11 gange udenlandske stjerner har kastet glans over danske sange

   


Af Peter Elsnab

Hvad har så forskellige musikere David Bowie, Bonnie Prince Billy, Louis Armstrong, Lydia Lunch og Sky Ferreira mon til fælles?

David Bowie i videoen til Kashmirs The Cynic.

Jo, de har alle sammen været gæstemusiker på en dansk udgivelse. Nogen mere vellykket end andre, men især en musiker som amerikana-helten Bonnie Prince Billy løfter Homesick Hanks ’Leave It Behind’ fra 2006.

Samme Bonnie Prince Billy er også gæst på en aktuel udgivelse, nemlig Kira Skovs sorgbearbejdelses-album ’The Echo of You’, hvor han synger med på to sange, titelnummeret og ’Lilac Sky’. Og det er godt!

Også Iceage er aktuelle med en plade, hvor der er en markant gæstemusiker på besøg. Umiddelbart skulle man ikke mene, at Iceage og Sky Ferreira var forenelige, men det fungerer glimrende på ’Painkiller’.

Her er en lille liste med 10 sange, hvor udenlandske stjerner med et godt resultat til følge har gæstet danske musikere, og vi begynder med de aktuelle eksempler:

 

Iceage feat. Sky Ferreira ’Painkiller’

Det var ikke den åbenlyse kombination, men med Iceages udvikling siden debutalbummet til den aktuelle og glimrende ’Beyondless’ giver det alligevel mening med ”alt. pop”-sangerinden Sky Ferreira (vi venter stadig på album nummer to!) som gæst på blæserangrebet ’Painkiller’. Den tidligere nu raver Elias Bender Rønnenfelt og modellen Sky Ferreira danner tilsyndeladende par og har på ’Painkiller’ et trashet, rendestensromantisk udtryk, der klæder sangen. Det er fandme godt!

 

Kira Skov feat. Bonnie Prince Billy ’Lilac Sky’ og ’The Echo of You’

Kira Skovs afdøde mand, Nicolai Munch-Hansen, var glad for Bonnie Prince Billy, og når Kira Skov nu skulle bearbejde sorgen over mandens død på albummet ’The Echo of You’, giver det god mening, at Bonnie Prince Billy bliver en del af det. Og det fungerer. Hans udtryksfulde og mørkesøgende vokal smyger sig glimrende rundt om Kira Skovs emotionelle røst. Produceren John Parish (PJ Harvey) medvirker også på en sang, men det er denne, der står ud:

 

Homesick Hank feat. Bonnie Prince Billy ’Leave It Behind’

Bonnie Prince Billy aka Will Oldham er også gæst på en anden dansk udgivelse, nemlig amerikanabandet Homesick Hanks ‘Leave It Behind’ fra 2006. Det er til dato bandets mest vellykkede sang fra det mest velykkede album, der er indspillet i Will Oldhams bror, Paul Oldhams, studio i Kentucky. Den sang får de svært ved at overgå – selvom de for et par år siden også ganske vellykket fik Mary Gauthier som gæst på sangen ’Believe’.

 

Mew feat. Stina Nordenstam ’Her Voice Is Beyond Her Years’

Allerede før Mews international gennembrud havde de lokket svenske Stina Nordenstam med på en sang. Stina Nordenstam var for længst etableret og sagde til at medvirke på ’Her Voice Is Beyond Her Years’ på Mews andet album, ’Half the World Is Watching Me’. Nummeret blev genindspillet til den internationale halvopsamling ’Frengers’ i en kortere version. Og ja, den fungerer godt på begge plader. Mew havde også senere J. Mascis fra Dinosaur Jr. med som gæst på ’Why Are You Looking So Grave’, og Stina Nordenstam gæstede nogle år senere også Filur på sangen ’Into the Wasteland’.

 

Kenneth Bager feat. Julee Cruise ’Fragment Two’

Som Filur har mange andre danske elektroniske musikere som Kenneth Bager haft flere udenlandske gæstestjerner som vokalister. Bageren fik endnu et gennembrud, da han i 2006/07 benyttede Twin Peaks-sangerinden Julee Cruise på fire sange på sit album ’Fragments from a Space Cadet’. På ‘Fragment Two’ flyder Julee Cruise’ lyse, æteriske vocal lækkert rundt på en sang, der kom med på en stribe populære compileringer som ’Buddha Bar IX’.

 

MØ feat. Diplo ‘Xxx 88’

På især den elektroniske scene kan det nogle gange være svært at vurdere, hvem der egentlig gæster hvem på en sang. MØ’s kæmpehit ’Lean On’ fra 2015 er hun officielt gæstevokalisten hos Major Lazer (aka Diplo) og DJ Snake, men allerede to år forinden var det omvendt, da produceren Diplo står som ’featured artist’ hos MØ på en af hendes tidlige sange, ’Xxx 88’ fra den efterhånden værdifulde ep ’Bikini Daze’. Nummeret kom også med på hendes hidtil eneste album – og det er i min verden stadig et af hendes bedste numre. Selvom jeg ikke rigtig ved, hvilken del af kompositionen, Diplo har bidraget med …

 

Trentemøller feat. Jehnny Beth ’River in Me’

Trentemøller er en anden elektronisk musiker, der flere gange har benyttet udenlandske musikere på sine sange. Og da det er vokalister, han går efter, er det nærliggende at tro, at han ikke selv er nogen stor sanger … Men lave musik kan han. Susanne Sundfør, Low, Fyfe Dangerfield og Jana Hunter er nogle af de vokalister, der har lagt stemme til, men bedst er måske Jehnny Beth fra Savages på ’River in Me’:

 

Sort Sol feat. Lydia Lunch ’Boy/Girl’

Og netop Jehnny Beth har fået et eller andet godt forhold til Danmark efter en del besøg og optrædener i landet. Sammen med Julian Casablancas udgav den engelske rocksangerinde i slutningen af 2015 en coverversion af Sort Sols ’Boy/Girl’. Den er fin – men den er ikke i nærheden af at pille ved den oprindelige version, der har newyorkeren og no wave-kunstneren Lydia Lunch med på … sang. Det fungerer fremragende!

