Et popikon synger på sidste vers

   


Af Anders K. Sørensen

Publikum fik deres favoritsange, og Phil Collins fik sin fortjente hyldest. Koncerten i aftes i Aarhus var sidste omgang i manegen for en af pophistoriens store håndværkere. Sangene består, selvom kroppen og minderne forgår.   

Hvor ville jeg gerne have oplevet Phil Collins, da han turnerede med sit funky entourage af soulmusikere på sin første solotour i 1982, udelukkende med materiale fra ‘Face Value’ og ‘Hello, I Must Be Going’. Eller på ‘Both Sides’-turneen i 1994-95, hvor en vred Collins åbnede alle koncerter med en aggressiv version af ‘I Don’t Care Anymore‘ som en kommentar til den britiske tabloidpresses hetz mod hans privatliv i de år.

Men det gjorde jeg ikke. Så nu blev mit første live-møde med Phil Collins en koncert på Ceres Arena i Aarhus 8. juni 2019, hvor Phil Collins som en syngende fortæller med stok og læsebriller førte os 40.000 midaldrende fans tilbage til vores svundne ungdom – og mindede os om vores egen forgængelighed. En på mange parametre også rigtig fin, fængslende og lidt sørgmodig oplevelse.

Det var Phil Collins’ første reelle koncert i eget navn i Danmark siden 1990, og der er unægteligt sket meget siden den dengang. Den aldrende poplegende er blevet 68 år, en infektion har gjort ham halvdøv, han kan ikke spille trommer længere, og hans fodtøj med mandens egne ord ”fucked”. Det sidste skyldes nerveskader efter en håndfuld år med særdeles intensivt druk, som var ved at tage livet af ham.

Arbejderknægten med guldfingrene

Phil Collins er for mange et symbol på 1980’ernes opulente popkultur og en overophedet musikbranche. Det var store sange med store trommer til store stadions. Det perfekte lydspor til tidens brede skulderpuder, yuppieliv og bjerge af kokain.

Rigtig mange ville have en bid af Collins i det årti, hvor han for alvor var popmusikkens Kong Midas, og hvor alt, hvad han rørte ved, blev til guld – eller platinplader.

Derfor var Phil Collins, Genesis og lyden af den britiske arbejderdrengs gyldne producerfingre og trommestikker overalt i 80’erne: På hitlisterne, filmsoundtracks og på en lang række andre kunstneres plader fra Eric Clapton til Robert Plant og Frida til Philip Bailey. Ikke underligt, at mange fik forstoppelse af den kække, halvskaldede Phil, hans ’gatede’ trommelyd og de svulstige ballader.

Læser man mandens velskrevne og åbenhjertige biografi, ’Not Dead Yet’ fra 2016, får dog man et interessant indblik i hans vanvittige arbejdshysteri i de år – og en erkendelse af, at det ikke så meget var pengene eller hæderen, der trak. Bortset fra et par dyre skilsmisser, der skulle finansieres.

Arbejderknægten var Hounslow var opdraget med en no-nonsense arbejdsetik, der indebærer, at man ikke siger nej, når nogen beder om en hånd. Derfor endte han fx – under stort postyr og en del kritik – med at skulle spille på begge sider af Atlanten under Live Aid koncerten i juni 1985. Simpelthen fordi han havde lovet sig bort til at spille sammen med både Sting og Robert Plant i henholdsvis London og Philadelphia, uden at have dobbelttjekket kalenderen.

Hård sprut i saddeltaskerne

Men tilbage til en overskyet, halvkølig juni-aften med fugt og forventning i luften over det, der engang hed Aarhus Idrætspark. Da Phil Collins langsomt kommer stavrende ind på scenen, godt pakket ind i varmt tøj, støttende sig til en stok er det til et forventeligt varmt sus af en velkomsthyldest fra publikum – iblandet en kølig brise af ”Gud, hvor er han blevet gammel!”.

Og det er han. Ikke alene er Collins blevet 68 år, men han har heller ikke holdt sig i form som den et år ældre Bruce Springsteen eller den otte år ældre Mick Jagger. Og selvom Phil Collins i vid udstrækning holdt sig fra stoffer og andre substanser i de udsvævende 1970’ere, hvor han turnerede kloden rundt med Genesis, og i de febrile firsere, hvor fristelserne eller var så rigelige, så tog han revanche i en sen alder. På den hårde måde.

Først pænt oppe i 50’erne, da hans tredje ægteskab begynder at smuldre, kaster Phil Collins, der gennem hele sin karriere har kæmpet med lavt selvværd, sig ud i et decideret helvedesridt af druk med hård sprut i saddeltaskerne. Det kulminerer i 2012, hvor han er tæt på at dø af sit misbrug.

