Det største geni i min pladesamling spiller i København i aften

   


Joe Henry

Joe Henry. Måske bedre kendt som Madonnas søsters mand

Det var en af de dage, hvor efterårsregnen så småt var begyndt at sive ned gennem tagpappet, og nu dryppede stilfærdigt ned gennem loftbrædderne i stuen, dråbe efter dråbe. Dryp dryp fuckin dryp, lige ned i hjørnesofaen. Vinden pev, himlen var grå, regnen silede lige så stille og roligt ned fra oven, og modvinden ruskede i fjæset hele vejen ind på jobbet. Typisk dansk efterår, du ved. Lige til at lukke op og skide i.

Jeg tror, det var oktober sidste år. Eller slutningen af september. Uanset hvad, så ved jeg altid, at efteråret er kommet, når jeg vågner med en trang til at høre Joe Henry. Så sætter jeg Civilians på og slipper den ikke, før jeg har rystet vind og vejr af mig. I et par uger om året er det altid den eneste plade, der giver mening.

I aften spiller han så sin første koncert i København nogensinde. Lige siden den dag, hvor efterårs-melankolien første gang meldte sig, har jeg forsøgt at skrive noget bare nogenlunde klogt om Joe Henry. Men sandheden er, at jeg er elendig til at sætte ord på hans musik. Giver det nogen som helst mening, hvis jeg fortæller, at hans sange lyder som Willie Nelson og Allen Toussaint, der sidder på en tilrøget vinbar  i New York og diskuterer politik og piger, mens Tom Waits forsøger at bræge sig gennem Nashville Skyline oppe i baren? At han producerer sine egne og andres plader med samme æstetik som Daniel Lanois og T-Bone Burnett, bare med en smule mere finesse? At hans egen wall of sound egentlig bare er en akustisk rytme-sektion, håndspillet, håndlavet og helt og aldeles hjemmerullet? Nærmere kan jeg sgu nok ikke komme det.

Det korte af det lange er, at Joe Henry på en eller anden måde samler 100 års amerikansk musikhistorie. Både på sine egne sange, og på de plader, han producerer for andre. Han har selv været det meste af vejen rundt, fra karrierens første alt.country-plader, til besynderlig folk-pop, over jazz til folk og soul, tilbage til jazzmusikken, for så at ende et sted mellem soul, folk og country på det nye album, Invisible Hour. Hans bedste plade er stadig Civilians fra 2007. Et uafrysteligt folk-soul mesterværk, som jeg gav seks stjerner i Soundvenue, og kaldte årets store mesterværk. Et par år senere interviewede jeg ham i forbindelse med albummet Reverie, og spurgte, om han nogensinde ville vende tilbage til Civilians. Det ville han ikke – Joe Henry træder ikke i de samme fodspor to gange.

Nå, men i aften er han her så omsider. Jeg aner ikke, om der er udsolgt i Studie 2. Jeg tror det ikke – for mange mennesker er Joe Henry stadig bare et navn bag på den der Aimee Mann-plade. Eller Madonnas svoger. Men i mine øjne er han et geni ulig nogen anden. Han er den eneste mand i min pladesamling, der egentlig udfordrer mig på hver plade. Han er den eneste producer, jeg konsekvent følger – uanset hvilket navn, der står øverst på albummets omslag. Hvis jeg laver en top 10 over de bedste plader, jeg har hørt de seneste ti år, har han på en eller anden måde haft en finger med i spillet på halvdelen af dem. Jeg har forsøgt at samle fem af de bedste øjeblikke i hans karriere, men det er selvfølgelig slet ikke i nærheden af at være nok.

“Fast Train” – Solomon Burke

Don’t Give Up On Me fra 2002 blev lige så meget Joe Henrys gennembrud som producer, som det blev Solomon Burkes comeback som soul-ikon. Hvad Rick Rubin på det tidspunkt efterhånden havde gjort for Johnny Cash i flere år, gjorde Joe Henry nu for Burke – og udelukkende ved at levere en afdæmpet, stilfuldt og sofistikeret lydbillede, hvor soulsangeren kunne folde sig ud i ro og mag. Ingen store blæsersektioner, ingen store armbevøgelser intet rabalder. Kun en perfekt rytmesektion. Joe Henry skulle høres, ikke ses.

