I dag er det 15 år siden, Mew udgav albummet ’Frengers’. Det album, der definerede bandet. Gennembrudsalbummet, der i udlandet blev præsenteret som gruppens debutalbum, selvom de herhjemme allerede havde udgivet to album.

Albummet er på jubilæumsdagen i dag blevet genudgivet på vinyl med syv bonusnumre (det oprindelige tryk fra 2003 koster en lille formue!), og vi har i anledning af jubilæet været en tur i arkiverne til tiden før udgivelsen.

Da var vi med Mew på job i den engelske by Northampton. Læs reportagen, der oprindeligt blev bragt i Jyllands-Posten 29. oktober 2002, herunder.

***************************

 

Rockband på landevejen

Af Peter Elsnab

Trods en kontrakt på fem plader med det velanskrevne Epic Records i England er det hårdt arbejde at være den danske rockgruppe Mew. Bandet er på turné i Storbritannien og gav for nylig koncert i den midtengelske provinsby Northampton foran bl.a. den legendariske stifter af Creation Records, Alan McGee.

Butikkerne er for længst lukket. Et sted i nærheden banker technomusikken fra et bilstereoanlæg, men de rene gader ligger næsten øde hen fredag først på aftenen i provinsbyen Northampton.

Måske fordi byen har Englands højeste mordrate i forhold til indbyggertallet på godt 160.000.

Ned til venstre forbi den flot knejsende All Saints Church, gennem strøget og ud bagved avisen The Chronicle and Echo. Ti minutters gang fra stationen ligger spillestedet Soundhaus, og her skal danske Mew med forsanger Jonas Bjerres skrøbelige, lyse vokal i spidsen lidt senere gå på scenen.

Tanken om bluesguitaristen Jeff Healey, der i filmen Roadhouse spiller på et værtshus bag et solidt hegn for at undgå flaskekast er ikke langt væk.

Dagen før gæstede den danske rockgruppe The Army and Navy i Chelmsford og spiller nu sin tolvte koncert på en intensiv seks ugers turné som led i københavnerkvartettens internationale lancering.

– Vi havde lidt frygtet, at enten blev det blomster, eller også blev det flasker. Men der har slet ikke været noget, siger bassist Johan Wohlert efter overstået lydprøve i den lille sal indenfor Soundhaus’ lyslilla mure.

– Vi har fået fra god applaus til rigtig flot applaus rundt omkring. Ingen har buh’et eller kastet noget efter os. Men det skulle vi næsten prøve for at få noget hård hud på hænderne, tilføjer forsanger Jonas Bjerre med et tørklæde om halsen. Stemmen er lidt skrøbelig efter tre ugers koncerter, og en forkølelse er ikke velkommen.

– Men det har også noget at gøre med, hvem vi er på turné med. Martin Grech er også temmelig følsom musik, så det tiltrækker ikke de folk, der ville gå til Oasis, siger Johan Wohlert.

Mew har i efterhånden godt et år været bosiddende i England, men må på denne turné stadig nøjes med at være andenviolin efter den unge singer/songwriter Martin Grech, der er blevet sammenlignet med Jeff Buckley og Thom Yorke fra Radiohead uden dog endnu at nå deres standard.

Men rygtet har spredt sig om aftenens navne, og den lokale promotor kan hænge et ’sold out’-skilt ud. 270 gæster har hver lagt seks pund og er klar til at overvære det første band på den lille scene, det lokale Hanuman.

– Det tredje band er altid et lokalt band. Sådan er det bare. Der er altid mindst tre bands, siger Jonas Bjerre.

– I begyndelsen spillede vi ofte med nogle unge engelske bands, som kørte den her boheme-rockstil. De kom i deres sandaler med en stor sky af tjald stående omkring sig. Det er nogle typer, som virkelig lever den ud. De kan kun én ting, og det er at spille rock. Det er det eneste, de vil her i verden, og de vil gøre hvad som helst for det, fortæller Johan Wohlert.

Mew selv lægger ud med ’Am I Wry? No’, der for nylig er udsendt som første single og har fået rosende omtale i både NME, The Guardian og Time Out.

Trommeslager Silas Graae og guitaristen Bo Madsen er de sidste medlemmer af kvartetten, mens keyboardspilleren Nick Watts fra bandet Headswim er hyret gennem pladeselskabet.

Publikum er primært unge indie-kids, og den konstante spillestedssnakken afløses hurtigt af koncentreret opmærksomhed. Ikke mindst takket være det imponerende videoshow, som er blevet de filminteresserede Mews kendetegn, og som bandet selv har kreeret til at understøtte deres elegante, melodiske guitarpop.

Manageren tilfreds

På første række foran den lave scene står en knægt på 16-17 år og vugger henført med lukkede øjne, mens Mew bygger den ni minutter lange Comforting Sounds op til det endelige klimaks. Til tonerne fra en hylende guitar og et kæmpe bifald går Mew efter blot en halv time af scenen. Det er alt, bandet får til at overbevise publikum om dets kvaliteter.

Et enkelt nyt nummer, fire numre fra albummet ’Half The World Is Watching Me’ samt bandets første single fra 1997, ’I Should have Been A Tsin-Tsi (For You)’, er liret knaldskarpt af. I bandrummet er smilene store, mens de svedige pander bliver tørret af. Gruppens manager, Alan McGee, udtrykker også stor tilfredshed med aftenens koncert.

– Et supershow. Det bedste indtil videre, og det viser, at I er ved at være der, siger den rødhårede fyr med sin skotske accent. Han er stifter af det legendariske Creation Records, der står bag navne som Oasis, Jesus And Mary Chain og Primal Scream. Han tror så meget på Mew, at han har taget dem ind i sit nye managementfirma.

Også promotoren er tilfreds og overrækker bandet en flaske champagne, som kort efter bliver delt på et indisk spisested. Her bliver der sammen med Alan McGee lagt planer for fremtiden, inden bandet vender tilbage til Soundhaus og sætter sig i sin hvide Mercedes kassevogn med halvanden times kørsel sydpå mod hjemmet i London forude.

Ingen garantier

Til stor overraskelse for de fleste landede Mew i marts sidste år en international kontrakt gældende for fem plader med Epic Records, der er en underafdeling af Sony Music – efter at bandet ikke havde været i stand til at få en pladekontrakt i Danmark og i stedet på eget selskab havde udgivet sit andet album, ’Half The World Is Watching Me’. Og det er planen. At verden skal kigge på.

– Vi har brugt otte år og så meget saft og kraft på at nå så langt, at det er nu, det gælder. Man får ikke to chancer i pladebranchen i dag, siger Jonas Bjerre.

Det er med årene lykkedes Mew at få en trofast fanskare blandt indie-publikummet i Danmark, men langt fra tilstrækkeligt til at kunne leve af det med et pladesalg på nogle få tusinde af bandets to første albums.

– Lige fra begyndelsen kunne vi mærke, at vores musik ikke var noget, som alle forstod eller ville kunne lide. Men musikken betød så meget for os, at ambitionen hurtigt blev at kunne leve af det, og så skulle vi enten herover eller til USA. Men det er så forbandet dyrt at bo her, og der er så mange bands, at det først gav mening at rykke herover, da vi havde fået aftalen, siger Johan Wohlert.

Trods en kontrakt på fem albums ved bandet godt, at pladebranchen er usikker, så de ikke på nogen måde er garanteret et liv i overhalingsbanen.

– Vi er ikke garanteret andet, end at vi laver en plade, og så forhåbentlig én til og måske én til, erkender Johan Wohlert.

– Pladeselskabet kan sagtens have givet dig kassen den måned, det synes, du er fed, for så måneden efter at fyre dig. Og selvom du hele vejen op i systemet har den vigtige støtte fra folk, som virkelig brænder for din musik, kan nogen blive fyret, og så er der lige pludselig ingen, der interesserer sig for dig længere, siger Johan Wohlert.

Langtidsholdbart

– Vi sætter vores lid til, at det i bund og grund er musik, det drejer sig om, og at den musik, vi laver, er så langtidsholdbar og ude af kontekst med tid og sted, at det vil være noget, vi kan bygge en karriere over. Ikke bare en døgnflue, som lige er smart i oktober 2002, siger Johan Wohlert.

De fire medlemmer i Mew har siden juli sidste år boet i en toværelses lejlighed i London-bydelen Islington, hvilket ikke levner meget rum til privatliv. Og besøgene i Danmark bliver sjældnere og sjældnere.

– Jeg skal hjem i morgen, men kommer tilbage mandag. Jeg har lige to dage med min kæreste, siger Jonas Bjerre.

Derefter fortsætter kassevognen rundt til bl.a. Leicester, Oxford og Hull.

– Vi spiller i nogle små mærkelige byer og nogle små mærkelige klubber, men man kan jo mærke hver aften, at vi bliver bedre som band, og hvor stort indtryk vi gør på folk. Vi betaler vores lærepenge nu. Det er en slags dannelsestur, siger Johan Wohlert.

