Jeg savner mit spillested

   


Af Peter Elsnab

Venner, pilsnere, snak og latter, forventningens glæde. Lyset dæmpes, og bandet går på.

Aaahhhhhh … Bifald og smil. I det øjeblik er verden i vater. Al stress forlader kroppen, man trækker bare vejret bedre. Zen.

Der er ikke mange dagligdags ting, der overgår koncertoplevelsen. Jeg savner den.

Fuld smadder på Baest på Posten i Odense i februar.

Jeg savner især at vide, hvornår jeg skal til næste koncert. Og jeg frygter, at nogle spillesteder må lukke, for det vil efterlade et stort hul.

Et spillested er et vigtigt led i hele den musikalske fødekæde, og det er et lokalt omdrejningspunkt for musik, kultur, kreativitet. Mennesker. Man stifter nye venskaber og bekendtskaber, fordi man deler en oplevelse og har en fælles interesse. Et spillested er historie. Personligt og i et større perspektiv.

Den nuværende nedlukning af vores samfund bliver også en del af et spillesteds historie. Men forhåbentlig ikke sidste kapitel. Forhåbentlig vil vi fremover stadig stå på spillestedet og fortælle hinanden koncertanekdoter (om og om igen) om dengang, vi så dem og dem – og ikke så dem og dem, fordi den og den koncert blev aflyst under coronakrisen, og på den nye dato skulle man desværre på kurophold med kæresten, til nevøens fødselsdag eller spille oprykningskamp til serie 3 med afslutningsfest i forsamlingshuset bagefter.

Sætlister. Også en del af koncertoplevelsen, når man en gang imellem er så heldig at få en med hjem som minde.

Jeg har lige købt nogle af Vegas fantastisk flot designede A2-plakater, fordi … det var rart. De minder mig om, hvor flot og godt et spillested Vega er, og hvor mange store koncertoplevelser jeg har haft derinde. Jeg bestiller plader på nettet og får dem leveret til døren, jeg har købt downloads på Bandcamp, jeg har bestilt et par band-t-shirts.

Jeg ser også indimellem livestreams på nettet, og flere af dem fungerer på hver deres måde faktisk ganske fint. Fribytterdrømme, Dizzy Mizz Lizzy, Neil Young, Benjamin Gibbard, Amanda Shires/Jason Isbell, First Aid Kit, MaidaVale. Jeg har fundet gamle dvd’er frem, jeg ser pludselig et hav af koncerter med Oasis og Pulp på YouTube.

Men det er alt sammen kun en substitut. Jeg savner simpelthen koncerterne, selvom det kun er tre uger siden sidst, og jeg savner visheden om, at jeg snart skal afsted igen.

Efter alle aflysningerne har jeg nu kun en enkelt koncertbillet hængende under en frugtmagnet på køleskabet – altså billedligt talt, for den ligger jo kun som en pdf-fil på computeren – men jeg vil vælge at tro på, at alt er normalt til efteråret, og at de offentliggjorte koncerter også bliver afholdt, så nu køber jeg nogle flere billetter. Går alle spillestedernes kalendere igennem og vælger.

Jeg har det ganske enkelt skidt med ikke at have mindst en håndfuld koncertbilletter til Loppen, Pumpen, Vega, Posten, Voxhall osv. liggende i indbakken og skrevet ind i kalenderen – og dermed også udsigten til venner, kolde pilsnere i hånden, snak og latter og den følelse af musik fremført live, som ikke kan fås på anden vis.

Nå, ja. Og dommen bagefter, naturligvis. Vurderingen, analysen, betragtningerne, enighed (go’emakker!), uenighed (idiot!), publikum. Skål på den, du gamle!

En klassiker. Koncert-t-shirten – her fra Brandy Clarks koncert i Ideal Bar.

Og naturligvis de mange køb af plader, plakater, t-shirts, muleposer og andet fra merchandiseboden. Køb, der er pissebesværlige at bære rundt på resten af aftenen, men som alligevel er de bedste køb.

