Mellem drankere, drag queens og dommedagsprofeter – Mary Gauthier om sine 10 bedste sange

Mary Gauthiers historie er blevet fortalt mange gange. Hun blev bortadopteret som spæd, stak af hjemmefra som 15-årig, og tilbragte de næste mange år i tilværelsens rendesten – lige indtil  hun fandt musikken.

I dag er Mary en af de absolut bedste og fineste sangskrivere derude, og i denne uge er hun på turne i Danmark. Men i  stedet for at rode rundt i hendes mørke, tragiske og efterhånden sagnomspundne fortid lige som alle de andre, bad jeg hende i stedet om at fortælle om tankerne, musikken og livet bag mine ti yndlings-Mary Gauthier sange.

Hvis du skulle få lyst til at høre dem i levende live, kan du vinde billetter til hendes koncerter i bunden af siden.

 

10. Same Road (Between Daylight and Dark, 2007)

Efter at have arbejdet med countryfolk’ens go-to-guy, Gurf Morlix på flere plader, skifter Mary Gauthier producerer, og indspiller sit livs foreløbige mesterværk, Between Daylight and Dark, med Joe Henry hjemme i hans kælderstudie i Pasadena. Resultatet er et af genrens fineste albums, og en af karrierens smukkeste sange.

– Jeg skrev den sammen med Liz Rose, som også skrev det meste af Taylor Swifts første album. Mærkeligt nok. Men hun er en fantastisk lyriker, men hun spiller ikke noget instrument, hvilket jeg fandt ret bekymrende, da min egen styrke netop er teksterne. Men mit første instinkt var forkert, for det viste sig hurtigt, at Liz og jeg er et perfekt sangskriver-par, og jeg har skrevet en masse sange med hende – og Same Road er nok en af de bedre. Sangen handler om at uafhængighed i et parforhold, om at give slip selv om man stadig prøver at holde fast.

 

9. Karla Faye (Drag Queens In Limousines, 1999)

En sang om den prostituerede junkie Karla Faye Tucker, der i 1984 dræbte en bekendt sammen med sin mand, og 14 år senere blev henrettet under stor mediebevågenhed. Karla Faye Tucker var faktisk den første kvinde, der blev henrettet i Texas siden 1863.

– Det er en sørgelig i historie. Hun blev henrettet i Texas for nogle år siden, og hendes historie greb mig virkelig. Hun fik en hård start i livet, og fik aldrig rigtig en chance. Hendes mor var junkie og prostitueret, og Karla Faye voksede op i det miljø. Det var det eneste liv, hun kendte. Hun blev messed up i en meget ung alder, og en af hendes mors kærester gav hende en sprøjte med heroin, da hun kun var en lille pige. I fængslet blev hun meget kristen, og der var bare et eller andet med hendes historie, der ramte mig. Steve Earle skrev et helt stykke om Karla Faye Tucker (“Karla”, fra 2005). Jeg har set det to gange, og Steve er en fantastisk forfatter, fantastisk til at beskrive mennesker. Vi er vel begge tiltrukket af disse skæbner, fordi vi begge to er tidligere junkier. Vi har fået livet og musikken i gave, hvilket har reddet os begge. Men vi ved, at vi begge ikke er andet end heldige. Det kunne have været os, der var døde.

 

8. Sugar Cane (Filth & Fire, 2002)

Der er en dyster dommedagsstemning over denne barndomsberetning fra Louisiana, hvor ingen – undtagen Marys adoptivmor – turde stille spørgsmål til forureningen fra de årlige sukkerroemark-afbrændinger.