 

Kashmir feat. David Bowie ‘The Cynic’

Altså, det er hverken Kashmir seller David Bowies stærkeste øjeblik, men det var da noget af et scoop for Kashmir at få Hertugen med som gæst. De fik aldrig rigtig kapitaliseret af hverken Bowies (’The Cynic’) eller Lou Reeds (’Black Building’) medvirken på et Tony Visconti-producerede album ’No Balance Palace’. Og sjovt nok optræder Bowie ikke engang som ’featured artist’ på nummeret på Kashmirs egen YouTube-kanal. De står heller ikke nævnt på albummet på Spotify. Men ’The Cynic’ er da bedre med Bowie ombord! Læs mere her og her.

 

Lars Hug & Lisa Ekdahl ‘Backwards’

Lida Ekdahl var et varmt navn i Danmark i midten af 90’erne efter sit fremragende debutalbum (der stadig ikke er udgivet på vinyl, hrmpf!). Hendes jazzede pop passede perfekt til Lars Hugs tilbagelænede kunststøtte-album ’Kiss & Hug from a Happy Boy’. Havde jeg selv deltaget i afstemningen om de bedste Lars Hug-sange her på bloggen, var den endt højere end nummer 29 …

Læs indlægget ’Kysser pophimlen farvel her

 

Nina & Frederik feat. Louis Armstrong ’Formula for Love’

Det er svært at forstå efterhånden, fordi det er så længe siden, men Nina & Frederik var store. Rigtig store. Barndomsvennerne og senere ægteparret van Pallandt var danske popstjerner i slutningen af 50’erne og begyndelsen af 60’erne, hvor de også medvirkede i et par film. I den ene, ’Kærlighedens melodi’ fra 1959, får de besøg af selveste Satchmo aka Louis Armstrong på en tidstypisk romantisk sag.

 

Andre udenlandske gæster på danske sange:

  • Sort Sol feat. Chelsea Wolfe ’Life Took You for a Freq’
  • Sort Sol feat. Sissel Kyrkjebø ‘Elia Rising’
  • Sort Sol med Per Sunding på kor på flere sange. Per Sunding må have været med på en del danske sange …
  • Kenneth Bager og Yolanda Be Cool feat. Aloe Blacc ‘S.O.S.’
  • Hampenberg & Alexander Brown feat. Busta Rhymes & Shonie ‘You’re a Star’
  • Kato feat. Snoop Dogg & Brandon Beal ‘Never Let You Go’
  • Kato & Sigala feat. Hailee Steinfeld ‘Show You Love’
  • Lampshade feat. Damien Jurado ‘Tonight I Will Retire’
  • Falco & Brigitte Nielsen ‘Body Next to Body’
  • Clemens feat. Won-G & The Game ‘F.Y.F.’
  • Danseorkestret (med Tower of Powers hornsektion) ‘Regndans’
  • Kasper Winding & Murray Head på albummet ‘The Flying Devils’
  • Nephew & Timbaland ‘The Way I Are’
  • Lasse Helner med bl.a. Daryl Johnson (Emmylou Harris, Neville Brothers, Bob Dylan) og producer Daniel Lanois på albummet ’Dreamtime’
  • Sanne Salomonsen feat. Mats Ronander på en masse sange
  • Dee Pee feat. Petter ’Håbet’
  • Jokeren & Styggtann ’Sulten’

Byd meget gerne ind med andre eksempler på udelandske stjerner/musikere, der har gæstet danske sange.

Tilføjelser – med tak for at gøre opmærksom på dem:

  • When Saints Go Machine feat. Killer Mike ‘Arrow Through Skin out of Blue Sky’
  • Quadron feat. Kendrick Lamar ‘Better Off’
  • Henning Moritzen & Siw Malmqvist ‘Forelsket i København’
  • Nikolaj Steen feat. Melle Mel & Scorpio ‘The New Message’
  • The Raveonettes feat. Ronnie Spector ‘Ode to L.A.’
  • Kwamie Liv feat. Angel Haze ‘Pleasure This Pain’
  • Sebastian & Sissel Kyrkjebø ‘Vårvise’
  • Blue Foundation feat. Mark Kozelek ‘Watch You Sleeping’ – og et par numre med Findlay Brown
  • Son Of Caesar feat. Nate Walcott på et par sange
  • Junior Senior feat. Cindy Wilson og Kate Pierson ‘Take Your Time’
  • Tamra Rosanes & John Prine ‘I Just Wanna Dance with You’
  • Lene Siel og John Denver ‘Perhaps Love’
  • Christian Brøns & Patrik Isaksson ‘Tilbage hvor vi var’
  • Soul Shock feat. SeeQue ‘Break the Limit’
  • Johnny Deluxe feat. Anna Nordell ‘Drømmer jeg’

 

 

Kommentér indlægget