Fortsæt upfuckeriet, Kanye!

På vej til Watch the Throne-koncert i Hernings eksotisk klingende Boxen genlæser jeg The Atlantics grundige og omsiggribende portræt af Kanye West. ’American Mozart’ er den rammende rubrik, men læseværdigheden til trods er det en problematisk ramme, som det amerikanske magasin lægger ned over en af verdens mest produktive producere og rappere. Og bedste, i mine ører.

Ikke at den er forkert, den er bare en kende ensidig.

The Atlantic hæfter sig ved Kanye Wests utilregnelighed og offentlige tirader som en rendyrket dårlig ting. Men er det dét? Taylor Swift-episoden var indlysende tåkrummende, og faktisk begik tossen en lignende pinagtighed i Bella Center under MTV Europe Awards i 2006, da en af hans egne musikvideor blev forbigået – tjek fra 1:05 i dette klip.

Men det mest legendariske af Kanye Wests udbrud gav da fint mening. Den slags har rappere sådan set leveret siden Public Enemys tid – som regel bare med musik til. Hiphop har sin egen brøsige etikette. Dresseres den, kan vi først for alvor tale om, at hiphoppen er død.

Det var således en art freestyle, da Kanye langede ud efter George W. Bush på nationalt tv i 2005. Og bare fordi præsidenten siden har omtalt rapperens frontalangreb (i kølvandet på Katrina-orkanens hærgen i New Orleans) som et lavpunkt i sine otte år ved magten, gør det ikke udsagnet mindre ærligt. Kanye West sagde, hvad han og mange andre tænkte: ‘George Bush doesn’t care about black people’.

Hvis det syntes upassende eller ligefrem skandaløst, skulle de have hevet Bill Cosby eller Will Smith i studiet i stedet. Hvor udiplomatisk og upragmatisk det end måtte lyde, var det jo klar tale fra en mand, som i bund og grund er dybt kontroversiel. Hans debutalbum ligefrem var et forsvar for ikke at uddanne sig, for christ’s sake. Siden kom Kanye West – vanen tro – på bedre tanker.

Jeg har fra dag ét været kæmpefan af manden og hans produktivitet. Men også af hans megalomani, fordi den driver ham, og fordi der stikker noget under. Den er utvivlsomt narcissistisk – også på den vis, at den er dobbeltsidet. Påstanden om at Watch the Throne er et projekt iværksat for at reparere på imaget virker villet, nærmest absurd, og når The Atlantics David Samuels borer i Kanye Wests storhedsvanvid, overser han, at det sammensatte geni også rummer det stik modsatte.

Han tør udstille sin sårbarhed, han indrømmer sine fejltagelser, og han gør det tilmed på plade – han bruger dem sådan set som brændstof. Det er forfriskende i en machokultur, hvor den selvbiografiske selvgodhed råder, og refleksionen drukner i ting, der kun glimter i bogstavelig betydning. Kanye West dedikerede sågar et helt album til at tudbrøle over sin hjerteløse ekskæreste:

Og synge med et yderst begrænset stemmemateriale. Selvom den massive auto-tune antydede det stik modsatte, kræver den slags nosser.

Jeg vil glæde mig til den fortryllende, liflige, livsalige (hvor lidt street kan det blive, Skyumpumpe?) ’New Day’ fra Watch the Throne, hvor Chicagos fortabte søn for en stund overstråler Jay-Z på mikrofonen. Og apropos søn; hør lige, hvad han siger undervejs: ‘I’ll never let my son have an ego / he’ll be nice to everyone where ever he go / I mean, I might make him be republican / so everybody know he love white people’.

Den slags kommer ikke fra en mand blottet for selvironi eller -kritik. Det kommer fra en utæmmelig og uforudsigelig original på godt og på ondt. En spradebasse, som måske ikke sætter sit lys under en skæppe, men til gengæld også praktiserer selvterapi i fuld offentlighed. Som Rakim så rigtigt pointerer, er det stjerner af hans støbning, den generelt blodfattige, kommercialiserede og professionaliserede superliga fattes. Fat det nu.