Kanye West – en mand med et barns sind?

Jeg har altid været en stor fan af Kanye West, ja, nærmest lidt af en Kanye West-apologist: Jeg har forsvaret hans forskellige tossestreger med henvisning til hans musik, i særdeleshed mesterværket ’The College Dropout’ og ’Graduation’, der gav hip hop et skud ærlighed, historiefortælling og musikalitet, og som i min bog hører til 00’ernes allerbedste albums.

Men noget har forandret sig hos mig efter den amerikanske Grammy-uddeling i sidste uge. Du har med garanti allerede set klippet på YouTube: Da Beck skal modtage prisen for årets album, hans over én kam lovpriste ’Morning Phase’, stavrer Kanye West op til podiet – og vender så om igen uden at sige noget.

https://www.youtube.com/watch?v=hM1g3D75kDw

Det er en joke, tænkte du måske. En selvironisk gestus til de gange, han tidligere har crashet scenen til prisuddelinger. Beck siger ”Come back”, og Beyonce, Jay-Z og Pharrell griner. De synes i hvert fald at det er sjovt. Og Kanye West sætter sig ned, ligesom alle andre. Beck begynder sin tale. Og alle synes at det er hyggeligt at West sådan har format til at referere til sine tidligere tåbeligheder på en overskudsagtig måde.

For vi taler virkelig om fortilfælde, der i bedste fald vidner om en tvivlsom dømmekraft. Jeg var selv til stede i Bella Center i 2006, da han bumrushede scenen til MTV Europe Music Awards: Simian og Justice havde vundet statuetten for videoen til deres ’We Are Your Friends’, da Kanye kom hoppende og i en næsten Steve Urkel-agtig diktion bekendtgjorde at han selvfølgelig skulle have vundet prisen, fordi ”hans video havde kostet en million dollars”, ”havde Pamela Anderson med” og fordi ”han havde hoppet over kløfter” i den. Bagefter bekendtgjorde han at ”If I don’t win, the award show loses credibility”.

Jeg undrede mig meget, husker jeg, for det var jo nogle uforståelige argumenter, at en video skulle vinde en pris, fordi den var dyr, havde en tidligere tv-stjerne som medvirkende eller havde været risikabel at optage. Men okay, jeg slog det hen med at han nok ikke anede hvem hverken Simian eller Justice var (eller at de nok ikke ligefrem sakker efter Kanye på cred-kontoen), og at hans tale var et udtryk for almindelig amerikansk storhedsvanvid og hip hop-bravado.

Næste gang det skete var i 2009 – denne gang gik det ud over Taylor Swift. Den unge countrypopsanger måtte også se sin store stund hijacket af Kanye West, der greb mikrofonen med et generøst ”I’ma let you finish”, hvorefter han sagde at ”Beyonce har lavet en af de bedste videoer nogensinde!” to gange. Og forlod scenen.

Taylor Swift så noget konfus ud, men igen lod jeg det passere – sikkert fordi jeg ikke dengang havde noget forhold til Taylor Swifts musik og derfor ikke rigtigt kunne leve mig ind i eller hidse mig op over Kanyes stunt. Beyonce selv ser i øvrigt noget pinligt berørt ud på optagelserne – man ser med det samme i hendes ansigtudtryk at hun i hvert fald ikke har sendt Kanye i byen. Egentlig behøver hun jo heller ikke nogen til at forsvare sig – hun er jo et større ikon end både Kanye og Taylor Swift tilsammen.

Det var de tilfælde, Kanye West alluderede til med sin joke til Grammy-uddelingen i sidste uge. Bortset fra at det viste sig ikke at være en joke. Han havde kun i sidste øjeblik undladt at crashe scenen af hensyn til ”sin datter, sin kone og sin tøjkollektion”. Og i et interview bagefter sagde han noget af det værste vrøvl, jeg nogensinde har hørt:

“Beck needs to respect artistry, and he should have given his award to Beyonce. And at this point, we’re tired of it. Because what happens is: When you keep on diminishing art and not respecting the craft and smacking people in their face after they deliver monumental feats of music, you’re disrespectful to inspiration.”

Tag ikke fejl: Der er ingen ofre her. Simian og Justice har haft en fin karriere. Det samme kan mildt sagt siges om Taylor Swift og Beck. Men når Kanye West i ramme alvor står og nedgør og belærer en kunstner – Beck – som har bevist sit enorme værd på musikscenen gennem mere end 20 år, peger det tilbage på ham selv. Det er simpelthen uintelligent, respektløst og et udtryk for uvidenhed at stå at smøre sin egen uopdragenhed og selvoptagethed ud over en velestimeret, elsket og beundret kollega.

Igen: Det er ikke synd for nogen. Men hele situationen efterlader et indtryk af Kanye West som en mand med et barns sind. Som tror at man kan ændre på de voksnes afgørelser, hvis man bare råber højt nok. ”Vi er trætte af det”, siger han. Men han fremstår som en mand, der er meget forvirret over, hvad det er, han egentlig er træt af. Han må da, som en talentfuld musiker og gudsbenådet producer, kunne høre at ambitionsniveauet på Becks album er fuldt på højde med Beyonces, bare inden for en anden genre? Ønsker han at kæmpe en race- eller musikgenrekamp? Vi ved det ikke, men lige som et barn ofte kan have svært ved at formulere sine frustrationer, lader det til at Kanye West har det samme problem. Ja, faktisk føles det som om den berømte passage fra Det Nye testemante er møntet på Mr. West – eller, som han selv kalder sig: Yeezus – som en implicit opfordring: “Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige.”

Han har jo ellers formået at sige tingene ligeud tidligere: ”George Bush doesn’t care about black people”, lød hans berømte ord dengang under Hurricane Katrina. De kom fra hjertet og var ikke til at misforstå. Men når han gang på gang stormer scenen som en slags automatreaktion – lidt som den stive onkel eller morfar i Thomas Vinterbergs ’Festen’, der kun kan den ene vittighed om kartofler i bukserne, som gæsterne til familiens sammenkomster så til gengæld må lægge øre til år efter år – ja, så begynder han at fremstå som en mere og mere latterlig person. Af samme grund kan jeg næsten ikke klare at høre på hans nyeste udgivelser. Der er simpelthen grænser for hvor barnlige ting man kan sige, før det begynder at smitte af på modtagelsen af ens musik. Og så stort et geni er han trods alt ikke, at han kan transcendere den lov.

Det er i det hele taget spøjst at netop Kanye er så meget ude med riven efter andre kunstnere. Da han selv kom frem, fik han meget på puklen for at han ikke var en teknisk dygtig rapper. Men det vendte han til en styrke ved at tale i et sprog, alle kunne forstå: ”Everything I’m not makes me everything I am”, sagde han. Det samme er hans uartikulerede scenestormertendenser uheldigvis også et vidnesbyrd om.

https://www.youtube.com/watch?v=LO_IwoMxWPA

PS: Hvis Kanye West vil se, hvordan man stormer scenen med poesi, weirdness, charme og lækkert tøj, behøver han blot at spole tilbage til 1998 og Ol’ Dirty Bastard. Og husk: ”Wu-Tang is for the children!”

https://www.youtube.com/watch?v=wdNHS8b9C7I