Kanye West klarede ikke cuttet. Det samme gælder andre markante kunstnere fra året, der gik – som Radiohead, PJ Harvey, Rihanna, Iggy Pop, Metallica, Rolling Stones, Conor Oberst, Bon Iver og Angel Olsen. Det vidner lidt om, at det har været et godt musikår med mange glimrende albumudgivelser i en tid, hvor streaming og enkeltsange dominerer.
Om albummene har været mesterlige, er et godt spørgsmål, men mængden af rigtig gode album er imponerende. Syv af bloggerne på Bloggers By Choice har grublet – længe – og er kommet frem til hver deres liste. Og de syv lister lagt sammen giver et gennemsnitligt billede af, hvad blogbrødrene har lyttet til i 2016.
Og ja, det var et David Bowie-år. Hans sidste, desværre. Men hvilken afskedssalut. ‘Blackstar’ er stadig fremragende – og gør stadig ondt at lytte til. Albummet var med på seks af de syv lister og toppede de tre af dem. Derfor var der ikke den store tvivl. Det er David Bowie – og så alle de andre i år. Læs i øvrigt Nikolaj Steen Møllers fremragende “post-mortem-anmeldelse” her.
Anderson .Paak, Miranda Lambert, Michael Kiwanuka og Beyonce topper de resterende lister – men det er comeback-veteranerne i A Tribe Called Quest, der ryger ind på den samlede andenplads med den stærke ‘We Got It from Here …’
******
Her er årets 20 bedste album ifølge Bloggers By Choice:
(Nedenunder kan man finde de enkelte lister fra blogbrødrene)
1. David Bowie ‘Blackstar’
2. A Tribe Called Quest ‘We Got It from Here … Thank You 4 Your Service’
3. Anderson .Paak ‘Malibu’
4. Frank Ocean ‘Blonde’
5. Beyonce ‘Lemonade’
6. Nick Cave & the Bad Seeds ‘Skeleton Tree’
7. Michael Kiwanuka ‘Love & Hate’
8. Sturgill Simpson ‘A Sailor’s Guide to Earth’
9. Blood Orange ‘Freetown Sound’
10. Kaytranada ‘99.9 %’
11. Margo Price ‘Midwest Farmer’s Daughter’
12. Solange ‘A Seat at the Table’
13. Drive-By Truckers ‘American Band’
14. Car Seat Headrest ‘Teens of Denial’
15. Miranda Lambert ‘The Weight of These Wings’
16. Christine and the Queens ‘Chaleur Humaine’
17. Cass McCombs ‘Mangy Love’
18. Paul Cauthen ‘My Gospel’
19. King Gizzard & the Lizard Wizard ‘Nonagon Infinity’
20. Leonard Cohen ‘You Want It Darker’
******
Søren McGuire: Der er efterhånden sagt og skrevet så meget om det miserable år, der nu er gået, at et par hundrede anslag om en countryplades betydning for min opfattelse af 2016 vel næppe gør den store forskel.
Ikke desto mindre beskriver Miranda Lamberts dobbeltalbum på imponerende vis året, der gik, eksplicit såvel som implicit – endda på trods af, at det først udkom her i efteråret.
Albummet handler i høj grad om Lamberts egen skilsmisse fra countrystjernekollegaen Blake Shelton, men vi andre – i hvert fald mig – har fået et stort værk, hvor vi kunne spejle os selv og vores eget liv i hendes sange. Både, når vi stod i lort til halsen, og når lyset så småt begyndte at skinne ude i horisonten.
Og måske er det i virkeligheden det, der gør pladen til årets uden tvivl bedste for mit vedkommende; påmindelsen om, at der efter alle problemerne, sorgen og de søvnløse nætter alligevel er et håb, en ny dag. Og så er ”You Wouldn’t Know Me” årets bedste countrysang.
- Miranda Lambert ‘The Weight of These Wings’
- Paul Cauthen ‘My Gospel’
- Margo Price ‘Midwest Farmer’s Daughter’
- Mandolin Orange ‘Blindfaller’
- Brandy Clark ‘Big Day In A Small Town’
- Hayes Carll ‘Lovers & Leavers’
- Rayland Baxter ‘Imaginary Man’
- Sam Outlaw ‘Angeleno’
- Ryan Beaver ‘Rx’
- Sturgill Simpson ‘A Sailor’s Guide to Earth’
- Reckless Kelly ‘Sunset Motel’
- Jack Ingram ‘Midnight Motel’
- John Prine ‘For Better, or Worse’
- Anderson East ‘Delilah’
- Dwight Yoakam ‘Swimming Pools, Movie Stars …’
******
Nikolaj Steen Møller: Anmeldere får sommetider at vide, at de bare skal være objektive. Og det er lidt af en kæphest for mig: Gu’ hverken kan eller skal vi det. Vi skal være subjektive, og skrive ud fra vores smag og overbevisning, og argumentere for den. Det eneste, vi virkelig ikke må, er at tale mod bedre vidende.
