Paradokset Pharrell – interview

   


Interview: Ære skal gives, ikke tages

Politiken, 19. august 2006

Pharrell Williams har forandret popmusikken i det nye årtusinde, men han vil ikke tage æren for det. Han kører Rolls-Royce og udstiller sin rigdom, men prædiker indre værdier. Politiken mødte et paradoks af en mand midt under arbejdet på en solodebut, han var alt for lang tid om at gøre færdig.

Af Janus Køster-Rasmussen, Miami

Jeg er ved at interviewe en af verdens største pladeproducere og popstjerner, og det går dårligt. Hans konturløse ansigt ligner i forvejen en tegneseriealiens glatte fjæs, og så er han oven i købet fraværende, stresset og tilknappet. Men pludselig vågner Pharrell Williams. Det sker, da han skal beskrive, hvilken følelse han vil fremmane med sangen ‘Can I Have it Like That’ – en udfordrende og minimalistisk rapcollage, hvor omkvædet er en slags heavy petting mellem ham selv og popsangerinden Gwen Stefani. »Folk skal tænke: »What the fuck!? Jeg elsker den her sang, men – hvad er det dog for noget?««, siger Pharrell og lukker øjnene næsten helt i.

Det er det, der driver den 33-årige producer, sanger og rapper: en vagt formuleret idé og et stærkt ønske om at ryste sine lyttere, at rive tæppet væk under dem.

Vores møde foregår i Miami i september 2005. Siden dengang er det også lykkedes Pharrell Williams at få sit publikum til at tænke »What the fuck

Vi ser ikke så chummy ud der i 2005, ti år før Pharrells Roskilde-debut i eget navn. Det var vi heller ikke.

Vi ser ikke så chummy ud der i 2005, ti år før Pharrells Roskilde-debut i eget navn. Det var vi heller ikke.

!?« et utal af gange – men nok mest fordi udgivelsesdatoen for hans solodebut ‘In My Mind’ er blevet rykket igen og igen, helt frem til nu. Men før rygterne om den forsinkede plade begyndte at dominere enhver snak om Pharrell, var det som regel hans musik, der fremprovokerede udbruddet. Første gang, Pharrell for alvor træder frem i stjernernes liga, er som falsetsanger i rapperen Mystikals video til ‘Shake Ya Ass’ fra 2000. Han ser ustyrligt cool ud: en tynd, lyshudet, sort fyr med tatoveringer, stropundertrøje, cowboyhat i stråflet og et lille, fimset overskæg. Med hagen let hævet kigger han ind i kameraet, som om han tænker: »Jeg ved noget, du ikke ved, knægt«. Han ligner på én og samme tid en småpsykopatisk bandekriminel og en sexet hipster allerlængst fremme på beatet.

Han skal vise sig ingenlunde at være det første, men så afgjort det sidste. Allerede et par år inden, i 1998, har han faktisk påbegyndt sin himmelstorm sammen med makkeren Chad Hugo i producerduoen The Neptunes. Der er en rå effektivitet over de savtakkede hiphopbeats, som de to barndomsvenner fra Virginia leverer til rappere som Noreaga og Ol’ Dirty Bastard, og The Neptunes bliver med det samme spottet af popverdenen. Snart hedder Chad og Pharrells klienter Britney Spears, Justin Timberlake og Jay-Z, og duoen er en af de væsentligste årsager til, at hiphop i sin rene form har fået plads på hitlisterne, og at genrens lyd og virkemidler i dag kan høres i enhver afkrog af mainstreampoppen.

Britney og Justins bagmand
I 2003 har The Neptunes produceret en femtedel af den musik, der bliver spillet på de kommercielle britiske radiostationer, og i 2002 skriver det amerikanske magasin Esquire, at 43 procent af al musik på amerikansk radio i løbet af en bestemt uge i 2002 er signeret de to producere. Det lader de sig dog ikke anfægte af – tværtimod bliver deres produktioner mere og mere excentriske, som om de tester, hvad popmusik egentlig kan bestå af og holde til. Et af de bedste eksempler er Snoop Doggs kæmpehit ‘Drop It Like It’s Hot’ fra forrige år. Her udgøres musikken hovedsageligt af et sparsomt trommebeat, lyden af en spraydåse og en optagelse af en, der klikker med tungen. Men selv påstår Pharrell, at han ikke kan se det eksperimenterende i sangen.

