3-på-stribe

   


Vi spiller 3 på stribe på bloggen! Hver bidragsyder til denne feature har skullet vælge sin yndlingstribe af tre sange i træk på et album. Det kan være de tre første sange, andre gange er det de tre sidste eller en trio i midten af et album. Der er ingen regler, udover at det skal være tre virkelig stærke sange i træk – og så skal man kunne argumentere for sit valg og formidle sin begejstring. Det har vi forsøgt nedenfor.

Første skribent med hovedet på bloggen er Nikolaj Steen Møller aka Smølle.

***

Smølle

The The: ‘Infected’ → ‘Out of the Blue (into the fire)’ → ‘Heartland’, fra ‘Infected’

Jeg var 15, da dette album kom, og det skræmte mig fra vid og sans. Og ikke fordi det ellers var en glad tid. Det bedste jeg havde hørt det år var ’Black Celebration’ med Depeche Mode, hvis tre første sange i øvrigt var en anden skarp kandidat til denne artikel. Men The The var alligevel noget andet. Jeg havde aldrig hørt noget så nihilistisk i mine unge år. Men hvis man ikke var modtagelig over for den slags i skyggen af atomtruslen, hvornår så?

Matt Johnson var ikke så subtil, at det gjorde noget. Var man i tvivl om at dette handlede om fremmedgørelse, mandlig usikkerhed og frygt for at det hele var ved at løbe ud over skrænten, så havde han lavet videoer til alle sangene i bedste Lemonade-stil. Vi havde allerede fået en forsmag på et par af dem, og det var milevidt fra ’Addicted to Love’ og hvad 1986 ellers havde til os. ’Infected’ tordnede afsted med Matt Johnson spændt fast og fragtet rundt til klodens brændpunkter. The Clockwork Orange Roadshow. Sangen handlede ikke engang om at hele verden var i krise, men at hans eget kærlighedsliv var. Men nu var der dobbelt-op på ulyksaligheden.

Og det blev endnu værre i næste sang; ’Out of the Blue’, et meget ubekvemt blik ind i voksnes sexliv – er det SÅDAN, det foregår? En sølle mand besøger en prostitueret i en fremmed by, og igen er der ikke rigtig brug for at få scenariet rullet op i en video, for det er skam mere end levende beskrevet i teksten.

For så at gøre den private nedtur global kommer ’Heartland’, sangen om hjemlandet, Broken Britain længe før det blev en valgparole, og om hvordan den forvirrede ønation ender med at vende sig mod USA, og hvem der ellers har lyst til at lægge kontanter i hovedstaden. Ganske profetisk. Og sidste del af en helt overlegen trio … der så endda rammes ekstra smukt ind af at næste sang, ’Angels of Deception’, ikke er det helt store på et ellers næsten perfekt album – men også ét, der er svært at finde frem alt for ofte, for det er godt nok som at få en kødhammer i ansigtet. Dengang og nu.

-smølle

Og tre andre stærke på stribe fra Smølle:

Janelle Monáe: ‘Dance or Die’ → ‘Faster’ → ‘Locked Inside’, fra ‘The Archandroid’
Den indledende trio fra dette mesterværk, der hiver én helt åndeløs ind i et fascinerende nyt univers. Atmosfære → action → følelse. Og så forlader vi i øvrigt den scene, og går videre til noget helt nyt.

Radiohead: ’Exit Music (for a film)’ → ’Let Down’ → ’Karma Police’, fra ‘OK Computer’
At kalde ‘Ok Computer’ for et ujævnt album er lidt som at kalde Den Hellige Gral for en nogenlunde kop. Men ærlig talt: Denne brillante, hjerteskærende trio af hymner til livet i vores forvirrende tid bliver ikke værre af det selvsmagende nonsens, der hedder ’Fitter, Happier’ og kommer lige i halen når man har albummet på cd.

A-ha: ‘Scoundrel Days’ → ‘The Swing of Things’ → ‘I’ve Been Losing You’, fra ‘Scoundrel Days’
“One-hit wonders? Os? A-hahahahahaha …”

***

Anders K. Sørensen

The Velvet Underground: ‘Who Loves the Sun’ → ‘Sweet Jane’ → ‘Rock & Roll’ fra ‘Loaded’ (1970)

Da The Velvet Underground indspillede deres fjerde og sidste studiealbum, ‘Loaded’, var pladeselskabet Atlantic meget opsatte på, at gruppen skulle producere hits. Historien går, at det endda er årsagen til pladens titel – fordi albummet skulle være ’Loaded’ med hits!

