War On Drugs – langt, men godt?

   


Der var udsolgt. Og de kunne snildt have solgt en koncert mere i Store Vega ud. Og så startede det egentlig med at blive annonceret som en koncert i Lille Vega.

Men på grund af af nummeret ‘Red Eyes’, det fremragende ‘Lost in the Dream’-album og opmærksomheden omkring det tidligere medlem Kurt Vile har Philadelphia-rockbandet The War On Drugs med Adam Granduciel i front også fået mere og mere opmærksomhed, så koncerten blev hurtigt opgraderet til Store Vega.

Af en eller anden årsag bliver War On Drugs ofte betegnet indierock, men der er intet indie over det. Det er bare rock. Armen-ud-af-bilvinduet-og-ud-på-motorvejen-rock. Og det er ofte folk, som kan genkende noget Bruce Springsteen, Bob Dylan eller Dire Straits, der kan lide bandet. Heriblandt en håndfuld af bloggerne på Bloggers By Choice, der oplevede onsdagens to timer lange koncert således:

Peter Elsnab: Hey guys! Var det egentlig godt? Var det for meget (eller lidt) Bob Dylan anno ‘Infidels’?

Jesper Nykjær Knudsen: Jeg kunne ikke se for håret, om han i virkeligheden havde sendt Kurt Vile i stedet.

WOD 2

Frontmand Adam Granduciel havde en udpræget shoegazer-attitude – gemt bag det lange hår, stirrende ned eller nogle gange endda med ryggen mod publikum.

Danni Travn: Langt, men godt. Og altså, ‘Infidels’ er da, til trods for Knopflers ihærdige forsøg på at gøre Dylan fesen, et superlativ, Ville faktisk ha’ foretrukket, at de havde skiftet deres coverversion af Bill Fays ‘I Hear You Calling‘ ud med en version af ‘Don’t Fall Apart on Me Tonight’.

Nikolaj Steen Møller: Jeg har ikke hørt Infidels, men hørte Knopfler lige fra starten i aftes på ‘An Ocean in Between the Waves‘. Danni, hvad var det du sagde at Dire Straits handlede om? Groove? I modsætning til? For mig handler Dire Straits selvfølgelig stadig mest om pandebånd.

DT: Jeg vil gerne ha’ ført til protokols, at jeg aldrig har sagt, at Dire Straits handlede om groove. Lir, jeg sagde lir. The War On Drugs derimod om groove.

PE: Og Danni skulle absolut lige synge ‘Bag Duggede Ruder‘ under ‘Under the Pressure’. Så nu kan jeg ikke høre War On Drugs uden at forestille mig Steffen Brandt med et rødt Mark Knopfler-pandebånd. Tak.

NSM: Jeg skal ikke holde mig for god. Fik selv hvisket “we are fools to make war on our brothers in arms” i øret på manden, der stod foran, under den silkebløde intro til ‘In Reverse‘.

Adam G

Adam Granduciel. (PR-foto)

PE: Anyway, jeg kunne godt lide koncerten. Jeg kunne godt lide, at han dronede derudad med motorvejsrock og guitarlir i de fleste numre. Men det virkede som om, publikum blev rastløst, og der var stor udsivning længe før midnat. Var det for meget, eller skulle de modne vesterbroere bare hjem og afløse barnepigen?

JNK: Hmm, jeg var så en af dem, der tog mig selv i at småkede mig lidt nogle gange undervejs (og jeg havde endda medbragt én at stå i ske med). Jeg synes for sjældent, koncerten rigtig lettede. Og de lange instrumentale forløb, der er så hypnotiserende på plade, blev lidt konturløse og bare langtrukne i går.

NSM: Jeg kan ikke huske nogen koncert, der blev indledt så proppet, være så affolket til sidst. Og det var ikke pivsent eller noget. Men det skal så siges, at Mr Granduciel måske har spillet i klub, når det gælder om at spille guitar, men ikke når det gælder om at skrive sætlister. Det blev temmelig noodly til sidst.

