Here comes that sinking feeling

   


For nylig læste jeg Pernille Jensens udmærkede anmeldelse af Dúnés tredje, højglanspolerede epos. Og anmeldelsen fremmanede en velkendt følelse i mig. Som musikelsker kender du den helt sikkert: Enten er du kommet hjem med en plade (dengang man gjorde den slags), du har streamet en ny sang eller bare hørt en ny single i radioen med en kunstner, som du egentlig godt kan lide. Måske har du endda glædet dig til den nye med ham/hende/dem. Men nu, hvor du endelig har taget musikken i besiddelse, er det som om sangen til gengæld ikke rigtig tager bo i dig. Du vil måske gerne kunne lide den – det kan du bare ikke.

Det er ikke sådan, at du bare hader sangen, fordi dit yndlingsband lige pludselig er begyndt at spille salsa eller tissemandsjazz. Den er der bare ikke rigtig. Der mangler noget af det, der optog dig ved kunstneren til at begynde med. Musikken klør og kradser ikke længere de rigtige steder.

"Arj, åbner den tatovør ikke snart? Nu har vi stået herude i flere timer." En dag i Dúnés liv.

“Arj, åbner Tatoo-Keld ikke snart? Nu har vi stået her i flere timer.” En dag i Dúnés liv.

Det handler ofte om at det band eller den kunstner, som før var et frisk pust eller måske endda en orkan i dit musikalske landskab, er begyndt at læne sig rigeligt tilbage – nogle gange lidt for tidligt i karrieren. Som om succes’en ikke er steget vedkommende til hovedet, men snarere til røven – der så bliver plantet solidt i en blød, dejlig, komfortabel, hyggelig sofapude af banale detaljer og søvndyssende selvfølgeligheder fra hans eller hendes tilværelse.

Om det i virkeligheden skyldes at den kreative kilde er tørret ud, eller snarere at kunstneren oplever sin indledende succes som en indikation på at nu må offentligheden da være brandinteresseret i alt om os og mig, er nok forskelligt. Der kan naturligvis også være andre årsager til faux pas’et. Men det falder tit og ofte sammen med begyndelsen af den kunstneriske deroute, de fleste musikere før eller siden må se i øjnene. Og det er her, Dúné kommer ind i billedet.

TATOVERINGER
Tre af gruppens fire medlemmer bruger nemlig spalteplads i CD-coveret på at takke deres – tatovør. De har ganske vist ikke skrevet en sang om tatovøren, men oplysningen fik ikke desto mindre den velkendte følelse til at brede sig fadt i min halvgamle krop: her har vi et band, der lidt for hurtigt er begyndt at koncentrere sig om de forkerte ting, det nære – ja, nærmest det private. “Det her går den gale vej for Dúné”, skrev Jensen i anmeldelsen, og det har hun så evig ret i – men det vidste vi jo ret beset allerede efter at have lyttet til bandets andet, skingre og meget kalorielette album.

Dúné er faktisk ikke de eneste, der pludselig bare dele deres tatovør med hele verden. Det så også rapperen Marc Johnson sig nødsaget til på sit gennembrudsalbum ‘Det Passer’.

Tidligere havde vi kendt Johnson som hhv. den uregerlige drengerøv Niggeren i Slæden, og som den ene halvdel af den velsignet streetwise/lowbrow duo Johnson & Malone. Men på solodebuten har han, til forskel fra Dúné, rent faktisk lavet en sang om sin tatovør.

‘Tatoos’ handler om en dag, hvor Johnson tager toget fra Århus til Odense, hvor denne tatovør residerer: “Jeg skal ned til Andreas, og så ved man aldrig hvad der sker”, proklamerer han i første vers, og der må man jo så bare korrigere ham: Jo, man ved godt hvad der sker – du kommer hjem igen med en ny tatovering. Det er dejligt for Johnson, at han får sig nogle flere tatoos – men interessant for os andre er det ved gud ikke. Men måske er tatoveringer bare vigtigere for ham end en musikkarriere.

