Jeg opdagede ved et tilfælde for et par uger siden, at Cody Chesnutt skulle spille på Loppen onsdag aften. Det var sgu lidt af et chok, for jeg anede hverken, at han havde været forbi samme spillested for halvandet år siden, eller at han altså var klar igen nu. Hvilket er helt vildt underligt, for siden hans koncert i Lille Vega i 2004 har den amerikanske sanger, guitarist og bandleder solet sig i et halvmytisk skær her på adressen. Han var opvarmning for Black Eyed Peas, og han spillede deres allerede dengang trivielle partyrap langt ud på Valby-egnen med et sæt, der gav løfter om noget helt særligt.
Det var dengang, han lige havde udgivet den beskedent betitlede skrammelpotte ’The Headphone Masterpiece’ med bl.a. sangene ’Look Good In Leather’ og ’The Seed’, en hyldest til musikalsk og helt almindelig utroskab, som han jo senere indspillede i en 2.0-version med The Roots. Den var fin og sikrede ham givetvis pensionen, men det er originalen, der står tilbage som en udflydende soul-pop-rockperle, der hele tiden truer med at desintegrere i henslængt uorden.
Og der stod han så på scenen i Vega, iført kaptajnskasket og Les Paul-ish guitar og fremførte sine cool, tilbagelænede og lettere overmodige sange, afløst af gadepoet-agtige spoken word-ting om at være ”a black man on the streets of America” og alt sådan noget. Det var en øjen- og ørenåbner, en signallampe, der indvarslede, at her var en mand med noget på hjerte – hvis han kunne samle sine 1000 fritflyvende energier i ét kraftfelt, eller bare i et par stykker af slagsen, kunne vi godt vente os noget stort. The Guardian spurgte i en overskrift, om Cody Chesnutt var den nye Hendrix – det var han selvfølgelig ikke, men det giver ligesom et indtryk af, at hypen var rimelig godt kørende.
Og bum, så blev der stille. Små ti år, hvor Cody Chesnutt blev far, droppede de mange damer, fandt sammen med sine børns mor igen – og vistnok også fandt Gud. I interviews, som han har givet i forbindelse med comebackalbummet ’Landing On A Hundred’, der udkom sidste år, er han uvillig til at komme clean med sin kristne genfødsel, men den strømmer som et tema gennem hele pladen, og det gjorde den også gennem koncerten på Loppen.
I én forstand var det opløftende at opleve Chesnutt live i 2013. Han trådte på scenen iført rød cardigan og sit nye trademark, soldaterhjelmen (denne gang: en tyskerhjelm), der tilsyneladende symboliserer hans ”fighting for light in a dark place,” som han for nylig beskrev det i et interview. Opløftende, fordi han er kommet ud på den anden side af de ti år med værdighed: Han står dér, foran et band, der spiller pissegodt, som en stærk og udtryksfuld soulman i fuld kontrol over sine virkemidler. For det var, hvad han var: Koncertens første 45 minutter var en opvisning i dynamik, stemmeføring og indlevelse, der ville have gjort både James Brown og Millie Jackson lettere rundtossede: Konstant hoppede han på nye temaer, nye musikalske motiver i en sanglabyrint, der førte os dybere og dybere ind i soulland.
På den anden side kunne jeg simpelthen ikke lade være med at blive en lille smule skuffet over, at han nu er endt så formalistisk et sted. Ja, hans sange er gode og raffinerede og bedre end det meste andet neosoul, der kommer ud i dag, og ja, han er en exceptionel scenepersonlighed med en stemme, der brænder sig fast i en grad, at den givet vil få selv Thor Pedersen til at lytte efter andre end sig selv – men det er stadig neosoul. Og tilmed af den slags, der den sidste tredjedel af koncerten druknede i ”Copenhagen!”-råb, call- and response-rutiner med publikum og lettere uinteressante swing- og shuffle-grooves.
Så ja – det ku’ være blevet stort med Cody Chesnutt. I virkeligheden var ’The Headphone Masterpiece’ jo faktisk et både stort og blivende værk, på sin egen kaotisk myldrende måde. Det vidste jeg bare ikke dengang. Måske var det også derfor, jeg ikke havde opfattet, at han skulle komme og spille: Jeg havde allerede det i plade- og oplevelsessamlingen med ham, som jeg havde brug for, bare uden at vide det. Til gengæld ved jeg allerede nu, at hverken ’Landing On A Hundred’ eller koncerten på Loppen indfriede de kolossale forventninger, jeg havde til Cody Chesnutt. Men derfor er det stadig godt. Hør selv her:
