Svensk mixtape #3: Følsomme svenskere

   


af Anders K. Sørensen

Bloggens Peter Elsnab indledte en tradition i sidste uge, da han lancerede sit første, personlige mixtape med svenske favoritter. Opfordringen var klar til brugere og bloggere; kom med jeres egne bud på uomgængelige sange fra broderfolket.

Siden da har jeg (gen)-hørt en lang række svenske sange, som har betydet noget for mig. Og det er ikke så få. Det er ikke uden grund, at svenskerne er blandt verdens største hitleverandører. De har en stærk tradition for sangskrivning og samarbejde, for produktion og arrangementer, for markedsføring og eksport.

Kunstnerisk fremstår svenskerne mere kompromisløse, både når det handler om at udnytte ny teknologi til at sætte fut under hitfabrikken – og når udtrykket er intimt og indtagende. Langt de fleste flammende, politiske slagsange og de største, mest rørende kærlighedsballader i Norden er blå/gule!

Så da jeg begyndte på processen med at koge et udvalg af mine svenske favoritter (max én per kunstner) ned til et 60 minutters mixtape, fandt jeg frem til, at jeg måtte lave mindst to bånd: Én med følsomme ballader – og en med alt det andet. Og vi begynder med det første.

Et andet ‘benspænd’ for at begrænse frasorteringen var, at sangene skulle være på svensk. Så ingen ABBA, Roxette, Neneh Cherry etc. i denne omgang. Til gengæld er jeg rimelig ærlig og blottet ift. at præsentere, hvilke sange og kunstnere, jeg gennem årene har dyrket og elsket. Og ikke mindst blandt de smægtende ballader er der et par titler, som andre nok vil kalde ‘guilty plesures’. Men ikke her!

Et par ord om sangene på det svenske mixtape – the sentimental edition!

Lill Lindfors: Du är den ende
Måske den smukkeste skandinaviske kærlighedssang nogensinde. Og så er den alligevel ikke særlig nordisk – udover den perfekt tilsmagte, bittersøde tekst og Lill Lindfors’ inciterende vokal. Melodien er et spansk guitarsstykke fra det 19. århundrede, Romance Anónimo. Men stemningen, den enkle, ærlige tekst og ikke mindst det fine slagerarrangement er enestående smukt!

Thåström: Fanfanfan
Den svenske rockveterans fremragende, delvist autobiografiske album, ‘Skebokvarnsv. 209’ (titlen er adressen på Thåströms barndomshjem) rammer så rent og dybt med sin melankolske fortællinger – og især denne ballade tapper det rene hjerteblod direkte fra kilden. “Fanfanfan, det skulle varit du”, messer den 48-årige sanger med så meget midtlivskritisk fortrydelse og uforløst kærlighed i sin rustne vokal, at man får blanke øjne og ser sit korte liv passere revy.

Tomas Andersson Wij: Ett Slag För Dig
Den svenske sangskrivers album, ‘Ett Slag För Dig’ fra 2000, er en af mine absolutte svenske favoritplader. Så enkelt, fængende og rørende med masser af refleksion over barndommen, fædrelandet og samfundet. Den langsomme opbygning af sangen, der triller gennem Sveriges snetunge skove, forfører mig hver gang – ligesom omkvædets fine lyrik: “Varje cell i min kropp / saknar dig / Varje slag i mitt bröst / är ett slag för dig”.

Melissa Horn: Lät du henne komma närmre
Det er nogle farlige, nærmest emotionelt eksplosive spørgsmål, Melissa Horn stiller her: “Lät du henne komma närmre / Var hon vackrare än mig?”. Er jeg den evige toer? Bliver det nogensinde helt så intenst, lidenskabeligt og tæt mellem os som med din eks? De fleste har på et tidspunkt tænkt slige tanker, måske endda leget med tanken om at stille spørgsmålene – vel vidende, at det er lige så sprængfarligt for parforholdet som ustabilt nitroglycerin i en tørretumbler. Men Melissa Horn synger det ligeud, med sprød og sprukken stemme over et faretruende guitarspil. Det er voldsomt at lytte til.

Veronica Maggio: Snälla bli min
Den lavmælte ballade fra pigen, der har trådt ved siden af og nu beder sin kæreste om tilgivelse, er både kælen og sørgmodig. Den enkle klaverdrevne melodi spiller prunkløst op mod den tekstens næsten kliché-agtige fortælling, og Veronica Maggio synger så afvæbnende hudløst og med en indtagende sødme, at det er umuligt at stå for.

Håkan Hellström: Gårdakvarnar och skit
Fra den kokosnød-klick-klackende intro til det afsluttende “Åh-å åh-å-åhhh” er ‘Gårdakvarnar och skit’ en fejende smuk ballade. Til tider let skrantende i sit vuggende beat under Håkans næsten krakelerende stemme arbejder sangen sig op mod et begejstret crescendo, der passer godt til en stadionlangsides uskolede struber. Og det er lige præcis dér, sangen har fået et nyt liv – som slagsang for Hellströms favorit-fodboldhold, GAIS, hjemme på Gamla Ullevi i Göteborg. GAIS blev i 1930’erne kaldt Gårdakvarnen, fordi de kværnede modstanderne og kom fra bydelen Gårda. Men denne smukke forstadsballade kan også blot høres og nydes som en storladen, sentimental kærlighedssang.