Og om ikke ligefrem kommercielle radiohits, så fik pladeselskabet, gruppens fans og eftertiden rent faktisk et album fuld af ørehængende, charmerende og underfundige sange. Ikke mindst pladens tre første numre er formidable og en enestående stærk trio af klassiske rocksange.

Åbningsnummeret ’Who Loves The Sun’ er en glad, hippie’ish melodi med flower power-kor, der står i mild kontrast til den triste, naivistiske tekst om et knust hjerte. ”Who loves the sun / Who cares that it makes plants grow / Who cares what it does / Since you broke my heart”.

Er det en små-kynisk pastiche på en popsang? Er det en kommentar til The Beatles’ ’Here Comes The Sun’? Eller er det bare en lille solstråle af en velfungerende sang, hvis enkle, sur/søde sammenstød gør den uimodståelig og langtidsholdbar. Bedøm selv!

Sang nummer to på albummet er ’Sweet Jane’ – måske den ultimative rocksang! Et stærkt riff og en fængende melodi, fire akkorder, tre vers, omkvæd og en bro. Lou Reed var stærkt utilfreds med den version, der endte med at komme med på ’Loaded’ – tre måneder efter, at han selv havde forladt bandet. Et fint melodistykke, han havde skrevet om ”heavenly wine and roses” var nemlig klippet ud af sangen for at gøre den mere enkel og hit-venlig. Lou Reed beskyldte bandmedlem Doug Yule for misgerningen, og i begyndelsen af sin solokarriere inkluderede Lou altid det ekstra vers, når han spillede ’Sweet Jane’ ved koncerter. Senere forsvandt det dog også ud af Reed’s repertoire – måske fordi live-arrangementerne blev mere kontante og hårde, og her fungerer ’Sweet Jane’ bedre uden det ekstra lille poetiske melodistykke. Lyt her til den lange version, inkl. ”heavenly wine and roses”-stykket efter cirka tre minutter.

Hvis ’Sweet Jane’ musikalsk er den kvintessentielle rocksang, skåret ind til sin benhårde knogle – så er teksten til ’Rock & Roll’ lige så næsten klassisk i sit rockmytologiske DNA. Provinspigen Jenny tænder for en New York-radiostation og hører den musik, der redder hendes liv: ”She started shakin’ to that fine fine music / You know her life was saved by rock’n’roll”. Og så er der ikke så meget mere i det! Bortset fra sangens uafrystelige hookline, Lou Reeds læderjakkeknitrende vokal og flabede attitude, det skramlende, men alligevel fængende arrangement – og den lille, guddommelige solstråle af et break efter cirka 3 minutter og 23 sekunder; ”and it was aaaall-right!” Resten er rock’n’roll-historie.

Og tre andre stærke på stribe fra Anders:

Bruce Springsteen: ‘Candy’s Room’ → ‘Racing in The Streets’ → ‘The Promised Land’, fra ‘Darkness On The Edge of Town’
På Springsteens mørke mesterværk finder vi en episk trio af stærke sange om at finde sin identitet og sit fodfæste i de tidlige 20’ere. I ’Candy’s Room’ drages den usikre outsider til det mørke pigeværelse med alle fristelserne, plakaterne på væggen og den knugende fornemmelse af at konkurrere om pigens blodrøde læber med alle byens Romeo’er fra mere velhavende hjem. I ‘Racing in The Streets’ er ungdommens drøm om den store gevinst allerede bristet, og fartdjævlen kørt i garagen, mens pigens tårer samler sig i de første, spæde øjenrynker. ‘The Promised Land’ er måske den Spingsteen’ske sang af alle – en sang om at arbejde dagen lang, blot for at mærke et flygtigt sus af frihed i den natlige ørkenvind og nære sine drømme om det forjættede land.

Nick Cave: ‘Into My Arms’ → ‘Lime Tree Arbor’ → ‘People Ain’t No Good’, fra ‘The Boatman’s Call’
En mere rørende og spirituelt nærværende trio af sange har den australske mørkemand aldrig præsteret. ”To our love send a dozen white lilies / To our love send a coffin of wood / To our love let all the pink-eyed pigeons coo / That people they just ain’t no good”. En blændende smuk åbning på et exceptionelt album.

