Udfordringen med yndlingsbands er, at vi som oftest ender med at rode musikken sammen med minderne. Vi mister evnen til at vurdere ud fra fornuft og objektivitet, uden at lade følelserne sløre det klarsyn, vi alle vel i en eller anden grad stræber efter, når vi skal bedømme musik.
R.E.M er absolut ingen undtagelse. Tværtimod, faktisk. For flere af blogbrødrenes vedkommende har Michael, Peter, Mike og Bill slet og ret været lyden af vores ungdom. Det var bandet, der samlede alle trådene til resten af det musikalske landskab vi afsøgte, famlende og forelskede, fra post-punk til grunge-rock, country og – hvis vi lige skal blive lidt overmodige for en kort stund – den flirt med hiphoppen, som især Michael Stipe bragte til bordet. Få bands har som R.E.M. defineret de tre årtier, hvor de fleste af os fandt vores plads i den kærlighed til og besættelse af musikken, der har fulgt os lige siden.
Og alle følelserne, minderne og den forbandede sentimentalitet, der har det med at melde sig på denne side af de 40, gjorde som sagt ikke opgaven nemmere. Jeg selv stod først på R.E.M-toget omkring 12-års alderen, da den fire år ældre Henrik fra lidt længere nede ad vejen nådigt lod mig låne sit eksemplar af ‘Out Of Time’, og således vil “det sene” R.E.M. altid have en større plads i mit hjerte end det tidlige; men betyder det, at “Radio Song” er en bedre single end “Radio Free Europe”? Jeg har givet topkarakter til “Bittersweet Me” fordi den var soundtracket til min første (og i øvrigt eneste) date med Annika i efteråret 1996 – men kan nogen R.E.M-fan med bare nogenlunde respekt for sig selv og “So. Central Rain” påstå, at det er en bedre single end dem, der blev spyttet ud på ‘Murmur’ og ‘Fables Of The Reconstruction’.
Nå, men der er jo trods alt ikke tale om en eksakt videnskab her, men derimod om en hyldest til et af verdens bedste, største og vigtigste bands. Undervejs var der plads til både fornuft og følelser. Samt en længere diskussion om hvilket mix af “Finest Worksong”, der egentlig er bedst.
Her er den Top 30 over R.E.M.’s bedste singler, vores stemmesedler endte med – i første omgang fra nr. 30 til 16. De 15 øverste følger om et par dage.
Søren McGuire
30. EVERYBODY HURTS
(Automatic for the People, 1992)
Jeg havde nok kunnet sætte bedre og større ord på ‘Everybody Hurts’, hvis jeg havde skrevet det her på mit kollegieværelse i slutningen af 90’erne midt i et af den tids hyppige anfald af hjertesorger og andre teenagekvababbelser. Dengang var balladen om at tro på livet i selv de sværeste stunder et fast holdepunkt i den hormonelle elendighed, men selvom jeg har været følsom og flæbet til den i en sådan grad, at jeg næsten ikke orker at høre den længere, så fornægter sangens kvaliteter sig ikke, heller ikke her 30 år senere. Det skulle eftersigende være Nikolaj Lie Kaas’ absolutte hadesang, men bare vent til konen skrider, kammerat …
– McGuire
29. THE SIDEWINDER SLEEPS TONITE
(Automatic For The People, 1992)
Peter Buck har sagt om ’The Sidewinder Sleeps Tonite’, at den kom med på ’Automatic For The People’ for at lette stemningen på et album, der ellers handlede om død og tab. Og ja, måske er konteksten en del af grunden, men jeg har altid fundet den sært rørende, selvom den på mange måder er fjollet.
For eksempel at den lader til at handle om en telefon (en ”sidewinder” er en gammel, amerikansk telefontype), at Michael Stipe undervejs selv kommer til at le ad, at han ikke kan udtale navnet Dr. Seuss ordentligt, eller at omkvædet har alt for mange stavelser, så linjen ”call me when you try to wake her up” ender i ren tungeakrobatik – og ifølge en undersøgelse fra 2010 var den klart mest fejlhørte sangtekst i Storbritannien.
Men strygerne til sidst, melodiens gyldne snit og Stipes vers, som vanen tro har flere lag i sig end som så, rammer mig hver gang. Glider fint ind på det mesterværk, ’Automatic For The People’ er.
– Nykjær
28. BITTERSWEET ME
(New Adventures in Hi-Fi, 1996)
‘New Adventures In Hi-Fi’ er R.E.M.s sexede plade, ikke mindst fordi Stipe efter 25 år som anti-forsanger omsider fandt sig tilrette i det, han reelt set var blevet: frontfigur i et rockband. Og ingen sang stinker mere af sex og stadion-venlig selvtillid end ’Bittersweet Me’, den mest melodiøse af de rock-baskere, der pryder pladen. Selv Peter Buck synes at finde sig nogenlunde til rette i den ultra-cool video, om ikke andet, så med at stå og flå i sin Rickenbacker. Som single gjorde den ikke det store væsen af sig (trods b-side fortolkningen af ‘Wichita Lineman’), men for mig vil den altid være R.E.M i overset topform.
