Kender du det, med at en kunstner ligesom er din? Altså, når du dyrker ham eller hende sammen med en lille håndfuld venner – der nikker i frydefuld genkendelse, hvis du nævner en af kunstnerens sangtemaer, nynner en melodistump eller snakker dig tilbage i tiden til en detalje fra vedkommendes koncert i Pumpehuset i 2004? Den slags kunstnere, der udelukkende fremkalder fingeret interesse eller måske ligefrem overbærenhed, når du nævner dem for resten af vennekredsen, eller måske endda drister dig til at spille et nummer for andre end de indviede.
Sådan en kunstner var nu 32-årige Conor Oberst for mig engang. I dag har de fleste med tilbøjeligheder i retning af amerikansk sangskrivning hørt om ham under hans scenenavn Bright Eyes (som ikke er et rigtigt bandnavn, da det eneste faste medlem er ham selv), og fredag aften havde han solgt hvert et sæde i Bremen Teater i København. Sådan var det ikke i 2002, da han optrådte på Loppen på Christiania. Hans gennembrudsalbum ‘Lifted – Or The Story Is In The Soil, Keep Your Ear To the Ground’ var stadig nyt, og da jeg blev introduceret til den dengang 22-årige knægt af mine kolleger Jannik og Tony, hørte jeg forkert og troede at han kaldte sig ‘White Ass’.
Den novemberaften på Loppen var en intim og ikke spor udsolgt oplevelse, hvor Oberst og hans sammenskrab af teenagere i thrift store-kluns følte sig igennem smertekvad som ‘Lover I Don’t Have To Love’ og ‘Bowl of Oranges’, mens vi stod ca 90 cm fra ham og fulgte med i hver en bevægelse. Der var noget over storheden i hans klynkeri, som jeg ikke kunne slippe – den måde hans stemme knækkede på i selvforagt, mens han tæskede løs på sin akustiske guitar indgød en næsten forbudt fornemmelse af store følelser, der lige efter det sjove årti, hvor alting jo som bekendt var cirka lige gyldigt.
Siden kom han til Store Vega i 2005, efter det gnistrende rene og monstrøst melodiøse hovedværk ‘I’m Wide Awake It’s Morning’ (hvorpå Emmylou Harris optræder som backingsanger, ahhh) og gav en koncert, der efter en grotesk rodet første halve time samlede sig omkring sange som ‘Lua’ til en helt vidunderlig aften i selskab med Oberst og hans fortabte indiekuld. Allerede da var der sket et skift – balkonen var ganske vist ikke åbnet, så vidt jeg husker, så helt udsolgt var der jo ikke – men ‘I’m Wide Awake…’ havde gjort Oberst til et navn. Og efter hans soloplade ‘Conor Oberst’ fra 2008, der er er stort set lige så god, var det ingen overraskelse at der var proppet, da han spillede en tam kl. 14-koncert på Roskilde sidste år, eller at billetterne til Bremen-koncerten røg pænt hurtigt. Conor Oberst er ikke min dude længere. Han er alles.
Og der sad vi så, da han gik på efter opvarmningen, de svenske skovtroldesøstre og countryfetichister i First Aid Kit. Og da der var gået en halv time, tænkte jeg at det her måtte være årets koncert. Intet kunne da på nogen måde overgå denne aften i resten af 2013 – en tænderknasende sammenbidt og virtuost velspillet version af ‘The Big Picture‘ blev fulgt af det kridhvidt lysende får i Obersts sorte sangsamling: ‘First Day Of My Life‘, den ca. lifligst perlende romantiske ballade i universet. Derefter bl.a. den dunkle poesi i ‘Cape Canaveral’ (med de perfekt udstandsede linjer “Victory is sweet/ Even deep in the cheap seats”) og ‘Lenders In The Temple’, en stemningsfuld og melodisk gang halvdystopisk miskmask. Alt sammen leveret næsten solo på scenen, hvilket vil sige enten helt alene eller i selskab med kompagnonen Ben Brodin på vibrafon, guitar eller piano. Og med et underspillet showmanship, der var nyt i forhold til 2005.
