Dixie Chicks spiller i aften for første gang nogensinde i Danmark. Den amerikanske countrytrio har gennem årene kun givet få interview til danske medier, men jeg talte Emily Robison i 2006.
I dagens anledning spoler vi tiden tilbage til den periode, hvor Dixie Chicks var uvenner med den amerikanske præsident, boykottet af countryradio, men ved at komme til hægterne efter en massiv krise.
”Der er ikke noget at undskylde”, sagde Emily Robison med klar stemme, da jeg fik hende i røret i juni 2006.
Dixie Chicks, trioen, som hun deler med Martie Maguire og Natalie Maines, var faldet i unåde i den amerikanske countryverden og blevet prygeltøser for konservative politikere.
En bemærkning fra Natalie Maines på scenen i Shephard’s Bush Empire i London i marts 2003 havde sendt dem i bad standing.
”Bare så I ved det, vi skammer os over, at USA’s præsident er fra Texas”, var ordene, og da de nåede hjem til USA, blev Dixie Chicks ramt af en uhørt boykot af deres musik.
Trioen var ellers topnavn i et stærkt opsving for countrymusik, og pladerne ”Wide Open Spaces”, ”Fly” og ”Home” havde med millionsalg bygget bro mellem bluegrass, counryrødder, westcoastrock og pop.
Da Bush-bemærkningen faldt, lå trioen nummer 1 på countryhitlisten med balladen ”Travellin’ Soldier” – en sang, der gav mening for mange amerikanere på et tidspunkt, hvor krigen mod terror var eskaleret, og USA under ledelse af George W. Bush var i krig i Afghanistan og Irak.
Men i løbet af få dage var sangen fuldkommen væk fra radiokanalerne. Organisationen Freemuse har kaldt forløbet for et af de mest synlige eksempler på censur i USA. Sagen endte med en kongreshøring om centraliseret ejerskab af medievirksomheder.
Det Hvide Hus udsendte en officiel erklæring om radioboykotten. Den lød: ”Deres fans har talt”.
I juni 2006 var Dixie Chicks klar til at svare igen musikalsk. Albummet ”Taking The Long Way” bød på sange som “Not Ready To Make Nice”, og selv om countrykanalerne stadig var afventede, havde Dixie Chicks fået nye liberale venner efter opgøret med præsidenten. Et publikum uden for countryverdenen havde opdaget dem.
I telefonen fortalte Emily Robison om bandets overvejelser omkring pladen og karrieren, som de var i gang med at genopbygge. Blandt andet ved at skrive sange om oplevelserne de foregående tre år.
”Vi ville skrive flere sange selv, og ét sted at begynde var ved den begivenhed og dens konsekvenser for os. Pladen har også andre emner, men det åbnede en strøm af idéer, da vi fik skrevet om de seneste års oplevelser”.
Hvordan har ”sagen” forandret det at være Dixie Chicks?
”Meget er anderledes i dag. Da vi udgav ”Wide Open Spaces” i 1998 var alting nyt og friskt. Så blev vores succes konsolideret. Der var god musik, alt gik fint, og vi behøvede ikke tænke på karrieren. Det ændrede sig, da vi blev ramt af the backlash, tilbageslaget. Det var en mavepuster, der tvang os til at finde ud af, hvem vi er, og hvorfor vi spiller musik. Natalie gav udtryk for væres fælles holdning den aften i London, så der er ikke noget at undskylde. Det er vi enige om, og vi er stærke, når vi står sammen”.
Overraskede det jer, at countryradiostationerne reagerede så kraftigt og holdt op med at spille jeres sange, som ellers havde været populære?
”Det var et stort chok. Vi anede ikke, at countrymiljøet var så homogent, når det handler om politik. Jeg forventer ikke, at alle skal være enige med os, men det er underligt, at man ikke har lyst til at diskutere emner som krigen i Irak”.
Hvordan håndterede I situationen i bandet?
”Det var virkelig en krise. Ikke internt i bandet, men for vores karriere. Vi var tvunget til at parkere vognene i en cirkel ligesom i det gamle westernfilm og sammen med pladeselskab og management finde ud af, hvordan vi kunne agere, og hvad vi kunne sige. Jeg troede, at vi i USA elskede mennesker, der går mod strømmen. Det er normalt en meget amerikansk holdning”.
Dixie Chicks fik den hårde tur i den politiserede mediemølle. Blandt deres modtræk var at posere nøgne på forsiden af Entertainment Weekly med slogans som forrædere, Saddam’s engle og fred skrevet på huden.
De valgte side op til det efterfølgende præsidentvalg og spillede ved Vote For Change-turneen i 2004 sammen med kritiske patrioter som Bruce Springsteen og REM til støtte for demokraten John Kerry.
Det gav input til nye tekster som ”Not Ready To Make Nice”.
”Vi plejede at spøge med, at vi ikke havde emotionel ballast til selv at skrive sange. Men nu er vi alle tre mødre og voksne, gifte kvinder og har erfaringer, som vi vil dele med andre. Det er tid til virkelig at vise følelser i musikken og teksterne”.
Albummet blev til i samarbejde med produceren Rick Rubin (Johnny Cash, Red Hos Chili Peppers m.fl).
”Da vi mødes efter at have holdt en pause, medbragte vi cd’er, vi havde lyttet til. Det viste sig, at 2/3 af dem var produceret af Rock Rubin! Han er frygtløs og interesseret i musik, ikke i genrer. Han gav os mulighed for at lave hvad som helst. Alle veje var åbne”.
Selv om ”Taking The Long Way” blev godt modtaget i USA og solgte 800.000 eksemplarer på et par uger (senere har den rundet 2,5 mio. eks), kunne Dixie Chicks i 2006 stadig mærke effekten af boykotten.
”Vi har netop sat billetter til vores efterårsturné til salg. Nogle steder bliver de revet væk, men i andre dele af landet sker der ingenting. Det viser sig, at det salget følger mængden af airplay. De steder, hvor vi spilles i radioen, køber folk koncertbilletter. Vi havde forventet et fald i salget, og vi diskuterer hele tiden turnéen med vores management. Der er sat en markedsundersøgelse i gang, og det ser ud til, at folk ganske enkelt ikke er klar over, at turnéen finder sted. Derfor må vi ændre markedsføringen og satse på andre former for promotion i de byer, hvor man ikke længere taler om os i radioen. Det virker heldigvis, som om der stadig er et publikum for os derude”.
Hvad bliver jeres næste træk? Kommer der mere politik efter Bush-sagen og Vote For Change-koncerterne?
”Vores deltagelse i Vote For Change blev af mange opfattet som noget, der var mod Bush. Det var det ikke. Det var for Kerry. På den måde adskiller vi os ikke fra andre amerikanere, der sætter et klistermærke i bagruden eller et skilt i forhaven med navnet på en præsidentkandidat. Sådan fortsætter vi vores engagement. Vi er borgere i USA og har ret til at sige vores mening”.
”Det er sjovt, at alt dette skulle ske for os. Vi var jo ikke et politisk band. Én udtalelse var nok til at kaste os ind på den scene, men nu holder vi fast og tager situationen alvorligt i fremtiden”.
Interviewet med Emily Robison blev i en anden form bragt i Jyllands-Posten 10. juni 2006.
”Not Ready To Make Nice” modtog året efter fem Grammyer, bl.a. for årets album. ”Not Ready To Make Nice” blev kåret som årets sang.
Gruppen har ikke udgivet et nyt album siden 2006.
Dixie Chicks spiller i Falconer Salen på Frederiksberg, torsdag 20. marts.