– McGuire
27. ÜBERLIN
(Collapse Into Now, 2011)
R.E.M. gik ud med æren i behold. 30 år efter debutsinglen udsendte de ’Collapse Into Now’, vel vidende, at det ville blive deres sidste album, og et halvt år efter udgivelsen kom den officielle meddelelse om, at bandet gik i opløsning. De sluttede med et godt album ledsaget af 12 fine musikvideoer. Eller måske nærmere kortfilm – én til hver sang. Den melankolske midtempo-sang ’Überlin’ kredser om den fortabte outsider, der flytter til storbyen og føler sig lidt fortabt, indtil han ikke længere er alene. Sangen nævner specifikt Berlin, men er egentlig meget universel – og videoen er optaget i Shoreditch i London. En skøn dansevideo med Aaron Taylor-Johnson i hovedrollen til en skøn svanesang. Tak!
– Snab
26. SUPERNATURAL SUPERSERIOUS
(Accelerate, 2008)
Vi er i 2008, og R.E.M. er højst overraskende tilbage med en veloplagt rockplade – skarp, tempofyldt og energisk. Det skal fandeme fejres og udnyttes, tænker pladeselskabet, som meget tidstypisk kaster en masse penge efter et særligt website (supernaturalsuperserious.com) med hele 10 forskellige musikvideoer til de mest dedikerede fans!
Hverken hjemmesiden eller ’Supernatural Superserious’ blev et stort hit, men sangen fejler dog intet. Den er basalt fængende med sine skarpe guitarriffs, høje puls og det medrivende omkvæd med Mills’ harmonier og Stipes næsten religiøst messende: ”How you cried and you cried / ’He’s alive, he’s alive!’”.
– Anders K.
25. POP SONG 89
(Green, 1988)
Måske ville R.E.M. gerne skubbe lidt til deres ry som alvorligt og politisk bevidst band. I hvert fald er der hele tre meget umiddelbare popsange på første halvdel af ’Green’, deres første album for giganten Warner. Men hvor ’Stand’ og ’Get Up’ er lige lovlig goofy i denne fans ører, holder ’Pop Song 89’ hele vejen med sin reference til The Doors’ ’Hello, I Love You’, og hvad der lyder som en spejlvending af akavet smalltalk til selskaber.
Sangen skulle dog få en politisk dimension alligevel. I videoen danser Stipe med bar brystkasse foran tre topløse kvinder, og da MTV bad om at få brysterne censureret, satte bandet sorte bjælker henover brysterne på både kvinderne OG Stipe med begrundelsen ”a nipple is a nipple”. Feminisme 89.
– Nykjær
24. BAD DAY
(In Time: The Best of R.E.M. 1988-2003, 2003)
Denne veloplagte samfundskrasser af en popsang har haft en lang fødsel. Den dukkede første gang op som fragment under en koncert i 1985, men blev ikke udgivet før 2003, som forløber for det års hit-opsamling. Hvor sangen oprindelig indeholdt en bredere samfundskritik, fik 2003-udgaven en skarpere paparazzi-vinkel, der italesatte A-liste celebriteten Stipes daglige kampe mod pressens snagende kameralinser: ”It’s been a bad day, please don’t take a picture”.
’Bad Day’ har samme ordrige tekst-kadence som ’It’s The End of The World’ (som den oprindeligt var en forløber for), og fremstår dermed som R.E.M. Classic på et tidspunkt, hvor der efterhånden var blevet langt mellem pletskuddene fra det aldrende Georgia-rockband.
– Anders K.
23. AT MY MOST BEAUTIFUL
(Up, 1999)
I 1997 lagde trommeslager og momentvis sangskriver Bill Berry stikkerne og stak nøglen i traktoren for at begynde sit nye virke som økologisk landmand. En udramatisk exit for en mand, der et par år forinden gik igennem en alvorlig operation i hjernen. Men fordi det efterfølgende album, ‘Up’, flagrer og sine steder står lidt mat, bliver man hele tiden mindet dels om Berrys fravær, dels om at der tilbage står et band, der søger efter en vej videre. På ‘At My Most Beautiful’ finder de en farbar vej. Den går direkte til Californien og Brian Wilson-skolen. Blød orkestrering, du-du-kor og kirkeklokker i julesangsskala. Og ømhed. Masser af ømhed. Vi er helt inde og tælle øjenbryn. Simpelthen en – i ordets bedste betydning – bedårende sang.
– Danni
22. FINEST WORKSONG
(Document, 1988)
’Finest Worksong’ var et af ekstranumrene, da R.E.M. endelig kom til Danmark for at give koncert og spillede i Saga i København 9. juni 1989. Det var et show, hvor guitarerne virkelig havde tyngde, og Michael Stipe jævnligt greb ud efter en megafon, der forvrængede hans stemme. På singlen, der også sidder på 1987-albummet ’Document’, pejler R.E.M. i en ny retning med mere krop og bedre melodier end tidligere. Og Scott Litts produktion skaber fundamentet, som fører bandet det sidste skridt fra kult-succes til arena-størrelse.