“Trampoline” – Joe Henry

Joe Henry startede sin egen solokarriere som en perifær del af slut-80’ernes alt.country boom (han var dog, modsat de fleste andre fra den scene, langt mere “alt”. end han var country), men begyndte allerede efter tre-fire countrysoul-plader at eksperimentere mere og mere med begrebet folk-musik. Albummet Trampoline fra 1996 er den første af Joe Henrys space-pop (igen  – jeg kan ikke finde et bedre ord) trilogi, der fortsættes med Fuse og Scar – hvor nogle mener, at han er allerbedst. Joe Henry udfordrer i den amerikanske musikhistorie, rører hele lortet sammen og lader det flyde ud i sære, men sært tillokkende melodier. Pladerne kan være lidt af en prøvelse at komme igennem, men de er besværet værd. Og sært nok mere interessante end hans tidlige country-periode.

“You Can’t Fail Me Now” – Joe Henry

Civilians fra 2007 er i mine øjne Joe Henrys store mesterværk. Albummet står som et overrumplende monument over årtiers amerikansk musikhistorie, fra jazz og folk til soul og country, alt sammen forenet på én fuldstændigt fantastisk plade. I samme forbindelse indspiller Joe Henry blandt andet også  Loudon Wainwright III albummet Recovery og pladen Strange Weirdos, som i grove træk er Joe Henry og Loudons soundtrack til komedien Knocked Up. En af sangene fra Knocked Up-filmen, You Can’t Fail Me Now, kom både med på Civiliang og Recovery, i to forskellige versioner. Den ene med Joe Henry på vokal, den anden med Joe Henry som orkesterleder.

“Our Song” – Joe Henry

Det absolut største øjeblik fra Civiliands er dog Our Song, en næsten syv minutter langfortælling om den amerikanske drøms deroute, fortalt gennem et møde med baseball-legenden Willie Mays i fjeder-afdelingen i det lokale byggemarked.

“Last Of The Hobo Kings” – Mary Gauthier

Det er ikke kun Loudon Wainwright, der forlod Civilians-indspilningerne i Joe Henrys hjemmestudie i Pasadena lidt nord for Hollywood med en ny plade under armen. Efter at have arbejdet sammen med Texas-produceren Gurf Morlix (ja, det hedder han altså) gennem det meste af sin karriere, pakker Mary Gauthier sine personlige dæmoner og rejser mod Los Angeles, hvor hun sammen med Joe Henry og hans mere eller mindre sædvanlige rend af musikalske venner (Van Dyke Parks, Bill Frisell og Greg Leisz var alle fast inventar under Civilians-indspilningerne) indspiller sit livs album, Between Daylight & Dark. Især sangen om den amerikanske vagabond-kone, Steam Train Morris, viser, hvordan Joe Henry, igen med en simpel, akustisk rytmesektion, overlader hele rampelyset til Mary Gauthier – uden at han dog på noget tidspunkt selv træder ned fra scenen.

“Moving Work of Art” – Rodney Crowell

Rodney Crowell har, på godt og ondt, været en del af 70’ernes Nashville-lyd gennem hele sin karriere. Hans sange er stærke, men produktionerne var ofte så tilpas flade, at det hele kunne presses ned i et passende radioformat. Samarbejdet med Joe Henry i 2008 endte i albummet Sex & Gasolines, indspillet i Joe Henrys kælderstudie. Resultatet var en folkplade, der blev det smukkeste stykke arbejde, de hver især nogensinde havde præsteret.

 

Fem andre Joe Henry-producerede sange, du også skal høre

 

Jim White & Aimee Mann – Static On The Radio

 

Betty Lavette – Down To Zero 

 

Billy Bragg – Handyman’s Blues

 

Ramblin’ Jack Elliott – Soul of a Man

 

Over The Rhine – Only God Can Save Us Now

 

Joe Henry spiller i Studie 2 i København i aften, onsdag. Koncerten starter vist klokken 20 

Kommentér indlægget