David Bowie: ‘Modern Love’ → ‘China Girl’ → ‘Let’s Dance’, fra ‘Let’s Dance’.
Bowie goes popfunk – og gør det med uimodståelig styrke og stil!

***

Danni Travn

Arcade Fire: ‘Wake Up’ → ‘Haiti’ → ‘Rebellion (Lies)’ fra ‘Funeral’ (2004)

I disse for det canadiske orkester så svære tider – godt hjulet på vej af dets egen svigtende dømmekraft – er det værd at flage Arcade Fires oprindelige råstyrke. Debutalbummet ’Funeral’ fra 2004 forenede sammenbidt nødvendighed, ungdommelig oprørstrang og befriende eufori. At albummet må regnes som en moderne klassiker skyldes i høj grad en ualmindelig medrivende anden halvdel, indledt af den foruroligende kærlighedsvals ’Crown of Love’ – ”I carved your name across my eyelids.” Og så bliver det endda endnu bedre med serien ’Wake Up’, ’Haiti’ og ’Rebellion (Lies)’.

’Wake Up’ er sangen, hvor frontmand Win Butler dropper al udenomssnak og kalder til vækkelseshymne: Du må gerne græde. Du må gerne fejle. Det er en strittende langemand til 1990’ernes distancerede ironi, og således en dans på kanten af det pubertære, det svulstige og det patetiske. Men Arcade Fire kanaliserer hele balladen med flosset punknerve og en kropslighed, den samtidige klynke- og emorock var klinisk renset for. Det gælder både i det kollektive instrumentale amokløb, hvor alle hamrer løs på noget, og det gælder det rent kompositoriske. I sidste fjerdedel skifter ’Wake Up’ tempo og viser den totale sammenhæng: Med Arcade Fire kan du råbe, hoppe og danse det hele ud.

Efter den omgang lander man blødt med ’Haiti’. Bølgeskvulp, et lifligt tema og Régine Chassagnes naivistiske vokal. Nummeret er i sin grundsubstans løftet fra den saftige haitianske genre kompa, der gør en dyd ud af det skamløst melodiøse, og hvortil man danser en slags lummer salsa med fokus på at gnubbe sit underliv mod sin partners ditto. I kontrast til denne luftfugtige atmosfære står flygtningebarnet Chassagnes tekst. “Mes cousins jamais nés hantent les nuits de Duvalier,” synger hun – “mine ufødte fætre og kusiner hjemsøger Duvaliers nætter.” Hun mistede slægtninge ved diktatoren Duvaliers massakre på politiske modstandere i 1964 og sukker efter de familiemedlemmer, hun aldrig fik. Ved at adoptere sit hjemlands lyde tager Chassagne det tilbage, man berøvede hende, og ’Haiti’ står ikke alene som en udvidelse af Arcade Fires kreative råderum, men som et flammende politisk dokument i egen ret.

Nummeret glider via sin basgang over i ’Rebellion (Lies)’, hvor Will Butler tager teten med et enkelt og manisk trommespil. Hans taktslag pisker en direkte og konfronterende rocksang frem. En generations jury peger mod anklagebænken, hvor ældre autoriteter sidder skulder ved skulder. Løgne! råber de om de sandheder, de er blevet prakket på. Det er hver generations ret og pligt at tage det opgør, og Arcade Fire gør seansen til en opløftende renselse. Ganske symbolsk hamrede Butler gerne hul i sin tromme sidst i nummeret ved gruppens koncerter som et tegn til, at man gav alt for at mane djævelskabet bort – og give plads til at tage nye, friske instrumenter i brug.

Kate Bush: ‘Running Up That Hill’ → ‘Hounds of Love’ → ‘The Big Sky’, fra ‘Hounds of Love’ (1985)
Slap nu af en åbning på et album. Bush slår portene op til et viltert eventyrland af pop og pragt. Sandsynligvis vil det for evigt være gåde, hvad i alverden der foregår i visse tilgroede kroge af disse tre sange, og netop derfor er de værd at besøge igen og igen. Passende cirkler ‘The Big Sky’ om at se verden som et barn, for sangene gør netop det ved en … i hvert fald ved mig: De slumrende sanser vågner, og man ser og lytter med åbent sind – og står til sidst tilbage mystificeret og begejstret.