– Niels Fez
21. CRUSH WITH EYELINER
(Monster, 1994)
Det har været en lang forgæves kamp rigtigt at holde af ’Monster’, albummet hvor Peter Buck blev træt af at spille mandolin og tolvstrenget guitar, og i stedet skruede alt op til 11, mens Stipe barberede alt sit resterende hår af hovedet og så skidegodt ud i stramme T-shirts. Attituden var smuk og veltimet. Det eneste, der manglede, var sangene, og der er kun en håndfuld gode på albummet.
Men et par af dem rager højt op over resten, og højest står ’Crush With Eyeliner’, hvor der er hjælp fra bandets ven Thurston Moore på lummer sang i baggrunden. En krybende, indladende slange af en sang. Her så vi det sexede R.E.M – efter et vist tilløb.
– Smølle
20. BANG AND BLAME
(Monster, 1994)
‘Monster’ går ofte for at være albummet, hvor R.E.M. skulle bruge nogle nye sange med tilpas muskelkraft til at fungere på den størrelse koncertscener, bandet var vokset til i start-90’erne, og derfor vendte bandet tilbage til fuldblods rockmusik. Det var en tid, hvor grunge-bølgen skyllede ind over verden, og andensinglen ’Bang And Blame’ er da også bygget op omkring en tidstypisk vekslen mellem nedtonede vers og slagkraftige omkvæd med masser af guitarpedal.
Men lytter man ned i Michael Stipes linjer er det i virkeligheden en dirrende sårbar sang om en svigtet elskers afhængighed. ”You bang on me, beat on me, hit on me, let go on me. You let go on me”, lyder de smertefulde afslutningslinjer i, hvad der skulle blive bandets sidste Top 40-hit i USA. Og et par år senere et lidt spøjst valg som tema for Ole Bornedals tv-serie ’Charlot og Charlotte’.
– Nykjær
19. SO. CENTRAL RAIN (I’M SORRY)
(Reckoning, 1984)
Sommetider er det svært at sætte fingeren på, hvad der hæver en R.E.M.-sang over det ordinære. ’So. Central Rain’ er så simpel, at det ikke burde virke – det korte, skarpe riff til at lægge ud, et omkvæd, der kun er et kort afmægtigt råb, et ordløst c-stykke, der knap er der, og Stipes halvkvædede og dengang så utydelige tekst om tabte forbindelser. ”The conversation’s dimmed” – det er temaet for så mange af hans ord.
Sagen er jo, at den er langt over det ordinære. Tiden har været mere end blot nådig over for dette lille drama om en regnfuld nat i Georgia. Måske netop, fordi Stipe er så tilbageholdende omkring den dybere mening. Lad den udvikle sig i lytteren. Lad os skabe vores egne film.
– Smølle
18. THE GREAT BEYOND
(Man on the Moon (Music from the Motion Picture), 1999)
Skrevet til filmen ’Man On The Moon’, den Jim Carrey-bårne biopic om outsider-komikeren Andy Kaufman, som tog sin titel fra en anden R.E.M.-sang. ’The Great Beyond’ har et vidunderligt melodisk løft, hvor gruppens dybe rødder i 1960’er-pop er hørbare. Michael Stipe er sit milde hjørne, og selv om teksten opremser en stribe mere eller mindre surrealistiske hændelser taget fra Andy Kaufmans kaotiske liv, ender sangen med at emme af håb. ’The Great Beyond’ blev med en tredjeplads, R.E.M.s højst placerede single i England.
– Niels Fez
17. (DON’T GO BACK TO) ROCKVILLE
(Reckoning, 1984)
Der er dage, hvor jeg mener, at Mike Mills er den bedste sanger i R.E.M. Hans lyse kordrenge-stemme og stærke melodiske fornemmelse stråler ud af ’(Don’t Go Back To) Rockville’, selv om studieudgaven har Michael Stipe i front. Mike Mills ejer koret og omkvædet, og hans stemmer skaber en perlende Byrds-agtig klang. Bassisten var hovedforfatter til sangen, og ifølge legenden var der faktisk en kvinde, som forlod hans liv for at flytte fra Athens, Georgia til Rockville, Maryland.
– Niels Fez
16. WHAT’S THE FREQUENCY, KENNETH?
(Monster, 1994)
Jeg er langt fra gammel nok til at have set hverken Elvis svinge hofterne i Ed Sullivan Show, eller The Beatles skyde den britiske invasion i gang i samme program nogle år senere, men jeg kan til gengæld huske følelsen af at være 15 år gammel og blive blæst bagover af en kronraget, arrig og vrængende Stipe på det, der vel er bandets næstbedste førstesingle, og muligvis stadig den bedste sang, der nogensinde er skrevet om overfaldet på en tv-vært. Et forvrænget fuck you! lige i fjæset på alle os, der lige troede, at vi havde regnet R.E.M. ud, produceret til perfektion, og så fuldendt spillet i sin endelige version, at man ikke engang gad tage den om, selvom Mike Mills blindtarm sprængte under indspilningen.
– McGuire
Se sangene fra nummer 15 til 1 her
