. Den lød ikke som noget, de havde lavet før. Og den var fantastisk.
Desuden var den et kæmpe flop. “Nirvana fucked us up”, sagde Graham Coxon dengang om hvordan salget af den røg i vasken, men det var ikke Kurt Cobain, der lå i toppen af den britiske top 40 dengang ‘Popscene’ kom. Det var sådan noget hø som ‘Tears in Heaven’ med den gamle racist Clapton, samt ‘November Rain’, ‘To Be With You’ med Mr. Big, og ‘Let’s Get Rocked’ med Def Leppard – med andre ord alle de dinosaurer, som der i dag er opstået en myte om at Nirvana udslettede på en uge eller to.
Og derfor var ‘Popscene’ så forbandet vigtig. Ikke, at der rigtig var nogen der opdagede det. Selv havde jeg mere travlt med at dåne over Suede og Saint Etienne lige dér. Men et år senere var det helt åbenlyst, hvad der var i gang her. Verden var bare ikke klar i marts 1992. Det skulle den blive.
– smølle

15. FOOL’S DAY
(2010, fra opsamlingen ’Blur 21’)
6,7

Det havde jeg simpelthen ikke set komme på det tidspunkt. Jeg troede, Blur var en saga blot. Men det var ikke nogen aprilsnar. Det var en frisk Blur-sang, en god Blur-sang, ikke bare et eller andet udskrab fra et beskidt og sammenkrøllet papir fundet bag køleskabet i det gamle øvelokale. De vendte tilmed tilbage til Westway, som de også havde besunget på ’For Tomorrow’ og to år senere igen ville vende tilbage til på ’Under the Westway’. Og så gik den lige ind i den vinylsamlende musikelskers hjerte med en limiteret 7” single til Record Store Day og en enkel musikvideo af singlen, der bliver spillet på grammofon. Meget simpel sang, men intensiteten og Graham Coxons guitar løfter den.
– snab

https://www.youtube.com/watch?v=V8ixnqRyfzU

14. COFFEE & TV
(1999, fra ’13’)
6,8

Det er underligt, hvordan man for altid vil associere en sang med noget fra en musikvideo. Noget, der måske endda kan ødelægge sangen for en, og som slet ikke har noget med sangen at gøre. Men hver gang jeg hører ’Coffee and TV’ tænker jeg på, hvor klam den bundslat mælk, Graham Coxon drikker 4.56 minutter inde i videoen, mon er, eftersom den åbenbart har taget turen fra det natlige London til dagslys på landet, når den savnede Graham Coxon vender hjem. Men bortset fra det er det en glimrende sang, Coxon har fået skruet sammen og selv synger på – fra et ellers noget svagt Blur-album. Det er Graham Coxon, der kæmper med sig selv, sit alkoholmisbrug og sit familieliv. Han synger fint, men Damon Albarn lægger fantastiske harmonier på nummeret. Og videoen med den animerede mælkekarton? Den er sådan set fremragende.
– snab

13. SONG 2
(1997, fra ’Blur’)
7,0

Det er muligt, den er tænkt som en ironisk kommentar til 90’ernes selvmedlidende grungemusik, men trods nonsens-teksten virkede den i den sammenhæng. Da jeg spillede plader på det fine Boogies i Odense i sidste halvdel af 90’erne passede Damon Albarns ’woo-hoo’ perfekt ind i en smadderstime med Nirvana, Prodigy, Metallica, Chili Peppers, Pixies, Chemical Brothers, Ole Erling og anden gå amok-musik. Det er muligt, den irriterer mange i dag, men den er til gengæld overstået på to minutter og indeholder alligevel imponerende mange genkendelige elementer som Alex James’ forvrængede bas, Damons drævende ’problem’, det skæve hi-hat-anslag i introen og Graham Coxons riff. Jeg er stadig fan.
– snab

12. BEETLEBUM
(1997, fra ’Blur’)
7,2

Første gang jeg hørte ’Beetlebum’, var jeg overbevist om, at singlen var lavet som en hån mod rivalerne fra Oasis. Jeg opfattede ’Beetlebum’ som ’Beatlebum’ – altså, ’Beatles-bums’. Og det passede sgu meget godt på de bøvede Gallagher-brødre med deres grydefrisurer og Beatles-komplekser. Jeg fandt dog snart ud af, at Damon på det tidspunkt var hamrende ligeglad med Oasis, britpop og nogen form for medierivalisering. Han var i stedet sendt godt og grundigt afsted på heroin – og sangen med de dovne, hakkende akkorder, der bevidstløs begynder forfra i hvert vers, handler om at lade dage og uger flyde væk i en døs af stoffer og sex (med hans daværende kæreste, Justin Frischmann fra Elastica – so, who could really blame him?).
– Anders K. Sørensen

