Adam Raised a Hand

   


Tirsdag aften leverede Springsteen en jævnt god koncert i Parken – og ændrede en drengs liv, som kun Bruce kan.

Udsigten2

Derfra, hvor vi stod

Jeg har set Springsteen live fem gange. Første gang som 16-årig ved koncerten i Idrætsparken tilbage i 1988, kun anden gang Bossen besøgte landet. Det var dengang, den 37-årige Bruce havde brugt dagen på at spille med en gademusikant på Strøget foran den nedlagte Nygade-biograf.

Vi ankom tidligt fra Roskilde til Østerbro for at få gode pladser. Helt fremme på forreste række. Koncerten lagde ud med titelnummeret fra det aktuelle ‘Tunnel of Love’-album, som gik over i John Lee Hooker-signaturen ‘Boom Boom’ og fortsatte med ‘Adam Raised a Cain’.

På et tidspunkt springer Bruce ned i fotograf-graven og løber op langs den forreste række. Da han passerer os store folkeskoledrenge, rækker jeg lappen frem til hi-five og klasker håndfladen sammen med Springsteens næve!

Dét møde med Bossens svedige hånd har naturligvis siden fået en næsten mytologisk status i den omfattende del af mit liv, der handler om rockmusik. En historie, der er blevet genfortalt rigtig, rigtig mange gange!

Tunnel of Love

Vil du med i Baljerne? Springsteen anno Tunnel of Love.

I tirsdags vendte Springsteen så for sjette gang på 25 år tilbage til Østerbro, hvor nationalarenaen sidenhen er blevet ombygget og udstyret med VIP-loger og en helt kreperlig akustik. Denne gang havde jeg min 12-årige søn med. Adam skulle have sin officielle Bruce-dåb ved at opleve manden live og tæt på – med billetter til den forreste indercirkel foran scenen.

Knægten er blevet introduceret til Springsteen på adskillige køreture til fodboldkampe i hovedstadsområdet, hvor vi har pumpet energiniveauet i vejret ved at høre ‘Born To Run’, og jeg på kynisk vis har fået ham til at græde ved at oversætte teksten til ‘Downbound Train’. Især stykket efter den natlige løbetur gennem skoven, sammenbruddet i det kolde, mørke soveværelse, trækker altid tårer.

Jeg selv var stadig sommersvimmel efter den fantastiske koncert på Roskilde Festival sidste år – og man blev ikke mindre ør i hovedet af at træde ind i den tunge, ølhørmende luft under metaltaget i Parken. Adam var til at begynde med nok mest nervøs for at blive væk i vrimlen, men overgav sig dog hurtigt til musikken, da The E-Street Band lagde ud med en af hans favoritter, ‘We Take Care of Our Own’.

Efter introen kastede Springsteen og band sig over ønsker fra publikum, hvilket – udover fine sjældenheder som ‘Loose Ends’ og ‘Trapped’ – også bød på mere bøvede katalogsange som ‘Radio Nowhere’ og ‘Cadillac Ranch’.

Loose Ends

Tak til skiltemaleren bag dette ønske!

At Springsteen senere spillede hele ‘Born To Run’ med bl.a. fornemme versioner af ‘Backstreets’ og ‘Meeting Across The River’, samt at de otte ekstranumre inkluderede en hitpotent firebande fra ‘Born In The USA’ er i dag old news – og fra en personlig vinkel også helt ubetydeligt i forhold til det, der skete under 9/11-opsangen ‘Waiting On A Sunny Day’.

Opportunistisk/optimistisk, som jeg er, havde jeg bedt Adam om at gøre sig klar til at række næven frem, hvis idolet skulle finde på at defilere helt ud til den venstre sceneplatform, hvor vi havde fundet plads. Jeg skulle nok løfte ham op i klaskehøjde.

Da Springsteen på sin syngende slentretur kommer helt ud til vores ydre scenebastion, får han øje på knægten, som jeg med blodsprængte øjne løfter op i forreste række. Som en Piotr Wozniacki på coke er jeg fast besluttet på, at mit afkom skal have sit store Springsteen-øjeblik; at også han skal salves af bossens svedige arbejdshånd.

Springsteen stopper op, får øje på drengen, skubber underkæben et par ekstra millimeter frem og kommunikerer ordløst med den nu næsten kramperamte far: Han ser spørgende på mig, mens han først peger på mikrofonen og så på Adam. Jeg mærker, at drengen rykker lidt nervøst i kroppen – men den pacende Piotr har overtaget min krop, så jeg nikker voldsomt og blinker med mine blodskudte øjne.

Dernæst læner Bruce sig så langt ind over de forreste publikummer, som han kan, og rækker mikrofonen til Adam, der pligtskyldigt og forkrampet dikterer: “… waiting on a sunny day!” Og én gang til, en anelse mere tonedøvt, mens bandet holder inde, og hele betonen giver genlyd: “… waiting on a sunny da-ay!” Så er der udsolgt. Han kan ikke mere af teksten.

Closeup3

I højre arm, en 47 kg. dreng. I venstre hånd, en iPhone.

“You were doing so well!” gjalder Springsteen og rækker mikronen frem endnu en gang. Nu synes selv jeg, at det er ved at blive for overvældende, næsten pinligt. Der er 40.000 andre publikummer, som også har krav på opmærksomhed! Og jeg kan mærke, at Adam har det på samme måde. Så da Springsteen igen smiler til ham og denne gang peger opfordrende på scenegulvet, trækker drengen sig. Han ville fryse til is, hvis han blev hevet op på scenen!

Med ét bliver vi revet ud af fortryllelsen, da en pivstiv mand ved siden af os pludselig griber mikrofonen og vræler en Christianshavns Torv-version af omkvædet udover stadionanlægget. Med en kraftanstrengelse, får Bruce hevet mikrofonen til sig. “Stop serving this guy!”, råbe-griner han ind i mikrofonen, mens han rejser sig fra sin akavede foroverbøjede position, hvorefter han giver Adam et anerkendende håndtryk. Og faderen lige så. Det andet nævetryk med Bruce Springsteen på blot 25 år!

Resten af koncerten er en noget glædeståget oplevelse, hvor vi skiftevis synger, danser, hopper – og kigger mistroisk, manisk grinende på hinanden. Tager billeder og sender sms’er.

Hvis du, kære læser, vil have en dybdegående anmeldelse af den samlede koncert, vil jeg varmt anbefale altid skarpe Ralf Christensens analyse i Information. For Adam og jeg var resten af koncerten bare en surrealistisk fest. Han har fået tatoveret Bruce i hjertet, ligesom sin far.

Ved ekstranummeret ‘Twist & Shout’ (som også var på sætlisten i 1988) kommer Springsteens legendariske manager Jon Landau på scenen. Det var ham, der i 1974 skrev ordene: “I saw rock and roll future and it’s name is Bruce Springsteen”.

Det vil være en overdrivelse at sige, at vi tirsdag aften bevidnede rockens fremtid. Men en 12-årig københavnerdreng fik beseglet sin musikfremtid og et livslangt kærlighedsforhold til Springsteen.

Adam

Adam Raised a Hand

 

 

Kommentér indlægget