Den 21. maj spiller Beach Fossils live på Stengade i København. I den anledning får du her en lille tour de force i de musikalske projekter, der eksisterer omkring og udspringer af Brooklyn-gruppen.
19. februar udsendte Brooklyn-gruppen Beach Fossils deres andet album, ‘Clash The Truth’ – hvilket du selvfølgelig er klar over, hvis du læser med her på bloggen.

Albummet følger op på debut’en ‘Beach Fossils’ fra 2010 og ‘What A Pleasure’-EP’en, der udkom året efter.
‘Clash The Truth’ fortsætter den udvikling og rejse, bandet har været igennem, fra det lidt skramlende drømme-pop på debutabummet, til det mere velproducerede og -polerede, men stadig drømmende univers på EP’en til noget, der lyder umiskendeligt meget som en afhopper til de tidlige britiske 80’ere. Og ikke ét ondt ord om den udvikling, som blandt andet sange som ‘Crashed Out‘, ‘Burn You Down‘ og ‘Caustic Cross’.
Netop dén lyd er gruppens pladeselskab, über-indie-NYC-label’et Captured Tracks, dog næppe ked af. Især ikke, når man tager i betragtning, at selskabets boss har legendariske Factory Records (der blandt andet udgav Joy Division, New Order, Happy Mondays etc. etc.) som forbillede, når han udgiver plader, som han har skrevet et blogindlæg om:
If we want your record, we’ll buy it. If you don’t have anything out, please send it our way. And if we sign you, we’ll try to keep you happy and put out all your records like it was when labels mattered. Think of it as our Factory/Joy Division/New Order policy. I’d never compare us to Factory, but it is one of the labels who had a sense of itself and what it means to be a label, and for those purposes has to be regarded as one of the greatest ever.
Med ‘Clash The Truth’ er det dog ikke kun Beach Fossils’ lyd, der ændrer sig. Det er også besætningen. Oprindeligt var der nemlig kun ét fossil, bagmanden Dustin Payseur, der indspillede hele debutalbummet. På ‘What A Pleasure’ slog han sig sammen med bassisten John Peña – mere om ham senere – der ikke længere er en del af bandet.
Især på live-fronten opdagede Payseur, at han havde brug for musikere, hvis det skulle hænge sammen. Siden bandet blev signet af Captured Tracks, har besætningen været udsat for noget á la 12 forskellige trommeslagere og 3 guitarister. Men nu er udskiftningerne, i hvert fald for en stund, ophørt, og Beach Fossils har en fast i en opstilling. Du kan læse en hurtig Q&A med de forskellige bandmedlemmer hos Captured Tracks.
Sideprojekter og afstikkere
En af de tre guitarister hedder Zachary Cole Smith, og at han ikke er med i Beach Fossils skyldes, at han har opnået succes med sit eget sideprojekt, bandet DIIV, der oprindeligt hed ‘Dive’, opkaldt efter en Nirvana-sang. Du finder en hurtig intro til DIIV hos Soundvenue.
I 2012 udgav DIIV debut’en ‘Oshin’ (sig det højt, så har du relationen til band-navnet), der gav os en lidt mere punket udgave af det, Beach Fossils havde leveret indtil da. Punk-pulsen slår især højt på ‘Doused’ – du kan i øvrigt se en anden optagelse fra den koncert, der er brugt i videoen.
Udover albummet er det dog også interessant at høre/se denne radiooptagelse med DIIV, hvor de spiller ‘Sometime’, ‘Wait’ og netop ‘Doused’. Den optagelse gør lidt det samme for de numre, som ‘Peel Sessions’-optagelserne gjorde for nogle af Joy Divisions (helligbrøde not intended); der bliver tilført lidt mere energi og kant. Der hele bliver lidt mindre poleret, men mere ærligt.
Mine to favoritter med DIIV er ‘Follow‘ og ‘Sometime‘, der ligger som skæring 9 og 10 på albummet og begge udmærker sig med delikat strengespil – men hele albummet er en fornøjelse. Og så er videoen til ‘How Long Have You Known’ er ret godt billede på Smiths sindelag …
DIIV spillede i øvrigt på Loppen i november sidste år – en koncert, der udover energi og ungdommens kådhed, bar præg af, at bandet ikke lavede soundtjek, det brugte man i stedet de to første numre på…

Et andet tidligere medlem, der forlod Beach Fossils igen, er bassisten John Peña, der (som nævnt ovenfor) var den anden halvdel, da Payseur og han gik i studiet for at indspille EP’en ‘What A Pleasure’. Peñas undskyldning for at skride var hans sideprojekt, Heavenly Beat, der til trods for den umiddelbart simple kombination af akustisk guitar og trommemaskine lykkes forbløffende godt på albummet ‘Talent‘ fra 2012. Lyt blot til albumåbneren ‘Lust‘, ‘Tradition‘ og “hittet” ‘Faithless’:

Heavenly Beat er, ligesom DIIV, også signet til Captured Tracks – fornemmer du mønstret? 🙂
Endnu et bandmedlem med et sideprojekt – der faktisk stadig er med i Beach Fossils – er trommeslager Thomas Gardner. Hans “elskerinde” hedder Crush, og der ligger i skrivende stund tre udgivelser på Bandcamp, du kan kaste dig over. En af dem er ‘Ambition’, hvor den danske sangerinde (bosat i New York) Amalie Bruun medvirker.
Den tidligere guitarist Christopher Sennott Burke har også et nyt projekt kørende; Fabric, som du kan læse mere om her. Jeg har ikke været i stand til at fastlå, om bandet stadig findes, deres hjemmeside gør i hvert fald ikke. Burke var ifølge denne artikel den oprindelige guitarist i Beach Fossils, og det er ham, der sidder til venstre på dette billede, angiveligt fra 2010 (fundet på Last.fm), med Payseur i midten og Peña ude til højre:


Det er i øvrigt ikke første gang, at label-kammeraterne Tatum og Payseur samarbejder. Det gjorde de også på ‘Out In The Way‘ på ‘What A Pleasure’-EP’en, og de delte Captured Tracks-udgivelsen ‘Gruesome Flowers: A Tribute To The Wake‘ imellem sig, hvor de hver især leverede en cover-udgave af et The Wake-nummer – Beach Fossils spiller ‘Plastic Flowers’, og Wild Nothing spiller ‘Gruesome Castles’:
Der er mere på vej
Hvis du, som jeg, allerede glæder dig til at høre mere fra Beach Fossils, kan du jo glæde dig over nedenstående citat fra Payseur taget fra dette interview:
What’s up next for you? Touring?
Yeah. It’s always exciting to be playing new material. I’m already working on the next EP already. I’m always looking at what’s next, I guess. It’s hard for me to stay in the present; by the time the songs come out, I’ve heard them so many times that they already feel old. I feel like this record came out a while ago, because I’d been working on it for so long. But that’s a good thing, because it pushes you to write more and stay ahead of yourself.
Det er altid rart at have lidt at glæde sig til. Og så kan man jo også glæde sig til et besøg på Stengade 21. maj …
Comments
Comments are closed.