11. GOOD SONG
(2003, fra Think Tank)
7,3

Deres forbilleder drog til Indien, da de skulle suge ny kreativ nektar i slut-60’erne. Blur drog til Afrika, da Graham Coxon skred. Og det viste sig, at blide trommemaskiner, akustisk guitar, tekstforfatteri under en cypres og en Albarn i tilbagelænet toneleje var en yderst farbar vej for Blur. Det havde de færreste nok set komme, da ‘Country House’ udkom. ’Good Song’ er sammen med uopslidelige ’Out of Time’ og sødmefulde ’Sweet Song’ de fornemste repræsentanter for den tid, man længe troede skulle være gruppens sidste. På ‘Good Song’ hopper bandet ud af koncepter og tidslommer og skaber en dvælende single, som man til hver en tid kan læne sig trygt tilbage og flyde ud i.
– Danni Travn

England, sommeren 1995. Landet står lige midt i den raserende Battle of Britpop, og jeg står lige midt i en lige så raserende pubertet. Og de spiller ‘Country House’ overalt, husker jeg. Det her fængende, pisseirriterende intetsigende og fornøjelige nummer, som er umuligt at undgå, uanset hvor febrilsk, min far og jeg drejer på Polo’ens radio (han, på jagt efter noget Buddy Holly, jeg, på jagt efter noget andet end fuckin ‘Country House’). Så det er nok i virkeligheden dér, på bagsædet af mine forældres Polo, som vi drøner op og ned ad de engelske motorveje i pendulfart mellem alle familiesammenkomsterne, at den slatne, sløvsindede og surmulende 15-årige version af Søren McGuire får nok af Blur. Og britpop. Og især af ‘Country House’. Og det varede ved – lige indtil ‘Tender’ – og det kom aldrig tilbage igen efter den single. Jeg kan jo nok ikke forklare, hvad det er ved ‘Tender’, der fik mig. Den lød ikke som de andre Blur-sange. Men det var nok først og fremmest, fordi versionen i videoen – en meget mere rå, soulet og levende udgave – og ikke mindst selve videoen, hvor bandet blot står i en cirkel og spiller, havde noget af lige netop det, der senere har defineret hele min musiksmag. Noget ægte, noget på spil, noget smukt og sårbart. Noget andet og bedre end en fuckin sang om et hus på landet.
– Søren McGuire

8. END OF A CENTURY
(1994, fra ’Parklife’)
7,8

At indlede en sang med ”She said there’s ants in the carpet” er måske ikke ligefrem genialt, men det er den perfekte intro til denne valsende sang om at blive voksen – på den skræmmende måde. Albarn var kun 26 år dengang i 1994, men skrev allerede angstfremkaldende om parforholdets apati og kærlighedens snigende ’norm-core’: ”We wear the same clothes / ’cause we feel the same / and kiss with dry lips / when we say good-naaa-iight”. Singlen skuffede på hitlisterne, men lever videre som en af britpoppens kvintessentielle sange – med sine stærke Beatles-referencer i det messing-runde flygelhorn og semipsykedeliske korharmonier.
– Anders K. Sørensen

7. PARKLIFE
(1994, fra ‘Parklife’)
8,0

Damon Albarns faible for Ray Davies-inspirerede, karakterdrevne fortællinger taget til sin yderste konsekvens. Helt derud, hvor han lader karakteren selv fortælle historien og overlader mikrofonen til skuespilleren (og fellow Chelsea-fan) Phil Daniels.
‘Parklife’ er et lille stykke veloplagt hverdagskomedie fra Londons daglige trædemølle. Med fuldfed cockney-dialekt plaprer Daniels løs om at fodre duer, hænge fast i morgentrafikken og blive vækket af skraldemanden hver onsdag morgen. Den joviale tone følger med ind i musikken, hvor de bevidst fjantede blæsere lyder som et lån fra Madness, mens trommeslager Dave Rowntree spiller som om, han lige er kommet hjem fra Oktoberfest. Og med et så skråleegnet omkvæd, er det ikke sært, at “Parklife” er kommet med på flere fodbold-opsamlinger. Satirikeren Albarn i fri dressur.
– Jesper Nykjær Knudsen

