Månedsrapporten: September 2017

   


Newyorksk voksendisco, islandsk fremtidsballet og sydengelske… øh, 80’er-frakker. Blogholdet giver dig lynguiden til septembers bedste musik.

 

LCD SOUNDSYSTEM – ‘AMERICAN DREAM’
(album)

Det er ok at genoplive sit ellers opløste band, når opfordringen til det kommer fra David Bowie himself. Seks år efter de storstilede afskedskoncerter i Madison Square Garden vendte LCD Soundsystem tilbage i september med deres fjerde album. Det er et comeback lige til historiebøgerne, og herhjemme var de tre forrygende koncerter i Store Vega et vink om, hvor savnede newyorkerne var.

For James Murphy er tilbage i mesterformen på ’American Dream’. Men selvom bandet stadig kan piske en fest op med sine højoktane discogrooves, er der kommet mere mørke, uro og melankoli ind i sangene. Musikken tager flere dunkle farvenuancer fra 80’ernes synth-pop og post-punk – man kan selv hygge sig med at placere referencerne til Suicide, Talking Heads og andre af periodens notabiliteter. Og Murphy har skruet en smule ned for sin ellers fintunede, populærkulturelle seismograf og i stedet givet mere plads til personligt ladet tankegods. Som opgøret med – angiveligt – den gamle DFA-partner Tim Goldsworthy på ’How Do You Sleep?’, hyldesten til Murphys sene venskab med Bowie på finalesangen ’Black Screen’ og afklædningen, bogstavelig talt, af mandlig midtvejskrise på titelnummeret.

Det er præcis lige så brillant, som man er kommet til at forvente det fra LCD Soundsystem. All killer, no filler. Jeg vædder gerne en pakke sprøde disco bisquits på, at ’American Dream’ er med helt fremme i sprinterfeltet til vinter, når alskens musikmedier kårer årets album 2017.
Jesper Nykjær Knudsen

 

BJÖRK – ‘THE GATE’
(single)

En overgang frygtede jeg, at vi var ved at miste Björk. Hvor interessante albummerne ’Medulla’, ’Volta’ og ’Biophilia’ end var på papiret, fjernede hun sig selv som hovedrolle og sangen som centrum. Men 2015’s ’Vulnicura’ gjorde min frygt til skamme. På omslaget bulede et åbent sår frem fra Björks bryst, og sangene duvede fra det knitrende nære til det katedralske i deres forsøg på – hvis man hengiver sig til den biografiske tolkning – at bearbejde hendes brud med partneren Matthew Barney. Björk var i den grad tilbage som mesteren udi at puste kosmisk fylde ind i det alment menneskelige.

Hendes nye single ’The Gate’ , der er første udspil fra et kommende album, ligger i direkte forlængelse deraf. Såret i brystet har transformeret sig til en port, og hun synger, som var hun ét med universet omkring sig. Sangen stiger og falder som et åndedræt, og i baggrunden ekkoer fjerne vokalsamples, som steg de op fra havets dyb. Endelig er der det klassisk björkske træk: At hun midt i væveriet udkrystalliserer en essens: ’I care for you’ messer hun igen og igen. Som et imødekommende udspil i en følelsesforhandling: Dette er min position. Lige præcis den rørende simplicitet sat på en nænsom melodi fortøjer sangen, så den aldrig glider ud i det prætentiøse mørke.

Videoen folder sig ud som en futuristisk ballet og understreger såvel dialogen som transformationen. Her ses Björk iført alfe-dronninge-kjole kaste en bold af lys frem og tilbage mod et væsen, der står afpillet og gennemsigtig over for hende. Ganske enkelt en opvisning i at parre poppens allermest indbydende elementer med galaktisk galskab fra en kunstner i sit es.
Danni Travn

 

THE HORRORS – ’V’
(album)

Hvis du kun skal have fat i ét album fra oktober med meget tydelige 80’er-tendenser, og skal albummet være bandets femte, og skal de hedde det samme som en elendig gyserfilm eller en motorcykelbande fra tresserne, så vælg ikke det fra trætte, forvirrede The Killers. Las Vegas’ førende Duran Duran-hyldestband er blevet værre og værre fra starten. The Horrors er gået præcis den modsatte vej.

Det er kun fair, hvis man er lidt skeptisk her. Faris Badwan, sanger og bagmand, er en mand med god smag og efterhånden også en hæderlig stemme, men ikke altid en pålidelig sangskriver. For hver ’Still Life’ har der altid været en god håndfuld langgabere på hvert album. Ikke her. Store kværnende hymner som 90’er-industrielle ’Hologram’, og funklende popsange som ’Gathering’ og ’Point of No Reply’ er meget mere elegante end vi kender fra The Horrors. Singlen ’Something to Remember Me By’ slutter ’V’ af som en ren æresrunde.

Og ja, det hele har skam stadig en masse hamrende retro over sig. En kæmpe gæld til 80’ernes bands i mørke frakker. The Psychedelic Furs, ikke mindst. Heldigvis, ellers havde min intro jo ikke fungeret. Og så må jeg se at få skrevet den Furs-hyldest en dag.
Nikolaj Steen Møller

 

…OG RAPPORTEN KORT:

Tove Lo – Disco Tits (single) (link)
Helt perfekt ramt sang om være noget så inderligt tændt; fra svenskeren der er kendt for sin disco af musikelskere og for sine bryster af EB-læsere.
Nikolaj Steen Møller

Snapped Ankles – ’Come Play With the Trees’ (album)
Sprælske maskiner, afrobeatet understrøm og punket slagfærdighed. Det næsten ubeskrevne East End-band Snapped Ankles har lavet en fin debut til mennesker, der kan danse og tænke samtidig.
Danni Travn

Destroyer – ‘Tinseltown Swimming In Blood’ (single) (link)
Det kommende Destroyer-album ’Ken’ ligner endnu en hyldest til 80’erne. Som altid god plads til bandet (og til en opstrammer på scenen).
Nikolaj Steen Møller

Anna of the North – ‘Someone’ (single) (link)
Mere 80’er. Jeg kan ikke modstå en langsom italo disco-sang, og slet ikke en fra Norge, der stjæler helt vildt fra ’Bette Davis Eyes’. Men undgå albummet.
Nikolaj Steen Møller

Vera feat. Okay Kaya – ‘Falling’ (single)
Efter den saxofonsmækre debutsingle ‘In And Out Of Love’ viser Liss-produceren Vera (aka William Asingh) igen tæft for elegant sovekammerpop. Kom bare med et album.
Jesper Nykjær Knudsen

David Bowie – ‘Lodger (Tony Visconti 2017 Mix)’ (album) (link)
Det mesterlige maleri, der blev dækket af støv og stegefedt allerede da det knap var færdigt – og nu er restaureret. Glimrende plade, gjort fantastisk 38 år senere. Køb det i det nye boxsæt eller lyt her. Det er disc 7.
Nikolaj Steen Møller

King Krule – ’Dum Surfer’ (single)
Et af Englands mest lysende talenter brækker sig og fortæller om kartoffelmosen i hans hoved i dette feberramte stykke narkotisk rendestens-fusion. Festens splattede finale har sjældent lydt så besnærende.
Danni Travn

The National – Walk It Back (fra albummet ’Sleep Well Beast’) (link)
“The National laver fremragende album” er ikke mere nogen sensation, så her er i stilfærdighed en personlig favorit derfra.
Nikolaj Steen Møller

 

Kommentér indlægget