Tag det album, der kastede – om ikke en sort skygge, så i det mindste en sort stjerne – over året.
‘Blackstar’, der lød som en ny dør, der blev åbnet – og viste sig at være det modsatte. Er der én musikelsker, der intet forhold har til David Bowie og alt, han har inspireret, så kan vedkommende gå i gang med at bedømme albummet objektivt. Og så kan vi andre prøve at høre det for, hvad det er, men stadig i skyggen af chokket mandag morgen 10. januar.
Og det er et fantastisk album. Vitalt, voldsomt, storladent, smukt. Og måske et endnu større mesterværk på grund af sammenhængen? Ja, måske. Men bed mig finde et album, jeg både har nydt så meget og er blevet så rørt af i år, og jeg kan ikke.
Men som forudset i Bowies titelsang er der trådt folk frem, der har råbt tappert op. Som der gør hvert år. Jeg kan ikke analysere på kun ét afsnit, hvorfor så meget brillant musik spirede i et år, der var så infamt på alle mulige måder. Men om det er leveret via fransk queer-synth, landlig amerikansk trods, skønhedssøgende androgyn NYC-pop eller to brillante Knowles-søstre fra Texas, så er det lykkedes. Det var nu engang en trøst.
- David Bowie ‘Blackstar’
- Beyoncé ‘Lemonade’
- Blood Orange ‘Freetown Sound’
- Carter Tanton ‘Jettison the Valley’
- Marissa Nadler ‘Strangers’
- Christine and the Queens ‘Chaleur Humaine’
- Drive-By Truckers ‘American Band’
- Solange ‘A Seat at the Table’
- King ‘We Are King’
- Margo Price ‘Midwest Farmer’s Daugter’
- Case/Lang/Veirs ‘Case/Lang/Veirs’
- Suede ‘Night Thoughts’
- Nikolaj Nørlund ‘Villa’
- Jessy Lanza ‘Oh No’
- Hamilton Leithauser + Rostam ‘I Had a Dream That You Were Mine’
******
Niels Fez Pedersen: I et år, hvor USA blev rykket fra hinanden, brugte Beyoncé soulmusikken til at forene historie og nutid og til at minde om, at gentagelse af fortidens synder ikke bringer verden videre.
‘Lemonade’ var en streg i sandet. Stop. Nu. Allesammen. Vi skal videre.
Musik brugt i politisk sammenhæng bliver sjældent smuk, men Beyoncé turnerede sin vrede på en måde, der vækker minder om store afrikansk-amerikanske album som Aretha Franklins ’Young, Gifted and Black’ eller Curtis Mayfields ’Curtis’.
Betagende alsidig i sin musikalitet med elementer skudt ind fra country og blues og tilsat en billedside, som hamrede budskaberne hjem, mens man glad nynnede med på ’Hold Up’, ’Sorry’ og ’Daddy Lessons’.
- Beyoncé ‘Lemonade’
- Kaytranada ‘99.9 %’
- Kanye West ‘Life of Pablo’
- Rihanna ‘Anti’
- Sturgill Simpson ‘A Sailor’s Guide to Earth’
- Anohni ‘Hopelessness’
- Frank Ocean ‘Blonde’
- Blood Orange ‘Freetown Sound’
- David Bowie ‘Blackstar’
- Anderson .Paak ‘Malibu’
- Christine & The Queens ‘Chaleur Humaine’
- Pet Shop Boys ‘Super’
- A Tribe Called Quest ‘We Got It from Here …’
- William Bell ‘This Is Where I Live’
- Margo Price ‘Midwest Farmer’s Daughter’
******
Anders K. Sørensen: Ville jeg kåre David Bowies 25. studiealbum som min favorit fra 2016, hvis ikke manden selv var død blot to dage efter udgivelsen? Måske ikke. Ikonets bortgang sendte kaskader af sort stjernestøv gennem højttalerne og farvede uimodståeligt oplevelsen af ’Blackstar’.
Og alt er ikke smukt på årets stærkeste album; Bowies eksperimenterende, jazzede, synkoperede og til tider atonale rekviem. Men 2016 var heller ikke et decideret smukt år.
Albummet løbes i gang af snublende breakbeats og messende, skrøbelig klagesang på titelnummeret, der midtvejs dør ud som ild i sort aske, blot for at genopstå som en smuk reinkarnation af den døende sang. Hvordan kunne vi overse budskabet?