»Jeg ser ikke sådan på det. Jeg tænker bare: »Hmm, det er en fed lyd. Den må jeg hellere bruge«. Hvis den virker, så jeg beholder jeg den, hvis den ikke virker, ja, så virker den ikke«.

Så du bruger ikke lyden af en spraydåse og et tungeklik, fordi du vil skubbe til popmusikkens grænser?

»Nej, det kan man ikke. Det er arrogant og forfængeligt at tro, at man kan skubbe til grænserne for popmusik«, siger han og laver en grimasse med nedadvendte mundvige, mens han ryster på hovedet.

»Ære er noget, der skal gives og ikke tages. Og den ære, jeg får, er jeg meget taknemmelig for. Jeg tager den ikke selv. For hvad nu, hvis folk ikke føler musikken?«.

Det er forudseende sagt af Pharrell, for ‘In My Mind’ er netop udkommet til – lunkne anmeldelser, hvis vi skal være flinke. Først skulle pladen være kommet i november sidste år. Så i december, så i januar, så i april. Da jeg i foråret ringer til en fyr fra pladeselskabet for at høre, hvad der sker, siger han: »Jeg skal se pladen i butikkerne, før jeg tror på noget som helst. Den amerikanske afdeling har opfundet et helt nyt begreb specielt til ‘In My Mind’. Det står ud for pladen på vores interne udgivelsesplan: ‘TBS’ – ‘To Be Scheduled’«. ‘En dato vil blive fastsat’.

Den dato er nu oprindet, men det toneangivende amerikanske musikwebsite Stylus mener, at den ikke er »en festdag, den er et medlidenhedsdrab«. Kollegerne på Popmatters.com skriver, at pladen er endt som »et argument for at sætte en deadline og holde den«, og mange kritikere efterlyser Chad Hugos mere dystre, maskinelle touch på Pharrells noget ferske hiphop- og r&b-numre.

The Continuum - Pharrells crib - i hvert fald i 2005.

Wealth is of the mind, not the pocket. Ahem. The Continuum – Pharrells crib – i hvert fald i 2005.

Den langtrukne proces har dog ikke hindret Pharrell i at stikke snotten frem undervejs. Til det amerikanske magasin Remix sagde han f.eks. i januar, at ‘In My Mind’ »vil forandre alting«. I det hele taget er Pharrell et orgie af selvmodsigelser. Han vil gerne ryste folk, men uha, man må ikke tro, at man skubber til popmusikkens grænser. Han kalder sit skomærke Ice Cream (Ice = diamanter og Cream = penge), »fordi det er de to ting, der styrer verden«, men på bagsiden af hans nye cover står der en lille tekst i en tankeboble over en tegnet udgave af Pharrells hoved: »Wealth is of the heart and mind. Not of the pocket«. Det kan man jo sagtens sige, når man bor i en 20 millioner kroners lejlighed i The Continuum, det mest eksklusive højhus i Miami Beach. Og når man ankommer til interviewet sammen med sit – i hiphopstjernekredse obligatoriske – følge af vandbærere og wannabes i sine to ens, spritnye grønne Rolls-Royces.

To ens Rolls-Royces
Mens jeg venter i Pharrells lobby, mærker jeg minutterne rasle af min i forvejen begrænsede tid med ham. Han er tre timer forsinket, fordi en fotosession med det britiske livsstilsmagasin Dazed & Confused trak lidt ud. Og så hurtigt som muligt efter vores interview skal han ud til lufthavnen, hvor et privatfly venter på at fragte ham til Los Angeles. Her skal han straks i gang med at optage videoen til ‘Can I Have It Like That’ sammen med Gwen Stefani.

