Kvartalsregnskabet – 3. kvartal 2015

   


Det var sommer, og det blev efterår, og sådan lød det, og lyder det.

Kan det virkelig være rigtigt, at midt i al hyldesten til vores fælleshelt Jason Isbell, fik ingen af os med, at hans nye album Something More Than Free også er helt fortrinligt? Ja, det er vist rigtigt. Men der er jo så meget andet at se til.

Fra Stockholm til Perth til Vancouver til Nashville og til sidst en tur ud i det ydre rum – dette er hvor Bloggers By Choices hoveder er lige nu.

Jesper Nykjær Knudsen

Tame Impala – ‘Let It Happen (Soulwax Remix)’ (single)
Åbningsnummeret til det nye Tame Impala-album var i forvejen et af årets allerbedste. Lige dele svirrende space-rock og pulserende disco-basker, strakt ud over otte magiske minutter. Og alligevel er det lykkedes den belgiske DJ-duo Soulwax – som der i øvrigt har været stille omkring alt for længe – at give ‘Let It Happen’ endnu mere luft under det i forvejen anselige vingefang. Med en kødfuld baslinje, klikkende percussion og en rytmeguitar, der er lige så funky som den er forvrænget. Remixing fra allerøverste hylde og ni minutter, der går alt for hurtigt.

 

Bob Moses – Days Gone By

Navnet Bob Moses klinger egentlig mest af en fuldskægget, aldrende jazztrompetist. Men i virkeligheden dækker det over de to Brooklyn-baserede canadiere Tom Howie og Jimmy Vallance, og der er ikke meget varm messing over duoens blanding af elegant electropop og kølige klubgrooves på nedsat tempo. Til gengæld er den virkelig stemningsfuld, og ‘Days Gone By’ lyder lidt som hvis Trentemøller og WhoMadeWho skulle finde på at lave et afslappet fritidsband sammen. Selvom vinteren ikke er kommet endnu, byder Bob Moses sig allerede til som et oplagt lydspor.

 

Kurt Vile – B’lieve I’m Goin Down
Han kunne være ham den lidt sære fyr nede i hjørnet af din gymnasieklasse, der altid kiggede dagdrømmende ud ad vinduet gennem sit lange hår. Kurt Viles musik lyder som om, han lever i sin helt egen verden, og hans rundskæve sange står igen stærkt på hans efterhånden sjette album. Skævt reflekterende, døsigt drømmende, underfundigt humoristisk – Vile er det hele igennem de tolv sange, der har sit eget stenede schwung og lander et sted mellem folk, country og håndvarm 70’er-rock. Kurt Vile er nok henslængt, men altid interessant selskab.

 

Nikolaj Steen Møller

Ruby Amanfu: Standing Still
Mon der er mange, der ikke reagerer på navnet, men som er helt med på hvad det handler om, hvis jeg i stedet kalder Amanfu for “hende den fantastiske sangerinde der var med Jack White på Roskilde og stod i det blå lys på Orange og sang harmoni på ‘Love Interruption’ så man totalt smeltede”. Eller var det kun mig? Måske.

Forleden dag fyldte Emmylou Harris’ Wrecking Ball tyve år, og til hans hæder foreslog Elsnab, at vi lavede en hyldest til den plade – det nåede vi selvfølgelig ikke, men så lad mig i stedet gøre det ved at kalde dette bedårende album for en Wrecking Ball for 2015. Der er endda et Dylan-cover på, ligesom Emmylou havde, og det var det der satte det hele i gang – Amanfu sang undergangssangen ‘Not Dark Yet’ til en Bobfestival, og gjorde det så eftertrykkeligt, at hele projektet med at bygge et album omkring sangen blev sat i søen på stedet.

Hun har plukket sangene med en kræsen og inspireret hånd. Collegerockerne Jump Little Childrens glemte ballade ‘Cathedrals’ om at finde sig selv i en afvisende vestlig storby kunne ikke være mere aktuel end nu, og er et seriøst klump-i-halsen-øjeblik. Kanye West autotunede sin ‘Streetlights’ mere end halvt ihjel på 808s and Heartbreak, men den bragt tilbage til et godt liv her. Og Amanfus tro udgave af Richard Hawleys ‘As the Dawn Breaks’ er lige så vemodigt smuk i varme Nashville, som den var i regnfulde Sheffield i Hawleys original. Pladen til når nattens sidste lys snart slukkes. Fantastisk.

 

Destroyer: Poison Season
“And you’re angry, and you’re not warm …” – de ord blev sagt om antihelten i The West Wing, den sarkastiske strateg Toby Ziegler. De passer også fint på Dan Bejar, manden der er Destroyer. Han er kryptisk, han er lakonisk, og han langer ud på mere eller mindre forståelig vis. Han er en misantrop, der drikker Jägermeister konstant under koncerter, skuler tavst til folk, og giver os syrlige one-liners som “Oh, it sucks when there’s nothing but gold in those hills!” Jeg er ret vild med ham. Det var der overraskende nok ret mange andre, der pludselig blev for tre-fire år siden. Det var albummet Kaputt, der var skyld i det; en plade, der lignede en art hyldest til artrock fra firserne, især New Order og Japan – og hvor vidunderlige var Japan lige? En skandale, at de endnu ikke er blevet hyldet af undertegnede her på Bloggers By Choice.