TØJ
Nu vi er på Århus-egnen, så lad os da bare hive fat i fodboldtrøjekraven på en af Johnsons hjemmedrenge. Speedrapperen U$o red på beatet med en blanding af swagger og tjekket disciplin på gennembruddet ‘I går var det en vild nat’, et af de sprødeste tidlige danske r&b-hits.

"Prøv lige at se her, indenunder mit jakkesæt har jeg - en fodboldtrøje! Årh hvad!" U$o farer vild i egen garderobe.

“Se lige her, under mit suit har jeg – en fodboldtrøje! Årh hvad!” U$o farer vild i egen garderobe.

Den vidunderligt sært betitlede opfølgerplade ‘Jeg vil gerne, du vil gerne, vi skal gerne’ kunne også noget, men på ‘Hold Nu’ fra 2007 går det galt, ikke mindst i sangen ‘Barca Trøje’, hvori U$o falder i en anden klassisk bekvemmelighedsfælde: Tøj.

Gennem en hel sang skal vi høre om hans FC Barcelona-fodboldtrøjer: “Der’ omkring 12 styks i min garderobe/ Messi, Larsson, Deco, Coutu” (og hvor tit går han mon i den Couto-trøje, FCB var sponseret af Kappa dengang portugiseren begyndte i klubben, og den trøje var ikke for køn). Pladecoveret viser os endda en habitklædt U$o, der flår sin skjorte åben for at blotte – en Barca-trøje. Uha, sikke da en rebel. Kan du mærke den, følelsen? Det er bare ikke særlig vildt, det her. Lidt ligesom U$o’s karriere fra ‘Barca Trøje’ (orddeling, for pokker!) og frem.

De senere generationer i dansk rap har ikke nødvendigvis lært det store af U$o.

På den helt igennem gustne dirty south jam ‘Ka’ en hertug leve’ “rapper” Kesi sig bl.a. gennem at han går i tøj fra Silas Adler og spiser frokost med Euromans moderedaktør Frederik Andersen. Og på den måde formår han at falde i hele to sofapruttehyggefælder på én gang: Tøj – og:

MAD
En af mine musikanmelderkolleger fortalte mig engang at han faktisk foretrak at være fysisk sulten mens han skrev. Så langt vil jeg ikke gå, selv om jeg medgiver at mad kan være en frygtelig modstander for enhver form for kreativitet. Hør bare sangen ‘Hungry Hamed’s’ med 90er-fænomenet Spin Doctors.

Ikke så snart havde SD tunghittet med de kække poprockknaldperler ‘Two Princes‘, ‘Little Miss Can’t Be Wrong’ og ‘Jimmy Olsen’s Blues’, før de udgav historiens mest uldne og selvtilstrækkelige andet album, ‘Turn It Upside Down’. Intet er et bedre billede på den påstand end sangen ‘Hungry Hamed’s’, der tilsyneladende handler om forsanger Chris Barrons lokale diner – og som må udgøre en slags verdensrekord i ligegyldighed.

Sangen indledes ganske vist af nogle vagt politiske fagter om 15-årige gangstere, nogle rare arabere i gadebilledet og noget med at protagonistens venner ikke vil/tør gå med ned på Hamed’s eksotiske diner, selv om den kun ligger “three blocks from Bergen Street”.

Men derfra bliver sangen et kongeeksempel på, hvor farligt det er at rette blikket mod sin egen navle. Forskellige retter bliver nævnt i flæng. Noget med at Barrons ven ikke vil med derned, fordi han blev snydt for noget gratis sodavand for år tilbage. Noget om, at man nogle gange bliver behandlet dårligt dernede. Og alt dette ophøjes altså til noget, vi andre skal høre om. Jesus mamma mia. Selv basfiguren, der dominerer versene, er så dundrende uambitiøs, at det er til at miste appetitten af.

Som nogle måske vil huske, blev ‘Turn It Upside Down’ betragtet som et kommercielt flop, selv om den solgte ÉN MILLION eksemplarer (forgængeren, ‘Pocket Full Of Kryptonite’, røg over disken i fem gange så stort oplag, mens treeren ikke fandt noget større publikum, surprise). ‘Hungry Hamed’s’ blev altså begyndelsen til enden for Spin Doctors. Men nogle gange kommer madglæden allerede snigende helt oppe på karrierens tinde.

