Kraftwerk har den i disse dage. Otte koncerter i DR Koncerthuset, et helt album pr. aften plus et sæt hits. Alt tilsat 3D-grafik.
De siger ikke noget til publikum, og der er langt mellem længere interview med Ralf Hütter, hvor han forklarer, hvad der egentlig foregår, når Kraftwerk arbejder, tænker, spillerlive eller cykler.
Hütter er det eneste originale medlem i den øjeblikkelige opstilling. Måske betyder det heller ikke så meget, hvem der er inden i Kraftwerk. Gruppen fremstår mere end nogensinde et samlet kunstværk med en skræmmende stor betydning for meget af det, der er kommet efter dem: Techno, hiphop, house, artrock, ambient, rave, you name it. Et sted i baggrunden spøger tyskerne.
Jeg har én gang haft mulighed for at tale direkte med Menneskemaskinen. En dag i 2003 ringende telefonen (på aftalt tidspunkt). I den anden ende var Ralf Hütter.
Her er, hvad han fortalte mig. Dele af teksten har tidligere været trykt i Jyllands-Posten.
»Folk forstår os bedre i dag,« siger Ralf Hütter om gruppen, der i 1970’erne fik menneske og maskine til at smelte sammen.
Længe før reklamemænd blev velhavende på at forklare virksomheder, hvordan man bliver et brand, forvandlede en gruppe teknikbegejstrede tyskere sig til et let genkendeligt varemærke.
De tog konsekvensen af at hedde Kraftwerk og spille på moderne synthesizere og trommemaskiner og skiftede personlighed, så de kom til at ligne en mellemting mellem robotter og mannequindukker. Musikerne tog så at sige livet af sig selv og blev til en forlængelse af de maskiner, de spillede på.
Menneskemaskinerne var et usædvanligt alternativ til en rockscene, der i 1970’erne ellers ikke kunne blive følsom eller politisk nok. Der var da også en del ”ægte” musikere, der mente, at Kraftwerk måtte være fascister, når de kunne finde på at synge om motorveje, datamaskiner, metal eller endeløse europæiske jernbaner. De havde tilmed slips og jakkesæt på.
Et vigtigt element i menneskemaskine-teorien var tavshed. Hvis Ralf Hütter og Florian Schneider gav interviews, talte de aldrig om livet uden for gruppen. Der var kun Kraftwerk. Ideologien, musikken, varemærket. Personerne trådte ud af billedet, og da gruppen siden holdt helt op med at tale med nogen og skabte sin egen isolerede musikø i Kling Klang Studiet i Düsseldorf, blev pressen og en stadig voksende fanskare overladt til at fantasere om de magiske maskiner og deres metodiske indehavere.
I disse måneder bryder Kraftwerk tavsheden. For nylig udkom ”Tour De France Soundtracks”, der er gruppens første album med ny musik siden ”Electric Café” i 1986.
Nyheden er en opfølger til 1983-singlen ”Tour De France”. Albummet skulle have været udkommet tidligere, men der kom altid noget i vejen, fortæller gruppens talsmand, Ralf Hütter.
»1983 lavede vi sammen med vores franske ven Maxime Schmitt et koncept til en Tour De France-plade. Vi gjorde singlen færdig og gik videre med andre idéer: ”Technopop”-pladen, som siden blev til ”Electric Café”, vi lavede film og udviklede computergrafik til sange som ”Musique Non Stop”. Et fascinerende projekt for os, så Tour-pladen blev hele tiden udskudt og glemt.«
Ralf Hütter taler som på pladerne. Monotont, roligt og hans perfekte engelsk har en svag hr. Flick-accent. Flere gang i løbet af interviewet undrer jeg mig over, om det nu er Ralf Hütter, der er i røret, eller det er en af de robotter, som gruppen har ladet sig repræsentere af siden 1978.
Især da han/den fortæller, at robotterne i ni måneder har været udlånt til Musée de la Musique i Paris, hvor de på egen hånd har opført en Kraftwerk-ballet.
»De kom først hjem til Düsseldorf, kort før årets Tour De France blev indledt,« klukker menneskemaskinen i telefonen.
Det store franske cykelløb har i årevis haft en central plads i Kraftwerks mytologi. Musikerne er selv entusiastiske cykelryttere, og den originale ”Tour De France” regnes af mange for et af Kraftwerks mest vellykkede forsøg på at illustrere samspillet mellem menneske, bevægelse og maskine.