Hästpojkan: Där vi möts
Ligeledes fra Göteborg kommer fantastiske Hästpojken. En af bandets grundlæggere, Lars Malmros, spillede tidligere i Broder Daniel sammen med bl.a. Håkan Hellström. Og lighederne mellem Håkan og Hästpojken er da også tydelige på blandt andet denne månesyge ballade, ’Där vi möts’, med sine højstemte vokaler, melodiske klaverakkorder og tordentrommer. Fremragende!

Kent: Utan dina andetag
Oprindelig en B-side til det store gennembrudshit ‘Om du var här’ fra 1997. ‘Utan dina andetag’ havde dog fra starten det pureste Kent-DNA og klassen til til at blive et selvstændigt publikumshit med sine flænsende guitarer, et storladent omkvæd og Joakim Berg på toppen af sin vokale formåen. En sang skabt til forladte biler og solnedgange ved havet.

Paus: Mitt samvete din hämnd
Fritidsbandet Paus er det nærmeste svensk rock er kommet en reel drømmeduo. Paus dukkede op ud af ingenting i 1998, og bestod af Joakim Berg fra Kent og Peter Svensson fra The Cardigans. Sidstnævnte skrev de fleste sange, mens førtnævnte forfattede de blå tekster. Albummet havde en helt særlig rocklyd af lav sol og tung melankoli, næsten for meget af det gode en gang imellem, når Svensson lagde højstemt, skrøbelig stemme til anti-festlighederne. ‘Mitt samvete din hämnd’ balancerer dog elementerne perfekt med sin rustrøde guitarlyd, det tunge rytmespor og en helt fantastisk melodilinje.  En overset perle fra den nyere svenske sangskat.

Jonathan Johansson: Aldrig ensam
En minimalistisk synthpopsang, der både iskoldt og stemningsfuldt formidler følelsen af ensomhed, alene såvel som i selskab med andre. Johansson indspillede dette hit sammen med resten af albummet, ‘En hand i himlen’ i vennen Johan Eckeborns kælderstudie i Uppsala nord for Stockholm.

Oscar Danielson: Unga människor
Da albummet ‘Att vara vacker är modernt igen’ udkom, skrev Oscar Danielsons pladeselskab i pressemeddelelsen, at Danielson var “endnu en mand, der ved overgangen til trediverne fik lyst til at gribe en guitar og skrive nogle sange om livet”. Og lige præcis sådan lyder den fine ‘Unga människor’, hvor Danielson med tungen i kinden synger om de forvirrede unge mennesker, der kommer til ham for at få råd om livet – og den 30-årige trubadur betrygger dem i, at alt bliver nemmere, når de bliver ældre, tågen letter og brikkerne falder på plads. Jo tak.

Orup: Jag kommer över dig
Fra det mest underspillede til det opulent overgjorte i form af Orups ‘larger-than-life’ ballade. ‘Jag kommer över dig’ spiller på alle kærlighedsslagerens kendetegn; klaver-introen, de svulstige strygere, kinddansens sløve takter og de sørgmodige tekstklichéer, der falder som kold regn på ruden. Men det fungerer, og jeg hører gerne nummeret for fuld volumen! Hans Thomas Eriksson, som Orup blev døbt for snart 60 år siden, besidder en helt særlig popåre, som har skaffet ham stribevis af hits i broderlandet. I dag er han lidt af en svensktop-vits for mange svenskere, lidt som Thomas Helmig herhjemme, fordi han stædigt har holdt fast i det blødeste popformat. Jeg husker fx, at jeg omkring årtusindskiftet modtog en ny CD med Orup, og i pressemeddelelsen havde hovedpersonen skrevet om sine musikalske tanker i forbindelse med indspilningerne. Han indrømmede, at han havde overvejet et stilskift, for at prøve noget nyt og vise en anden side af den mere modne Orup. Men, som han skrev, så kendte han i sine styrker og svagheder, og vendte derfor tilbage sit elskede slagerformat: “Soft pop – fan, va skönt!!”

Mikael Wiehe & Kabaréorkestern: Titanic (Andraklasspassagerarens sista sång)
Jeg husker denne dystre og fængslende sang fra statsradiofoniens udsendelser i slutningen af 1970’erne. Fortællingen om Titanics forlis var skræmmende, og den stemningsskabende melodi drev os helt ind i det synkende skibs sidste timer. Den lette, lidt naive tone i Wiehes sangforedrag om andenklassepassagernes oplevelser, da Titanic gik ned, var et billede på borgerskabets manglende erkendelse af verdens sande tilstand og den katastrofekurs, som klodens politiske ledere havde ført den ukritiske, korrumperede socialklasse ud på. Det blåøjede par fra anden klasse var så duperede over at komme op på dækket til førsteklassepassagerne, at de uden protest eller panik accepterede, at der ikke var nogen redningsbåde tilbage. De gik til bunds med salonmusik og champagneskål.

Mats Götherskjöld: Varför är det så skönt att knulla bakifrån?
Nu skal det jo ikke være så melankolsk eller politisk det hele. Så vi binder sløjfe på dette 60 minutters kassettebånd i gå-tempo med Mats Götherskjölds opbyggelige og hygsomt skærgårdsjazzede sang om sex i hundestilling. Sangen er oprindeligt fra 1991, men blev genindspillet i 1999 i den brunch-jazzede version a la Bo Kaspers Orkester, som i dag er et regulært svensk kulthit: “… Och det hela va utan ögonkontakt”.

Enjoy!

Kommentér indlægget