 

6. UNDER THE WESTWAY/THE PURITAN
(2012)
8,2

The Westway. Den lange hovedvej, engang en motorvej, hævet over Vestlondon på store, grå betonsøjler, besunget af bl.a The Clash og af Blur selv på fremragende ’For Tomorrow’. Og Blur vender tilbage med stil på en smuk ballade, hvor man snildt kunne forestille sig David Bowies fraseringer henover de rumlige, blå toner i stedet for Damon Albarn. Har man stået under Westway ved man, hvor let det er at føle sig fortabt, ensom og trist i den travle storby – her specifikt i det vestlige London, hvor trøstesløse boligblokke ligger side om side med nogle af byens mest charmerende kvarterer med slumromantisk betydning for elskere af engelsk musik. Som hit betragtet fungerede den åbenbart ikke, end ikke, selvom det er en sang til velgørenheds-organisationen War Child, som støtter børn, der er blevet ofre for krig. Den slags sætter sangens tema lidt i relief, men det gør ikke ’Under the Westway’ mindre smuk, og på mange måder varslede den, at bandet rent faktisk havde en voksen fremtid. Det er mere, end man kan sige om ’The Puritan’ – det andet nummer på denne dobbelt A-side-single. ’The Puritan’ er på nærmest alle måder ’Under the Westways’ modsætning. Den burde være glemt i rendestenen under The Westway og skyllet væk med det beskidte regnvand.
– snab

5. FOR TOMORROW
(1993, fra ‘Modern Life Is Rubbish’)
8,5

Et mesterværk. Jeg er næsten forarget over, at kun jeg giver den topkarakter. Tsk. En af de sange, jeg har hørt alleroftest i de sidste tyve år. Nærmest en nationalsang for en nervøst anlagt bybo. En sang, der gav lyst til at tage til London og bo i en kummerlig hybel. Udleve en formentlig håbløs drøm.
Den er et Londonklassiker, som gennemgået nærmere her – sin egen generations ‘Waterloo Sunset’ eller ‘That’s Entertainment’. Den er ét stort minde om et forår, hvor det føltes som om al musikken der betød noget var ved at svinge tilbage til det jeg selv kunne lide, og hvor solen skinnede hele tiden. Det må den have gjort. Og i øvrigt vandt København mesterskabet for første gang. Gode minder.
Men først og fremmest var den med til at skyde det hele i gang. Ligemeget hvad Britpop udviklede sig til få år efter, er der ingen der kan røre ved ‘For Tomorrow’, der står helt centralt i den tid hvor det hele var frisk og spændende. Ikke, at den i øvrigt var et hit overhovedet – den udkom kort efter ‘Animal Nitrate’, og Suedemania var på sit højeste. Den er vokset så meget desto mere senere.
– smølle

4. TO THE END
(1994, fra ’Parklife’)
8,8

Den anden single fra albummet ’Parklife’ føjer endnu et kapitel til den evigt uforløste kærlighedsaffære mellem England og Frankrig. Fra de indledende xylofoner over de lakoniske refræner – reciteret på fransk af Lætitia Sadier from Stereolab – til Albarns højstemte ”we’ve made it to the end”-omkvæd oser sangen af kærlighed til franske, sort/hvide new wave film og 60’ernes køligt-sexede yé-yé-pop. Det svulstige lyddesign blev skabt af producer Stephen Hague (bl.a. Pet Shop Boys, New Order og Electronic), mens Stephen Street tog sig af resten af albummet. Personligt har jeg altid syntes, at denne melankolske, men festklædte ballade om et parforhold, der har drukket sig ned i en flamboyant cocktail af larger-than-life romantik og Dubonnet, var den perfekte kl. 23.59-sang til enhver nytårsaften. Alt for ofte har de andre gæster ikke været enige.
– Anders K. Sørensen

3. OUT OF TIME
(2003, fra ‘Think Tank’)
9,0

Jeg har ikke set Blur være bedre end ved koncerten i Vega i København i oktober 2003. ’Think Tank’-sounden med de afrikanske stemninger og jazzede horn gav musikken sjæl og et element af nysgerrighed, der klart blæste britpoppens retro-elementer bort. ’Out Of Time’ er Damon Albarn som hvid neger. ”Kloden drejer stille rundt” på engelsk – en tåreperser på musikalsk opdagelsesrejse under åben himmel i Marrakech.
– Fez

