10 musikalske grunde til at holde med Wales

   


Det faktum, at Portugal er modstanderen, er selvfølgelig grund nok. Alligevel har vi fundet ti musikalske grunde til at lade hjertet banke for Wales i EM-semifinalen. Et land, der har sat sit tydelige aftryk på musikhistorien.

Wales

Tom Jones
Jeg har oplevet Tom Jones synge sange, man absolut ikke forbinder med hans status som husmor-crooner og showbusiness-glamour. Engang i Falconer sang han ’Closer’ af Nine Inch Nails, og der gik et sus gennem salen, da han skreg: ”I want to fuck you like a animal”.

Tom Jones har øre for gode sange og er en af alletiders største fortolkere. I 1960’erne sang han mest soul, blues og country, noget fjollet pop. Siden har han sunget lidt af hvert, fra Prince og Leonard Cohen til Mousse T.

På den fremragende 2015-plade ’The Lost Suitcase’ tager han bl.a. ’Factory Girl’ af Gillian Welch og får den til at dufte af miner, stålværker og det grønne græs hjemme i de walisiske dale, hvor han voksede op.

På den måder minder Sir Tom om en anden keltisk soulsanger, Van Morrison fra Belfast, og de to har flere gange krydset klinger. Her er deres 1991-duet i Vans ’I’m Not Feeling It Anymore’. Klippet er lidt grynet, men det udmærker sig ved at vise en smilende Van Morrison. Det er den effekt, Tom Jones har på folk. Niels Fez Pedersen

 

Young Marble Giants
Mange brænder kort, men intenst – Young Marble Giants brændte snarere kort, men diskret. De kom fra Cardiff, og udgav ét album og én EP, og gik så stille og roligt hver til sit. Men der blev lyttet.

‘Colossal Youth’, det skrabede, helt minimale album, var Rosettastenen for det, der senere blev kendt som lo-fi, og for meget af de mange kommende års indie-pop i det hele taget. Og hører man The xx og synes, man kan genkende Young Marble Giants’ diskrete virkemidler og gode plads i lyden – så er jeg enig.

Hvad der blev af dem siden? Ikke meget. Stuart Moxham nåede dog at lave én klassisk popsang. Der endda blev et kæmpehit i Frankrig. Men det er en helt anden historie. Nikolaj Steen Møller

 

Catatonia
Catatonia er et andet af de bands, der fulgte med britpop-interessen i 90’erne. Interessen døde ud, men da sangerinden Cerys Matthews blev vært for sit eget program på BBC Radio 6 blev jeg mindet om, at jeg faktisk stadig godt kan lide dem. ‘Road Rage’ og ‘Mulder and Scully’ spillede vi en del på Boogies i Odense i slutningen af 90’erne. Peter Elsnab

 

Manic Street Preachers
At de har lavet Wales’ officielle slagsang til EM, er kun en af grundene til at The Manics hører med her. For selvom de ofte bliver glemt i den store Britpop-vrimmel, var de et af 90’ernes største britiske bands og udviklede sig fra punkrebeller til stadionband uden at miste sin sjæl på vejen.

Til gengæld mistede de guitaristen Richey James, som forsvandt sporløst i 1995 og aldrig er blevet fundet. Mere stof til den rockmytologi, han allerede indskrev sig i fire år forinden, da en journalist under et interview stillede spørgsmål ved bandets autencitet, og James svarede ved at snitte ordene “4 real” i sin arm med et barberblad. De tre resterende medlemmer valgte at fortsætte efter hans forsvinden, og 1996-albummet “Everything Must Go” blev det store gennembrud, hvor bandets skarpe politiske holdninger fandt sammen med en himmelstræbende og hypermelodisk rockmusik.

Deres katalog af store sange er ret imponerende og tæller bl.a. den både gnistrende og skønhedssøgende “Motorcycle Emptiness”. Forhåbentlig er det ikke den følelse, der præger walisernes omklædningsrum efter mødet med portugiserne. Jesper Nykjær Knudsen

 

High Contrast
En af de seneste 10-15 års mest spændende drum’n’bass-musikere, der bl.a. stod for en del af musikken til åbningsceremonien ved OL i London. Han er en fast del af Hospital-crewet og har lavet fremragende remixes for bl.a. Adele (‘Hometown Glory’ og ‘Hello’) og Eric Prydz (‘Pjanoo’). Bonusinfo: Hans far var manager for Shakin’ Stevens. Peter Elsnab

 

Shirley Bassey
Shirley Bassey fra Tiger Bay, havnekvarteret i Cardiff, er et miks af Nigeria og England og arbejdede på lokale fabrikker, blev mor som 16-årig og sang på pubber inden gennembruddet sidst i 1950’erne.