Men da Oberst derefter drønede ud bagved for at tage sig en tissepause (“I have a bird’s bladder”), knækkede koncerten samtidig over. I den sidste halvdel fik vi kun én sang fra hans bedste plader (‘At The Bottom of Everything’), ellers stod den på semi-rariteter fra forskellige hylder. Det ville have været fint nok, hvis vi snakkede tre-fire sange, men otte? Plus to i ekstranumrene? En fantastisk koncert var i gang med en dum forvandling mod noget indforstået og snørklet, og lige dér kunne jeg ikke lade være med at spekulere over om Conor Oberst nu også er offentlig ejendom?
Jeg spekulerer på om han har lyttet for meget til alle dem, der har udråbt ham til den nye Dylan – der jo kan spille en B-side fra en alligevel ikke udkommet 1982-singleudgivelse tiltænkt det japanske marked, hvorpå dylanologerne går gråhåret bananas over at han lige præcis spillede den sang her til aften. Nu gætter jeg, men sådan tror jeg ikke at ret mange har det med Bright Eyes/Conor Obersts sange. Og det er der en grund til: Mange af hans ældre sange er da fine, men de er ikke på niveau med hans bedste materiale. Det er jo ikke sådan at alt hvad han hiver op af hatten, er guld. Jeg savner et mere realistisk forhold til eget bagkatalog fra hans side – en brist der også kom til udtryk i den måde, han brugte First Aid Kit-søstrene Klara og Johanna Söderberg på. De blev ofte hevet ind som backing, hvilket til sidst måske blev en lille smule uspændende at høre på. Og i ekstranummeret ‘Lua’, det slukørede akustiske kultkvad om at være en fremmed fugl i et iskoldt New York, blev det decideret åndssvagt: Pigerne blev sat til at synge sangens centrale linjer, en direkte henvendelse fra hovedpersonen til hans elsker- eller veninde:
“You’re looking skinny like a model with your eyes all painted black/
You just keep going to the bathroom always say you’ll be right back/
Well it takes one to know one, kid, I think you’ve got it bad/
But what’s so easy in the evening, by the morning is such a drag.”
Jeg kan godt forstå at han gerne vil variere lidt i sine sange, når nu han skal spille dem så ofte, men det der gav overhovedet ingen mening. Dårlig dømmekraft, simpelthen. Heldigvis sluttede han helt anderledes hårdtslående med en af sine tidlige maskingeværsalver – vel at mærke rettet mod ham selv: ‘Waste of Paint‘ er en af grundene til at jeg blev forelsket i Conor Oberst til at begynde med: Magen til selvhad, råbt snarere end sunget uden nogen form for omsvøb, som dialogen i en Nils Malmros-film indspillet i et udrangeret crack house, skal man spilleme lede længe efter:
“I hide behind these books I read/
While scribbling my poetry/
Like art could save a wretch like me/
With some ideal ideology/
That no one could hope to achieve/
And I’m never real, it’s just a sketch of me/
And everything I’ve made is trite and cheap/
And a waste/
Of paint, of tape, of time.”
Dén anmeldelse manglede jeg efter Gaffas selvsmagende seksstjernede anmeldelse. For jo, det var en god idé at hive søstrene på scenen et par gangen, men det grænsede til det pinlige til sidst. Og han virkede ganske rigtigt ufokuseret den sidste halvdel af koncerten indtil han sætte strøm til publikum med Waste of Paint. Og vi kunne så vandre ud i københavnernatten med et blinkende spørgsmålstegn om, hvorfor han ikke gjorde noget mere af det.
Hej Nils,
tak for din kommentar, og ja – fed nok men uforløst koncert med alt for meget søsteri. Uden nogen sammenligning iøvrigt mindede det mig om dengang jeg var i Parken og høre George Michael. Da han endelig sang mit yndlings-Whamnummer ‘Everything She Wants’, overlod han mikrofonen til stadionets forsamling af venindegrupper, hver gang han kom til klimakslinjen “Somebooody teeeellll me!”. First Aid Kit var søde og gode, men til sidst fik de mig altså mest af alt til at tænke på Parkens Breezer-stive høns. Og det var ikke deres skyld, men Obersts, fordi han gav dem alt for meget plads. Øv.