2. THE UNIVERSAL
(1995, fra ‘The Great Escape’)
9,7

Væggene, møblerne, alting på baren er kridhvidt. Ved bordene griner gæsterne hysterisk over deres cocktails, hvis ikke de gramser liderligt på hinanden. På scenen står Blur, også klædt helt i hvidt, og spiller for det uinteresserede selskab. Scenariet er som hugget ud af Stanley Kubrick-filmen “A Clockwork Orange”, og når Albarn vender sig mod kameraet med et lumsk smil, er det som at se filmens psykopatiske hovedperson, Alex DeLarge.
Videoen til “The Universal” er, ligesom sangen, et dystopisk mesterstykke. Men hvor billedstrimlen er kynisk og ildevarslende, er sangen snarere resignerende og hjertelig. “The Great Escape”-albummet fik en del kritik for at trække virkemidlerne fra forgængeren”Parklife” ud i selvparodien og for, at Albarns portrætter havde mistet nuancerne og glemt solidariteten med sine figurer. Men på “The Universal” holdes ingenting ud i strakt arm. Her synger Albarn med inderlighed i stemmen om konforme middelklasseliv i en ikke så fjern fremtid. Indhyllet i en tryg dyne af satellit-tv, metervarekultur og overfladisk nydelse: “Every night we’re gone, and to karaoke songs, how we like to sing along, although the words are wrong”. Alle lag af sarkasme og distance er skrællet af, og Albarn skildrer det moderne menneskes søvngængeragtige slentren gennem tilværelsen, så man mærker det gnave i sjælen. Med et vidunderligt, himmelstræbende omkvæd, som er opløftende og uhyggeligt på samme tid.
“The Universal” er den følelsesmæssigt mest gribende sang i Blurs katalog. Og når finalens strygere, blæsere og soulkor toner ud, er der pludselig meget langt ned til jorden igen.
– Jesper Nykjær Knudsen

1. GIRLS AND BOYS
(1994, fra ‘Parklife’)
9,8

At “Girls And Boys” i dag står tilbage som Britpop-bølgens største hit, er egentlig paradoksalt. Musikalsk handlede Britpop nemlig om at rive ned fra hylderne i den britiske pophistories bugnende bibliotek – fra The Beatles og The Kinks til Madness og The Jam – og placere traditionen i nutiden. “Girls And Boys” gør noget andet. Den trækker i stedet sig selv op med en skamløst syntetisk discopuls og vink til datidens europop.
Forbindelsen til Britpop ligger snarere i og mellem linjerne. I skildringen af solskoldet engelsk ungdom på party-pakkerejser til Grækenland. I antydningen af et udsigtsløst britisk arbejdsmarked. Og i omkvædets åbenlyse slagsangskvaliteter, der også ligger godt i munden efter tyve Jägermeister-shots og dermed er som skræddersyet til midt-90’ernes opblomstrende, drengerøvede lad-culture.
“Girls And Boys” blev gennembruddet for Blur udenfor hjemlandet og er stadig en sikker floorfiller for alverdens indie-DJ’s. Men selvfølgelig stikker der noget under festlighederne. Mens de discodampende trommer og glitrede synthesizere styrer direkte mod dansegulvet, lægger Albarn øret ned til piger og drenge på hedonistisk virkelighedsflugt. Singlens coverfoto af et ungt par i solnedgangen var baseret på en reklame for Durex-kondomer, måske som en slags hint til en nydelsessyg ungdomsgenerations forestilling om romantik. Og mens øllene kastes i halsen og scorereplikker på haltende fremmedsprog flyver gennem feriebyens hovedgade, spiller både kønsforvirring og AIDS-frygt med i kulissen.
Og altsammen betød det måske ingenting for de mange ungersvende, arm-i-arm på baren eller den billige langside, der bare skrålede med på et af æraens mest smittende omkvæd. “Girls And Boys” banede vejen for “Parklife”-albummet, som skulle gøre Britpoppen til globalt tidsfænomen. En af de helt store britiske popsingler, ikke bare for 90’erne, men for alle tider.
– Jesper Nykjær Knudsen