Det meste af Dame Shirleys karriere har været inden for underholdningsmusik (tre James Bond-sange!), men hendes fanskare er bred. Hun fungerer fremragende sammen med Yello på ’The Rhythm Divine’ og er groovy i ’History Repeating’ med Propellerheads.

Når hun synger Doors-hittet ’Light My Fire’ sjælfuldt, er man ikke i tvivl om, hvad det er for en ild, der skal tændes. Det hører og ser man i dette tv-klip. Publikums reaktion er fabelagtig. Læg mærke til forskellen mellem blik og kropssprog hos herrer og damer. Niels Fez Pedersen

 

John Cale
Et halvt tusinde anslag er ikke nok til helt at beskrive, hvad John Cale står for musikalsk. Han havde nærmest allerede redefineret rock’n’roll, inden han og hans bratsch blev smidt ud af hans første band, The Velvet Underground.

De sidste 50 år har han brugt på at flakke vildt fra idé til idé, og fra avantgarde-projekt til terror-glamrock og tilbage igen. Meget er fremragende, noget er slet ikke, andet er bare uforståeligt. Men han har spredt en stribe skønheder på vejen.

Et sted at begynde? Lyt til ham på livepladen ‘Fragments of a Rainy Season’, alene ved sit flygel, med sin smukke stemme – der stadig har et walisisk knæk. Nikolaj Steen Møller

 

Stereophonics
Et ret stort britisk band, selvom de herhjemme naturligvis er druknet i Blur/Oasis-havet. Seks af Stereophonics’ ni album har nået førstepladsen i Storbritannien, og på deres bedste dage lyder Kelly Jones og co. også som et stort britpop/rock-orkester. Peter Elsnab

 

Super Furry Animals
Et af de britiske bands, jeg altid har haft en stor svaghed for. Nok noget, der følger med at have købt deres første EP med hjem fra en London-tur i midten af 90’erne, da britpoppen var på sit højeste, og alt britisk var interessant. Og så gør det jo ikke noget, at deres første EP hedder noget, der er aldeles umuligt at udtale: ‘Llanfairpwllgwyngyllgogerychwyrndrobwllllantysiliogogogoch’. Peter Elsnab

 

The Alarm
Det var den 30. juni 1984, og jeg var på Roskilde Festival for første gang i mit liv. Min far arbejdede i et madtelt bag den orange Canopy Scene, og jeg var med som gratis børnevedhæng. Kun 12 år, men næsten nørdet musikinteresseret med en forkærlighed for tidens britiske pop som Duran Duran, Nik Kershaw og Howard Jones. Så jeg vadede naturligvis rundt på pladsen og sugede til mig af stemning og musik fra bands som New Order, TV 2, franske Telephone – og så walisiske The Alarm, der væltede min verden den lørdag eftermiddag på Dyrskuepladsen.

Bandet spillede nyrock (som vi kaldte det dengang) med en folky tone og masser af social indignation. The Alarm blev af mange opfattet som et discount-U2 fra Wales, og de delte da også management med Bono & Co., som de turnerede en del med i de tidlige 80’ere. Til koncerten i Roskilde havde forsanger Mike Peters en rød militærjakke på og højt opsat hår som resten af bandet. Og den kraft og energi, de spillede med på Orange, kombineret med den intense oplevelse af festivalstemningen – punkere, ølflasker i mudderet og den rå lyd af levende, ufiltreret rockmusik – gjorde så stort et indtryk på mig, at jeg øjeblikkeligt blev Danmarks største fan af dette middelmådige walisiske rockband.

Jeg havde fået en oplevelse, som ingen af mine klassekammerater havde været i nærheden af, og derfor brugte jeg i de kommende år en stor del af mine lommepenge på at købe alle de plader med The Alarm, jeg kunne komme i nærheden af. Og det var langt fra alt på de vinyler, der var godt, og måske kun 2-3 numre, jeg kan holde ud at høre i dag. Et af dem er ’Spirit of 76’, som handler om prisen på succes – og om det år, hvor Mike Peters så en Sex Pistols-koncert og straks efter dannede den første inkarnation af The Alarm under navnet The Toilets. Anders K. Sørensen

 

Kommentér indlægget