Symbolikken lå også tonstung i det bevægende hovednummer, ’Lazarus’, hvor Bowie i den medfølgende video siger farvel til verden iklædt laser og pjalter: ”Look up here, I’m in heaven / I’ve got scars that can’t be seen / I’ve got drama, can’t be stolen / Everybody knows me now”.
2016 var året, der tog og tog, men ’Blackstar’ er albummet, der bliver ved med at give og afsløre sine hemmeligheder, lag for lag.
- David Bowie ‘Blackstar’
- Frank Ocean ‘Blonde’
- Nick Cave & the Bad Seeds ‘Skeleton Tree’
- A Tribe Called Quest ‘We Got It from Here …’
- Sturgill Simpson ‘A Sailor’s Guide to Earth’
- Michael Kiwanuka ‘Love & Hate’
- Cass McCombs ‘Mangy Love’
- Anderson .Paak ‘Malibu’
- Leonard Cohen ‘You Want It Darker’
- Car Seat Headrest ‘Teens of Denial’
- Beyoncé ‘Lemonade’
- Justin Rutledge ‘East’
- Solange ‘A Seat at the Table’
- Blood Orange ‘Freetown Sound’
- Teenage Fanclub ‘Here’
******
Jesper Nykjær Knudsen: I 2016 stod det for alvor klart, at rockmusikken er kørt ud på ungdomskulturens sidespor. Symbolikken er til at få øje på, når årets største rockmusikalske aftryk blev sat af veteranerne Nick Cave, David Bowie og Leonard Cohen.
Nede i ungdommen er rocken blevet fortrængt af især de traditionelt sorte urban-genrer hiphop og R&B, som tegnede sig for årets allermest markante udspil. Da den engang så hvide indie-bibel Pitchfork sammensatte deres liste over årets albums, var Beyoncé, Frank Ocean, Kanye West og Solange alle blandt de fem øverste.
Men det er da også på urban-området, at mange af de mest interessante ting sker for tiden. Ganske vist er hitlisterne inficeret af karakterløse R&B-sangere og selvforelskede rappere, der genlyder af for meget autotune og for lidt lærdom. Men omme bag den kommercielle metervare sprudler kreativiteten på den sorte musikscene, ikke mindst når den går på opdagelse i sine egne rødder.
Det gør californiske Anderson .Paak, hvis andet album, ‘Malibu’, giver mindelser om 70’ernes stort tænkte dobbeltalbums med sin kunstneriske spændvidde, sociale tematikker og musikalske overlegenhed. Den 30-årige sanger, rapper, trommeslager og producer jonglerer ubesværet med både soul, funk, jazz, house og hiphop på et album, der emmer af personlighed.
Ligesom den på flere måder beslægtede Kendrick Lamar investerer Anderson .Paak sin egen brogede historie i musikken og formidler den med en varm og sjælfuld stemme. Samtidig går musikken lige i kroppen med et smittende overskud og en umiskendelig stilsikkerhed. Et fabelagtigt album, simpelthen. Og det bedste, jeg har hørt i år.
- Anderson .Paak ‘Malibu’
- A Tribe Called Quest ‘We Got It from Here …’
- Håkan Hellström ‘Du Gamla Du Fria’
- Kaytranada ‘99.9 %’
- David Bowie ‘Blackstar’
- The Avalanches ‘Wildflower’
- Kitchie Kitchie Ki Me O ‘Are You Land or Water’
- Moodymann ‘DJ Kicks’
- Leonard Cohen ‘You Want It Darker’
- Cass McCombs ‘Mangy Love’
- Angel Olsen ‘My Woman’
- Blood Orange ‘Freetown Sound’
- Solange ‘A Seat At The Table’
- Nick Cave & the Bad Seeds ‘Skeleton Tree’
- Car Seat Headrest ‘Teens of Denial’
******
Peter Elsnab: Et orgie i gode plader. Glimrende plader, fremragende plader. Men ingen decideret mesterlige. I mine øjne.
Jeg kan godt forstå, hvis nogen deler topkarakter ud til f.eks. David Bowie eller Beyoncé. Men de har ikke ramt mig på den måde.
Til gengæld har der været et hav af plader, der kunne have været med på en top 15. Ja, havde fortjent det. Jeg listede på et tidspunkt ca. 300 plader, jeg syntes, kunne komme i betragtning til listen …
Personligt er jeg simpelthen blevet så træt af selviscenesættelsen indenfor amerikansk pop, R&B og hiphop, at jeg ikke gider længere. Og autotune?? Stop det. Nu. Heldigvis er der så meget andet at lytte til. Og det er der jo altid. Selvom det er noget så gammeldags som rock …
Lige nu er der f.eks. masser af god garagerock, psychrock, krautrock, men der er også masser af fine grime-sager fra England, og der er masser af god country og soul. Michael Kiwanukas ‘Love & Hate’ er et godt eksempel på det sidste. Og det er den plade, jeg har hørt mest i det forgangne år efter at have smughørt og være blevet betaget af nogle af de nye sange til en glimrende solskinskoncert på den nye Heartland Festival inden pladeudgivelsen.
