Trofæer er uddelt, sæsoner er afsluttet, og fodboldspillere har sunget sejrssange. Jeg hørte f.eks. nogen af dem på Vesterbro i går …
Det skal absolut være fodboldspillerne vel undt at feste og synge og afslutte sæsonen med et brag. Og der er altid en Claus Jensen, Patrick Mtliga (DJ Mti!), Lars Høgh, Peter Schmeichel eller en Morten Bisgaard et sted derude til at peppe festen op – en fyr med en guitar, en rap, et trommesæt og et vist talent for at synge. Måske endda med nogle følelser, de gerne vil sætte ord på. Desværre kan disse syngende fodboldspillere ikke altid holde sig til det.
Nogle af dem mener, at resten af verden også skal høre deres sange. Og det understreger oftest bare, hvorfor de er fodboldspillere og ikke sangere. Se bare ’Kaiser’ Franz Beckenbauer. En af tidernes allerstørste på banen for Bayern München og det tyske landshold. Men uden for banen? Ikke helt så meget …
Mere stivbenet bliver det næppe. Når fodboldspillere synger, er det oftest en klassisk holdsang/klubsang (prøv at høre Manchester United-forsvareren Martin Buchan her) i anledning af f.eks. en finaledeltagelse (her og her) eller et landshold, der deltager i et verdensmesterskab eller europamesterskab og indspiller et nummer som ’Re-Sepp-Ten‘. Eller også optræder fodboldspillerne i andres hyldestsange som disse til henholdsvis Eric Cantona og Tomas Brolin.
Men enkelte spillere udsender såmænd også deres numre helt officielt som singler. Ja, nogle får sågar et hit. Herunder følger en gennemgang af nogle af de bedste og værste af slagsen.
Den tidligere Liverpool- og HSV-spiller Kevin Keegan havde måske et af de største hits med ’Head over Heels in Love’, skrevet af Smokie-medlemmerne Chris Norman og Pete Spencer.
Det blev nummer 10 på den tyske hitliste, men den krølhårede angriber med en af fodboldhistoriens bedste puddelhunde-frisurer måtte i hjemlandet nøjes med en 31. plads. 7”-singlen står fint i min pladesamling.
Det største hit har den farverige Paul Gascoigne vist haft. Den teknisk dygtige fodboldspiller skabte en hel Gazzamania, da han var på toppen, og det udnyttede geordien til at score et forholdsvis pudsigt nummer to-hit med en genindspilning af Lindisfarnes ’Fog on the Tyne’ sammen med folkbandet selv.
Det gik også ganske godt for ’the mullet brothers’ i form af Chris Waddle (ingen har nogensinde båret langt nakkehår og kort pandehår med mere stil end denne engelske wing) og Glenn Hoddle, der var en af spillets elegantiers.
Tottenham-duoen krøb helt op som nummer 12 i UK med ’Diamond Lights’ i 1987, men som kommentatoren til sidst siger: “Not a bad song, not a good song either”.
Selvom Chris Waddle ikke ser ud, som om han er decideret født til at stå foran en mikrofon, prøver han gerne igen i en duet med franskmanden Basile Boli, et solidt brød af en forsvarsspiller.
Syngende fodboldspillere virker i øvrigt som en udpræget britisk disciplin. Der er i hvert fald talrige eksempler på fodboldspillere, der har overvurderet deres evner uden for banen. Se bare den tidligere Manchester United-angriber Andy Cole, der skulle lege machorapper på et nummer med den beskedne titel ’Outstanding’:
Nummeret er en cover-version af Gap Bands version fra 1982, og de forstod i hvert fald at klæde sig!
Lige så giftig på banen som Andy Cole – og tilsvarende foran en mikrofon: Ian Wright, Arsenal:
Selveste Chris Lowe fra Pet Shop Boys har produceret og været medforfatter, men det kunne ikke hjælpe nummeret længere op end nummer 43 på hitlisten.
En af engelsk fodbolds hårdeste drenge i 80’erne og 90’erne var Vinnie Jones, der siden har fået en omfattende skuespiller-karriere med første rolle som gangster i Guy Ritchie-filmen ’Lock, Stock and Two Smoking Barrels. Han har karrieren igennem smart spillet på og udnyttet sit hård hund-image, og da han i 2003 udsendte en single, hed den såmænd ’Wooly Bully’. Men hans version af ’Bad, Bad Leroy Brown’ er sjovere …
Vinnie Jones havde – også på banen – et begrænset talent, men selv de største fodboldspillere har svært ved at kende deres egne begrænsninger. Man kan således ganske let finde videoklip med selv Cristiano Ronaldo, Neymar og Lionel Messi, der prøver at synge, og det gælder også nogle af fortidens helt store som Maradona og Pele. Og Johan Cruyff!
Men lad os lige vende tilbage til Pele. For brasilianeren er faktisk et ganske vellykket eksempel på en syngende fodboldspiller. Han udgav i 1966 en single med titlen ’Tabelinha’, hvilket betyder rytme. Den indeholder to bossa nova-numre, hvor Pele synger, mens Elis Regina synger og spiller guitar, og det er slet ikke dårligt. Men trods alt mere på grund af Elis Regina end på grund af Pele …
I den latinske afdeling er Manchester City-angriberen Carlos Tevez også værd at notere sig. Den rasende angriber er frontmand i sit eget cumbia-orkester, Piola Vago:
Barcelonas fløjtende reservemålmand, Pinto, holder sig heller ikke tilbage som producer med eget selskab. Og han lyder sådan her:
Og hvem husker ikke amerikaneren Alexi Lalas med det lange hår og det næsten lige så lange skæg i de grungede 90’ere. Han hev også gerne guitaren frem og indspillede med sit band Ginger.
Landsmanden Clint Dempsey, der nu spiller for Tottenham, bidrager også gerne som rapperen Deuce:
I videoen indgår den lille runde, som det hele drejer sig om til hverdag, og det gjorde den også i 1998, da sydafrikaneren Benni McCarthy faktisk havde et stort hit i hjemlandet med nummeret ’Shibobo’, hvor Europes ’Final Countdown’ bliver samplet.
Der er ingen grænser for, hvilke genrer fodboldspillerne kaster sig over. Norske Morten Gamst Petersen m.fl. lavede f.eks. som The Players et boyband-nummer, Asamoah Gyan rapper og danser (under navnet Baby Jet) ghanesisk hiplife, Ryan Babel rapper også (under navnet Rio) , Hammarby-spilleren Christophe Lallet forsøger sig med pop af en slags, Igor Stimac synger kroatisk pop, og hans landsmand Slaven Bilic spiller guitar i heavybandet Rawbau:
Og til næstsidst – den tidligere tyske landsholdsspiller og -træner Berti Vogts på meget glat is:
Men ingen gennemgang af syngende fodboldspillere uden at nævne Ruud Gullit. Den hollandske 10’er har udgivet en del musik efterhånden og udgav f.eks. i 1984 reggaenummeret ’Not the Dancing Kind’:
