– Det var virkelig bizart!
Jessie Ware puster ud og ser helt lettet ud over, at det uventede optrin foran Vega er overstået.
Seks autografjægere stod på fortovet med autografbøgerne fremme og krævede både signaturer og fotoopstilling, da soulsangerinden ankom til spillestedet på Vesterbro efter at have givet interview i DR Byen tirsdag eftermiddag.
Og selvom den 28-årige englænder er en rising star i hjemlandet, er hun ikke vant til den opmærksomhed, fortæller hun kort efter til Bloggers By Choice i bandrummet i Lille Vega, hvor hun om aftenen spillede sin første koncert på dansk grund.
– Den slags sker normalt ikke for mig. Puh! Måske er det .. Jeg har været i Amerika, hvor jeg ikke har turneret før, og så har jeg været i Australien, hvor de ikke rigtig ved, hvem jer er, ha ha.
– Men jeg tror, at den slags bare vil have en autograf. De interesserer sig ikke rigtig for mig. Måske en smule, på en sød måde. Men det var virkelig bizart. Det var så underligt. Jeg burde jo have gjort mere ud af mig selv. Mit hår lignede lort. Nå, whatever, siger hun med et af mange smil og grin, som den charmerende englænder også tog med sig til scenen.
Her var der – bortset fra en lidt kejtet mellem-numrene-snak om ’Broen’ og Peter Schmeichel – ikke den store afstand til hendes publikum. Og heller ingen stalker-øjeblikke, som hun stadig er fri for.
– Jeg er stadig i gang med at lære mine fans at kende. Jeg har ikke haft nogle skræmmende øjeblikke. Jeg er meget heldig. Folk er altid enormt søde og rare. Jeg får mange blomsterbuketter, og jeg elsker blomster – hvem gør ikke det?, smiler hun.
Jeg siger ikke noget, og Jessie Ware fortæller videre.
– Der var en pige i Leeds, der tilbød mig noget. Jeg var lige færdig med en sang. ’Jessie, det er til dig,’ sagde hun. Det var en tyk stak A4-papir, fortæller Jessie Ware og viser med fingrene en tykkelse på cirka to centimeter.
– ’Jessie Ware, jeg har skrevet en bog til dig. Det er en bog om ’happiness’. Hun ville snakke med mig og have, jeg skulle læse i den. Jeg sagde tak, jeg kigger nok i den lidt senere … Det var ret bizart – men også sjovt.
Jeg nævner, at blandt Sia har et publikum, der smider mange ting på scenen på grund af blandt andet noget, hun har sagt i et interview.
– Det kan være, jeg skal til at nævne diamanter noget mere, så publikum måske smider diamanter på scenen, ha ha ha …, siger Jessie Ware med endnu et af de grin, hun i rigt mål er iklædt.
Hun er sød, charmerende og tilstedeværende, og giver indtryk af stadig at være en South London-gal, der kan drikke en pint med veninderne på den lokale Brixton-pub.
Debutpladen ’Devotion’ er en elegant sag med en blanding af soulpop og elektroniske beats, der skaffede hende nomineringer til både Mercury Prize, Brit Awards og MOBO Awards (Music of Black Origin) – men især Emeli Sandé løb med priserne i Jessie Wares kategorier.
Hendes gennembrud er kommet forholdsvis sent, og der skulle gå – hendes stemme taget i betragtning – forbavsende lang tid, før hun fandt ud af, at hun skulle være sanger.
Hun gennemførte studier i engelsk litteratur på Sussex University, legede med ideen om at læse jura, forsøgte sig kortvarigt med dokumentarfilm og kastede sig også ud i journalistik med en ide om at skulle være sportsjournalist – hun er Manchester United-fan og elsker Peter Schmeichel!
Hendes mor er socialrådgiver fra Manchester, og faderen er undersøgende tv-journalist – og så er søsteren i øvrigt Hannah Ware, der spiller den narkotikafhængige datter i tv-serien Boss med Kelsey Grammar som den hårde, korrupte borgmester i Chicago, mens moderrollen spilles af Connie Nielsen.
Jessie Wares forældre blev skilt, og hun voksede op hos moderen i Clapham. Hun kom i skole på Alleyn’s i Dulwich, hvor bl.a Florence Welch (& the Machine) gik to årgange under hende.
– Hun havde en utrolig stemme. Den var virkelig, virkelig fantastisk. Pigerne på skolen hviskede om hende, at ’hun kan virkelig synge’, sagde Florence Welch sidste år til den engelske avis The Independent, der så i øvrigt fortæller videre om, hvordan Jessie Ware snuppede den syngende hovedrolle i skolens opførelse af ’Guys and Dolls’ foran Florence Welch, der måtte nøjes med en korrolle iklædt brun kappe fra Frelsens Hær.