Lyt bare til Michael Frantis Spearhead-projekt, der hittede midt i 1990erne. Efter tiden i krasbørstige Disposable Heroes of Hiphoprisy (Roskilde 1993, Blå Scene, anyone? Det var vildt nok.) hører vi nu Franti i sit største kommercielle øjeblik snakke om at han elsker hvidløg, kylling, majsbrød, røde bønner og ris – mens han til gengæld ikke er så glad for rødt kød, mælk (det bliver han snottet af, det pus) og fossile brændstoffer. Jamen altså. Fint for dig, men … boooooooring! (Hvorfor man også må undre sig over, at man undervejs i sangen flere gange kan høre et hysterisk grinende kvindemenneske i baggrunden). Siden da hørte vi til gengæld heller ikke det store til hverken Franti eller Spearhead.

KAFFE
Nært beslægtet med mad-miseren er kaffe-dittoen. Og nogle af mine klokker begyndte altså at bimle, da Kashmir ligefrem bragte et fotografi af deres lokale kaffepusher Ricco i bookletten til ‘Zitilites’-albummet. Pladen udgør vel gruppens kunstneriske peak, sammen med ‘The Good Life’, men midt i opturen er mageligheden tilsyneladende begyndt at presse sig på. (En anden klassiker er jo iøvrigt (live-)albummet hvor Band X har klistret fotos af alle deres venner, roadier, groupier, hunde og andre hangarounds sammen til en collage, der fylder det meste af bookletten/indercoveret. De plader er næsten aldrig gode, undtagelserne tæller Beastie Boys’ ‘Check Your Head’ og Sufjan Stevens’ ‘All Delighted People EP‘.).

Kashmirs lokale kaffemand Ricco - vigtig nok i gruppens univers til at pryde en hel side i CD-bookletten til 'Zitilites'.

Kashmirs lokale kaffemand Ricco – central nok i gruppens univers til at pryde en hel side i CD-bookletten til ‘Zitilites’.

Per Vers‘ ‘Black Power‘ er en lidt anden kaffeslabberads. Det kan være svært at huske nu, men midt i sidste årti foregik der altså en kulturkamp mellem rygsækrapperne (Rent Mel, Strøm, Per V, AndyOp m.fl.) og de slemme drenge fra Århus V og Tabu-Studiet (L.O.C., Suspekt, U$o, Troo.L.S. og Rune Rask m.fl.). Det var en ulige kamp, som bad boys’ene vandt på parametrene salgstal, sejhed, taletid og kulturel dominans.

De gode græd, mens de onde lo, og resten af os ventede på, at der kom noget slagkraftigt fra the moral high ground-lejren. Og da det kom… En af mine kolleger fortalte mig engang om en samtale, hun havde haft med L.O.C. Han var faktisk spændt på hvad der var kog på i den anden lejr. Og så kom der en sang om – kaffe. Han skulle have lydt genuint skuffet. For selv om ‘Black Power’ er stærkt imponerende i kategorien kvik ordekvilibrisme, er det stadig: En sang om kaffe. Og igen var den der. Følelsen.

MIG MIG MIG
Hvis man har brugt alt det kreative krudt og ikke engang har fantasi til at synge om den kaffe man drikker, den mad man spiser, det tøj man går i eller de tatoveringer, man får raget til sig, er der kun én udvej: Syng om dig selv og hvad du laller rundt og laver. Og se derefter din karriere rasle nedad i en brunlig malstrøm.

Den strategi fulgte Mike Skinner aka. The Streets til punkt og prikke på ‘The Hardest Way To Make An Easy Living’, det tredje album fra hans hånd, og det sidste, der rummer et minimum af kreativitet. Den bedst kendte sang er utvivlsomt ‘When You Wasn’t Famous’, der handler om, at det er blevet så nemt for den gode Skinner at score, at han er nødt til at garne nogle kendte damer (“Jeg vil ha’ aaandre kendte mæææd!”), før det giver mening for ham igen. I processen brokker han sig over, at alle har kameraer i deres telefoner, så han ikke længere kan rende rundt og tage snitter, som det passer ham.