Men det lykkes altså at få ham i tale. Sådan da, i hvert fald. Pharrell trykker hånd og bukker underligt formelt. Han ser lille og anonym ud i hvid T-shirt, sorte bermudashorts og farvestrålende Bape-sneakers. Vi sætter os i en spraglet sofa under lysekronen i The Continuums nouveau riche-lobby. Halvdelen af interviewtiden er skåret væk, og vi bliver desuden konstant afbrudt af hans assistent, en overvægtig sort kvinde, som mener, at hendes opgaver langt overtrumfer, at en håndfuld journalister er rejst over Atlanten for at møde hendes arbejdsgiver: »Skal du bruge den her taske?«, og »Husk, du skal køre alene til lufthavnen senere«. Og så videre.

New age-snak
Det er derfor, Pharrell er et andet sted oven i hovedet under interviewet. Han frisker først lidt op, da han spotter en kvindelig journalist, som han fuldkommen skamløst flirter helt ned under gulvbrædderne:

»Er din båndoptager tændt? Nej? Åh, du har de mest utrolige øjne! Lad mig se dine øjne!«.

Han retter sig også op i stolen, hver gang han ser muligheden for at lade snakken tage en lidt flommet new age-drejning.

»Jeg ser tit på mig selv som en kanal for kreativitet. Jeg tror helt sikkert, at der er en frekvens af kreativitet og inspiration derude, som vi alle sammen hægter os på«.

Hvordan hægter du dig på?

»Det er sværere for mig ikke at hægte mig på. Det er ligesom at sige: »Hvordan kan du lade være med at holde dine øjne lukket?«. Det er naturligt for os mennesker, at vi bare vil kigge. Ligesom vi vil høre, smage, føle. Vi må bare gå på jagt i det hidtil uænsede. Når vi finder det, vi leder efter, så skal vi kultivere det, indtil det er rigtigt. Og så skal vi dele det med andre«.

Hvad ville der ske, hvis du lod være med at kigge?

»Så ville jeg være bange. For så ville jeg leve mit liv uden en evne, som er blevet givet til mig«.

En mærkelig, meget dygtig mand.

En mærkelig, meget dygtig mand.

Pharrell Williams har stadig evnen til at skabe fænomenalt nyskabende pop, hiphop og r&b, selv om det mest iøjnefaldende ved hans solokarriere er, at han er i færd med at designe smykker til Louis Vuittons 2007-kollektion (»og jeg skal lave ure for dem i 2008«, betroede Pharrell for nylig branchemagasinet Billboard). Men det virker, som om det er absolut kunstnerisk nødvendigt for ham at holde fast i sin udadtil så anonyme makker Chad Hugo. De spritnye The Neptunes-singler for rapperne Snoop Dogg og The Clipse lyder i hvert fald langt mere sprudlende end sangene på ‘In My Mind’. Det siges desuden, at de sammen arbejder på Jay-Z’s comeback-album og på en ny plade med The Neptunes’ rockgruppe N*E*R*D.

Pharrell Williams har brugt alt for lang tid på sin soloplade, han er forfalden til tågesnak, og paradokserne flakser vildt omkring hans person. Men han har med garanti ikke drejet sit sidste beat, der får alverdens pop-, rock-, hiphop- og r&b-elskere til at udbryde: »What the fuck!?«.

*
Fakta: Blå bog
Født 5. april 1973 i Virginia Beach.

Vokser op sammen med sin musikalske partner Chad Hugo. Tilsammen udgør de producerduoen The Neptunes. De har også rockgruppen N*E*R*D sammen med rapperen Shay.

The Neptunes’ første hit er ‘Superthug’ fra 1998 med rapperen Noreaga. Blandt deres største succeser er:

Snoop Dogg: ‘Drop It Like It’s Hot’

Nelly: ‘Hot In Herre’

Justin Timberlake: ‘Like I Love You’

Britney Spears: ‘I’m a Slave 4 U’

Ol’ Dirty Bastard: ‘Got Your Money’

Kommentér indlægget