2014’s tredje kvartal er afsluttet, og bloggerne har gjort status over de seneste tre måneders højdepunkter. Anden del rummer mødet med et country-unikum, svensk stammedans og årets hit.
Tjek også første del her. Og regnskaberne for årets to første kvartaler finder du her:
Kvartalsregnskabet – 1. kvartal 2014
Kvartalsregnskabet – 2. kvartal 2014 1:2
Kvartalsregnskabet – 2. kvartal 2014 2:2
Søren McGuire
Lee Ann Womack – ‘The Way I’m Livin” (album)
I den amerikanske tv-serie Nashville, der i helt grove træk handler om et broget hold countrystjerners indbyrdes musikalske, romantiske og sociale gnidninger i countrymusikkens egen vugge, følger vi blandt andet hovedpersonen Rayna James’ uundgåelige rutsjetur ned af berømmelsens tinder. Hvor hun tilbage i de glade 80’ere og 90’ere var byen og genrens største stjerne, må hun i dag se sig slået af den teenage-venlige, populære og grusomt øretæveindbydende Juliette Barnes. Rayna er stadig en “hot ticket”, men ikke helt så hot, som hun var engang, og med til den erkendelse følger beslutningen om, at eftersom folk alligevel så småt er holdt op med at købe hendes plader, kan hun jo lige så godt give fanden i Music Row (i hvert fald til en vis grad), og lave de plader, hun selv har lyst til at lave. Selvfølgelig med – you guessed it – stor kunstnerisk succes. Jeg tror, det nogenlunde samme er sket for Lee Ann Womack. Sidste gang, hun udgav et album, var for seks år siden, og der er unægteligt sket meget i Nashville siden. At udgive et album på et uafhængigt selskab – i dette tilfælde, bluegrass-selskabet Sugar Hill Records – er ikke længere forbeholdt dem, der ikke har andre valg. At Lee Ann Womack nu udgiver sit nye album på et americana-label sker hverken af nød, eller som et statement rettet mod Music Row, men derimod fordi Lee Ann Womack har lavet en countryplade af den gamle skole, fyldt med ballader, gospel og et par gammel-testamentelige skideballer her og der. Og den slags udgives nu engang bedst på americana-labels i disse tider. At “The Way I’m Livin'” er hendes bedste album nogensinde er muligvis en tilsnigelse, men ikke desto mindre er det en rigtig god plade og et oplagt sted at lytte for fans af Brandy Clark, Ashlee Monroe og Kacey Musgraves.
Marty Stuart & His Fabulous Superlatives – ‘Saturday Night/Sunday Morning‘ (album)
Jeg var selv i Nashville i starten af september, og selv om jeg om nogen gerne endte mine dage på en barstol på Whiskey Bent (hvor man kan købe Waylon-sange for en dollar stykket hos de levende country-jukeboxe på scenen ved døren), havde jeg også brug for at komme væk som muligt fra de horder af bøvede amerikanske weekend-cowboys, der invaderer Broadways honky tonks så snart det begynder at lugte bare en lille smule af fredag. Så torsdag morgen stod jeg op før Fanden fik støvlerne på, pakkede tasken og satte mig ned i leje-SUV’en og kørte stik sydøst mod Georgia.
Det er en køretur på en fem-seks timer, hvilket omtrent svarer til at køre til Aalborg og tilbage igen i ét stræk, men når halvdelen af de sange, de spiller i bilradioen, mere eller mindre handler om lige netop dén køretur, bliver det trods alt lidt sjovere. Og for enden af motorvejen ventede byen Bremen, en lille flække små tyve minutter fra Alabama, hvor Marty Stuart og hans backingband, The Fabulous Superlatives, skulle spille i et nedlagt kødlager.