– Jeg voksede op i det sydlige Louisiana, og hvert år omkring juletid brændte sukkerroe-producenterne alle markerne af. Satte ild til hele lortet. Den tykke, sorte røg fyldte hele himlen, og selv om den var giftig, var der ikke rigtig nogle, der satte spørgsmål ved det. Folk levede jo af det, levede af deres jobs i sukkerindustrien. Men min mor var ikke glad for det, så jeg blev altid sendt ind i huset, når røgen kom. Der var først, da jeg blev ældre, at jeg fandt ud af, at der fandtes steder, hvor man ikke brændte markerne af. Men hele det sydlige Lousiana er noget rod. Sukkerindustrien, olieindustrien… der er behov for de jobs, så folk har ikke andre udveje end at leve med det. Selv om det er farligt.

 

7. Another Day Borrowed (The Foundling, 2010)

På sit seneste album går Mary i flæsket på opvæksten som adoptivbarn, og ikke mindst USA’s adoptivlovgivningen, der ikke giver adoptivbørn ret til at opsøge deres biologiske forældre. Mary fandt dog sin biologiske mor, som ikke ønskede nogen som helst form for kontakt med sin datter. The Foundling er produceret af Michael Timmins fra Cowboy Junkies, og bandets sangerinde Margo Timmins synger med på enkelte sange.

– Jeg skrev den med min ven Darrell Scott. Den handler om at vide, at hver ny dag er en gave, som vi ikke fortjener. Vi har ikke krav på den – vi låner den bare for universet. Det er en ydmyg sang. Hovedpersonen på albummet starter med at føle sig forladt og fortabt, men på Another Day Borrowed accepterer hun, at der ikke er så meget at gøre, at livet er hårdt for hende, for alle. Life is tough, so deal with it. Det bliver ikke bedre, medmindre du selv ændrer dit syn på det. I sidste ende handler det bare om at være taknemmelig for, at du er live.

 

6. Prayer Without Words (Mercy Now, 2005)

En af de eneste sange fra kataloget med både tempo og knald på instrumenteringen.

– Det er en af de sange, jeg umuligt kan forklare handlingen i. Der er meget tekst i den, den tog lang tid at skrive, og det er egentlig et digt med musik. Den slags sange er svære at skrive, og jeg kunne godt tænke mig nogle flere af dem, for de holder sig på en eller anden måde bedre. Og så er den langt mere upbeat end de fleste af mine andre sange, så den er sjov at spille.

 

5. I Drink (Mercy Now, 2005)

Den ene af Marys to signatursange. Selv-realisationen er næsten skræmmende i sin enkelthed. Ingen grund til at pakke problemet ind. Udgivet på både Drag Queens In Limousines og Mercy Now, og muligvis det skarpeste druk-anthem siden Merle Haggards “Tonight The Bottle Let Me Down”

– Jeg er stolt af den sang, men jeg kunne ikke have skrevet den, hvis jeg ikke havde været ædru. Det er det mærkelige ved I Drink. Den er en lille maskine, der bare bliver ved med at virke for mig. Det er mig, der forestiller mig, hvordan mit liv havde set ud, hvis jeg aldrig var blevet ædru. Hvordan mit liv havde været, hvis det bare havde været mig og min flaske rom mod resten af verden. Den er ikke svær at spille aften efter aften, for egentlig handler den ikke om mig længere, men om en fiktiv person, hvis du forstår? Der er efterhånden kommet så meget afstand mellem mig og den person i sangen. Når du ser tilbage på dig selv som ung, så ved du godt, at det ikke er dig længere. Det var det en gang, men ikke nu, her 20 år senere. I Drink ripper ikke længere op i gamle sår eller bringer smertefulde minder frem. Det er næsten som om, at jeg bare fortæller en historie, der handler om en anden person.

 

4. Drag Queens In Limousines (Drag Queens In Limousines, 1999)

Som 15-årig stikker Mary Gauthier af hjemmefra. Hvad der siden skete, er efterhånden historie, men før det går så galt, følger vi Mary Gauthier finde sig selv blandt poeter, drukkenbolte, balletdansere, pothoveder, drømmere, nonner i jeans, og Drag Queens In Limousines.

