Jeg har aldrig ønsket at blive en nichemusiker

   


Lloyd Cole stort topfoto

Lloyd Cole er lykkeligere end længe efter at have genfundet sin ungdoms vitalitet og rockgejst på sit nye album – men er samtidig desillusioneret over en karriere, der har retning mod rabatten snarere end midtersporet.
Anders K. Sørensen har mødt den britiske sangskriver i København. 

Igennem snart 30 år har Lloyd Cole skrevet bunkevis af gnistrende, syrlige popsange til et kræsent publikum, der elsker en litterær reference under en skarp guitarakkord. Det startede tilbage i 1984 med bandet Lloyd Cole & The Commotions og gennembrudsinglen, ’Perfekt Skin’, om vejrpigen Louise med den perfekte hud, de syndige øjne og kindben så snorlige som geometri. De følgende år var Lloyd Cole feteret som et af guitarrockens unge, poetiske håb.

Som frustreret teenagerknægt i 80’erne lyttede du til Robert Smith fra The Cure, når du havde brug for at støtte dig til én, der havde det værre end dig selv – og du satte Lloyd Cole på, når du havde brug for at dyrke en fyr, der var præcis så cool, som du selv drømte om at være. The Commotions trumfede imidlertid aldrig debutens tidløse niveau, og mod slutningen af 80’erne gik Cole solo og flyttede til New York for at starte på en frisk som soloartist.

Young Lloyd

Are You Ready To Be Heartbroken?

Dylan og dynamikken
Nu er 53-årige Lloyd Cole klar med sin tiende plade i eget navn. Det nye album, Standards, har i dén grad vitaliseret den gråsprængte melankoliker, som efter en række folk/country-eskapader og senest en akustisk turné igen har sat stikket i guitaren og skruet op for en mere ungdommelig rockattitude:
“Jeg var i et fantastisk humør, da vi lavede det album. Kort forinden havde Salon.com bedt mig om at anmelde Bob Dylans nye album, The Tempest, og den oplevelse åbnede virkelig mit sind. De sidste ti år har jeg tænkt alt for meget over, hvorvidt folk i 50’erne overhovedet burde lave rockmusik – om hvorvidt det var uværdigt og kun passende for unge mennesker? Men da jeg lyttede til The Tempest gik op for mig, at Bob Dylan jo reelt stadig laver det samme, som han gjorde i 1965. Han har skabt en intens, dynamisk og vibrerende rockplade – i en alder af 72 år – og ingen synes, at det er upassende eller forceret. Dét var ekstremt inspirerende”.

Lloyd Cole sidder ved et afskallet cafébord i en hotellobby på Vesterbro. Den distingverede brite er på pressetur i Europa. Programmet er dog ikke så stramt som tidligere, og antallet af interviewaftaler er til at overse.

Cole har stadig retorisk svirp i sine svar – men håret er grånet og lågene over de brune øjne hænger en smule mere end dengang, hvor han tilbragte nætterne efter sine københavnske koncertbesøg med at spotte smukke piger på Krasnapolsky. Faktisk minder Lloyd Cole i dag med sin smalle overlæbe, sine fyldige kinder og milde øjne, omkranset af en svag rødlig irritation, mest af alt om en britisk kaninbamse, man har lyst til at have hemmelig hule med og høre fortælle historier om Vinden i Piletræerne.

Lloyd Cole wide

“Lloyd, fortæl, fortæl …!”

Døden i nichen
Og Lloyd Cole har masser af historier at fortælle; eksempelvis om sangskrivningens hemmeligheder (et emne, han netop har skrevet et essay om til avisen The Independent), klassisk litteratur og golf, en af hans helt store lidenskaber. Alligevel føres samtalen hurtigt ind på den lange karrieres mange veje og vildspor – og en overraskende melding om, at den muligvis snart er slut:
”De to seneste albums har reelt ikke kastet nok salg af sig til at finansiere de næste indspilninger. Hvis det også går sådan med denne udgivelse, så er det nok den sidste plade jeg laver. Det vil sige; jeg fortsætter i et vist omfang med at indspille musik, men det bliver mere som en virtuel gårdbutik – med salg fra stalddøren.”

Indspilningen af de seneste album blev finansieret via et særligt set-up. Halvdelen af omkostningerne blev dækket af det lille, tyske pladeselskab Tapete Records, mens den anden halvdel var hentet ved et begrænset forhåndssalg til fans – der som tak for investeringen modtog en eksklusiv dobbelt-udgave af cd’en med en personlig hilsen.

Måske en brugbar model for andre kunstnere med samme entreprenør-trang og trofaste fanbase?
”Modellen fungerer i hvert fald, og jeg er taknemmelig for, at det kan lade sig gøre. Men jeg må sige, at jeg faktisk ikke bryder mig ikke om det. Ikke fordi jeg, dermed står i en slags gæld til dem, der har forhåndsinvesteret i albummet – men først og fremmest fordi det føles som om, mine fans gør mig en tjeneste”.

Lloyd BW

“Lån penge af dine fans – det er New Standards!”

Evigtunge Morrissey
Op gennem 90’erne og 00’erne har Lloyd skabt en stribe fornemme soloalbums, der blandt andet omfatter den konceptuelle orkesterpop/guitarrock-plade med Raymond Carver-titlen, Don’t Get Weird On Me, Babe (1991), det fine ”jeg-er-blevet-gift-og-har-fået-børn”-album, Love Story (1995), band-udgivelsen med The Negatives (2000) og den intense, overvejende hjemmeindspillede, Music In a Foreign Language (2003).
Alligevel er Lloyd Coles kommercielle status langsomt forvitret gennem de seneste årtier. Og uanset om, det er tiderne, branchen eller den digitale udvikling, der har kostet på salgstallene, så har det også tæret på den kunstneriske forfængelighed:

”Jeg har aldrig ønsket, at være en nichemusiker. Jeg er altid gået efter at lave musik, som rigtig mange mennesker ville høre – og det er lidt desillusionerende at konstatere, at det nok aldrig kommer til at ske igen”, konstaterer den ærlige sangskriver. ”En anden grund til, at jeg ikke er glad for at befinde mig i en kunstnerisk niche, er, at jeg ikke ser op til særlig mange af mine jævnaldrende. Bortset fra Prince, måske. Og Nick Cave. Kunstnerisk set er der ikke særlig mange andre, jeg har stor respekt for.”

Je Suis Morrissey

Postjerne og Peter Pan, 54 år

En af de jævnaldrende kunstnere, som Lloyd Cole oftest er blevet sammenlignet med, er den ligeledes intellektuelt funderede Morrissey, der i dag bor i Rom, hvorfra han jævnligt gyder galde udover alt fra det britiske kongehus til folk, der spiser kød.

”Rent faktisk er det nok primært takket være Morrissey, at jeg for ti år siden valgte at gå i den stik modsatte retning. Han havde efter min mening ikke skabt noget som helst nyt i sit arbejde gennem næsten 15 år. Hvor førnævnte Bob Dylan i dag basalt set laver det samme, som han gjorde, da han var 25 – blot fra en ældre mands synsvinkel – så har Morrissey ikke skiftet perspektiv, siden han var ung. Det finder jeg ærlig talt temmelig trist, patetisk og virkelig skuffende. Han vil tydeligvis ikke blive voksen. Men det vil jeg”.

Lyt til Lloyd Coles nye album, Standards, her:

 

Kommentér indlægget