Marty Stuart er kort fortalt et unikum i countrymusikken, et bindeled mellem hvordan det engang var og hvordan det forhåbentligt bliver igen, når revolutionen når til Music Row og Luke Bryan dingler fra lygtepælen ved krydset mellem Music Square West og Chet Atkins Place. Marty startede sin karriere som Lester Flatts kun 13-årige mandolin-protegé, og har siden spillet med noget nær enhver legende, genren overhovedet kan mønstre – fra Doc Watson og ex-svigerfar Johnny Cash til Connie Smith, Mavis Staples og Porter Wagoner, som han for godt otte år siden fik overtalt til at give musikken en sidste chance, med den aldeles eminente svanesang, “The Wagonmaster”, som resultat. Koncerten i Bremen var i sig selv selvfølgelig mindst lige så fantastisk, som man kan forvente, når man hører et band på musikalsk hjemmebane, men anmeldelser af koncerter fra små amerikanske provinsbyer, vil jeg lade Treo om. I stedet vil jeg på det kraftigste anbefale bandets nye dobbeltalbum, Saturday Night/Sunday Morning. Der er country til både fest, følelser og alt ind i mellem.
Sunny Sweeney – ‘Front Row Seats’ (track)
Jeg er nået til den erkendelse, at denne sang fra texanske Sunny Sweeney er årets hit. Ikke stor kunst, men et fremragende eksempel på, hvordan man forener country med et poppet hook uden at risikere at få røven på komedie, når førnævnte revolution rammer. Nyd det. Det er skidegodt.
Danni Travn
The New Pornographers – ‘Brill Bruisers’ (album)
Fra de allerførste sekunders båh-bah-kor i åbnings- og titelnummeret ‘Brill Bruisers’ stråler The New Pornographers af perlende indiepop-overskud. På den ene side ikke overraskende for som fælles tumleplads for forskellige sangskrivere og sangere A. C. Newman, Neko Case og Dan Bejar (Også kendt som ’ham fra Destroyer’) har de en stribe fornemme albums bag sig med 2005’s ’Twin Cinema’ som det hidtidige højdepunkt. På den anden side en smule overraskende, for de har puttet sig lidt på de seneste albums. På ’Brill Bruisers’ – gruppens sjette – tilføjer de en masse Grandaddy’ske lo-fi-effekter og skyder om sig med regnbuefarvet begejstring. Newman synger med samme bløde myndighed som The Shins’ James Mercer, blide Neko Case er umulig ikke at forelske sig i på ’Champions of Red Vine’ og Dan Bejar snerrer nasalt på massive ’War on the East Coast’, hvor de næsten strejfer anthemrocken. At de gakker lidt ud på albummets anden halvdel, tager man med, fordi den fri leg virker herligt afvæbnende.
Goat – ‘Commune’ (album)
’På med ulvepelsen. Vi mødes i lysningen ved midnat. Der vil være bål og åndemaning.’ De siger ikke direkte, svenske Goat, men det er tydeligvis, hvad de inviterer til på deres andet album ’Commune’. Det ligger i lige linje fra 2012-debuten ’World Music’, hvor de introducerede deres euforiske mikstur af rituelt stammedansende verdensmusik og tungt vibrerende syrerock. De forfiner stilen, så det bogstavelig talt risler, pipper og ulmer, og fra en skyggefuld kulisse trænger primale kvindevokaler igennem. Lyder påtaget og animeret? Kom over det. Albummet er en gave til høretelefonerne eller volumeknappen.
Spoon – ‘They Want My Soul’ (album)
Evigt oversete Spoon bliver ved og ved med at være et fascinerende bekendtskab. En slags opkog af alt – eller i hvert fald meget – der er godt, rigtigt og livgivende. Soulen og bluesen kommer fra deres Texas-rødder, tro mod deres punkbegyndelser i de tidlige 1990’ere støjer og kradser de frydefuldt, og så svinger de med en coolness á la Elvis Costello & the Attractions.
På ’They Want My Soul’ har den hæse frontmand Britt Daniel skrevet nogle af sine allerstrammeste sange. Sange, han så får brudt ned og bygget op på ny. Som nu den knastørre ’Knock Knock Knock’, der morfer under Dave Fridmanns evigt universudvidende produktion. Altså, alt lykkes på det her album. Selv når de laver gyngende pubrock på Ann-Margret-coveret ’I Just Don’t Understand’. Det her band må snart få samme dedikerede fanskare, som The Walkmen havde.
