Der var max spillet en halv time, før de første publikummer forlod Copenhagen Jazzhouse.
De tog deres fornuftige vindjakker under armen og lod The Thing passe sig selv og den monstrøse lyd, de havde fået opbygget. Tingen for den svensk/norske freejazz-trio er at etablere et groove og så rive det fuldkommen itu.
Neneh Cherry – som i ”Buffalo Stance”-Neneh Cherry – stod midt på scenen med sit krøllede hår og den berømte flade næse, og når hun ikke sang, smilede hun. Særligt, når Mats Gustafsson fandt toner, som ikke står i ’The Real Book’, og vred dybe honk ud af sin barytonsaxofon.
Det er næppe rart at blive blæst lige i ansigtet en tirsdag aften under Copenhagen Jazzfestival af en freejazz-galning, hvis man har forventet at høre ”Manchild” – eller sådan noget venlig jazz, som popsangerinder normalt laver, når de bliver ældre.
The Cherry Thing, som holdet kalder sig, udgav for et par uger siden et blændende album, og havde de flygtende koncertgæster konsulteret det på Spotify eller Wimp, inden de købte billetter, var de næppe blevet overraskede.
Koncerten fulgte albummet, og allerede i første nummer, Neneh Cherrys ”Cashback”, havde jeg lyst til at headbange til lyden af Ingebrigt Håker Flatens tunge bas og Paal Nilssen-Loves muskuløse groove.
Det sjove var, at når Neneh Cherry sang, så kom der soul i det vilde miks, og musikken tog en ny retning.
De forskudte indfald faldt i hak i fortolkningen af Suicides ”Dream Baby Dream”, og ikke for sidste gang den aften blev ordene ”no wave” ”downtown-scenen”, ”Rip, Rig & Panic” og ”loft jazz” udvekslet med min jazzbuddy.
http://www.youtube.com/watch?v=do9b9jpIyV8
Ja, vi stod og snakkede lidt nede bagved. Salen var udsolgt, og vi kunne ikke komme længere frem.
Desuden inviterer det ombyggede Jazzhouse til koncertsnak. Baren er rykket ind i koncertrummet, og i forhold til tidligere er scenen flyttet til den modsatte ende af lokalet. Rummet minder mere om en rockklub end en jazzbule – i hvert fald når musikken er vild, og publikum står op.
Det var selvfølgelig Neneh Cherry, der trak folk til. Mats Gustafsson er en stjerne i freejazz-miljøet, men det er normalt noget med en kælder et sted eller at optræde på en obskur klub i Nordvest, som han gjorde på sidste års jazzfestival. Han var på mange måder den egentlige stjerne på scenen og leverede de vildeste indslag.
Støjen tog til i ”Too Tough To Die” lånt fra Martina Topley-Bird, og det blev ikke nemmere at være jazzturist, da Neneh begyndte at tale-rappe i MF Dooms ”Accordion”, inden The Stooges’ ”Dirt” kaldte på mere headbanging eller måske en pogo.
Selv om mange var gået, var der stadig ikke plads til at moshe foran scenen, så jeg hentede øl i baren. Jeg stod i kø bag Caroline Henderson, der så bekymret ud. Hun købte chips.
På scenen var Mats Gustafsson gået i gang med at få lyde ud af nogle pedaler og lød som noget fra Copenhells ondeste hjørne. Det gik lige i kroppen.
Koncerten var nu så fremskreden, at jeg uden besvær kunne mase mig helt frem til scenekanten, da han rundede af med et ”tack, Danskjävlar!”
Første ekstranummer præsenterede han som ”et hit på freejazz-scenen og nok det eneste hit, vi får”.
Det hed ”Viking (Skriking)”, og Neneh Cherry skreg og skreg, mens de tre gutter i T-shirts med påskriften ”Ruby’s BBQ” maste den sidste luft ud af musikken. Det var ikke en aften med ”7 Seconds”.
Neneh Cherry er et andet sted, som man også kan se på denne playliste.
Jeg var for længst overgået til fanboy-status og stod bare og stirrede betaget på Gustafssons horn og svedige pande og på Neneh Cherry, der var klædt i noget lycra, en poset nederdel og pink Nike-sko.
Hun sørgede for, at showet sluttede i et næsten stille hjørne, og stemningen i salen var andægtig, da hun sang os ud med en nogenlunde lineær udgave af Ornette Colemans ”What Reason”.
Coleman, der spillede med Nenehs stedfar, Don Cherry, som lavede det nummer, der hedder ”The Thing” og som lægger navn til bandet i Jazzhouse og deres aktuelle albumprojekt.
Ringen er sluttet, og alt er åbent.
http://www.youtube.com/watch?v=AbIp6qOKd7E
Fantastisk anmeldelse, for fanden hvor ville jeg have været der! Jeg satte til gengæld albummet på repeat hele aftenen og fik udrettet en masse derhjemme. Jeg har netop talt med en kollega der var derinde og hun var helt sikkert ikke kommet for at blive betaget af Mats Gustaffsons horn 😉
Enig med Marianne, fantastisk anmeldelse og fantastisk aften. Det er sgu længe siden, jeg er blevet så ramt til en koncert, det var både ubehageligt og vidunderligt. Jeg kan godt forstå, at Caroline Henderson så bekymret ud – der var ikke meget hygge-latte-jazz over den aften
Tak skal I ha’!
Det var skønt med noget kropsjazz, som ikke er noget med samba eller hyggetrin på stedet.
Fuck, det lyder fedt. Efter 10 Ferrero Rocher var det desværre umuligt at overtale Georg til at gå på jazzklub.
Og så det at man for 150 kr. kunne få både vinyl og cd med sig var topgod stil. Udenfor faldt jeg i snak med nogle folk og vi blev enige om at det hold ville være perfekt til Roskilde – Pavilion-scenen fx.
Det var min 3. Mats Gustafsson-koncert på et år. Og hver gang bliver jeg bekræftet i at det var et rigtigt valg, da han modtog Nordisk Råds Musikpris 2011.
Et modigt prisvindervalg, som man godt kan forestille sig at mere traditionelt indstillede jazzister stadig er noget overraskede over….
Faktisk spillede The Thing på Pavilion Scenen i 2006, og Mats G sammen med Sonic Youth på deres Odeon koncert i 2005 som fik navnet “other sides of sy”, og som siden er udgivet på Matador Rec.
Konstellationen med Neneh Cherry kunne dog være et oplagt valg til en genkomst.