Til hans forsvar kan man sige, at han da lever op til rappens keep it real-credo og i det i mindste ikke lader som om, han stadig lever sit greasy spoon cafeteria-liv fra det første og fantastiske album.

Til gengæld er det svært, for ikke at sige umuligt, at finde på noget pænt at sige om ‘Bonehead’s Bank Holiday‘ fra Oasis‘ andet – og sidste bare nogenlunde relevante – album. Muligvis overbeviste om, at selv en sang om andenguitaristens gøren og laden har nogen som helst menneskers interesse, giver Oasis os en ikke-melodiøs ikke-historie om Paul ‘Bonehead’ Arthurs forlængede weekend i Spanien, hvor han møder en pige, der ikke rigtig gider at snakke med ham. Jeg har altid mistænkt Oasis for ikke at vide, hvad de synger om. Her gør de det tydeligvis, det er bare nærmest grotesk petit – lidt som Mis med de blå øjne siger, da den leder efter mus, men blot fanger en bladlus: “Det var næsten værre end ingenting”. Resultat: that sinking feeling once again.

På en måde er sangen i familie med The Beatles‘ ‘The Ballad of John & Yoko’: Rejsemotivet, Spanien, 1:1-beskrivelsen. Sangen, der bla. er blevet fortolket af Shu-bi-dua, har musikalsk en ret cool retroagtig feel, men prøv at læse teksten:

Finally made the plane into Paris
Honeymooning down by the Seine
Peter Brown called to say
“You can make it OK
You can get married in Gibraltar, near Spain”

John Lennon fortæller i sangen fuldkommen udistanceret om sit logistisk besværlige (de kunne ikke blive gift i Frankrig, som ellers planlagt) og i forvejen voldsomt mediedækkede bryllup med Yoko Ono, bryllupsrejsen (inklusive bed-in’en i Amsterdam) og sin angst for, at pressen vil korsfæste ham. Det er utrolig kedeligt og selvretfærdigt, og fungerer nærmest som en fornærmelse af lytterens intelligens. OG så ved vi jo alle sammen, hvordan det gik med The Beatles lige bagefter.

FAXE KONDI
Der er altså talrige eksempler på selvtilstrækkelighed, selvovervurdering, selvtilfredshed og selvbedrag som band- eller kunstner-sygdomstegn. Når bands, efter at have ramt det store, søger mod det nære. Nogle gange lykkes det, som for Beck, der synger om sin forliste kærlighed på den eminente ‘Sea Change‘-plade (der kom lige efter maksimalismen på ‘Midnite Vultures’), eller Neil Young, der fører solo-almanak over sit liv på ‘Le Noise’ fra 2010.

Men fælles for dem er jo også, at de har noget på spil – følelser, fortid, ulykkelighed. Fælles for de eksempler, vi har set ovenfor, er derimod at kunstnerne ikke har noget som helst på spil. Berømmelsen, populariteten, rigdommen, bekræftelsen har simpelt hen slået deres dømmekraft i stykker. Resultatet er musik, der skuffer på det ene eller det andet niveau, og som føles lidt som at sidde til et sølvbryllup og høre en fjern tante fortælle om, hvordan hun har fået indrettet sit nye køkken på en utrolig praktisk måde.

Så giver det oftest langt bedre mening at gå den anden vej. Som nu Klumben & Raske Penge, der opnåede deres gennembrud med en sang om noget så jordnært som deres yndlingssodavand. Nu er der også mulighed for at lægge fortolkninger ned over den sang, men lad os bare tage den for pålydende. På det sukkerholdige grundlag har duoen fået mulighed for at skabe fine sange som ‘Intelligent‘ og ‘Missionen‘, der vil og kan mere end at prise deres favoritdrik eller -ryger. Så står sangen lige pludselig og bader sig i et langt mere formildende lys, fordi kunstnerne bag har formået at udvikle sig videre fra det halvprivate og mod noget mere alment.

Udvikling trumfer igen regression, druesukker slår røde bønner og ris.

 

Kommentér indlægget