Der må gerne være noget at kigge på. Det må også gerne være sjovt at gå til koncert. Bob Hund kan klare begge dele. Og så kan det godt være, de før har været bedre end denne fredag aften i Pumpehuset, hvor de spillede deres koncert nummer 35 på dansk grund.

Men det endte alligevel med at være en fornøjelig affære. En arbejdssejr, kan man vel kalde det. Ikke mindst på grund af frontmand Thomas Öbergs energi.
Indledningsvis så det ellers slet ikke sådan ud. Da var det sgu ærlig talt lidt trist.
En fyr udenfor havde fem billetter i overskud, og indenfor var der masser af plads i salen til et band, man har oplevet henrykke 30.000 mennesker på Roskilde Festivals Orange Scene, men som nu ikke engang kan fylde Pumpehuset, hvor der er plads til 600 gæster.
Senest spillede de i et udsolgt Store Vega, men måske er det bare den vej, det går for rockbands i vore dage, hvor basmusik som dancehall og dubstep dominerer på mange parametre.

Det var heller ikke ligefrem det unge publikum, der valgte at droppe – eller supplere – Distortion Vesterbro med en rockkoncert.
Og i starten havde selv vi gamle mænd svært ved at blive begejstrede over især nogle af de nyere numre på sætlisten. Men hey, det er Bob Hund!
Med Thomas Öberg i front – iklædt sort maske, sorte handsker og lang halskæde til den hvide skjorte – til at danse skægt, svine publikum til, synge gennem en kegle osv. arbejdede sekstetten sig ind på folk.
Midtvejs, omkring ’Nu Är Det Väl Revolution På Gång’, begyndte folk også at danse mere, juble mere. Og svede mere. Thomas Öberg ment vist, at der stank af sved.

Numre som ’Skal Du Hänga Med? Nä!!’, ’Molntuss’, ’Et Fall Och En Lösning’ og ’Jag Rear Ut Min Själ’ går aldrig af mode for os gamle mænd, der er tossede med svenskere og rock. Og vinyl.
For når man samtidig kunne købe det nye album, ’Låter Som Miljarder’, til 140 kroner, og efterfølgende gå på Krølben med albummet under armen til en godnatpilsner, endte det som en fin aften.
Vinylalbummet er trykt i 988 eksemplarer og har været svært at få fat i på nettet til andet end styg overpris. Så om ikke andet kan man da alene af den grund lære altid at gå til koncerterne!
I øvrigt har Bob Hund en glimrende hjemmeside, hvor man kan se alle bandets koncerter listet, helt fra debuten i 1991 til gårsdagens i Pumpehuset, der var nummer 468 i rækken.
De bringer sætlisterne med links til videoer, tekster og meget mere. Og så gør de noget så enkelt og alligevel genialt som at lave Spotify-playlister ud af hver eneste sætliste. Gårsdagens numre kan man derfor allerede nu høre her:
Bob Hunds danske koncerter:
2.jul 1994 Roskilde Festival
22.sep 1994 Montmartre, København
31.jan 1997 Loppen, København
1.feb 1997 Rytmeposten, Odense
6.mar 1997 Pitstop, Kolding
7.mar 1997 Huset, Aarhus
8.mar 1997 1000 Fryd, Aalborg
20.mar 1997 Toldekammret, Helsingör
21.mar 1997 Templet, Lyngby
22.mar 1997 Loppen, København
26.jun 1997 Roskilde Festival
11.des 1997 Pumpehuset, København
29.jan 1998 Musikcafeen, Aarhus
30.jan 1998 Studenterhuset, Aalborg
31.jan 1998 Pitstop, Kolding
1.feb 1998 Lille Vega, København
10.feb 1999 Store Vega, København
11.feb 1999 Musikcafeen, Aarhus
12.feb 1999 Musikcafeen, Aarhus
13.feb 1999 Studenterhuset, Aalborg
14.feb 1999 Rytmeposten, Odense
3.jul 1999 Roskilde Festival
7.jul 2000 Midtfyn Festival
26.apr 2001 Store Vega, København
29.jun 2002 Roskilde Festival
30.sep 2002 Voxhall, Aarhus
1.okt 2002 Store Vega, København
3.okt 2002 Studenterhuset, Aalborg
27.nov 2003 Store Vega, København
6.jul 2008 Roskilde Festival
20.apr 2009 Studenterhuset, Aalborg
21.apr 2009 Voxhall, Aarhus
22.apr 2009 Store Vega, København
31.mar 2011 Store Vega, København
1.jun 2012 Pumpehuset, København