Den signerede plade købt af musikeren selv, turne-t-shirten fra den koncert, man selv var til, eller noget helt særlig merchandise som f.eks. – helt tilfældigt fundet på – en plastikgrammofon til 3”-plader med White Stripes.

Måske endda den limiterede 7”-single (Jack White), en friskbrændt cd med den koncert, man lige har set (Einstürzende Neubauten) eller den hjemmebrændte cd, som kunstneren selv har hånddekoreret siddende på scenekanten på Loppen efter koncerten (Joe Buck).

Nogle af de seneste pladekøb fra merchandise-boden – Baby Did A Bad Thing, Stonefield, MaidaVale.

Jeg savner det hele. Ja, det er lige før, jeg savner at melde afbud til en helt særlig koncert, fordi jeg skal på arbejde i den anden ende af landet. Og jeg har ondt af de musikere, der ikke kan komme på turne og vise alt det, de kan, og samtidig går glip af en masse indtægter, som de ikke alle sammen kan indhente igen.

I dag har jeg hørt Stonefield, MaidaVale, Baby Did A Bad Thing, The Murder Capital, Baest og Brandy Clark. Det er de seneste gode koncerter, jeg har været til:

Brandy Clark i Ideal Bar, København: Tænk at opleve så stor en sangskriver helt tæt på. Tilmed en god, tilstedeværende sanger og fortæller med en stribe virkelig store sange. Det oste bare af kvalitet og musikalitet. Fint band, selvom de var hendes helt nysammensatte europæiske turneband. Og så på Kluden bagefter … Blogbroder McGuire kan fortælle i timevis om, hvor god hendes debutplade ’12 Stories’ er.

The Murder Capital på Atlas i Aarhus.

The Murder Capital på Atlas, Aarhus: Ikke nok stærke sange live, men momentvis afsindigt godt. De har ikke helt på samme niveau som Fontaines D.C. fanget mixet af poesi og punk, men stadig en god oplevelse. Og så var det spøjst nok min første koncert på Atlas. Den slags husker man også.

Baby Did A Bad Thing på Blå, Aarhus: Releasekoncert for debuterende dansk band. Velspillende, vellydende country og rock. En dejlig oplevelse. Masser af mennesker, masser af kolde dåseøl. Og et ungt band, der kan deres Jackson Browne, vil altid have min stemme. Albummet er ude nu på Spotify, og det er godt.

Baest på Posten, Odense: Fuld skrue, meget levende død og så en god jysk accent hos frontmand Simon Olsen mellem sangene. Metal er bare sjovt live. Det var Baest også denne aften. Og gode. Altså, de er virkelig, virkelig gode! Og det er bare fedt at se de gode danske bands på de lokale spillesteder.

Stonefield på Stengade.

Stonefield og MaidaVale på Stengade, København: Jeg elsker Stonefield. Fire australske søstre, der givetvis har hørt deres Black Sabbath-plader og sikkert har spillet sammen i en garage et eller andet gudsforladt sted i den australske bush. Det er bare god stener, udgivet på King Gizzards pladeselskab Flightless. Koncerten kom måske aldrig helt op at ringe, men jeg kan ikke helt huske hvorfor … Det var stadig godt, og det var fedt at se dem på et lille, mørkt spillested med en masse mennesker klædt i sort.

Svenske MaidaVale var support, og de var en positiv overraskelse. Havde streamet lidt inden koncerten, men det var meget, meget bedre at se dem live. Tungt, psykedelisk, nærmest spirituelt og indimellem hypnotiserende. Efterfølgende har jeg hørt deres to plader – købt i merchandiseboden af forsanger Mathilda Roth, naturligvis – og især den seneste, ’Madness Is Too Pure’ er virkelig god.

MaidaVale på Stengade.

Det er jo en anden ting ved koncerter – når man pludselig opdager et supportband, man virkelig godt kan lide. Det sker ikke så hyppigt i dag, fordi man jo kan tjekke alt muligt ud på forhånd.

Men det kan stadig lade sig gøre at blive overrasket ude på spillestedet. Det er skønt.

 

Kommentér indlægget