R.E.M.: ‘Man on the Moon’ → ‘Nightswimming’ → ‘Find the River’, fra ‘Automatic for the People’ (1992)
Alle I, der griber til hjemstavnsfortællinger, nostalgi og melankoli for at bruge dem som krykker for jeres åndsforladte sange og poserende kunstnernarrativer – og I er mange – se her. Så let kan det flyde, så værdigt kan det lyde, når man virkelig rummer det, man synger og spiller.

Kendrick Lamar: ‘DNA.’ → ‘YAH.’ → ‘ELEMENT.’, fra ‘DAMN.’ (2017)
Lamar springer på scenen, som Muhammad Ali sprang i bokseringen. I konstant bevægelse, årvågen og med lynhurtige jabs. En del af slagene retter han mod sine egne forestillinger og identiteter og får straks iscenesat et album, som bliver en lang hæsblæsende skyggeboksekamp.

***

Janus Køster-Rasmussen

Randy Newman: Rednecks → Birmingham → Marie fra ‘Good Old Boys’ (1974)

Randy Newman er en acquired taste. Hans mediumbitre nonsequitur-sange, sunget med gammelmandsstemme og iført uglebriller appellerer næppe til mange teenagevårharer – jeg anede i hvert fald ikke hvem han var dengang jeg passede på den beskrivelse.

Til gengæld er mandens tørre melodisans og underspillede poesi bare gaven, der bliver ved med at give, når man først er hooked. Det fandt jeg ud af, da jeg for fem-seks år siden satte mig ned og gav ’Good Old Boys’ fra 1974, Newmans bittersøde homage til de amerikanske sydstater, en reel chance.

Albummet åbner med den helt enormt elegante ’Rednecks’, der formår både at stikke sylen i såvel syd som nord, samt at slippe afsted med at bruge N-ordet i en hvid mands sang. Vores fortæller, netop en redneck, beretter så – stærkt usympatisk – over steeleguitarens gyldne klange om hvordan han og hans venner drikker sig fulde hver weekend til deres barbecue og sørger for at holde den sorte mand nede: ”keeping the niggers down”. Men i norden kalder man en nigger for en negro, abstraherer fortælleren så, og der er den sorte mand fri. Han er fri til at bo i Harlem, Chicagos South Side eller i East St. Louis, eller i alle de andre sorte – og dårligere stillede – kvarterer i det nordlige USA’s storbyer. Nu peger redneck’en pludselig på USA’s helt overordnede, institutionelle racisme, og den liberale lytter, der har godtet sig over sin egen moralske overlegenhed under sangens første del, sidder nu givet tilbage med en mærkelig smag i munden. Bravo!

I næste sang tager Newman problematikken helt ned på jorden med den giftige ’Birmingham’, hvor en upålidelig fortæller beskriver dødssyge Birmingham, Alabama, som USA’s fedeste by: ”There ain’t no place like Birmingham”. I virkelighedens verden er og var Birmingham en by dybt præget af racisme og voldelige overfald på sorte amerikanere, der bl.a. kostede flre børn livet i 1960erne. Alt det siger Randy Newman ikke noget om, han lader blot sin fortæller berette om hvordan han arbejde på fabrikken og har en stor, ond, sort hund. Uroen ulmer under versene, mens omkvædet ”Birmingham/ Birmingham/ The greatest city i Alabam’” eksploderer i strygerbåret, let creepy amkrogs-singalong. Newman er en meste i at sige meget, stort set uden at sige noget.

På albummet tredje sang befinder vi os stadig mentalt i sydstaterne, hvor en fuld stodder sidder og synger til pigen, han er for svag til at elske ordentligt: ”When you’re in trouble, I just turn away”. Det der gør sangen fantastisk, er at melodien er smuk og strygerarrangementet ligeså, mens fortælleren er et skvat, der vælter klichéer af sig i sin fuldemandslovprisning af denne Marie. Igen er der noget ubekvemt over Randy Newmans sangskrivning, han hænger os til tørre, hvor vi ikke rigtig ved hvad vi skal mene. Det kunne være nihilistisk og irriterende, men fordi han er så ætsende præcis og økonomisk i sin sangskrivning, tilgiver man ham. I komediens verden siger man ”It’s funny because it’s true”. Randy Newmans sange er gode, fordi de er true – usminket virkelighed, der tvinger følelserne og tankerne i svingninger.

Kommentér indlægget