Fredag var en af de dage, hvor jeg var glad for at bo i København, for aftenen bød på flere koncertmuligheder, end der var brug for.
Ikke med verdensstjerner, men med chancen for at tilfredsstille ens indre rocker. Man kunne f.eks. vælge gode gamle Niels Skousen med hans særdeles velspillende band i Amager Bio, man kunne tage til afskedskoncert med Thee Attacks, eller man kunne tage endnu en koncert med Skambankt. Jeg valgte det sidste.
Men først – Thee Attacks. Nordjyderne meddelte i februar, at de nedlagde arbejdet efter to sidste koncerter. I går i København og i aften på den gamle hjemmebane i Studenterhuset i Aalborg.
Det ville jeg egentlig gerne have oplevet, for deres koncerter er/var en fornøjelig oplevelse, og jeg sidder lige nu med et smil på læben og lytter til deres første LP med energisk retro-rock’n’roll med rødder i garagen. Og ’recorded in aggressive mono’, som der står på bagsiden af coveret til ’That’s Mister Attack to You’.
I bedste 60’er- eller Ramones-stil kalder de sig blot Jimmy Attack, Terry Attack, Johnny Attack og Ritchie Attack. Og de udgives naturligvis på pladeselskabet Crunchy Frog, der er som skabt til den type rockmusik, som bl.a. kan nydes i Theis Mortensens optagelse fra Roskilde Festival i 2010:
De to plader er gode, men det har altid været koncerterne, der var den store attraktion ved Thee Attacks. Afskedskoncerten i Kayak Bar ved havnen blev desværre uden mig, men jeg kan forstå på visse Facebook-opdateringer i aftes, i nat og her til morgen, at det vist har været en god fest …
En sidste, ny sang, ’I’ve Been A-Waiting’, kan høres og downloades gratis her.
Farvel til Thee Attacks, men goddag til og glædeligt gensyn med Skambankt. De norske garage-/hårdrockere centreret omkring Kaizers Orkester-guitaristen Terje Røthing spillede onsdag i Odense, torsdag i Aarhus og fredag foran et par hundrede mennesker – der ikke kun var de sædvanlige garagerockere – i Pumpehuset i København. Og det blev en fest. Og en overbevisende rockkoncert, hvor jeg gik smilende derfra med nyindkøbt hvid vinyl af det aktuelle album ‘Sirene’ under armen.
Der er noget enormt berusende og frigørende over at smide en knyttet næve i vejret og råbe ’Me Sa Nei’ på Stavanger-norsk. En af bandets klassikere fra det snart ti år gamle, selvbetitlede debutalbum.
Det er fem år siden, bandet har været i Danmark senest, efter tredje album ’Hardt Regn’, og på nummeret ’O Dessverre’ fra netop det album fik gæsterne i Pumpehuset en af den slags oplevelser, der ofte løfter en koncert.
Johan Olsen fra Magtens Korridorer brøler nemlig med på nummeret, og det gjorde han også fredag aften – inden han sprintede ned blandt publikum og festede videre til både nyt og gammelt, til numre som skråle-klassikeren ’Skambankt’, ’popsangen’ ’Malin’, til den nye fremragende ’Voodoo’ og andre højdepunkter fra det nye album som ’Sort Blod’, ’Anonyme Hatere’ og ’Gamle Spøkelser’.
Det begyndte godt og endte med at blive decideret fremragende. Det var medrivende og festligt i 80 minutter på fuld skrald, fordi sangene er gode, og fordi det blev leveret skarpt, veloplagt og sammenhængende med plads til små improvisationer. Lyden var glimrende, og de rå rammer i Pumpehuset passede perfekt til den lige så rå rock. Det var svært andet end at være glad og tilfreds.
Nogen siger farvel, men andre bliver heldigvis ved. Og Skambankt har forhåbentlig meget at byde på endnu.
