Tyvstjålet, kraftigt inspireret – same same, but different … #1

I morges var jeg i Radio 24-7. Ikke i sig selv noget at skrive hjem om, selvom anledningen var sjov nok; Everlasts besøg i København og Aarhus og det faktum, at Anders Matthesens ‘Jul på Vesterbro’ minder uhyrligt meget om min gamle House of Pain-helts helt store solohit, ‘What It’s Like’. Fred være med det. Nu vi er ved det, ligger det dog lige for at tage fat på andre og vægtigere musikeres kraftige lån endsige indhug i især kollegernes melodilinjer.

Gorillaz ‘Feel Good Inc’

Mit flødepoppede øre spidser sig jævnligt i jantet jagt på fænomenet, der selvfølgelig ikke skal forveksles med samplingdisciplinen, som indlysende altid er en bevidst handling. Omend gjort gedulgt hist og her og lidt til.

Næ, så er det mere interessant at kigge på de kraftige inspirationer eller det, man med en vis ret kan kalde tyverier. Som hvis Bloggers By Choice ikke lod skinne igennem, hvor vi har vores navn og logo fra.

Nogen gange er det formentlig underbevidstheden, som hjælper sangskriverne på vej. Det er bare svært at tro på i følgende dobbelteksempel. Hermed en ægte tretrinsraket fra De Britiske Øer …

Da jeg først hørte Gorillaz-skæringen ‘Feel Good inc’

http://www.youtube.com/watch?v=RF9fqx4H_Cg&feature=related

fra 2005 og Damon Albarns ferske røst sætte ind omkring 1:14, herskede der ingen tvivl om, at sekvensen med mindre modifikationer var snuppet direkte fra verset i U2’s 1997-ballade ‘Staring at the Sun’. Tjek lige selv:

http://www.youtube.com/watch?v=s4D5hSPjftI

Men her stopper den altså ikke. For før U2 kom (i hvert fald) The Kinks og deres ‘Sunny Afternoon’ fra 1966:

http://www.youtube.com/watch?v=n9KaI5T0zRw

Og det er jo et eller andet sted befriende at tænke på. At Damon Albarn ikke (udelukkende) kan klandres for at jacke jackassen Bono.

OBS! Min kammerat, der oprindelig gjorde mig opmærksom på The Kinks-linket efter en magisk koncert med Radiounderholdningsorkestret på Ledreborg (damn!), mener i øvrigt også at kunne høre OutKasts suveræne ‘So Fresh, So Clean’.

Jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Den kiler sig dermed  ind imellem U2 og Gorillaz og gør det til en oversøisk FIREtrinsraket. Jamen, altså …

About the author