Typisk nok er kontrære Bejar gået et andet sted hen denne gang. Eller mange forskellige steder. Sidst var det Japan – her har vi sange som ‘Archer on the Beach’, der minder om David Sylvians første par soloplader, komplet med trompetsolo svøbt i masser af rumklang. ‘Midnight Meet the Rain’ lyder måske som temaet fra Shaft, men ikke som originalen – snarere som en udgave lavet af Spandau Ballet da de havde allermest skum i håret, cirka 1983. Andre steder hører vi ham slå dørene op til Sigma Studios i Philadelphia for at hænge ud med Bowie, der laver Young Americans. På masser af måder er det altså hans plastic soul-plade. Men Bejar er stadig ikke en varm person. Han er en knarvorn kyniker, og en skade i vindueskarmen, der låner det der passer ham. Og han har lavet intet mindre end endnu et mesterværk på den måde. Glimrende bud på årets plade.

 

Peter Elsnab

Dave Rawlings Machine: Nashville Obsolete 
Mens vi venter på, at ikke just produktive Gillian Welch proklamerer nyt, er det partneren Dave Rawlings’ tur til en omgang i det spotlys, der i parrets tilfælde desværre minder mere om en petroleumslampe. Dave Rawlings er en lige så formidabel guitarist, som Gillian Welch er sangerinde, men på det andet Machine-album lyder Rawlings som en usleben, men naturlig sanger. Det er velspillet bluegrass i afvekslende produktioner, og Welch lægger naturligvis harmonier på både småbitre og muntre fortællinger, der ikke har travlt med at nå en pointe. Det er et dyk ned i traditionel sangskrivning som hos Dylan, Young og Nashville, men forældet? Nej. Forhåbentlig ikke.

 

Janet Jackson feat. Missy Elliott ‘Burn It Up’ (single)
Det er et stærkt comeback, Janet Jackson har leveret med sit oktober-album ‘Unbreakable’. Lyden af brormand Michael er så markant, at enhver tanke om hologram-koncerter med Michael er overflødig – bare sæt Janet på scenen. Men på ‘Burn It Up’ er der også en helt anden lyd. Og det er Missy Elliott. Hun har efterhånden rundet 10 år uden at udsende et album, og seneste single er mere end syv år gammel, så enhver chance for at høre Missy Elliott er velkommen. Og dette nummer, udsendt som en promosingle i slutningen af september, kunne lige så vel være et Missy-nummer som et Janet-nummer. Begges stil er genkendelig, og det er bare et godt dansenummer, produceret af Jimmy Jam og Terry Lewis. Jeg gad virkelig godt se Janet spille et best of-sæt på Roskilde næste år.

 

Niels Fez Pedersen

Robyn & La Bagatelle Magique: Love Is Free (ep) 
Robyns pauseprojekter er mere spændende end de fleste andre popstjerners hovedværker. La Bagatelle Magique er født som en art sorgbearbejdning, efter hendes ven og samarbejdspartner Christian Falk døde af kræft i 2014. Med i pakken er keyboardspilleren Makus Jägerstedt, og ep’ens fem sange har en boblende dansepuls og energi løftet fra acidhouse, post-disco og garage (house-varianten, her er ingen rockguitarer). Det er Robyn tranformeret til New Yorks dansegulve i 1980’erne, men helt blottet for nostalgi. Som bonus ruller holdets fortolkning af Loose Joints’ ’Tell You (Today)’ fra den nylige hyldestplade Master Mix: Red Hot + Arthur Russell.

 

Rationale: ’Fast Lane’ (single)
Det var til modeugen i København, at jeg hørte ’Fast Lane’ første gang og måtte have hjælp fra Shazam til at lære Rationale at kende. Det var et kedeligt show, men sangen lød dragende som et miks af Cock Robin og noget solnedgangsstemning fra Ibiza. Jeg er et nemt offer for den slags, og jeg bliver ved med at vende tilbage til den dybe stemme og det blide beat. Rationale er producer. Han er fra London. Der er også en single, der hedder ’Fuel To The Fire’, den er okay uden at være på niveau med ’Fast Lane’.

 

Seven Davis Jr.: Universes 
Der er mange spaceheads i funken. Det er, som om jorden bare ikke er stor nok til at rumme den tungeste bas, og i jagten på total frihed har kunstnere fra Sly Stone, George Clinton og Prince til Janelle Monáe, D’Angelo og Flying Lotus lavet en mental Andreas Mogensen. Seneste raketoperatør er Seven Davis Jr., og hans album, der udkommer på Ninja Tune, har alle de klassiske ingredienser til et seriøst funkflip. Skøre stemmer, afsindigt guitarspil, bas. Men manden fra Houston er ikke purist og bruger lige så gerne et house-beat som afsæt for kugleskøre rablerier.

Kommentér indlægget