Se, hvad far kan

Så det er en mærket mand, der træder ind på scenen i Aarhus. Og da han sætter sig på sin stol og kvækker lidt om ”the English weather”, minder han mere om en bedstefar, der skal til at fortælle historier for sine børnebørn, end en megastjerne på vej til at sparke en stadionkoncert i gang. Og det er da nok også det første, der har været en primær motivation for Collins her i hans karrieres sene efterår.

Phil Collins har inden denne turné med den sarkastiske titel, ’Still Not Dead Yet’, udtalt, at han har et behov for at vise sine børn, hvad ”hvad far laver” – hvad han har skabt sin formue og sit omdømme på: At spille for titusindvis af mennesker, puste en gnist i deres øjne og få dem til at synge og danse, kysse og kramme. Det er det, Phil Collins har gjort i snart 50 år.

Med på scenen har Collins sin søn, den kun 18-årige Nicholas Collins, der sidder bag trommesættet og håndterer stikkerne, så far kan være stolt. Der er dynamik og spændstighed i trommespillet – og han leverer de ikoniske ’drum fills’ i ’In The Air Tonight’ og ’Against All Odds’ med samme præcision og power som sin far i hans velmagtsdage.

Resten af bandet leverer også på forbilledlig vis. Rytmesektionen skaber en solid bund med studielegenden, den 72-årige (!) Leland Sklar, som kapelmester på bas til at lægge gulvet, og den funky hornsektion Vine Street Horns blæser med præcise indlæg taget af lydbilledet.

I midten sidder Phil Collins bogstaveligt talt og forsvinder næsten mængden. Hans stemme er mere spag og nasal end i storhedstiden, men han kan stadig synge sine mange hits. Dog fungerer balladerne tydeligvis bedst, mens det kniber mere med luft og tempo på fx ’Sussudio’ og ’Easy Lover’, hvor han får tiltrængt hjælp fra korsangerne, der træder frem på scenen.

Take me home

Men balladerne er og bliver Collins’ stærkeste kort. Han åbner koncerten med den evigtunge ’Against All Odds’, hvor stemmen lige skal varmes op i et overkommeligt tempo. Dernæst går tempoet et nænsomt tandhjul op på den lidt vel selvgode ’Another Day In Paradise’.

Aftenens smukkeste moment er, da far og søn sætter sig på forscenen for at spille ”det eneste nummer fra mit solokatalog, som Nick kan lide” – den fine skilsmisseballade ‘You Know What I Mean’ fra ’Face Value’ – med gammelfar på sprukken vokal og sønnen på klaver. Et hudløst og fint øjeblik.

Der bliver også plads til tre Genesis-sange i sættet. Dels den tilforladelige ’Throwing It All Away’ og den fine 70’er-klassiker ’Follow You, Follow Me’, hvor Mike Rutherford får en gæsteoptræden – efter at have ageret opvarmning for sin gamle bandkammerat med sit bedagede 80’er-outfit, Mike & The Mechanics. Og endelig gav Phil & Co. en noget gumpetung udgave af ’Invisible Touch’, der hverken ramte syng-med-nerverne eller dansefødderne.

Bedst er de sange, hvor energien fra scenen smelter sammen i stramme, groovy popnumre med masser af bund og blæsere, som fx ’I Missed Again’, ’Don’t Lose My Number’, ‘Something Happened On The Way To Heaven’ og finalenummeret ’Sussudio’, der leveres med kulørt konfetti og 80’er-grafik, inden den velvalgte skrub-hjem-sang ’Take Me Home’, der lyder som et oprigtigt ønske fra Collins.

På dette tidspunkt ligner den trætte og småfrysende ældre herre en mand, der mest har lyst til en kop te og et afsnit af Barnaby. Og det, har han fanme fortjent, den gamle. Plus en sidste hyldestrunde i manegen – med en lille tåre i øjenkrogen og masser af respekt for en imponerende karriere!

Sætliste

Against All Odds (Take a Look at Me Now)

Another Day in Paradise

Hang in Long Enough

Don’t Lose My Number

Throwing It All Away

Follow You Follow Me

I Missed Again

Who Said I Would

Separate Lives

Something Happened on the Way to Heaven

You Know What I Mean

In the Air Tonight

You Can’t Hurry Love

Dance Into the Light

Invisible Touch

Easy Lover

Sussudio

Take Me Home

 

Kommentér indlægget