NSM: Der fraregner vi så lige ‘Burning’. Hvor god er ‘Burning’ lige? Det skal jeg sige jer: ‘Burning’ er rigtig, rigtig god.

PE: Og han har vist heller ikke taget det udvidede diplomkursus i snak mellem numrene …

NSM: Ja, hans evner til at konversere er vist endnu et punkt, hvor han har Dylans ånd hængende over sig. Det skal så siges, at han prøvede med de der polaroider, som ingen kunne se. Han virkede bare som en genert fyr, der helst ville spille soloer.

JNK: Problemet var bare, at hans soloer – i hvert fald live – ikke var særlig spændende. De byggede ikke rigtig op til noget eller førte nogen vegne hen, men løb ligesom bare på stedet.

DT: Jeg hørte ikke guitarstykkerne som deciderede soloer, men mere som et element i groovet, og så behøver de ikke ende nogen steder. Når det er sagt, så manglede der noget sans for dramaturgi. Jeg tror, mange gik den sidste halve time, fordi de fornemmede, at koncerten som sådan ikke bevægede sig mod noget, de ikke allerede havde oplevet efter 90 minutter.

JNK: Jeg havde i hvert fald forventet en langt større oplevelse i selskab med bandet bag en af årets allerbedste plader so far.

NSM: Glimrende pointe til sidst. Og måske at der også var en vis viden om, at – måske netop undtagen ‘In Reverse’ – alle de bedste sange var overstået på det tidspunkt. Og ja … især mod slutningen var der ikke megen dramatik. Men når det er sagt, skal min helt fra i aftes nævnes. Charlie Hall, storgrinende trommeslager, der tydeligvis elskede sit job, og ikke nok med det: Han var også flere gange eneansvarlig for at vække Granduciel, når denne var fortabt i sine guitarreverier …

WOD 1

Klassisk koncertfoto, hvor man ikke rigtig kan se noget. Men vi var der! Og Vega var smukt.

 

DT: Men fraregnet den tid du brugte på at sludre med Jens Unmack og/eller spoone din kæreste, hvor meget hørte du så egentlig, Jesper?

PE: Charlie Hall var fremragende. Flot overskæg. Har han mon været med i Efterklang eller Sparks? Nå nej, han grinede.

NSM: Charlie Hall ville, trods det prægtige moustache, næppe være materiale for Efterklang. Han er ikke rigtig typen, der ville lægge bund under en tubasolo i en 17/9-takt. Han tæller til fire ad gangen. Og gudskelov for det.

JNK: En spoon er en glimrende lytteposition, Danni! Og Unmack og jeg snakkede om Liverpools sæsonafslutning. Det var hurtigt klaret. Der er jo ingen grund til unødig masochisme.

NSM: Hvad angår en af årets allerbedste plader, så synes jeg, det var meget tydeligt, at det stadig er tilfældet. Sangene fra ‘Lost in the Dream’ var så gode, som jeg havde håbet på. Ikke mindst ‘Eyes to the Wind‘ med det der E Street-‘Bobby Jean‘- klaver.

JNK: Enig, Smølle. Jeg synes bare ikke, særlig mange af sangene blev leveret specielt medrivende i går. Eksempelvis ‘Under the Pressure’, hvor klaveret – som er sangens melodiske rygsøjle – druknede i mixet. Og sådan var der flere numre, der fremstod lidt svage i farverne. Jeg stod ofte og fik lyst til at høre albummet i stedet.

NSM: Jeg er på 7/10.

PE: Jeg lander vist også på 7/10. På en Pitchfork-skala ca. 6.847693.

JNK: Ok, 6 ud af 10 herfra.

DT: 7/10 herfra også.

————————–

The War On Drugs-diskografi: Barrel of Batteries (EP, 2007), Wagonwheel Blues (2008), Future Weather (EP, 2010), Slave Ambient (2011), Lost in the Dream (2014)

Kommentér indlægget