– Som band er vi blevet meget strammere. Det er begrænset, hvor meget man kan spille i Danmark. Folk har grinet af os, når vi har sagt, at vi måske kun har spillet i alt 60 koncerter på syv år. Vi spiller mere på halvanden måned hér, end vi har gjort de seneste fire år tilsammen, tilføjer Bo Madsen.

– Man bliver lidt forvænt i Danmark, hvor spillestederne er så tjekkede, og man får i hoved og røv. Vi har for eksempel prøvet, at man herovre skal betale for at låne telefonen. Men det er okay, for de har jo ingen penge, og vi bliver behandlet pænt overalt, siger Johan Wohlert.

Bortset fra den ene gang, der har været indbrud i kassevognen, og Jonas Bjerre fik stjålet hele sin CD-samling …

Album næste år

Det første af de planlagte fem album bestående af halvt nye numre og halvt genindspilninger af numre fra de to danske albums er for længst blevet færdiggjort og skal udkomme i begyndelsen af næste år.

– Det er lidt frustrerende, at der går så lang tid. Men vores management vil gerne bygge os langsomt op med nogle singler i begrænset oplag og mange koncerter rundt om i landet, hvor vi kan dyrke græsrødderne, siger Bo Madsen.

Og bandet er ikke i tvivl om, hvad det skal lave efter denne tour.

– Så skal vi bare på en anden turné. Skandinavien, måske resten af Europa og så tilbage til England igen. Det er alt sammen noget, der bliver planlagt i sidste øjeblik. Vi er afhængige af at turnere med større bands, for vi er ikke selv store nok til at være hovednavn. Planen er bare, at vi skal spille herfra til vi ikke kan mere! Det er arbejdsbukserne på, siger Johan Wohlert, inden kassevognen klokken halv to om natten er nået helskindet tilbage til London.

Mew spiller support for Manic Street Preachers i Store Vega i København torsdag den 31. oktober.

Fakta: Mew

• Mew blev dannet i 1995 i Hellerup.
• Gruppen består af Jonas Bjerre (26, sang, guitar), Johan Wohlert (26, bas), Bo Madsen (26, guitar) og Silas Graae (24, trommer).
• Kvartetten har udgivet ’A Triumph For Man’ (Exlibris, april 1997) og ’Half The World Is Watching Me’ (Evil Office, maj 2000), som blev kåret til årets danske album af musikmagasinet Gaffa.
• På ’Half The World Is Watching Me’ medvirker bl.a. Tim Christensen, den svenske sangerinde Stina Nordenstam og en 13-årig amerikansk pige ved navn Becky Jarrett, som Jonas Bjerre mødte i et chatroom på nettet. Becky Jarrett er i dag en flittig gæst i chatroom’et på Mew’s hjemmeside .
• Mew fik i marts 2001 pladekontrakt med Sony Music i England gældende for fem albums, der skal udgives på pladeselskabet Epic. Kun i Danmark udgives pladen af bandets eget selskab, Evil Office, og distribueres af Playground.
• Første Epic- album bestående af halvt genindspilninger af numre fra de første to albums samt halvt nye numre udkommer i starten af 2003.
• De fire medlemmer deler i dag en to-værelses lejlighed i London-bydelen Islington, der bl.a. er hjem for fodboldklubben Arsenal og spillestedet The Garage.
• Mew blev efter debutalbummet nomineret til en Grammy, men Aqua løb med prisen.
• Mew har tidligere i karrieren varmet op for, spillet sammen med bl.a. Robbie Williams, Sort Sol, Sigur Ros og Kent.

****************************

Artiklen blev oprindeligt bragt i Jyllands-Posten 29. oktober 2002. Nogle enkelte småfejl er blevet rettet i forhold til den oprindelige artikel, og der er indsat nye/andre billeder. Jeg mener at huske, at det var et af mine egne billeder fra koncerten i Northampton, der var det bærende billede. Men derudover tænker jeg (i hvert fald) fire ting om reportagen ved genlæsning 15 år senere:

1) Der er ikke ét ord fra Silas! Det siger lidt om den stille mand bag trommerne.

2) Af en eller anden grund undlod jeg at inddrage, at bandet jævnligt så ’Spinal Tap’ i kassevognen på de engelske landeveje. De så den også den nat på vej hjem fra Northampton.

3) Hvorfor inddrog jeg dog ikke Alan McGee meget mere?? Men – ‘to be fair’ – jeg havde det problem, at jeg simpelthen ikke kunne forstå hans tykke skotske accent.

4) Hvem pokker er Martin Grech?

 

På gaffa.dk kan man i øvrigt læse Jonas Bjerres tanker om sangene på albummet.