Det er personligt, det er kommenterende, og det er inderligt. Og velspillet. Som en god soulplade skal være. Titelnummeret er eminent, ‘Black Man in a White World’ kan mærkes, og den alternative albumåbning med den ti minutter lange ‘Cold Little Heart’ sætter scenen. Der går fem minutter, inden Kiwanuka synger, men han har alligevel fanget vores opmærksomhed med en meget stemningsfuld tone. Stor respekt for den 29-årige englænder, der er vokset enormt på sit andet album.
- Michael Kiwanuka ‘Love & Hate’
- King Gizzard & the Lizard Wizard ‘Nonagon Infinity’
- David Bowie ‘Blackstar’
- Josefin Öhrn + the Liberation ‘Mirage’
- Teenage Fanclub ‘Here’
- Diiv ‘Is the Is Are’
- Drive-By Truckers ‘American Band’
- Anderson .Paak ‘Malibu’
- Dope Lemon ‘Honey Bones’
- Margo Price ‘Midwest Farmer’s Daughter’
- Frank Ocean ‘Blonde’
- Psychic Ills ‘Inner Journey Out’
- A Tribe Called Quest ‘We Got It from Here …’
- Skepta ‘Konnichiwa’
- Morgan Delt ‘Phase Zero’
*******
Danni Travn: I januar 2016 opstod en tidslomme på knap tre døgn. Fra fredag morgen, hvor David Bowies ’Blackstar’ udkom, til hans død blev annonceret mandag morgen. I de tre døgn troede verden blot, at Bowie havde udgivet et nyt album, og det kunne således høres uden andre forbehold.
Rent personligt blev ‘Blackstar’ allerede årets album i den tidslomme. Ikke, fordi jeg er Bowie-discipel. Snarere tværtimod. Godt nok købte jeg en singlekompilering som 15-årig, og ’Honky Dory’ og ’The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars’ er mangeårige favoritter. Men albummene fra de sene 1970’erne er aldrig rykket fra hylden for arkæologisk pligtlytning. I tillæg havde Bowie i mit musikliv (her taler vi ca. 1993 til nu) ikke udgivet en i sandhed væsentlig plade. Flere har forsøgt at tale alt fra ‘Earthling’ over ‘Hours’ og ‘Heathen’ til ‘The Next Day’ derop, men i sidste ende … det tror I heller ikke rigtig selv på, vel?
Det var med den vanlige interesse og skepsis, at jeg mødte ‘Blackstar’. Fra første lyt elskede jeg, hvordan Bowie lå duvende og fabulerende over den jazzede og uforudsigelige orkestrering . Det var et album fyldt med dystre afkroge og kringlede sideveje. Og med funklende melodilinjer til at vise vejen videre. Vigtigst af alt: Jeg kunne mærke hans vibrerende nødvendighed som musiker og lyriker.
Så efter godt tyve års uforløst parringsdans faldt Bowie og jeg endelig betingelsesløst i favnen på hinanden. Jeg gik helt bogstaveligt rundt med armene i vejret, når jeg hørte ‘Lazarus’, ‘Dollar Days’ og ‘I Can’t Give Everything Away’. Og i de følgende dage søgte jeg tilbage til ‘Station to Station’ og ‘Low’ og fandt mig for første gang helt til rette i dem. Overfor flere formulerede jeg: ”Han er jo vildt vital. Han MÅ tage på tour med det her.”
Pludselig blev det mandag. Pludselig var han død. Sangenes egentlige temaer stod klart. Men selv om ‘Blackstar’ afslørede sig som et album om død, er det for mig albummet, som gav kunstneren Bowie nyt liv.
- David Bowie ‘Blackstar’
- Nick Cave & the Bad Seeds ‘Skeleton Tree’
- A Tribe a Called Quest ‘We Got It from Here …’
- Carseat Head Rest ‘Teens of Denial’
- Solange ‘A Seat at the Table’
- Conor Oberst ‘Ruminations ‘
- PJ Harvey ‘The Hope Six Demolition Project’
- Kate Tempest ‘Let Them Eat Chaos’
- Frank Ocean ‘Blonde’
- Radiohead ‘A Moon Shaped Pool’
- Drive-By Truckers ‘American Band’
- Bon Iver ’22, A Million’
- Michael Kiwanuka ‘Love & Hate’
- Anohni ‘Hopelessness’
- Laura Gibson ‘Empire Builder’
2017 kan bare komme an!
