5 ting, jeg tænker på, når jeg tænker på B.B. King (RIP)

   


 

BB King foto

B.B. King har stillet Lucille i stativet for sidste gang.

Han blev 89, og selv om det var kendt, at han var syg af bl.a. diabetes – og havde været det længe – er det sørgeligt, at den smilende legende, den milde sanger og den store stilskaber ikke længere vil vride toner ud af sin guitar.

Han begyndte at spille i 1940’erne og var med til at flytte bluesmusikken fra landet til byen. En stor mand på alle måder, og selv om hans katalog er dybt og rigt, kommer her en håndfuld højdepunkter.

1. B.B. King var en fantastisk sanger.

Det er næsten altid guitaristen B.B. King, der bliver fremhævet. Men hans stemme! Fuld af sødme, blidhed og følelser. Han var et vitalt bindeled mellem soul og gospel på den ene side, og blues og jazz på den anden. På den facon var han lyden af Sydstaterne og kunne med sin stemme samle generationer og stilretninger.

2. B.B. King var først og fremmest en livekunstner

Der er mange gode B.B. King-plader, men det var på scenen, at han for alvor foldede sig ud. Han var hyppig gæst i Danmark, og har man én gang set ham sidde med Lucille på maven og et stor smil på ansigtet, kampsvedende og vippende med den ene fod, har man fået en oplevelse for livet. Både med små grupper og med bigband i ryggen trængte han igennem, og selv på en larmende festival økonomiserede han med tonerne og slog hårdt ved at være blød.

3. Hvide britiske fyre elsker B.B. King

Listen af fans er lang som et jam på Mojo: Eric Clapton har kredset omkring Den Hellige Gral gennem hele sin karriere og indspillet sammen med B.B. King flere gange. Mark Knopfler har luret et riff eller to. Keith Richards elsker den intense måde, B.B. kærtegner strengene, og The Rolling Stones brugte ham i 1960’erne flere gange som support på turneer i USA. Ligesom de gjorde med John Lee Hooker, Ike & Tina Turner og mange flere. De ville give noget tilbage til musikerne, der havde formet dem – og samtidig vise et nyt publikum historiens rødder.

4. B.B. King var radiovært

WDIA i Memphis er en af historiens vigtigste radiokanaler. Den første succesfulde store radiostation i USA ejet af sorte, og en kæmpe inden for spredningen af blues, r’n’b og andet godt til ikke bare byen Memphis, men til store dele af Sydstaterne. Radiosignaler har ingen farve, og lyden fra WDIA nåede hvide knægte på landet, sorte piger i byerne og kom til at spille en massiv rolle for de folk, der skabte Stax-pladeselskabet, indspillede r’n’b i Muscle Shoals eller skiftede kirken ud med klubberne på Beale Street. B.B. King var studievært på WDIA og spillede også live i æteren. Det var i radioen, han fik sit kælenavn Beale Street Blues Boy – senere bare Blues Boy.

BB King WDIA

5. B.B. King spillede i fængsler

Der er noget smukt over at optræde for de indsatte i et fængsel. De er afskåret fra at tage til almindelige koncerter, samfundet vil ikke nødvendigvis havde noget med dem at gøre, og musikken kan være en ventil for smerte, vrede og afsavn. Johnny Cash i San Quentin er ærekeksemplet, hvor stemningen mildt sagt er elektrisk. B.B. King spillede i fængsler, og man kan møde fans, der mener, at ‘Live at Cook County Jail’ fra 1971 er et højdepunkt i genren. Der bliver buh’et af sheriffen i begyndelsen, og af den lokale retspræsident, der var til stede den dag i Chicago. Men da B.B. King kommer på, koger det for alvor. Bandet begynder med ‘Everyday I Have The Blues’.  Det lyder, som om publikum forstår ham.

 

Kommentér indlægget