»Cykling er en naturlig del af vores liv. Vi bor tæt på Holland, Belgien og Frankrig, og der er en stærk cykeltradition i området. Folk tror, at tyskere kun interesserer sig for biler. Vist er Formel 1 den mest populære TV-sport i Tyskland, men det er ikke en rigtig sport. Det er bare nogle mænd, der kører i dyre biler. Cykling er for os den mest ægte sport,« forklarer Ralf Hütter.
»Det går fremad hele tiden, og det er samtidig en økologisk og meget stille sport. Cykler larmer ikke. Der er vinden, dit åndedræt (han stønner som en udmattet cykelrytter, fez). Vi får mange idéer, mens vi cykler.«
I de seneste år har cykling udviklet sig til en højteknologisk videnskab, hvor cykelcomputere holder øje med pulsen, mens selve maskinerne er optimeret i forhold til aerodynamik. Den slags pirrer naturligvis nørder som Ralf Hütter.
»Teknologien har gjort cykelrytterne til rigtige menneskemaskiner. Sjovt nok var der flere tyske medier, som under Tour De France omtalte Jan Ulrich som die Mensch Machine. Endda Kraftwerk på to hjul. Det morede vi os over.«
Ralf Hütter og Florian Schneider fik i år (2003, fez) mulighed for at komme helt tæt på rytterne, da Tour-ledelsen havde inviteret duoen til at følge med på bjergetapen til Alpe D’Huez. De fulgtes med den gamle topkører Gilbert Duclos-Lasalle i en bil lige bag ved Tour-direktøren Jean-Marie LeBlanc.
»Det var fascinerende med helikoptere i luften, løbsradioen skruet op. Vi har selv cyklet alle de store etaper i Alperne og Pyrenæerne, så vi kendte ruten. Vi er dog amatører,« understreger Ralf Hütter.
Der er flere lighedspunkter mellem cykling og Kraftwerks arbejdsmetode. Det handler f.eks. om stædighed, uafhængighed og frihed.
Kraftwerk har aldrig været en del af hovedfeltet. De har passet sig selv, investeret i musikken, og mens andre bands har betalt af på dyre studieregninger og PR-udgifter, har de siden 1970 haft god tid i deres Kling Kling Studie.
Ralf Hütter og Florian Schneider Esleben havde en del uafhængighed med sig hjemmefra. Ralf Hütter blev født i 1946 som søn af en læge, mens Florian Schneider blev født året efter. Hans far var anerkendt arkitekt, og forældrenes pladesamling rummede bl.a. den franske komponist Pierre Henrys eksperimenterende musique concrete. Både Hütter og Schneider lyttede til lydavantgarde via Radio Köln, og da de mødtes på musikkonservatoriet, tog de syre, mens de overværede den store tyske komponist Karlheinz Stockhausens elektroniske eksperimenter.
Kraftwerk-duoen kom altså til popmusikken via kunst og avantgarde – som outsidere – og lagde hurtigt afstand til datidens tyske rockgrupper, og på trods af en passion for dynamisk rock a la The Stooges og The Ramones har det aldrig været aktuelt for dem at rocke.
»Vores europæiske baggrund er anderledes. Vores kultur i Tyskland handlede om klassisk musik, elektronmusik og så hele kunstverdenen. Da vi begyndte, kunne vi ikke komme til at spille i koncertsale eller ved rockkoncerter. Vi optrådte på gallerier og ved kunstbegivenheder. Det var først efter ”Autobahn” (1974), at vi blev lukket ind i rocksammenhæng.«
Hvad har denne kunstbaggrund betydet for jeres musik?
»Meget. Da Florian Schneider og jeg stiftede Kling Klang Studiet, var det et værksted, og vi har altid været optagede af at få musikken til at hænge sammen med pladeomslag, fotos og grafik. Kraftwerk er et Gesamtkunstverk.«
Har jeres arbejdsmetode forandret sig med tiden?
»Vi arbejder stadig på samme måde. Vi har flere muligheder i dag, men konceptet har altid været det samme. Kling Klang-konceptet. Hr. Kling og hr. Klang. Folk forstår os bedre i dag. Vi kan optræde til rockfestivaler som den i Roskilde eller ved dansefester i Brasilien, og over hele kloden forstår publikum os og vores musik. Detroit, Rio, Tokyo. Vi kan føle folks reaktioner. Det er meget bedre i dag end i 1970’erne.«
Mens Kraftwerk selv har været tavse, har den elektroniske musik udviklet sig eksplosivt. Siden technopop-grupper som Human League og Depeche Mode for 20 år siden stormede hitlisten bevæbnede med synthesizere og popmelodier, har Kraftwerks børn skabt genrer som techno, electro, house, acid, trance, bigbeat og ambient, der på en eller anden måde kan føres tilbage til moderkeyboardet i Kling Klang Studiet.
