Jeg har læst mange rystende ting på det seneste, men det med afstand mest skræmmende må være dette:
“Forum afsluttede en omfattende akustisk renovering for 70 millioner kroner i efteråret 1997 (påbegyndt i 1996), hvilket resulterede i bedre lyd …”
Hvordan helvede må det så have lydt før?
Jeg ved ikke, om det er til at spore i artiklerne her på siden, men jeg er lidt af en fan af The National. Jeg skal spare læseren for yderligere historier om dengang jeg så dem på Loppen – begge gange – men når nu jeg ikke havde gået glip af dem endnu på københavnsk jord, så måtte jeg hellere lade være med at gøre det denne gang. Alle de andre gange, Loppen, Vega, Amager Bio, havde det været magisk. De havde endda besejret KB-hallens bedrøvelige akustik for tre år siden, mod alle odds.
Men nu gik den ikke længere. Forum vandt stort over dem i lørdags. De kan fortrylle os på en mark uden for Roskilde, men den rædselsfulde gamle seksdageshangar på Rosenørns Allé overgav sig ikke. Den første koncert med de fem, der var mindre end vidunderlig. Og så i øvrigt da også lige den dyreste af dem.
Så jeg gider ikke Forum mere. Igen. Ligesom jeg ikke gad Forum mere efter R.E.M.’s kedsommelige forestilling i 2005. Fuck det dér. I fik den ene sidste chance, I der sætter kvalitet op i en stor rungende gruekedel af en hal, og I leverede det ventede: En lyd og en oplevelse, der viser en indgroet foragt for god musik og betalende gæster.
Helt ærligt, hvilken frækhed at holde koncerter derinde – i en hal fra 1946, der virker konstrueret til at opbevare fuldt oppustede Zeppelinere i.
Men det er ikke bare lyden, der er en fornærmelse. Der ligger også en inderlig foragt i at give folk så latterlige forhold. De 355 kr. i lørdags er pænt langt fra rekordkoncertpris på et sted hvor 80% af publikum ser elendigt, og endnu flere får en pinefuldt ringe lyd.
Skal du til Dolly Parton næste år? Så smid godt og vel en plov på disken for de dårligste pladser oppe bagved, læg gebyr oveni, og gør dig klar til at sidde på et klamt festivaltoilet under balkonen hvis det kniber. Og skal du til en udsolgt, stående koncert? Så forbered dig på at bruge et kvarters tid på at finde folk igen.

Og ja. Jeg ved, at der ikke er andre steder i byen i den størrelse. Og ja. Jeg ved, at markedet bestemmer. Men nej. Jeg gider fandme ikke mere.
Nogen må sige fra, og det bliver aldrig Forum mere for mit vedkommende. I mine drømme er der tilpas mange andre, der heller ikke gider, at markedet ikke længere får ret i netop denne sag. Det er nok naivt at tro, at et dybfølt Drop Forum!! er nok. Men jeg vil nu råbe det alligevel. Det kommer vel tilbage med et skingert ekko.