Men det var en anden skolekammerat, der fik hende i gang med at synge professionelt, da Jack Peñate tog hende med som korsangerinde til en liveoptagelse i Maida Vale-studierne til Zane Lowes BBC-program – og efterfølgende med på turne.
Siden tog hun et lille skridt ad gangen ved at lægge vokaler på numre med dubstep- og garage-musikere som Sbtrkt, Joker og Sampha, og i oktober 2011 udsendte hun sin første single, ’Strangest Feeling’, på en kulørt 10”-vinyl.
For et år siden fulgte ’Running’ og 26. februar bragte den engelske avis The Guardian den første ’one to watch’-artikel om hende, og da hun i april sendte ’110 %’ på gaden, var det vigtigste skridt til et gennembrud taget. Også her på bloggen!
’Wildest Moments fulgte i juni, og de tre seneste albumsingler havde skaffet hende så meget omtale, at albummet ’Devotion’ strøg ind som nummer fem på den engelsk albumhitliste.
Siden har flere og flere fået både øjne og ører op for Jessie Ware, der har turneret i både USA og Australien, inden hun endelig ramte København efter at have aflyst koncerten samme sted i oktober.
Og usikkerheden er ved at være væk – hvilket hendes optræden tirsdag aften da også demonstrerede, da hun – mere vokalmæssigt end musikalsk – kom overlegent igennem de ti numre på 48 minutter i den udsolgte sal.
– Det bliver bedre og bedre. Jeg er stadig ikke den mest trygge og selvsikre, men mit band er for vildt, og jeg elsker at spille med dem, for de har selvtillid, og det er lettere sammen med dem.
– Jeg kan stadig bedst lide at synge på de intime steder. Jeg glæder mig enormt til i aften. 500 mennesker som i aften er perfekt. Det er lige præcis, som jeg godt kan lide det. Det føles specielt for folk, fordi det er intimt, og de tror, de kommer til at se dig et større sted, selvom det måske ikke kommer til at ske, ha ha. Men de føler, at de var der fra starten, fortalte hun om eftermiddagen, mens hun om aftenen på scenen smilende konstaterede:
– Jeg er normalt mere nervøs, men i dag er jeg bare glad. Det føles godt at spille igen.
Numrene live var mere organiske og funky end på pladen, hvilket gav lidt mere punch i trommerne og mere riv i guitarerne – men det kostede samtidig en del af elegancen og nuancerne i specielt et nummer som ’110 %’ – der i øvrigt nu hedder ’ If You’re Never Gonna Move’ på grund af sag om et sample fra den afdøde rapper Big Punishers ’The Dream Shatterer’, der mod Jessie Wares formodninger ikke var blevet clearet.
Sangen handler i øvrigt om en genert pige, der prøver at få den store rapper med ud at danse …
Tirsdag aften var der ikke meget generthed tilbage hos Jessie Ware, der som attraktionen stod alene i front med sit keyboard, mens de tre musikere på guitar, bas og tromme stod på række i baggrundens mørke som de anonyme arbejdsmænd til jazzklubbens stjerne-sangerinde.
Hun fik skabt den intime stemning, hun kan lide, og hendes Whitney-agtige fraseringer sendte indimellem kuldegysninger ned ad rygraden, og man undres over, at hun ikke allerede er blevet større herhjemme, end hun er, for intet skræmmer pop- og soulelskere væk.
Det er hendes stemmes kraft, der er attraktionen på de fleste af numrene. Hun formår med sin intensitet at løfte et ellers forholdsvist anonymt albumnummer som ’Swan Song’, mens ’Taking the Water’ og ’Sweet Talk’ får en vitaminindsprøjtning fra guitaren.
Det var soulpop, som i Brand New Heavies, Soul II Soul, Sade, Lisa Stansfield eller Whitney Houston, og i ’No to Love’ glider lidt af Marvin Gayes ’I Want You’ elegant og ubesværet ind.
Referencerne er også i udseende retrospektive. På pladecoveret hylder hun 80-90’er-glamour, og på scenen kunne hun også let gå for at være Lisa Stansfield – klædt i sort, store firkantede øreringe, knold i nakken, blazer og bart maveskind under en stumpebluse.
Og publikum tager hende til sig – mere lyttende end dansende. ’Night Light’, ’No to Love’, ’Wildest Moments’ og ’Running’ burde være større hits herhjemme, end de har været.
Men det bliver de også. Og næste gang spiller Jessie Ware et større sted end Lille Vega. Og det er der intet bizart ved.
Sætliste tirsdag aften i Lille Vega:
Devotion
Still Love Me
Night Light
If You’re Never Gonna Move
Sweet Talk
Swan Song
Taking the Water
No to Love
Wildest Moments
Running
I morgen følger del 2 af interviewet med Jessie Ware, hvor hun blandt taler om sine musikinspirationer, der spænder bredt. Og om kærligheden til Peter Schmeichel …