Fra David Bowie via technotænkere som Juan Atkins til danske Future 3 har man hørt ekkoer af Kraftwerks pionerarbejde, så selv om innovatorerne selv har holdt lav profil, er det, som de hele tiden har været aktuelle.
Måske er det derfor, det nye album ikke lyder som en revolution. ”Tour De France Soundtracks” er en venlig og afdæmpet elektronisk plade. Det er på ingen måde et mekanisk musikmuseum, som gruppens koncerter har tendens til at være – det er bare ikke der, man skal begynde, hvis man vil opleve Kraftwerk i topform.
Det er ikke kun den elektroniske musik, der har haft vokseværk. Også selve musikteknologien har oplevet en revolution, og Ralf Hütter glæder sig over, at den teknologi, man i 1970’erne måtte betale dyrt for eller bygge selv, nu er hvermandseje.
Det er simpelthen blevet lettere at være Kraftwerk.
»I dag er vi f.eks. fuldkommen mobile. Via bærbare computere har vi adgang til hele vores bagkatalog. Vi har overført 33 års lydbank til digitale platforme, så vi kan hente lyde frem, improvisere og mixe bedre live end tidligere. Samtidig er det blevet lettere for os at turnere. Tidligere skulle vi have tonsvis af grej med. Nu har vi bare de bærbare computere med som håndbagage i flyet.«
Det morer helt tydeligt Ralf Hütter, at de visioner, han og Florian Schneider havde for 25-30 år siden, er blevet til virkelighed. Da Kraftwerk til 1981-albummet ”Computer World” lod sig afbillede som animationer på en EDB-skærm lignede det ren science fiction. I dag har mobiltelefoner mere avancerede screensavere.
Men selv om Kraftwerks forspring via teknik for længst er blevet indhentet, er charmen ved gruppens klassiske album intakt. Måske fordi ”Autobahn”, ”Trans-Europe Express” og ”Man-Machine” ikke kun var teknologiske nybrud, de var desuden morsomme med en velgørende galskab gemt i den fremsynede maskinpark.
Andre bands legede også med synthesizere i 1970’erne, men der var ikke meget at grine ad hos Tangerine Dream eller Jean Michel Jarre, som valgte at bruge maskinerne til at skabe svulstige klangflader eller hippie-agtige syrelyde.
Kraftwerk gik den stik modsatte vej og satsede på mådehold og minimalisme.
»Vi begyndte med to keyboards. Vi har altid villet være direkte og fokuserede. Helt tæt på lyden. Det handler om at skabe musik med så få midler som muligt. Få akkorder, elementære melodier. Det er det, vi bruger vores tid på. At destillere musikken til det allermest nødvendige.«
I et perfekt Kraftwerk-øjeblik melder en anden stemme sig på telefonlinjen. Gruppens kontakt på pladeselskabet i London meddeler, at interviewtiden er ved at være udløbet.
Jeg spørger Ralf Hütter, hvordan Kraftwerk lyder i hans ører.
»Uh, det er svært…. Musikken er det mest direkte spejlbillede af Florian og mig, man kan forestille sig. Og af Henning Schmitz, der har været med i 20 år og vores tekniker Fritz Hilpert. Musikken er en slags røntgenbillede af os.«
Så det lyder altså som jer?
»Absolut. Min stemme på pladerne er min egen stemme. Det er Sprechgesang. Det er et meget intimt billede af os.«
Ralf Hütter er 57 år, hans makker et år yngre. Inden forbindelsen til Kling Klang Studiet forsvinder, må jeg vide, hvor længe Kraftwerk regner med at blive ved med at lave musik.
»Det tænker vi ikke på. Det er vores hverdag. Sådan har det altid været. Tour De France fyldte 100 i år, så vi kan da prøve at slå det. Måske kan det lade sig gøre med de rette vitaminer. Hvis vi holder rytmen, kan vi blive ved længe endnu.«
Det kan være I bliver nødt til at tage doping?
»Nej da. Hvis man overforbruger sin energi, brænder man for mange kræfter af her og nu. Det betaler man for senere. Man skal spare på kræfterne. Vi vil holde længe. Her er endnu en parallel til cykelsporten: Kraftwerk er ikke sprintere, vi er interesserede i udholdenhed.«
Florian Schneider forlod Kraftwerk i 2008. Gruppen har de seneste år primært givet retrospektive koncerter under overskriften “The Catalogue 1 2 3 4 5 6 7 8”
