9 fine detaljer ved Anton Corbijn-udstillingen i Odense

   


Af Peter Elsnab

’1-2-3-4’.

Man kan næsten høre Joey Ramone sige det lynhurtigt, før guitar, bas og trommer vælter ind over hinanden.

’1-2-3-4’ er derfor også en velvalgt titel på den fotoudstilling, der i går havde fernisering i Odense – en udstilling med værker af den 63-årige hollænder Anton Corbijn, der muligvis har portrætteret flere rockstjerner, inkl. The Ramones, end nogen anden fotograf.

 

1-2-3-4, fordi det henleder tanken på musik, og lidt mere søgt, fordi der ofte er fire medlemmer i den klassiske bandopstilling. Som hos The Ramones.

400 portrætter plus pladecovers og musikvideoer kan man studere på Brandts i byens centrum.

I to år har museet arbejdet på at få udstillingen til byen, og det er godt arbejde. Det er simpelthen en fornøjelse at studere Corbijns rå, sort/hvide stil, hvor musikerne ofte er placeret i specielle omgivelser frem for i studiet. Billederne er enormt udtryksfulde, og mange af dem er efterhånden også blevet decideret ikoniske. Hans billeder er simpelthen med til at definere et bands udtryk.

Ikke siden udstillingen i Øksnehallen i København i 2002 og forinden i Vega (som jeg husker det) har der været en Corbijn-udstilling i Danmark. Og det er ret fedt at gå rundt og kigge på disse mesterværker. I første omgang tog jeg den hurtige rundtur – der var mange mennesker! – og så må jeg tage fordybelsesturen i fred og ro en af de kommende dage.

Men her er et par af de fine detaljer, jeg fik med mig fra førstedagen af udstillingen, der løber frem til november:

 

1) Sort og hvidt

Helt i fotografens ånd er udstillingen inddelt i lys og mørk – en hvid og en sort del. I det sorte rum finder man pladecovers og musikvideoer (i fuld farveskala), i det hvide hænger portrætterne (altid i sort/hvid!).

En kort beskrivelse med blyant ud for hvert foto.

2) Simpel form for nærvær

Anton Corbijn har ved hvert portræt skrevet en kort beskrivelse med blyant direkte på væggen. Det gør det hele lidt mindre officielt og mere nært og vedkommende end de traditionelle maskinskrevne beskrivelser, der som regel ledsager værkerne på et museum.

3) Nyt og gammelt

Mange af værkerne kender man som musikinteresseret. Fra pladecovers til artikler og billedserier i musikmagasiner gennem årene. Men mange gør man ikke. Til ’1-2-3-4’ har Anton Corbijn kigget arkiverne igennem og fundet nye billeder frem. Det er fedt!

4) Kun musik

Anton Corbijn har lavet meget andet end musikportrætter og musikvideoer. Men på denne udstilling handler det kun om musik.

Det er de 12 fremhævede, som der er fokus på.

5) Koncentreret om 12 musikere/bands

Der er billeder af mange flere, men udstillingen er koncentreret om 12 musikere og grupper – nogle af dem, han har arbejdet mest med. Der er altså masser af billeder af f.eks. U2, Depeche Mode, Tom Waits og Metallica.

6) Arrangeret som en hjerterytme

Portrætterne i den lyse sal er arrangeret som en hjerterytme – hvor inaktivitet afløses af aktivitet. Intet hjerteslag er lig en flad linje, og her hænger ’de andre’ kunstnere. Der er f.eks. skønne billeder af Mick Fleetwood, Trent Reznor, The Ramones, The Clash – og såmænd også Søren Huss. Den flade linje afløses af hjerteslaget, og her kommer der så en klynge af større eller mindre billeder af de 12 udvalgte. En enkelt anke kunne være, at jeg faktisk savner nogle større formater – dem, der nærmest fylder en hel væg.

7) Hidtil største udstilling

’1-2-3-4’ har været vist flere steder i Europa de senere år, men det er første gang i Danmark, og det er den hidtil største af slagsen med plads til alle Corbijns udvalgte billeder.

8) En autograf …

Anton Corbijn selv var til stede ved gårsdagens fernisering, og han tog sig tid til at signere bøger og plakater, som man – naturligvis – kunne købe i museets butik. Der var lang kø i mindst en times tid, men jeg fik da signeret både en David Bowie-plakat og hans ’The Living and the Dead’-bog fra en udstilling i Hamborg i fjor. Yay!

9) De kendte musikvideoer

14 musikvideoer vises i den sorte sal, og det er fedt at se dem på (halv)stort lærred. Det er mange af de mest kendte, men det kan betale sig at gå på wiki og finde listen over de musikvideoer, han har instrueret – og dernæst gå på YouTube og fordybe sig. Begynd f.eks. med Propaganda:

 

Bonusinfo: Directors Label

Anton Corbijn er en af de syv musikvideoinstruktører, der i 00’erne indgik i ’Directors Label’-serien. Nogle fremragende samlinger af musikvideoer af og dokumentarer om disse instruktører; Michel Gondry, Spike Jonze, Stephane Sednaoui, Jonathan Glazer, Mark Romanek og Chris Cunningham er de øvrige.

Sidstnævnte har bl.a. instrueret de ikoniske Aphex Twin-videoer med Richard D. James’ ansigt overalt. Og hermed er vi nået frem til sidste bonusinformation. For i dag er det 20 år siden, ’Windowlicker’ udkom:

 

Kommentér indlægget