– Personerne i den sang er baseret på mennesker, jeg kender og elsker. Alt det i den sang skete i virkeligheden, men personerne er stykket sammen af flere forskellige liv og skæbner fra den tid, hvor jeg lige var stukket af hjemmefra.

 

3. I Ain’t Leaving (Between Daylight and Dark, 2007)

Hele Between Daylight and Dark hører til på denne liste, især på grund af Joe Henrys produktion. Albummet er mere eller mindre indspillet på samme tid som Joe Henrys eget Civilians albummet, og flere af studiemusikerne går således igen – blandt andre Van Dyke Parks og Loudon Wainwright. Et absolut mesterværk – begge plader, faktisk.

– Joe er en gentleman og en videnskabsmand. Han er meget voksen, på den måde, at han arbejder fra ni til fem hver dag, han er familiemenneske og meget dedikeret til sine børn og sin familie. Han er meget pligtopfyldende, og i mine øjne giver det ham utrolig stor integritet. Jeg har den dybeste respekt for ham, han er meget, meget dygtig, og er omgivet af de bedste mennesker i verden. Jeg ville gerne arbejde med ham igen. Han er et geni. Van Dyke Parks og Loudon Wainwright er en del af Joes hold, og de er begge med på albummet. Det var en fantastisk oplevelse at arbejde med de mennesker.

 

2. Mercy Now (Mercy Now, 2005)

Noget hit er det vel ikke, men ikke desto mindre er Marys vel nok fineste signatursang alligevel blevet fortolket af blandt andre Boy George (!). En sang om tilgivelse, barmhjertighed og kærlighed.

– Amerika var godt og grundigt på vej i krig med Irak, og jeg vidste, at det ikke ville blive kønt eller retfærdigt, at det kun handlede om olie, og at det ville skabe en helvedes masse problemer – uden at løse nogen. Det føltes som en tung byrde at være amerikaner og ikke kunne stoppe krigen. Derudover havde min far Alzheimers, og vi var langsomt ved at miste ham, og samtidig kunne jeg se den ene præst efter den anden blive marcheret ind i retssalene i håndjern, anklaget for pædofili-forbrydelser. Nå ja, og the crazy bastard i Nordkorea, ham den lille tykke diktators far, var i gang med at opruste mod Sydkorea. Alle de ting pressede sig på, og det blev til Mercy Now. Da Boy George fortalte mig, at han havde indspillet sangen, var jeg helt ved siden af mig selv. Sikke en ære.

 

1. Last of the Hobo Kings (Between Daylight and Dark)

I mange år mødtes vagabonder fra hele Nordamerika for at vælge en konge og dronning blandt deres egne. Den sidste af dem var Maurice W. Graham, kendt som Steam Train Maury, der døde af et hjertetilfælde i Ohio for seks år siden. Hele fem gange blev han kronet som Kng of the Hobos indtil sin “pension” i 1980. Steam Train Maury var senere med til at grundlægge det såkaldte Hobo Museum i Britt i Iowa.

– Jeg læste hans dødsannonce i avisen, og det fik mig til at dykke ned i hans historie. Efter at have snuset lidt rundt og fandt mere information om Steam Train Maury, faldt historien på langsomt på plads. Det er dybest set en kærlighedssang, og selv om jeg aldrig har mødt ham, elsker jeg ham højt. Vagabonderne er en uddøende race i USA, og han var bogstaveligt talt den sidste vagabond-konge. Han efterlod sig en masse smilende mennesker.

 

Mary Gauthier spiller i Musikhuset i Århus i aften (onsdag), Sønderborg på torsdag, Gimle i Roskilde på fredag, Brøns (jeg aner heller ikke, hvor fanden det er, men det er på lørdag), og Pumpehuset i København på søndag.

Vi har fået lov til at udlove 3×2 billetter til koncerterne, så skriv dit navn i kommentarfeltet nedenunder, hvis du vil deltage. Så trækker vi lod. Husk at skrive, hvor du gerne vil høre Mary Gauthier.